SPLIT

pictureHer den anden dag, så jeg filmen Split.

Har du set den ? Jeg har længe gerne ville se den! Når man er vokset op med en mor som er skizo i ordets bogstaveligSTE forstand er det ret ”sjovt” at se, når film prøver at gengive den realitet nogen af os er vokset op i. Filmen bevæger sig i så mange levels. Så mange scary levels – og alligevel mangler der så meget. Det er selvfølgelig mega svært at koge ned til en film – det som man oplever, med en der lider af personlighedsforstyrrelser. Rigtigt svært.
Da jeg så filmen gik det (endnu engang) op for mig, hvilket sygt helvede jeg er vokset op i. Det er HELT FUCKED UP!

Angela- du skal tale til mig, som om jeg er Dalai Lama – hvorfor kan du ikke forstå det!?!?!?

Jeg har ikke været mere end 5 måske 6 år:

Af hvad? Så jeg må altså ikke kalde dig mor, mor?

MOR? Jeg er Dalai Lama  (nu grædende): Hvorfor kan du ikke se det? Har djævlen virkelig så godt et tag i dig?

FUUUCK! – jeg fatter ikke, hvorfor jeg ikke er blevet sindssyg! Overvej lige hvor meget, jeg har skulle holde styr på som helt lille. Samtidig med angsten for vold, sexuelt misbrug, frygten for at være alene, ende på børnehjem, miste sin mor hang over mit hoved.

Der står 3 billeder af mig i mit soveværelse. Rammet ind. Af mig som lille – 3 forskellige aldre. For at minde mig om, at jeg skal passe på det lille væsen, som altid vil bo inden i mig. Som har lidt så meget, som har været så varsom, som har været så fyldt med had og angst på en gang i en alt for tidlig alder.

Når man i dag diagnosticerer folk, så tænker jeg ofte: Og på hvad baggrund får den her person så den diagnose?

Hvis du tog mig som 12 årig, 15 årig, 17 årig, 19 årig, 22 årig endda op til 26 årig ville du have, kære psykiater, læge, psykolog, givet mig ALLE former for diagnoser.

PTSD. BORDERLINER, SKIZOKAREN, PSYKISK USTABIL, SELVMORDSTRUET BLA BLA BLA BLA BLAAA!

For jeg har været et stort virvar indeni! Men har det været underligt? Næææh ! Ikke i min optik! – jeg har satme været udsat for alt muligt lort, som har affødt en ”unaturlig” (hvad fuck det end betyder) adfærd i nogen sammenhænge! For hvem gider, helt ærligt, finde sig i; voldelige forhold? Utro kæreste(r)? Veninder som bagtaler en? Mennesker som gang på gang viser sig at være total idioter? Chefer som opfører sig helt fucked, fordi de ikke kan give plads?

Ikke ”normale” mennesker? Eller hvad?

Jeg kender eddermame mange ”normale” mennesker, som lever med skyklapper på! I deres nok-så-perfekte-forhold eller nok-så-perfekte-venindeforhold, hvor de sviner hinanden til udenoms eller er utro og pis og lort. Men på overfladen ser det fint ud. Men jeg, nææh nej, jeg tog den helt ud. Skar i mig selv, fik spiseforstyrrelser, besvimede, tog slankepiller, fik tæsk og alt muligt lort, helt tydeligt. Ingen var i tvivl – heller ikke mig selv – om at det der foregik var HELT FUCKED! Så hvad vil jeg helst? Leve i et ”glansbillede” eller stå ved, at jeg (har været) var i noget, som var helt fucked?

Jeg vælger det sidste. Måske er det også derfor, jeg er kommet så godt videre. Fordi det har været I DET EKSTREME! –  jeg har aldrig valgt noget ”haltefanden” – fordi enten tager vi den helt ud! Eller også lader vi være.

På ”normale” mennesker kan det virke helt skørt, men når jeg så taler med de her ”normale” mennesker, så har de sq også altid en bagside – den er bare ikke lige til et få øje på med det blotte øje, for ”de andre normale mennesker”. Men man kender sine lus på gangen – og der skal ikke mange af de ”rigtige” spørgsmål til, før at folk har fortalt mig at der foregår alt muligt andet end fryd og gammen bag ligusterhækken.

I Split siger han også, at dem der ikke har oplevet smerte, sover. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Jeg er, som det skadede menneske jeg nu end er, pretty alert hele tiden! På alt!

Det være sig mit barn og de ting hun siger, gør. Mine venner, veninder, kæreste, familie. Engang (før jeg blev mor) var det på den usunde måde. Den der ”jeg tjekker dig, fordi ellers svigter du mig” måde. Den der måde, hvor jeg lod som om det hele handlede om mig. Det gør verden (desværre) ikke 😀

Nu er det på den der ”pas på du ikke skader dig selv, søde skat” måde. Fordi jeg nogle gange kan se tingene fra en helt anden synsvinkel end andre. Den synsvinkel der får folk til at åbne øjnene mere klart.

Når vi så tager emnet skizofreni op eller DID (som det er i Split), så er det jeg tænker: Har vi ikke alle sammen en forskellig hat, vi tager på alt afhængig hvilken sammenhæng vi skal passe ind i?

Er det ikke rent faktisk sådan at vi ”stempler” folk som socialt uintelligente eller uden situationsfornemmelse, hvis de IKKE tilpasser sig den situation, de står i?

Overvej lige hvor mange krav, der er til at være ”normal” – overvej lige engang, om du! – som føler dig normal, egentlig er ”dig selv”, når du er sammen med;

Din familie

Dine venner

Din kæreste

Dig selv

Dit arbejde

Dit barn

I netto

—- for hvem fuck er du egentlig? Ved du det? Ved du helt ægte hvem du ønsker at være? Hvem du ønsker at blive opfattet som?

Hvis ikke, er du så ”normal” ?

Hvis du tilpasser dig alle situationer, er du så en kende ”skizo”? Eller bare for usikker? Eller en pleaser?

Hvis du ikke tilpasser dig, er du så socialt afstumpet?

Den film har vakt mange tanker hos mig – og endnu engang stadfæstet, hvor glad jeg er for at være mig, præcis som jeg er – og hvor vigtig det er for mig, at jeg omgiver mig med præcis de mennesker, som synes jeg er LISSÅ fed en person, som jeg selv synes jeg er. For hvorfor bruge tid på folk, som jeg skal indrette mig efter, når der findes MASSER af mennesker derude, som jeg bare kan være ”mig selv” sammen med?

Tænk over det, næste gang du sidder i et selskab, hvor du allerhelst ønsker dig et andet sted hen… for du har SELV VALGT DET.

TAK FORDI DU LÆSTE MED. <3