Hvem fuck er du egentlig?

2013ANGIE 840Jeg havde engang en kæreste, der råbte det her af mig – højt!

Han skreg mig ned i hovedet. Indeni tænkte jeg ”Jeg er et menneske i udvikling” – men det var nok et pænt provokerende svar at give ham, eftersom han var temmelig oprevet. Jeg svarede ”Jamen jeg er bare mig”.

Men det ægte svar var nok det, jeg tænkte ”Et menneske i udvikling”. Jeg er jo på ingen måde den samme, som jeg var for 10 år siden – eller fem år siden eller 2 år siden! Heldigvis for det, for jeg mener jo selv, at jeg udvikler mig til at være en BEDRE udgave af mig, ud fra de ting der sker i mit liv.

Der er dog en ting jeg altid har været klar over. Jeg er nødt til at vide, hvem jeg er er uden mine venner, mine familie, mine plasticpatter, mine extensions, mit arbejde, min eventuelle kæreste (når der har været sådan en), min datter (for hun bliver jo større og til sidst er hun voksen).
Jeg er nødt til at vide, hvem jeg er, hvis jeg mister et ben eller en arm. Alt kan ske. Så meget har jeg altid været klar over. Intet er sikkert, uanset hvor meget vi garderer os.

Så hvem fuck er jeg egentlig? Alt påvirker jo mennesker – dem vi omgiver os med, de ting vi bliver udsat for/udsætter os selv for (er mest fan af det sidste udtryk, da jeg jo mener, vi kan styre rigtig meget selv), vores mad, familie, job osv. Derfor vil jeg jo også være forskellige personligheder umiddelbart ud fra hvem jeg er sammen med – og ud fra hvor gammel jeg er.

Min grundstamme – den jeg er uden alt det udefrakommende – det er mig. Det er den jeg holder fast i, hvis alt er ved at vælte.

Jeg er mange ting – også ”derinde”: Jeg er ærlig og jeg lyver. Jeg er en god ven og jeg er dårlig ven. Jeg føler mig sikker og jeg føler mig usikker. Jeg er glad og jeg er ked af det. Jeg elsker dyr og jeg er bange for dyr. Jeg elsker børn, men jeg synes også de er irriterende. Jeg synes, jeg er sej og jeg synes jeg er kixet. Jeg elsker at være alene -og jeg elsker at være sammen med andre. Jeg elsker sol og sommer – og jeg elsker kulde og regn. Det er pænt modsatrettet – har jeg ret? Men det er MIG! Jeg ved, at det mig – og jeg kan forklare hvert udsagn.

Hvis vi ikke ved, hvem vi er uden muskler, bryster, dellemave, flad røv, stor røv, en stor bil, et fedt job- uden vores familie, kone, mand, børn og hund, så har vi et problem hver gang nogen forlader os eller noget bliver taget fra os. Et stort problem. For så går ”jagten” på at fylde hullet ud.

Jeg siger ikke, at man IKKE skal jagte mål og drømme – men du er nødt til at vide, hvem du er ”på vejen” til drømmen –og efter ”drømmen” er opfyldt eller brast.

Hvor mange har ikke gået og sagt ”Hvis bare jeg havde…..” bla bla bla – ”så bliver jeg lykkelig” …. Jeg har sagt det. Hvis og hvis min røv er spids (det er den faktisk – den er mere spids end rund i hvert fald- haha). For at finde ud af hvem du er, kan du tage et papir og skrive ned ligesom jeg har gjort her ovenfor. Hvem mener du, at du er.

Jeg synes fx jeg er sej, fordi jeg har overlevet en SYG barndom (den har ikke været lidt syg, men lige til en gyserfilm indimellem) – jeg er kommet ud af flere spiseforstyrrelser – og jeg er kommet frem til at elske mig og min krop – og tilgive de mennesker, der svigtede fatalt i min barndom. (jeg kunne fortsætte, men jeg skruer lige ned for charmen).

Jeg synes til gengæld, jeg er kixet, fordi jeg er et rodehoved (jeg elsker orden,  og jeg ville ønske, jeg var sådan et ordensmenneske, men det er jeg altså ikke), jeg køber en masse små ligegyldige ting, fordi ”de er hyggelige” selvom jeg på ingen måde har brug for dem i mit rodede lille hjem. Jeg er kixet, fordi jeg nogle gange tror, at bare fordi jeg har købt en bog, så har jeg nærmest læst den. Jeg er kixet, fordi jeg ikke føler mig høj, før det går op for mig på billeder, når jeg står med mine ”små” veninder. Jeg er kixet, fordi jeg nogle gange griner  HØJERE af mine egne sjove udtalelser end andres – og jeg altid lige skal tilføje ”Jeg er så sjov altså”.

Jeg er ærlig – fordi jeg altid gerne vil fortælle sandheden direkte til alle – og jeg elsker at fortælle MIN historie, fordi den hjælper andre – rigtig tit! Jeg er ærlig, fordi jeg siger tingene som de er – især til mine klienter og mine nærmeste. Jeg er ærlig, fordi jeg ikke gider snyde nogle eller stjæle (stjal da jeg var ung og blev taget i det – det var så flovt, så det satte en skræk i livet på mig). Jeg er ærlig, fordi jeg står ved mig selv. Jeg er ærlig omkring – at jeg er mig – på godt og ondt.

