At være alene

blog aleneDet er sjovt som tingene ændrer sig i ens liv.

Da jeg var alene som barn frygtede jeg, hvornår der skete noget ”farligt”. At være alene var rart, men det havde altid konsekvenser på et eller andet tidspunkt. Jeg kunne fx være alene på værelset, fordi min mor bad mig om at blive derinde i en time eller to, og så skulle jeg vente på at uret ringede, før jeg måtte gå ind i stuen. Den tid jeg havde imens uret tikkede var fin, men når så uret ringede, vidste jeg ikke, hvad jeg kom ind til. Min mor har ofte ligget helt bevidstløs af stoffer eller sprut – og jeg har følt skyld over, at jeg ikke gik ind noget før. Samtidig har jeg også fået tæsk eller set ting jeg ikke skulle, de gange jeg har været nervøs for hende og gået ind før uret ringede.

For at være alene, da jeg var barn, stod jeg tidligt op i weekenderne og listede mig ud i køkkenet og lavede morgenmad til mig selv og gik ind og læste Anders And i sengen eller tegnede ved mit skrivebord.

Når jeg så kunne høre, at min mor vågnede spredte panikken sig. Jeg kiggede rundt og tjekkede, at der ikke var noget hun kunne blive sur over, sådan umiddelbart, fx madkrummer i sengen, Anders And der lå og flød osv. Det handlede om at gøre det hele så korrekt som muligt.

Da jeg senere selv fik nøgle til lejligheden og kunne låse mig ind om eftermiddagen efter skole, så startede jeg med at nyde tiden alene. Men efter nogle dage alene om eftermiddagen begyndte min mor at gemme sig i lejligheden. Selvom hun havde sagt dagen før, at hun ikke ville være hjemme den eftermiddag. Det betød, at jeg kunne tro, at jeg var alene, nogle gange op til en time, og så sprang hun frem fra et skab eller fra badeforhænget på badeværelset eller op fra sofaen eller sengen.

Jeg fik strenge instrukser på, at jeg IKKE måtte lede efter hende, når jeg kom hjem alene, hvilket jeg så heller ikke gjorde. Nogle gange var hun slet ikke hjemme og andre gange skete det her med at gemme sig. Hun var uhyggelig og det var ikke sjovt på nogen måde for mig, den her gemmeleg. Jeg følte mig usikker og bange for, hvad der så skulle ske. Eftersom min mor var enormt voldelig og krænkende på andre måde, førte den her syge form for gemmeleg altid til en af de ting.

Jeg valgte ofte at cykle op på skolen længe før timerne startede om morgenen, så jeg kunne være alene inden dagen startede. Jeg bildte min mor ind at ”alle de andre” også var deroppe. Det var de ikke. Jeg nød tiden alene.

Da jeg smuttede hjemmefra i en tidlig alder og blev placeret i et kollegieværelse på en værelsesgang med folk der var ældre end mig, var jeg alene, som i ægte alene.

Alene med mine følelser, tanker og min spiseforstyrrelse.

Jeg kunne ikke rumme særlig meget ad gangen. Jeg dansede på et diskotek i weekenden (som technodanser) og gik i skole i hverdagene. Men jeg var nødt til at lukke mig inde og få ro – og flygtede ind i min spiseforstyrrelse. Alene!

Jeg græd meget, jeg følte mig ensom og havde den overbevisning at ingen elskede mig, men samtidig kunne jeg ikke rumme meget mere end det jeg gjorde præcis der.

Min far løb ud af døren, da jeg var helt lille 4-5 år, hvor jeg råbte ” FAR” efter ham. Han vendte sig ikke om, han løb bare ud af døren efter at have skændtes med min mor.

Han efterlod mig i et helvede med min mor – og den følelse af at være alene med min mor var forfærdelig. Min far var det sidste håb jeg havde dengang, følte jeg. Og så løb han væk.

Min mor og far har ikke boet sammen i de år jeg kan huske fra min barndom og havde et temmelig turbulent forhold, når min far så kom på besøg. Min far vidste godt, hvor skør min mor var, men han var helt sikkert ikke bevidst om, HVOR skørt det hele var.

Da jeg så smuttede hjemmefra i mine teenageår var det denne gang mig der løb ud af døren, væk fra min mor. Der var jeg stor nok til at gøre det samme min far havde gjort. Flygte.

Men at blive forladt af sin far – den jeg så som sin eneste redning- har siddet i mig i MANGE år.

Hver gang jeg fik en kæreste da jeg blev større, higede jeg efter at HAN ville være sammen med mig! Jeg mærkede ikke engang efter om JEG ville være sammen med ham. Jeg søgte hele tiden hans anerkendelse og accept- og hans vilje til at være sammen med mig.

Det paradoksale i det var så, når vi så var sammen blev jeg skide irriteret på ham og indeni bandede jeg ham (det er ikke kun en kæreste jeg snakker om her) langt væk. Jeg ville meget hellere være alene, men det kunne jeg ikke få mig selv til at sige til ham (dem). Jeg sagde aldrig nej til at ses, jeg spurgte altid ”Hvornår kan du ses igen”. Jeg roste dem til skyerne for de ting de gjorde godt (og det mente jeg også – de ting jeg sagde), og jeg prøvede at please dem så meget jeg kunne, så de ikke gik fra mig. Men nogle gange stak djævlen (eller måske var det bare mit sande jeg) sit grimme fjæs frem og så fik jeg sagt de ting jeg mente, sådan ægte. At jeg fx synes hans sokker lugtede, at han havde dårlig ånde og jeg var ved at kaste op, hver gang han kyssede mig, at vi havde for lidt sex osv.

