Det kan man da ikke …..

20150613_125151Prøv at tænke på, hvor mange gange du har hørt din mor eller far sige den sætning. ”Det kan man da ikke” – eller ”Det er da ikke normalt” – eller ”Det er da noget mærkeligt noget”.

Der er ikke meget ”space” i vores lille land for at skille sig ud. For det ”kan man da ikke”.

Til tider er jeg faktisk ret glad for, jeg havde en helt fucked mor. Ikke at jeg synes, det var særligt blæret at skulle støtte hende hele vejen til Lyngby fra Christiania, fordi hun havde røget sig alt for skæv til at tage sig af et lille barn, som jeg var dengang. Jeg synes heller ikke, det var så sjovt at blive råbt af nede i Irma af hende, når jeg ikke lige gjorde hvad hun sagde – eller det der var værre, at få en lussing i offentlig skue.

Jeg synes faktisk heller ikke det var så sjovt, at folk pegede fingre af hende og hendes meget mærkelige valg af tøj (hun var skizofren – og de dage hun mente hun var Jesus, tog hun tøj på i Jesusstil – grin bare, det gør jeg selv, når jeg tænker på det  ) – eller grinte bag hendes ryg, når jeg var med.

Jeg har af en eller anden mærkelig grund altid været ret god til at køre min egen (omend kiksede) stil – og selv synes, jeg kørte med klatten. Fx gik jeg med en enorm grim hat i folkeskolen og gik med 70´er bukser – og sokker i en bh jeg havde stjålet fra min mor, fordi jeg ikke havde bryster. – og jeg synes selv, jeg var ret sej.

Min mor sagde ofte, at man ikke var noget, hvis man ikke havde en universitetsuddannelse. Hun var temmelig snobbet ift. at hun var alkoholiker, bruger af hash og hårdere stoffer og virkelig langt ude at skide med mange ting.

Det var en underlig kombination at vokse op i. Den der med, at man skulle være klog for at ”være” noget, samtidig med at hun var den folk ”så ned på” eller grinte af – og hun også var den, der sad og græd oppe på kommunen, fordi hun ingen penge havde til mad til mig (det var i hvert fald hendes undskyldning, men fakta var jo, at det hele var brugt på alkohol, hash og stoffer).

Jeg var derfor nødt til selv at designe mine egne normer og værdier, fordi jeg godt vidste, at min mor ikke var ”helt normal”. Samtidig kunne jeg jo se, at hjemme hos ”de normale” fra klassen, ja der var altså heller ikke helt normalt. Jo på overfladen, men ikke når man krattede lidt i det pæne ydre og de flotte store huse og biler, de havde.

Jeg havde derfor ikke rigtig noget at læne mig op ad, fordi jeg godt kunne gennemskue ”glitter”. Derfor måtte jeg jo finde ud af, hvad jeg egentlig selv ville stå for og ”være”.

Det tog lige 3 spiseforstyrrelser, adskillige usunde venskaber og parforhold før jeg sådan ægte fandt ud af, hvem jeg egentlig gerne vil være.
Da jeg så blev mor var jeg nødt til at kridte banen ENDNU mere op overfor mig selv.
For hvem vil jeg gerne lære mit barn at være. (Jeg er stadig i lære – det er vi nok hele livet, hvis vi gider forholde os til det!)

Sætningen ”det kan man da ikke” – eller ”det er da noget mærkeligt noget” – eller ”det er da ikke helt normalt” – ja de er altså lidt svære for mig at få over mine læber, når mit barn er i nærheden. For hendes mor /altså mig/ er jo ikke ”helt normal” – og heldigvis for det.

Jeg forsøger virkelig at lære mit barn – og faktisk alle mine klienter, at der er nødt til at være plads til os alle.

Ingen er normale! INGEN! Nogle ser ”normale” ud på overfladen, men alle har deres. Og når mine klienter sidder og drømmer om at ”være som alle andre” – så kan de godt glemme det! For der er ikke noget der hedder ”alle andre”.

Vi er nødt til at tage udgangspunkt i os selv! HELE tiden! Lige der hvor vi er NU! – og hvor vi gerne vil være, uden at sammenligne os med naboen eller de kendte eller hende den tynde eller hende med den flotte hud.

Jeg har selv valgt at fx have tatoveringer alle mulige steder – og stå ved at jeg får fixet rynkerne – og stå ved at jeg træner med make-up (folk der læste tråden i en Selfiegruppe vil smile lidt af den sætning). Jeg vil også gerne stå ved, at jeg er højtråbende og for det meste rigtig glad. Jeg bliver også MEGA hidsig i trafikken, hvis folk ikke kører ordentligt, og jeg kan græde af frustration, når jeg synes noget er uretfærdigt eller jeg er træt. Jeg er også sårbar og kærlig og kan bære nag!

Jeg er jo bare et menneske som alle andre. Så når folk udefra dømmer mig som en ”bestemt” type. Hun er sikkert også ”sådan og sådan”, så tænker jeg altid:
”Hvordan kan du tænke det? Hvor lidt kender du til mennesker, når du kan dømme mig på, hvordan jeg fx er, når jeg er på arbejde eller til træning eller til fest?”

Jeg “dømmer” med vilje ikke folk på forhånd, før jeg har talt med dem og “oplevet” dem. Store Jørgen som står og flexer sine muller til træning og råber op og dit og dat og klapper damerne i bagdelen har OGSÅ en blød side og har også sine svagheder og styrker.

Jeg synes bare, det er så vigtigt, at vi alle prøver at ”rumme” hinanden. Prøv at lade være med at dømme folk på deres udseende eller umiddelbare opførsel. Vær nysgerrig på, hvorfor folk er som de er, eller ser ud som de gør.

Den anden dag hørte jeg 2 fyre snakke om L.O.C.´s ekskone. (de er lige blevet skilt, mener jeg).
”Det er så fuckin klamt med alle de dun i hovedet” sagde de om hende.
Jeg tænkte ved mig selv ”Ja dem har jeg jo også. Dem fik jeg dengang jeg havde anorexi – og de er aldrig helt gået væk”. Det kunne jo være hun havde lidt af det samme eller der var en anden årsag til, at hun havde alle de ”fuckin klamme dun” i hovedet. De der to fyre, der stod og snakkede om hende havde selv plethår (efter for meget krudt tænker jeg) og bumser på ryggen, så altså.. rolig nu!

Blot en reminder på at være rummelige over for andre – men især også, når du taler om andre i dit barns nærvær. De kopierer mors og fars holdninger – og bliver de nye små individer med forudindtagede holdninger, ligesom du måske har.

Tak fordi du læste med.