Er det forkert at være egoist?

SELFISH-PEOPLE-LIVE-LONGERJeg sys ik.

For hvad er en egoist?

 

”Tilbøjelig til kun at tage hensyn til sig selv og sine egne behov og interesser”
Det er hvad jeg kan finde om ordet EGOISTISK lige umiddelbart.

Så er det forkert at tage hensyn til sig selv og sine egne behov og interesser?

Hvis  ikke jeg skulle tage hensyn til det, hvad skulle jeg så tage hensyn til ? Kassedamen nede i Føtex?

Hvis jeg er glad, så kan jeg gøre andre glade. Hvis jeg har taget hensyn til mig selv og mine egne behov og interesser FØRST, så kan jeg måske, hvis overskuddet er der, tage hensyn til andre og deres behov.

Nu står der ”kun” – og ja hvis man KUN tænker på sig selv, så vil jeg også mene der er et problem.

Jeg vil heller ikke altid gå ud fra termen, at ”hvis forældrene er glade er børnene glade”. Den hører jeg nemlig tit ifm. Skilsmisser.

JO gå fra din partner hvis I skændes hele tiden og der er dårlig stemning, by all means, leave!

MEN fordi mor synes, det er fedt at flytte til Rødby, fordi der har hun mødt en ny mand ”og så bliver hun glad” er det ikke ens betydende med, at lille Oluf sys det er fedt at flytte fra Holte og alle sine venner, til Rødby, bare fordi ”så er mor glad”.

Jeg har dog fundet ud af med årene, at JEG kan 1000 gange mere, hvis jeg har taget mig af MINE behov før alle andres.

Der er dog den sidebemærkning, at jeg har en datter. Når man får et barn, så lærer man EN vigtig ting, og det er nemlig at tilsidesætte sine egne behov.

Når ungen skriger, så kan jeg ikke bare sige ”hey vent lige med det der, for jeg skal lige drikke min the færdig”  –  så smider man alt, hvad man har i hænderne og giver ungen mad eller trøster den eller hvad der nu skal til. Og det stopper aldrig, i hvert fald IKKE når det gælder mig som forælder.

For hvem har valgt at få et barn? Det har jeg. Min datter har ikke valgt at blive født. Selvfølgelig skal hun lære at klare sig selv. Jeg bliver da også mega irriteret, når hun ikke gør som vi har aftalt, fordi den der hjerne hun har, er under ombygning de næste 11 år i hvert fald! Men hun er stadig på førstepladsen – sammen med mig selv.

Jeg ved, at jeg bliver en bedre mor og et bedre menneske generelt, hvis jeg får trænet. Jeg får mindre ondt og jeg får det bedre psykisk. Så den er sat på 1. pladsen ift ret mange andre ting. Men hvis det står mellem at min datter har glemt sit sportstøj og jeg så ikke kan nå at træne, så vælger jeg som mor, at hente sportstøjet og droppe træningen.

Men hvis ANDRE end min datter har glemt noget og det står mellem min træning, som JEG får det bedre af – og jeg skal vælge der, så vælger jeg min træning.

Hvorfor? Fordi jeg gennem livet har opdaget, at jeg FØRST bliver gladere af at hjælpe andre, når jeg har sikret min ”grundglæde” – ellers bliver det desværre pludselig til en  ”Noget for noget” ting.

Forstået på den måde, hvis jeg dropper en træning, som jeg havde planlagt og sat mig op til – og i stedet hjælper Carla med at køre efter en barnevogn, hun har købt på dba, så sker der desværre det, at min lille hjerne – helt inden bagved – tænker ”Nu har jeg gjort det her for dig, så jeg mangler noget” – og hvis Carla så lige pludselig opfører sig som en idiot overfor mig, så bliver jeg rigtig bitter. ”for så kunne jeg have trænet i stedet for at hjælpe den dumme gås med den skide barnevogn, som hun i øvrigt slet ikke bruger alligevel”

Er det forkert at have det sådan ? Det mener mange.

Sandheden er bare AT SÅDAN ER STORT SET ALLE MENNESKER! – vær lige HELT ærlig, er du ik sådan ? Hvis du nu gransker rigtig godt og grundigt i dit indre?

For jeg vil GERNE hjælpe Carla med den skide barnevogn EFTER min træning – eller før.

Jeg vil gerne hjælpe alle jeg KAN, når JEG har overskud og har klaret det, der er allervigtigst for mig. Det er fx ikke vigtigt for mig at have nået at handlet ind, før at jeg kan hjælpe Carla, det skal nok gå. Men min træning er SÅ vigtig for mig, så jeg ved at jeg mister noget af mig selv, hvis jeg dropper det til trods for at gøre noget for andre.

Om jeg har mistet mange venner på det her? Oh yes! For de mener, helt i deres grundvold, at ”de ville have hjulpet mig, hvis jeg havde haft brug for hjælp”…….

Jamen Tillykke! siger jeg bare, så må du være et bedre menneske end jeg er.

Folk forstår det ikke, lige indtil de kommer til mig og siger ”Og ved du så hvad, så har jeg bare hjulpet Kaj helt sygt med hans køkken, og jeg skulle ikke have noget for det, og så spurgte jeg om jeg måtte låne hans trailer og så sagde han nej, og jeg ved bare han ikke skulle bruge den. Synes du ikke bare han er en idiot?”

NÅH – jamen så hjalp du med hans køkken, fordi så regnede du med at du på sigt havde fripas til at bede ham om en tjeneste en anden gang?

Den går ikke med mig.

Hvis jeg hjælper nogen med noget – så gør jeg det nu af et HELT rent hjerte.

HELT ÆGTE, fordi jeg først gør det når jeg HAR sørget for mig, når jeg VED at jeg har overskuddet. Ellers siger jeg nej! Jeg siger heller ikke ”du må sige til hvis du har brug for hjælp”, hvis jeg ikke mener det. Tænk hvis de tog mig på ordet!

Lyder det frelst? Måske. Det sjove er bare, at NÅR jeg siger nej, så synes ALLE på det givne tidspunkt at jeg er en ægte egoist. Folk kan først se det, når de står i situationen som Kajs ven – som i min optik aldrig har været en ægte ven, for så havde han bare hjulpet med det køkken, EFTER han vidste, han havde ordnet alle sine ”egoistiske” ting.

For jeg har lært at sige NEJ, når jeg ikke har overskuddet – og JA når jeg har klaret ”mit”.

Jeg har lært at sige NEJ også fordi jeg har de smerter jeg har. Så er jeg bare nødt til at aflyse, prioritere og ombooke aftaler her og der, hvis den er helt gal.

Tak fordi du læste med.

Kh Egoisten.