Det betød jo så, at de her kærester lige pludselig så en anden Angela – hvor var hende der den søde, halvomklamrende pige, som så gerne ville dem?

Jeg blev jo også pisse irriterende for dem, fordi jeg hele tiden spurgte til, hvornår de kunne ses,  og altid var klar til at gøre, hvad de synes.

Det resulterede ofte i uvenskaber, hvor de gik – (min far gik- og de gik) og jeg stod pludselig i en voksen-alder og følte det samme svigt, som dengang min far gik, da jeg var 4-5år.

Min krop og hjerne huskede det så tydeligt, at jeg ikke kunne skelne. Jeg græd og bad dem om at blive, præcis som en pige på 4-5år der ikke vil forlades i helvede med sin mor.

Igen ikke fordi jeg egentlig ville have de skulle blive, for vi var jo uvenner – og jeg satte mig selv i en situation, hvor jeg skulle undskylde for min opførsel/eller det jeg havde sagt, selvom jeg jo faktisk havde ment hvert et ord. Jeg gjorde det kun fordi jeg ikke ville stå i den der situation igen som jeg havde stået i, da jeg var lille. Forskellen var jo bare, at der ikke var nogen mor til at slå eller andet, når den her kæreste var gået. Det glemte jeg bare lige i øjeblikket.

Det blev noget værre lort. De fleste kærester jeg har haft, fik den opfattelse af, at jeg ikke kunne lide at være alene. De troede jo grundet min opførsel overfor dem, at jeg aller helst ville være sammen med dem. Sandheden var, at jeg elskede at være alene – og at jeg godt kunne lide at have styr på, når vi skulle ses. (Så der ikke skete noget uforberedt = min mors gemmere bag ting, når jeg var ”alene” hjemme).

Jeg elskede at vide, OM vi skulle ses eller ej. De troede jo, at jeg spurgte fordi jeg GERNE ville ses hele tiden. Fakta var, at jeg synes det var superfedt, når de skulle ting. Enten være væk hos deres familie i flere dage, som måske boede lidt langt væk – eller de skulle noget nogle pågældende dage, som de havde oplyst i god tid.

At jeg så ikke selv turde sætte tid af til så meget andet end dem, fordi jeg var bange for at afvise dem, det er så en helt anden snak.

Alle de her ting, som jeg gjorde – grundet ar på sjælen fra min barndom – for at mindske den smerte jeg havde følt tidligt i mit liv, resulterede i at jeg altid har haft et indre ønske om at blive single igen i de forhold jeg har været i.

Når min status var single, var der ingen jeg skulle please, ingen jeg skulle bøje under for, ingen jeg skulle undskylde overfor – og ingen der kunne forlade mig. Plus jeg kunne være alene, fordi jeg synes det er mega rart at være alene.

At sætte det lighedstegn mellem mine kærester og min mor og far har jo været fatalt på alle måder i de forhold jeg har haft. Når man hele tiden er en anden end man egentlig er, ikke fordi man ønsker det, men fordi man har en historie der gør, at man er bange for at mærke den smerte igen, så er det dømt til at gå galt. Især fordi at rollen som den søde og pleaseragtige kun kan holde en bestemt tid. Selvfølgelig er jeg sød og kærlig i et forhold, og vil gøre meget for en kæreste, men at glemme sig selv er helt galt. Når jeg så samtidig har fået at vide, at jeg ”Ikke kunne lide at være alene” af diverse kærester, har jeg tænkt ”JO JEG KAN” – men det er jo slet ikke det, jeg har vist.

Hvis jeg er blevet gået fra af en kæreste eller jeg selv har slået op, så er der altid gået de her 2-3 ugers tid, hvor jeg har været ked, og så er jeg blevet glad igen og lettet! Fordi jeg er sluppet for den der rolle! – som jeg selv har sat mig i!

Det er jo helt skørt! Det har INTET med kæresten at gøre, for ingen af dem jeg har været sammen med har tvunget mig til at være den her pleaser-jeg-vil-dig-altid-hele-tiden-kæreste.

Man lærer hele tiden i livet.

At komme til denne konklusion som 35 årig – se det hele udefra, vide at de mønstre har fulgt mig det meste af mit liv i de forhold jeg har haft, gør at jeg tror på alle kan ændre sig, hvis de er villige til at se indad og erkende de mønstre de fyrer af på andre. Ikke at give andre skylden er en gave i sig selv. Jeg kunne give alle mine eks-kærester skylden for det ene og det andet.

Men fakta er at jeg selv har valgt at være sammen med dem – og at jeg selv har sat mig i en rolle, som jeg ikke engang gad at være i.

Tænk at savne at være single i et forhold, man udadtil virker glad for – op til flere gange om måneden, fordi man selv sætter sig i en rolle, man ikke er, det er altså tosset.

Hvis du ikke selv bryder dig om den person du bliver eller er i et forhold, så gør noget ved det.

Din partner kan ikke hjælpe dig.

Når vi erkender det som mennesker, er jeg sikker på at vores parforhold bliver en del nemmere at leve i.

Tak fordi du læste med.

Mvh hende der elsker at være alene