Tak! 

Øhm selv tak?! Eller….? Jeg er blevet opdraget til, at man skal sige pænt tak. Tak tak tak. Min mor var meget religiøs. Lidt blandede trosretninger ind imellem, men biblen (den kristne folkekirke) blev terpet og læst højt for mig fra jeg var helt lille. Jeg synes, det var en meget god historie. Lidt vild indimellem men god. Jeg SKULLE også bede aftenbøn og sige tak til Gud for, hvad han havde givet mig den dag. Jeg var ofte ved at brække mig over at skulle takke en eller anden diffus skikkelse for de ting der foregik i min barndom. For der var ikke altid meget at takke for.

Da jeg har en datter, som snart kan læse, vil jeg spare jer for detaljerne om min barndom, men jer der har læst mine tidligere blogs, kan måske tænke jer til, at det ikke har været særlig fedt at være mig som barn – på ret mange måder.

Så når jeg SKULLE takke for de ting, der var sket i løbet af dagen, tænkte jeg bare ”Idiot-Gud! Jeg sys du er en idiot – og jeg håber, at det her liv, du har givet mig, er en dårlig film, som du snart tager mig ud af – undtagen min farmor, hun må godt være ægte”.
Jeg skammede mig, når jeg tænkte sådan. Og hver gang der skete noget virkelig skrækkeligt (det skete ofte) sendte jeg en bøn til Gud ”Please kære Gud – vil du ikke nok stoppe dem i det de gør ved mig” eller ”Vil du ikke få min mor til at vågne op” (hun var narkoman, og var ikke ved sine fulde fem altid – det er ikke så godt for et barn på 4-5 år ikke at kunne få liv i sin mor skal jeg lige hilse at sige).

Og når han (ham Gud dér) lod mine bønner ske – så skyndte jeg at takke ham. ”Tak kære Gud fordi de stoppede og jeg stadig er i live” eller ”Tak kære Gud fordi min mor ikke døde denne gang” osv.

Det blev noget jeg gjorde – ikke fordi jeg troede på Gud, men fordi jeg var blevet så overtroisk, så jeg ikke ville jinx´e det ved at GLEMME at takke ham.

Jeg fik et kors, da jeg blev døbt og har næsten altid gået med kors om halsen eller i et lille armbånd – og som voksen fik jeg lavet mit eget kors i guld, som jeg stadig går med.
Igen ikke fordi jeg tror på Gud, men fordi jeg har givet korset en overtro – en betydning – om at det har beskyttet mig for ikke at ende som narkoluder på en flise på Vesterbro, som de fleste med min barndom ville have gjort.

Jeg har fået min styrke et eller andet sted fra, og jeg har følt, at det var rart at tillægge den styrke noget håndgribeligt, som jeg kunne bære på mig hele tiden. Det blev derfor mit kors.

Hvem jeg i virkeligheden skal takke for, hvem jeg er i dag, er alle de mennesker, der har været (og er) en del af mit liv indtil nu.

Det har ligget SÅ fjernt fra mig, at skulle TAKKE min far for at svigte mig som barn, og ikke tage mig ud af det levende helvede min mor tilbød mig, indtil jeg SELV løb hjemmefra (jeg LØB decideret hjemmefra!). Det har ligget mig ENDNU mere fjernt, at skulle takke min MOR for at have udsat mig for de ekstremt syge ting, hun har præsteret. Og det har ligget mig fjernt, at skulle takke de kærester, som har været voldelige, utro og været grimme i munden overfor mig.

SÅ fjernt!

Hvordan kan man takke nogen for at være onde, svigte, slå og være lede? Jo det kan man fordi, at ALLE de mennesker, som har været sådan overfor mig har styrket mig! De har givet mig den SINDSSYGE styrke, jeg har i dag!

Jeg er altid god til at komme ”op på hesten igen”. Jeg er god til at TALE med folk. Sætte ORD på alt, hvad jeg føler og tænker. Jeg tager dialoger op med folk, som andre bare ville lade ”glide ud i sandet”. Jeg er bevidst om herre mange ting – og jeg lærer STADIG!

