Angst – hvad fanden er du bange for?

farmor

Fra jeg var meget ung, har jeg haft lyst til at skrive en bog. En bog om mig. Så interessant synes jeg nemlig, at jeg var og mine meninger var. Jeg har altid vidst, at mit liv nok ikke var helt normalt. Da jeg var spiseforstyrret, cutter og afhængig af slankepiller, ville jeg skrive en bog om, hvordan det var. Da jeg blev rask ville jeg skrive en bog om, hvordan jeg var blevet rask. Da jeg turde snakke 100% åbent om min mors og genboens seksuelle overgreb, ville jeg skrive en bog om det – og sammenhængen mellem incest, alkohol, narko, misbrug, vold, selvhad, selvværd og spiseforstyrrelser.

Gennem alle disse år har jeg flere gange stødt på folk, som har lidt af angst. Jeg har lært hjemmefra af, ja min meget skøre, men utroligt nok også kloge, mor at vi skal tage ALLES problemer lige alvorligt. At vi alle kommer fra forskellige verdner – og derfor har forskellige holdninger og smertegrænser – om man vil.

Det jeg synes er VILDT, som fx at eje min elskede mercer – det er hverdags kost for rigmandsønnen – og det jeg synes er helt normalt at have, er guld værd for en hjemløs. Sat lidt på spidsen, I know, men I er med på, hvad jeg mener.

Problemet er bare, at jeg nogle gange gennem tiden – har haft lyst til at skrive en bog, der hed  ANGST – HVAD FANDEN ER DU BANGE FOR? når jeg er stødt på mennesker, som har lidt af reel angst. Jeg ville skrive bogen, fordi jeg ville fortælle, hvor bange jeg har været – SÅ forfærdeligt mange gange i mit liv – især som barn. Hvordan det har sat spor i mig på alle mulige måder, men som ikke har været så udslagsgivende, som det reelt KUNNE have været.

Jeg er blevet provokeret af folk, som har ”opfundet” ting at være bange for – og derfor fået konstateret angst. Jeg har været irriteret, fordi jeg følte de ikke kendte til ”ægte angst”. Det er en del år siden må man sige, at jeg har tænkt sådan, men lad os nu være ærlige. Jeg har tænkt det!

Jeg har klaret mig okay gennem det hele uden angstanfald som sådan – andet end EN gang i mit liv mellem min barndom og mine trafikuheld i 2013. Episoden vil jeg lade være, da den involverer mennesker jeg stadig har kontakt med. Men der fik jeg et reelt angstanfald og kunne ikke få vejret osv. Helt i den ægte dur.

Jeg er så udsat for de her trafikuheld i 2013 – og siden da er der altså sket nogle ændringer i min sociale kontakt. Jeg er stadig glad for mine venner, jeg elsker at gå til fest (især dem jeg kan stikke af fra, når jeg har mulighed for det uden at nogen skæver til en), jeg elsker at have det sjovt og være glad, jeg har ikke et problem med at tale for mange mennesker ad gangen osv. Men der er en ting, der stresser mig HELT SYGT! De offentlige transportmidler. Især hvis jeg er alene. Jer som er forældre, ved at vi får uanede kræfter når vores børn er ved vores side – så er det som om vi kan klare hele verden! – uanset hvad der så end sker eller er eller hvordan vi har det.

Men når jeg er alene, så sker der et eller andet sygt. Især når der er rigtig mange mennesker, som står og skubber og maser. Det starter indeni. Jeg begynder at ryste, jeg får lyst til at kaste op, jeg begynder at svede, jeg kan ikke trække vejret. Det er som om der står en og holder om min hals og strammer til. Jeg får tårer i øjnene og jeg vil væk! NU! Ikke nu men NU! Og jeg går i panik og har lyst til at skrige, men jeg kan ikke skrige, for nogen holder om min hals.

Det skete i dag, i metroen. Jeg skulle bare på smerteklinik, og da den ligger ved Kgs. Nytorv er det klart det nemmeste at tage metroen. Jeg har ofte taget bilen derind, fordi jeg netop har ville undgå at få det sådan der, men der er næsten ingen p pladser, så det er altså nemmere med metroen. Det gik nogenlunde derind, men på vejen hjem gik det HELT galt. Der var alt for mange mennesker med. De skubbede til mig og maste mig med deres rygsække. Jeg blev skubbet væk fra døren, som jeg ellers altid står tæt på. Og så startede det bare. Helt som det har gjort før. Tårerne silede ned af mine kinder under mine solbriller (for ja jeg har solbriller på i metroen, det holder mig i min egen verden) – jeg ville bare væk. Sveden løb ned af ryggen på mig og jeg ville bare gerne væk! Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Folk gloede, synes jeg. Jeg stod helt stille. Det var mig lige om lidt, så skulle jeg af, men der stod bare så mange foran døren. Hvad hvis jeg ikke kunne komme af? Jeg masede mig frem med kvalmen og sveden og tårerne. Og kom ud! Jeg kastede op i skraldespanden og ville bare væk! Vi var så langt nede under jorden, hvad hvis jeg ikke kunne komme op?

Det slog mig FULDKOMMEN tilbage til da jeg var barn.

Da jeg var barn havde vi et køkken med et slags gammel forrådskammer. Det var altså en slags skab, men ret stort og med plads til at man kunne stå inde i det. Det var fyldt med alt muligt. Blandt andet vores vasketøj og alt muligt andet.

