Vi har klippet nosserne af vores mænd

batman

Ja det mener jeg sq. Helt oprigtigt.

Jeg mener vores samfund er på vej ud af en tangent, hvor vi slet ikke kan følge med.

Begge parter, mand som kvinde, arbejder lige meget – ligestilling blev der sagt. Begge parter bør (mener mange) derfor også tage ligelig andel i det job, som ligger i hjemmet.

Manden skal købe ind, lave mad, hente børn, støvsuge, vaske tøj og rydde op. Samtidig med han arbejder og skal være MAND og huske fødselsdage, gide parmiddage, synge fællessang i børnehaven, klappe konen i rumpetten, rose hende, ikke flirte med andre, huske at like konen OG skolens opslag på Facebook. Han skal være glad, ikke gå for meget i byen, ikke være ude med drengene for tit, sige ja på de rigtige tidspunkter og bare LYTTE når konen brokker sig og er sur eller ked af det. Han skal være kærlig og ærlig, renlig og sød og charmerende. Han skal helst selv kunne lave alt i hjemmet – dvs hænge hylder op, ordne haven og grille når førnævnte parmiddage står for døren.

Han skal faktisk være Superman, Spiderman, Batman og Arne Nougatgren i en og samme person – med drys på.

Jeg gad ik. Jeg ville ikke kunne det der, uden at miste mig selv som menneske.

I ”gamle” dage hvor rollerne var ”på plads” og konen ordnede hjemmet og ungerne og lavede mad, når farmand kom hjem fra arbejde, var der styr på rollefordelingen. Om den var bedre, må den generation, der har levet i det, kunne svare mig på. Men jeg savner roller!

Jeg savner det, fordi jeg kan se, at vi kvinder mister respekten for vores mænd. Det er som om, vi ikke kan styre det. Mer´ vil ha´ mer´! Vi forlanger EKSTREMT meget af vores mænd – og af os selv. Samfundet forlanger bare meget af os, og vi er ved at vælte.

Skilsmisserne står i kø, så snart vi har sagt Ja og Amen til hinanden i kirken. Datingsites bugner frem som aldrig før og swingerklubber og utroskab er efterhånden noget der ”bare er”, og ikke noget der hører til sjældenhederne.

Det værste er; Det undrer mig ikke!

At skulle arbejde fuld tid som kvinde, være gravid, føde ungerne, passe dem, passe hus, være populær på sin arbejdsplads, holde sig fit, være pæn, få den søvn man mangler konstant, være en god mor for sine børn, bage kage til klassens time, være en af de gode veninder, der ”er der for alle”, have make up på og sætte håret, huske at lakere negle, barbere ben, have en god kulør, være smilende overfor manden og hans venner og hans venners koner, holde hus og hjem rent og pænt og huske at købe vin til receptionen på jobbet, lige læse det ”nyeste” indenfor mode, huske at poste på instagram, at man har trænet og spist sundt 2 gange denne uge er UMULIGT!  Det er UMULIGT!

Begge parter savner et afbræk i den her alt alt alt for travle og krævende hverdag. Som ender med at man går og hakker lidt på hinanden ELLER er nødt til at slække på nogle af de ting, som står i ”regelsættet”. Og når man gør det, som fx kvinde, så ender man med at gå i bilka-tøj og blive småtyk og glemme at barbere ben, og man nåede altså heller ikke ned og træne squash i DENNE her uge.

Som mand bliver man måske en ja-siger og siger bare JA til alt konen beordrer derhjemme, og gør bare hvad der bliver sagt, fordi det er ”nemmere”.

Hvis der så er en – eller flere – der pludselig ”lægger mærke til en” på jobbet eller på snapchat eller på Facebook eller andre steder, hvad tror I så der sker? Så bliver man sq da vildt glad. Man tænker ”Hey jeg SKAL ikke være i det her leverpostejsfarvede forhold med 2 skrigende unger og en sur mand/kone, som jeg jo jo bevares da elsker, mere pga. vi har god logistik sammen, men som jeg ikke tænder på mere.”

