Til grin!

Gennem mit liv har jeg gået til en del psykologer og terapeuter for at få hjælp til mit daværende temmelig rodede liv. Der var mest rod indeni. Ikke så meget udenpå. Har altid passet min skole og job og udadtil virket glad.

Gennem alle de her terapitimer så lærer man  en ting eller to om sig selv. Mange af terapeuterne vil gerne have, at man selv finder frem til løsningen og det kan edderrasme tage lang tid, når man jo ikke ved, hvad man skal gøre for at få det bedre. Det er jo ligesom derfor, man sidder der hos de her ”hjælpere”.

Nåh men ikke desto mindre har jeg fået meget godt styr på rigtig mange ting i mit liv. Ift. hvad jeg er kommet fra, så burde jeg nok få en medalje for de ting jeg trods alt har opnået i dag. – MEN der er nogle få ting jeg stadig døjer med, og som jeg egentlig ikke vidste fyldte stadigvæk

Det ene er simpelthen at blive til grin! Jeg blev mobbet en del i skolen. Og blev dermed gjort ret meget til grin der. Om det er det der har sat sine spor vil jeg komme nærmere ind på.

Da jeg var barn var der en del ting, jeg ikke kunne kontrollere. Den ene ting var min mor og hendes adfærd. Dvs. jeg blev også bedømt ud fra, hvordan hendes opførsel var i blandt andre mennesker, fordi jeg jo var med som hendes barn. Jeg blev derfor ofte mobbet med, hvordan min mor gjorde ting eller sagde ting eller hvordan hun var. Det ku jeg SLET ikke arbejde med. Et var, at de andre drillede mig med ”mig” – altså hvordan jeg var eller ikke var, men det kunne jeg jo styre – og det var egentlig ret ligeglad med. Jeg har ALDRIG købt noget tøj, fordi de ANDRE sys, det var smart. Jeg har kun købt det tøj, JEG sys var smart. Jeg ved egentlig ikke, hvor det selvværd er kommet fra, men jeg har altid haft det – lige omkring det der. Jeg har aldrig taget mig af, hvad andre synes om MIG – altså det JEG gjorde som menneske eller hvordan jeg så ud, fordi det kunne jeg (for det meste) stå inde for. Men hvad min mor gjorde, kunne jeg ikke kontrollere og styre, så det blev et mega sårbart emne for mig.

Da jeg så løb hjemmefra som teenager, så var jeg ligesom ude over det problem. Så var der kun EN at stå inde for – og det var mig og det kunne jeg sagtens. Bevares ! Jeg har gjort 1000 dumme ting, som jeg ikke skulle og som har været dumt. Jeg har forsøgt at undskylde dem, forsvare dem eller forklare dem på bedste vis.. men humlen i det her har altid været, at det var MIG, mine handlinger!

MEN så kom det store issue! Når jeg fik en kæreste, så var jeg lige pludselig igen ”sammen med en, jeg skulle stå til ansvar for” – sådan føltes det. Og når de her kærester (bare rolig jeg havde kun en ad gangen) gjorde ting, hvor jeg blev til grin – de kunne fx være at tale med andre piger bag min ryg, holde mig udenfor med ting, gøre mig til grin i offentlig forum eller værst af alt være mig utro – så blev jeg sindssyg gal og ked af det og røvhamrende frustreret.

Jeg kunne jo ikke kontrollere, hvad de her kærester gjorde – og jeg lagde min ære og mit navn til ved at være kærester med dem. Derfor trådte de på min stolthed, når de så ikke respekterede, hvem jeg var, og at vi havde et forhold!!

Det kan opfattes som jalousi, men ofte når jeg snakker med folk, der er jaloux, så er det også beslægtet med det at miste. Og jeg har egentlig ikke været bange for at MISTE! For når man selv skrider fra sin mor som teenager – og virkelig mener det, så er man ikke længere bange for at miste særlig meget her i livet. Man ved godt, at man overlever og kommer videre. Men jeg har været sindssygt frustreret over, hvis de gjorde mig TIL GRIN! At andre piger fik det, som den her kæreste jo havde lavet en eksklusiv aftale med mig om KUN at dele med mig (kys, sms´er osv).

Da jeg var afhængig af slankepiller (dengang jeg var yngre) stak det helt af. Jeg så ting, som ikke var der, og jeg blev sur på min daværende kæreste over ting, hvor jeg i dag græmmer mig. (Jeg har sagt undskyld til ham flere gange efterfølgende – og vi er på talefod i dag, men jeg var virkelig strid).

Men jeg har virkelig døjet med det her med min ”stolthed” omkring de her kærester. Meget mere end jeg egentlig ville være ved.

Da jeg så den anden dag stiftede bekendtskab med TFT, hvor vi skulle prøve at behandle mit piskesmæld, kom vi på en eller anden måde ind på det her med uretfærdighed. Jeg HADER URETFÆRDIGHED og løgne. Jeg vil hellere have at vide af den her kæreste, at ”JA skat jeg kom sq lige til at knalde sekretæren” (lige når han har gjort det) end selv at finde ud af det flere dage efter. Så kan jeg altså tage et valg og sige ”Tak for ærligheden, vi stopper her, men jeg ikke gal på dig, fordi du netop var ærlig”.

Uretfærdighed er i min verden ikke det at være utro, det er LØGNEN om det bagefter! Sig det dog.. og så lad os skilles i fred og fordragelighed.

Men ja – vi kom ind på det her, og jeg sad ganske som jeg plejer til alt det her terapi og sagde, at det jeg var allermest sårbar overfor i livet var at blive til grin. Og den eneste, der kan gøre mig til grin, er min kæreste.

Terapeuten spurgte, så hvad det værste var ved at blive til grin. Og jeg ævlede videre om alt det ovenstående – for ”Jeg var i hvert fald ikke bange for at miste (andet end min datter og min far!) agtigt” – rigtig smart var jeg.

Men BUM så kom kernen i det hele. ”Hvad er det værste ved, at Mikkel (det er min kæreste) gør dig til grin?”  spurgte terapeuten igen – og så kom sandheden, den sandhed jeg har oplevet nu som 34 år – nu tør jeg være sårbar.. Ja det værste ville være, hvis han gjorde mig til grin ved fx utroskab, at så måtte jeg gå fra ham (for det tolererer hverken han eller jeg) Og så ville jeg jo MISTE HAM! – og det ville jeg faktisk slet ikke kunne klare. For endelig har jeg mødt en mand, hvor vi har fundet melodien, og vi har det skide godt sammen, og vi har slebet kanterne af. Han respekterer mig og jeg ham. Min datter elsker ham og vi elsker hans hund…  Og ham vil jeg da ikke af med!! For noget i verden faktisk!

Så ja som 34årig sidder jeg for første gang og er sårbar og kan mærke, at jeg virkelig ELSKER og tør elske og vil elske – uden filter, uden facader, men bare som den jeg er. Bare Angela Silverfox Juhlin! Og ja om det så er ægte jalousi der nogle gange dukker op i mit hoved omkring ham, det er vel ok, for jeg er ”bange” for at miste ham! På den SUNDE måde!

Det er fanme fedt!

Livet er en gave. Og gaven skal åbnes hver dag med respekt for dig selv og de mennesker du omgiver dig med.

Tak fordi du læste med!

Det skal lige siges at Mikkel og jeg er gået fra hinanden foråret 2015 MEN jeg stadig har lært af denne episode :)