#Ownership

blog om ownershipStopper du med at tro på månen, bare fordi solen står op?

Stopper du med at tro på solen, bare fordi skyerne dækker den til?

Nok ikke.

Har lige set Jack Frost – en tegnefilm – sammen med mit kære barn. Spørgsmålene er fra filmen. Filmen handlede om tro. Hvis vi mennesker virkelig tror på noget, så bliver det virkeligt.

Hvis du virkelig TROR på, at du kan blive til noget, så bliver du også til noget. Hvis du virkelig TROR på, at du ikke duer til en skid, så bliver dit liv også derefter.

Som ambassadør for Ben og Mi40 har jeg fået en opgave som lyder, at vi skal skrive eller videobloggge om #ownership ! Hvordan vi implementerer det i vores liv og det vi lærer fra os i livet – være det sig træning eller andet.

Jeg er kæmpe fan af det! Mega kæmpefan! For hvad er det jeg altid går ud fra?

At DU ejer din egen krop

At DU ejer dine egne tanker

At DU ejer dit liv og dine handlemønstre

JA vi kan være skadet, påvirket osv. af fortiden, barndommen, forældre, skilsmisse, dødsfald. Vi KAN vælge at leve efter formlen: Fortid+Nutid = Fremtid.

Det er nok den værste formel der findes i min verden. For hvis jeg skulle leve efter den, så så mit liv ganske horribelt ud.

Jeg EJER mine tanker og MIN krop.

Det er nok også det eneste jeg ægte ejer i denne verden. Alt andet kan blive taget fra mig.

Da jeg var barn blev min krop også taget fra mig på sin vis, og jeg fjernede mig fra den. Derfor fik jeg spiseforstyrrelser og alt det andet pjat, fordi jeg ikke ville være venner med min krop, som nogen andre havde gjort sig herre over for en tid. Dengang var jeg barn. Dengang troede jeg ikke på, at JEG kunne være herre i MIT liv – og ikke mindst herre over MINE tanker – og derfor det outcome der var i sidste ende.

”Alt hvad du sender ud får du igen” – den sætning sagde min mor altid. Jeg hadede det – for hvad fanden vidste hun om det med hendes syge sind – og hallåh hun sendte sq da ik noget særlig ”godt ud” ved den måde hun behandlede mig! Men karma bed hende jo også i røven, da hendes datter forlod hende som teenager og ikke ønskede at se sig tilbage. At ”miste” et barn må være temmelig forfærdeligt – især hvis man selv er skyld i det. Så på en måde fik hun jo ret.

Og jeg er efterhånden ved at forstå rigtigheden i sætningen. For jeg TROR på, når jeg sender noget ”godt ud” – positivt – så kommer det også tilbage. Nok ik lige med det samme, men det kommer.
På den måde er jeg også blevet en værre egoist.

Men lad os lige se på,  hvad det ord betyder:

egoisme, (af fr. égoïsme, af lat. ego + -isme), for egen (vindings) skyld, selviskhed, egenkærlighed;

Så egenkærlighed – selviskhed – er det så slemt, hvis man putter det ind i de rigtige rammer? Jeg synes ikke. Jeg tænker på mig selv før ALT andet. Ved at gøre det, har jeg en meget bedre rummelighed overfor andre mennesker. Men det vil også sige, at jeg skiller mig af med mennesker eller ting, situationer som ikke giver mig noget godt i længere tid. Se 60% reglen video her, hvis du ikke kender den  https://www.youtube.com/watch?v=QaXHVh_5mM0

For JEG er ejer af MIT liv og MIN glæde. Så hvorfor skal jeg gøre noget, jeg ikke har det godt med, for at glæde ANDRE – for så at gøre mig selv i dårligt humør i sidste ende? Nej tak.

Selvfølgelig ofrer man sig 100% som forælder. Der skal på ingen måde herske tvivl om, at min datter kommer først. Men hun kommer ikke FØR mig. På den måde lærer jeg hende, at JEG er herre i mit liv, HUN er herre i sit liv. Hun får guidens af mig, hendes far, papmor, alle de mennesker hun omgiver sig med, men til syvende og sidst skal HUN være glad i sit liv, være herre over HENDES tanker og HENDES handlinger.

Jeg EJER min krop. Jeg EJER mine følelser, mine tanker, mine glæder og mine sorger. Ingen kan tage dem fra mig. Jeg er også 100% herre over, hvordan jeg vil tackle de følelser der kommer ind og ud af registret hver dag ved at styre de tanker, der skaber følelserne. Nogle gange kikser det. Så græder jeg og synes verden er uretfærdig og vil bare gerne krammes og have at vide, at det hele nok skal gå. Det er helt sikkert et kæmpe savn fra min barndom hvor gråd var bandlyst og ”trøst” var noget som ledte til noget HELT HELT forkert, så det sidste holdt jeg mig helst fra.

Hvis du lever ud fra den term, at DU selv vælger dit liv – den måde du lever det på – de mennesker du omgiver dig med – så betyder det, at du skal tage ansvar for dit liv, men bestemt også at du lader andre mennesker påvirke dig LANGT mindre, medmindre du SELV ønsker, at de skal påvirke dig.

Hvem er herre i dit liv? Din mand? Din kone? Dine børn? Din chef? Dit arbejde? Din selvmedlidenhed? Din socialrådgiver? Din bankrådgiver? Dine venner? Stoffer? Alkohol? Dine smerter? Din barndomstraumer?

Prøv at droppe den fortid der, sæt dig selv fri – og bliv herre over dit eget liv.

Hvis du tror på solen er bag skyerne, selvom du ikke kan se den, så start med at tro på at DU er EJEREN af dit liv og din fremtid.

Tak fordi du læste med.