Næste skridt er så, at man måske kommer til at falde i med en anden, eller at man ganske enkelt skrider, fordi man tænker ”Jeg kan lisså godt klare det her selv- og have ungerne på halv tid, for så har jeg da i det mindste noget ”mig tid”, når ungerne er hos den anden”

Det hele kræver at samfundet giver slip på 2 ude fuldtids arbejdende mennesker.

Konen kommer hjem og passer børn og hund og hus og hjem og arbejder måske 10-14 timer ”ude” om ugen, så hun stadig har stimulans og en social omgangskreds andet end ”hjemmet”.

Det kræver at kvinderne har lyst til at give slip og komme ”hjem” – det kræver at kvinderne har lyst til at se deres mand ”blomstre” som den mand han er og ikke holde ham ”nede” i en kasse, hvor mænd med et ordentlig sæt nosser slet slet ikke hører hjemme.

Jeg har virkelig svært ved at finde respekten frem for en mand med en støvsuger i hånden.

Jeg er virkelig Barbie/Disney prinsesse romantiker HELT ind til benet.

Jeg tror på, at min mand skal have frihed til den han har lyst til at være, og at han ALDRIG skal påtvinges at vaske tøj eller andet husligt, at han skal have lov til at være i fred, når han kommer hjem og at maden skal stå klar og hans skjorter skal være strøget/arbejdstøj være vasket – whatever.

Den anden vej rundt forventer jeg at få den respekt for det arbejde jeg udfører i hjemmet, at han husker min fødselsdag og får mig til at føle mig som den mest specielle kvinde i verden – i HANS verden, at jeg aldrig skal stå og ”tigge” om penge eller forklare hvorfor jeg har brug for at træne, få botox eller andet. For hvis man vælger en kvinde, der går op i sit udseende, så koster det altså penge. Sådan er det bare. Og de mænd der ikke har fattet det, bør fatte det nu!

Det er IKKE gratis at lægge makeup, være brun hele tiden, barbere ben hver dag, få lavet negle, få ordnet hår, spise sundt, få de rigtige vitaminpiller, lange vipper, hyre en personlig træner, gå i det smarte tøj. Når fyre siger ”Kvinder har aldrig nogen penge” så tænker jeg bare ”Øhm nej, det har de ikke, hvis de gerne vil være lækre”.

Om jeg er mandschauvinist? Måske – eller også er jeg bare Disney. Og måske har jeg det bare sådan at kvinder er skide god til at ordne alle de ting i hjemmet, som er for ”kvinder” – og mænd er skide gode til at sætte hylder op og se frække ud med en motorsav i hånden – og IKKE et viskestykke eller en lorteble.

Det jeg prøver at sige er, at vores samfund prøver at ligestille to SÅ forskellige køn – og det ender i et fix af bekræftelse andetsteds end hjemmet af det enkelte individs (seksuelle) eksistens lidt for ofte efterhånden.

Det synes jeg er synd. For hvis vi byttede lidt rundt og var lidt mere i ZEN med vores køn – sådan urmennesket, så tror JEG, at vi ville få en bedre verden at leve i – og færre skilsmisser.

Jeg tror på kærligheden, med respekt og frihed til at være den du er.

Jeg giver først det af mig selv som jeg har beskrevet her, når jeg finder en mand, som får mig til at føle mig som en Disney-prinsesse – ellers er jeg desværre lige så nøjeregnende og ”lige for lige” som alle andre. Klamt men sandt. Jeg vil gøre alt for min mand – som ikke er ødelagt af de danske normer om ligestilling og jantelov. Vi er IKKE ens – kvinder og mænd er IKKE ens – og vi bør ikke behandles ens.

Måske er det derfor jeg er selv-valgt Disney-single og elsker det ret så meget.

Tak fordi du læste med.