Min mor havde fået slæbt en KÆMPE tyk træstamme op i køkkenet som vi brugte som ”mini” spise bord ude i køkkenet.

Når min mor ikke mente, at jeg ”opførte” mig som jeg skulle. Ikke havde ”makket ret”. Eller simpelthen kom hjem med dårlig energi fra børnehaven (oh yes, jeg gik i børnehave det da her startede) kunne hun finde på at lukke mig inde i det lille forrådskammer, som kun havde et smalt vindue, hvor man kunne få lys fra. Hun rullede den store træstamme hen foran, så jeg  ingen mulighed havde for at komme ud.

Rummet var fyldt med ting, så jeg kunne kun stå helt ret op eller mase mig ned og sidde helt klemt. For engang havde jeg siddet oven på vasketøjskurven, som var af sådan noget flethalløj og den var gået i stykker. Det gik ikke ustraffet hen. Så jeg vidste godt, at jeg ikke måtte pille ved noget eller ødelægge noget derinde.

Min mor HADEDE, når jeg græd. Men jeg græd alligevel. Jeg har altid bare grædt, også selvom jeg fik straf for at græde.

Jeg har stået og siddet inde i det kammer MANGE gange! Og grædt! Og råbt ”MOAR vil du ikke nok lukke mig ud” – hun er kommet farende og banket med knyttet næve ind i døren og råbt, at nu skulle jeg tie stille.

Jeg var så bange! Jeg var SÅ SÅ SÅ bange! Jeg var bange for, at min mor ville dø, men jeg sad derinde, jeg var bange for hun ville glemme mig, flytte fra mig mens jeg sad derinde, at nogen ville tro, at det var mig der gerne ville sidde derinde, hvis de fandt mig (min mor kunne finde på at sige de vildeste ting om mig, det var virkelig svært at være i. For hvem tror folk mest på? En overbevisende voksen eller et barn, som er lidt forhutlet at se på?) – Hvad hvis jeg døde derinde? Så ville jeg aldrig komme i børnehaveklasse igen. Og der ville komme fluer og spise af mine øjne (det havde jeg set på tv). Min mor råbte, at jeg skulle lade være med at græde! NU!
Det gjorde jeg ikke, jeg græd bare stille. De varme tårer dryppede ned på min bluse, og jeg tænkte gang på gang, hvorfor jeg overhoved var blevet født. Det gav jo ingen mening. Det gjorde det i hvert fald ikke i de situationer. Jeg følte mig kvalt, jeg havde lyst til at kaste op, jeg følte mig tør i halsen og jeg gik i panik og råbte på min mor – som hele tiden kom farende og sagde at jeg skulle tie stille, for ellers kom jeg på børnehjem!

Jeg har været bange MASSER af gange i min barndom! – og sådan set også op gennem mit liv, fordi jeg desværre flere gange har fundet ”tryghed” i at finde nogle kærester og venner, som ”mindede” om min mor på nogle områder… Sådan noget med at give skyld, nedgøre, ikke tage ansvar, være voldelig, skælde mig ud for at græde, ignorere mig etc. etc. Det er jo klart. Hvad man lærer i barndommen kopierer man ofte som voksen.

Det er jeg heldigvis kommet godt ud af efter årelange kampe med alt muligt pis! Men hallåh det har også gjort mig til den person jeg i dag – og jeg ville ikke være mig uden alt det her lort. Og jeg kan godt lide ”mig”.

Men det her med den her ”angst” – den her FRYGT, når jeg så står der i metroen i dag, den kaster mig FULDKOMMEN 100% tilbage til forrådskammeret.  Hvor jeg ikke kunne komme ud og væk!

Jeg vil bare gerne væk! Og selv bestemme, hvornår jeg kan komme væk. Det er sq lidt syret. Jeg har kørt med offentlig transport stort set hele mit liv til jeg fyldte 29år– og så kan nogle trafikuheld gøre, at jeg pludselig bliver kastet tilbage til noget, som er sket for over 30 år siden.

Det er langt fra hver gang det sker. Men når det sker, er det eddermame ikke sjovt! Og så kan jeg nok så flot sige ”Angst- hvad fanden er du bange for?” – i bund og grund er jeg bange for, at nogen lukker mig inde og aldrig lukker mig ud igen. Fordi – det reelt er sket, at jeg har siddet, som lille pige – og ikke vidst om jeg nogensinde blev lukket ud igen.

Så derfor er jeg glad for, at jeg blevet opdraget med, at vi ALLE skal tage hinandens smertegrænser og problemer alvorligt. For hvis nogen spurgte mig i dag i metroen, hvad der var galt, ville jeg jo bare græde og sige, at jeg var bange for, at jeg ikke kunne komme ud. De fleste ville forsikre mig om, at jeg nok skulle komme ud og helt sikkert synes, at det var en smule underligt at en høj madam som mig var bange for noget altså.. – og jeg ville bare tænke ”Det bunder i noget helt andet det her, men det behøver jeg ikke fortælle dig”….

Jeg er taknemmelig over, at jeg har lært SÅ meget af min syge syge mor, på godt og ondt. Så meget, at jeg i hvert fald formår at være det helt modsatte, af hvad min mor har været overfor mig, når jeg opdrager og er sammen med mit barn.

Tak fordi du læste med. Pas på hinanden.