“Hvor ser du tynd ud”

Åh nej – jeg har dummet mig!

Som nogen måske ved, var jeg til NewComers i Herning i weekenden. Kort fortalt (for dem, der ikke ved, hvad det er) er det en weekend, hvor man kan stille op til ”kropskonkurrencer”. Jeg kalder det for en kropskonkurrence, da det er en konkurrence om, hvem der har den pæneste krop, muskulatur, for såvidt også udstråling og symmetri. Jeg var med bag scenen, som opvarmer/hjælper for min veninde.

Jeg har været meget fascineret af sporten Bodybuilding i mange år.
Fascineret. Vigtigt ord! Jeg synes, det er imponerende, hvad man kan gøre ved sin krop. Jeg synes, det er imponerende at se, at vi mennesker alle er SÅ forskellige muskulært under ”fedtet”. Det er fascinerende at se kvinder omdanne sig til muskelbundter og se mændendes muskler svulme under huden. Jeg har altid vidst – uanset hvor jeg har været i mit liv – at jeg aldrig skulle stille op.

Jeg ser hverken op til eller ned på folk, der vælger at stille op. Vigtig pointe.

Jeg kan synes, det kan være enormt skræmmende og forfærdeligt at se, hvad sporten KAN gøre ved nogle. Bestemt ikke alle – langt fra. Men nogle får det jo virkelig skidt med sig selv efter en konkurrence, hvor de har været skrællet helt ned med en fedtprocent på minus 10 (overdrivelse fremmer forståelsen), fordi de pludselig føler sig tykke. De har haft det her mål med træningen – og hvad så bagefter? Der er meget mere i det end som så. Tro mig. Jeg kender så mange der har stillet op efterhånden. Og det kan have skrækkelige konsekvenser, hvis psyken ikke er ”på plads” – og nogle opdager det først EFTER de har stået på scenen. Det er ikke ligesom at spille en badmintonkamp det her. Det er kroppen man ”leger” med.

Det kan også være skræmmende at opleve folk rende rundt i en tåge – en tåge af narcissisme og egocentrering, fordi de intet mad får (eller meget lidt eller meget få kulhydrater og fedt) de sidste uger inden konkurrencen. Det er vildt at se folk gå fra at være smilende og glade og træne med liv i øjnene, til at rende rundt i en osteklokke og se sultne og trætte (men trænede) ud – og ikke have sans for hvad der ellers sker omkring i verden. Andet end dem selv. Det her lyder rigtig hårdt, men jeg har selv lidt af en spiseforstyrrelse, kropsforstyrrelse og – i perioder – levet af intet mad nærmest – og når jeg ser tilbage kan jeg se, at jeg var på samme måde. Jeg havde bare ikke en konkurrence, jeg skulle til. Jeg fik ingen medalje for at sulte mig og træne 3-4 timer om dagen.

Til trods for alt ovenstående, så holder jeg stadig af sporten. Jeg er stadig fascineret. Jeg elsker stadig BPAK (Ben Pakulski) – og jeg glæder mig sindssygt meget til at skulle til FIBO messen næste år. Jeg er stadig imponeret over mavemuskler og blodårer. Jeg står mildest talt med en fod i hver lejr. Måske fordi jeg forstår. Jeg ved, hvordan det er at have det sådan. At have så meget fokus på ens mad og ens krop – konstant og hele tiden. Lukke sig selv inde. Have sin egen mad med. Skille sig ud. Se sig selv i spejlet hele tiden. Jeg var der jo – dengang jeg havde mine spiseforstyrrelser. Det var mig, min mad, min træning, min krop – og mig igen.

Er der noget galt i det? Nej. Egentlig ikke. Derfor fascineres jeg stadigvæk. Jeg får dog bare ikke selv behovet for at komme tilbage dertil. Jeg lever gladelig med appelsinhuden og bløde lår og spiser de ting, jeg har lyst til – og træner bestemt ikke 3-4 timer om dagen 

Nu kommer vi til det, jeg gerne vil sige undskyld for. Op til den her weekend havde min veninde(som skulle stille op til konkurrencen) og jeg gået og snakket om, at hun var blevet tyyyyyynd (og vi sagde det på den måde – ”du er tyyyynd”). Vi havde joket med det og talt om det- for hun var jo tyyyynd. Nogle af dem i mit center (hvor jeg arbejder) skulle også stille op og til dem (både fyre og piger) – har jeg også sagt ”uh hvor er du blevet tynd” – og måske tilføjet ”men det ser godt ud” eller ”det skal nok gå godt” – eller ”du har fanme rykket dig” – eller lignede. Fordi jeg har været i ”fitnessbranchen” i så mange år, så ser jeg jo kroppene som et stykke kød, der skal sælges på den bedst mulige måde (lyder det skørt? Men sådan er det altså)-og kommenterer og roser på det – og ja udtaler mig også om, at de ser tynde ud. Jeg har på intet tidspunkt ment, at de var ”tynde” på en måde som ”ad hvor er du klam” eller på en negativ måde, netop fordi jeg har puttet en frase mere på den sætning.