Jeg lyver – fordi det er jeg nødt til nogle gange. Min datter har fx ikke brug for at få ”hele” min historie om min barndom (endnu). Det vil slet ikke gavne hende – og det er også derfor, jeg endnu ikke har skrevet en bog. Fordi der ville komme for meget med, før man forstår ”den store sammenhæng”, som hun slet ikke har brug for. Jeg løj også i mit sidste forhold – direkte op i hovedet på min daværende kæreste. Jeg indrømmede det så 5 min efter, men det er ligemeget – for jeg løj. Og jeg havde ellers prædiket overfor selvsamme at “LØGN VAR DET VÆRSTE” – det var faktisk også løgn, at jeg mente det, for det mener jeg ikke. Jeg mener, at utroskab er det værste – i min verden kan man skille utroskab og løgn ad. Der løgn om andre mænd/kvinder i et forhold – og så er der løgn om andre lidt mere ligegyldige ting. Og lyve – ja det gør vi alle. Småt eller stort. Jeg lyver også overfor mig selv nogle gange, når jeg mener, at jeg kan klare noget – og jeg egentlig godt ved, at det vist ikke helt er rigtigt. Og så lyver jeg overfor min datter, hvis der er noget jeg endnu ikke mener, hun skal vide (om mit liv), fordi hun ikke behøver at vide ALT grumt i verden endnu. Det har hun masser år at lære i.

Når man har en psykisk syg-alkoholiseret-narkoforbruger-hashbruger mor, så lærer man et trick eller to som barn. Man lærer at lyve, man lærer at tie stille, man lærer at sige tingene så man ikke får slag og straf. Man lærer at påtage sig skyld. Man lærer at dække over sin mor. Man lærer at beskytte de voksne for ens egne følelser. Man LÆRER IKKE at PASSE PÅ SIG SELV! For når ens mor, som man ”tror” (det gør de fleste børn) man ELSKER overalt på jorden IKKE passer på sig selv, hvem fanden skulle så lære mig det? No-one! Det har jeg måtte lære mig selv. Helt selv.

Jeg har aldrig set på nogen mennesker og tænkt ”sådan vil jeg gerne være”. Jeg føler, at jeg har kunne se igennem deres ”skal” af perfekthed. Jeg har set at deres ”grundstamme” er lisså ”vævende” som min er – og altid vil være. Måske har grundstammen ikke engang været der hos dem, der lyser af overskud og selvtillid. Så bliver det ”perfekte” endnu mere vagt i min verden. Ikke at det er dårligt, der mangler bare lige noget.

Jeg er helt sikkert blevet født med en viljestyrke af en anden verden. Jeg måtte fx ikke græde for min mor, da jeg var barn. Slet ikke! Jeg måtte ikke græde, når hun slog, når jeg blev drillet i skolen, når jeg faldt (selv), når jeg væltede på cykel. Jeg måtte IKKE GRÆDE! Min mor blev (mildest talt) sindssyg på mig hver gang – og jeg fik nogle straffe jeg undlader at skrive her, når jeg græd. Og jeg var PISSE LIGEGLAD!

Jeg tror at Lyngby (hvor jeg kommer fra) var blevet til de hollandske kanaler, hvis man havde samlet alle de tårer jeg har fældet (bare i min barndom) – for jeg fortsatte, da jeg blev ældre. Jeg har godt nok grædt meget i mit liv. Og været ligeglad. Altså det er seføli aldrig fedt at bryde ud i gråd til offentlig skue blandt andre voksne mennesker, men for helvede – jeg tror det har været en af de ting, der har ”hjulpet mig” – og jeg vil bare gerne krammes, når det sker. Det kan dog være lidt akavet når Angela 186,6 cm høj står og tuder og veninden på 152,5 cm lav (sorry) står og skal kramme et tudende tårn (det er mig) – men det er faktisk, det jeg rigtig gerne vil have –et skide kram altså. Det er OGSÅ MIG! Og det har jeg altid vidst. Jeg har altid godt vidst, at jeg er en ”der græder” – og jeg er ”en der er sjov” (sys jeg selv). Jeg er også blevet opfattet, som en der ”er meget vred og opfarende” – og det har været så svært for mig at forene mig med, når folk har sagt det om mig. Fordi jeg jo løber væk ved fx slagsmål og ikke bryder mig om voldomheder. Men jeg må jo erkende, at jeg ER meget opfarende, hvis folk jeg holder af møder uretfærdighed, fx børn eller dyr eller sagesløse mennesker – jeg synes, det er enormt synd – og det kan komme til udtryk på en hård måde (tænker jeg). Når jeg kører bil er jeg jo RaseriDronningen nogle gange (der skulle man tro jeg var fra ”havnen” og ikke Lyngby). Men jeg er dog stadig så ”bange”, at jeg kun siger det inde i bilen og smiler, mens jeg bander, hvis den anden (idiot-)billist kigger på mig.  Så det er jo også en del af mig.

Den her blog kunne blive ved i 100 år, fordi jeg kan gå ind og forklare alle mine ”modsatrettede” ”grundstamme” ord. Det er bare vigtig at pointere, hvem vi ægte er! Hvem er DU ? Uden bil, hus, jakkesæt, plasticpatter, botox, børn, dit arbejde, store stærke muskler, en flot kæreste, din hund, dine venner og veninder – hvem er du så? Er du skadet så meget af fortid – at du giver andre skylden for, hvem du er (eller hvem du ikke er)? Eller tager du ansvar for at gøre dig en bedre udgave af dig selv (udvikle dig), så DU ikke skader den næste generation du måske står for, fordi du er mor eller far?

Tak fordi du læste med.

Rigtig god solskinsdag