Desværre skete der så det i Herning, at jeg så en fyr, jeg ikke havde set længe. Jeg kan ikke huske, om han susede  forbi mig eller om det var omvendt. Men han skulle stille op (eller havde gjort det på det her tidspunkt) – og eftersom jeg IKKE havde set ham længe, så anede jeg ikke, han skulle stille op – og han var jo blevet ”tynd” og MEGET trænet siden sidst jeg så ham.

Desværre blev de ENESTE ord til ham ”Hej Benny – hvor ser du tynd ud” – BUM videre. Jeg tænkte ikke engang over det, for jeg mente det på ingen måde ”dumt”. Jeg ville gerne ha snakket mere med ham, netop fordi jeg jo slet ikke vidste, han stillede op. Da han havde trænet i mit center før i tiden, så ville det være hyggeligt at snakke med ham, fordi det var så længe siden sidst. Jeg sagde sågar til en anden, som også kender ham, at Benny var her (i Herning) og det var da vildt at se ham sådan. Ham jeg sagde det til, havde ikke set Benny og vidste heller ikke han skulle stille op. Færdig – tænkte ikke mere på det, videre. Weekenden var fyldt med mennesker som var ”tynde”, trænede, sultne, brune, pruttede, var trætte, var glade, var skuffede osv. Der var mange indtryk.

Da jeg så pludselig i mandags fik en besked på FB fra Benny tænkte jeg ”Arj hvor sjovt, hvad mon han skriver” -og et kort sekund tænkte jeg – “Det kan være han lige ville sige hej, fordi vi jo slet ikke nåede at sige ordentlig hej i Herning.”

Men ak og ve – nej! Han var (heldigvis) ærlig omkring, hvad han havde tænkt om min meget få ord ”Hvor ser du tynd ud”. Han skrev en god lang besked om, han ikke mente det gav mening, at jeg prædikede gode budskaber (via min blog) om, at det er hårdt, uretfærdig, uforstående og frustrerende, når nogen kommer med udtalelser om andres form/tilstand – og jeg så selv sagde de her ord – som de eneste – til ham.

Jeg blev helt paf! Og jeg var virkelig ked af, at jeg havde sagt de her ord, som de eneste ord til ham, da jeg så ham. Det var på ingen måde min mening at støde nogen – og hvis jeg havde snakket med ham, ja bare 2 minutter mere end det der korte, så havde jeg helt sikkert sagt det samme ”Hvor ser du tynd ud” – og så tilføjet, ”altså jeg mener, du ser vild ud – men også sulten” eller noget i den stil med et glimt i øjet– og så et ha ha agtig bagefter og så ville han se på mig, at jeg mente det ”på den gode måde”.

Så ja ! Jeg er fortaler for, at man varer sin mund. At man holder mund, hvis man kun har lort at sige. At man tænker over budskaber – og hvad de gør for modtageren. Jeg prøver at være den bedste udgave af mig, men det kan selvfølgelig kikse fatalt, som det jo gjorde i det her tilfælde. Undskyld igen til Benny – for han har ret. Det er så langt ude at sige sådan noget – især til en fyr – på hans konkurrencedag. Det burde jeg af alle vide.

Jeg synes, det er MAX blæret at Benny skrev til mig. At han fortalte mig, hvad det gjorde ved ham – ikke at det påvirkede ham, men at han havde tænkt over det pga mine blogs osv. Hvis verden var sådan allround, så tror jeg vi levede i større harmoni alle sammen. For han KUNNE have valgt at slette mig på facebook og ignorere mig næste gang han så mig – og jeg ville stå som et stort spørgsmålstegn, fordi jeg virkelig ikke ville fatte at det var ”derfor”. I stedet fik jeg mulighed for at forklare mig og UNDSKYLDE. Og den tog han heldigvis imod. Tak for det.

Tak fordi du læste med.

Og held og lykke til jer der skal til DM om små 3 uger. Jeg bliver hjemme, så jeg lader andre om at komme med åndede bemærkninger den weekend. 

Benny er ikke hans rigtige navn – vil jeg lige sige