Hvis jeg nu ikke havde haft den far og mor til at give mig de slag, fra jeg poppede ud i verden som spæd i 1980, så var jeg blevet en helt anden. Og hvem gider være andre end sig selv? Jeg gider ikke! Jeg har aldrig ville være andre end mig. Aldrig.

Jeg har bare gerne ville ud af diverse mareridt, men jeg har aldrig drømt om at
være en anden. Jeg fortryder heller ikke.
Jeg dummer mig, som alle andre mennesker – men jeg har lært ikke at slå mig selv oveni hovedet med det (for længe), men at tage ved lære og sige undskyld til de mennesker, jeg måske har såret ved min dumhed, tankeløshed eller ved fx en bevidst fortielse.

De kærester jeg har haft so far, har givet mig en kæmpe indsigt i, hvem jeg er. Jeg har gået i mod mine kerneværdier for at please og være ”den rigtige” for dem, samtidig med at jeg indeni har været ved at eksplodere af raseri over mig selv – og deres bestemmen. Meget modstridende, men desværre sandt. Så jeg har løjet overfor MIG selv, men så sandelig også overfor dem. Ikke fordi jeg ville lyve, men fordi jeg troede jeg skulle være ”den rigtige” for dem, før de ville give mig den kærlighed, som jeg manglede, da jeg var barn!

WRONG! –  jeg skal lige elske mig ! Give MIG kærlighed og omsorg først, så jeg ikke higer efter en ”andens”  (læs: mine forældres) kærlighed, som jeg kun kan opnå ved at være en anden end mig. Mine forældres kærlighed kommer jo aldrig. Jeg er altså voksen nu! Jeg bliver ikke 5 år igen, så vi lige kan lave en ”ommer”. Men jeg kan tage mig af MIG – og være MIG, sammen med andre. Så skal kærligheden nok komme. Den ægte!

Så tak til mine kærester, for at lære mig, hvem jeg er!

Tak til min mor og far, fordi de har svigtet mig FATALT– og gjort mig til det menneske jeg er.

Tak til min mor for at give mig en spiseforstyrrelse og et kropshad og en selvskaderadfærd i en ekstremt tidlig alder, så jeg i dag kan hjælpe kvinder og unge piger med at komme ud af det helvede, JEG levede i dengang.

Tak til min mor for at vise mig, hvilken mor man IKKE skal være overfor sit barn, så jeg kan give mit barn den rigtige omsorg og forståelse, som jeg ikke fik.

Tak til min far for i dag at være morfar overfor mit barn. Det er meget større, end at han lige pludselig skulle tage ”far-hatten” på overfor mig.

Tak  til de veninder, der har talt grimt om mig bag min ryg, løjet overfor mig, skrevet til mine daværende kæreste(r), svigtet mig, stjålet fra mig – fordi jeg i dag derfor ved, hvad RIGTIGE veninder er og kan gennemskue det uden at tvivle. (Jeg har aldrig haft så mange gode tætte veninder som nu – selvom jeg ikke ser dem alle lige meget, så betyder de alle sammen noget specielt for mig).

Men ikke mindst TAK til alle de mennesker, der har vist og viser mig forståelse, omsorg, kærlighed, glæde, accepterer mig som jeg er, græder med mig, griner med mig og gør MIT LIV FANTASTISK!

For 4 år siden lavede jeg en liste over alle de mennesker, der har hjulpet mig på min vej (livets vej), fordi jeg ville sende dem en kæmpe gave, hvis jeg vandt i Lotto. Listen bliver stadig længere – og om jeg vinder i Lotto eller ej, så kan jeg se, hvor heldig jeg er at have mødt de her mennesker i mit liv – og jeg møder stadig flere!

Jo ældre jeg bliver, jo mere kærlighed og omsorg har jeg omkring mig, fordi jeg ikke længere er vred og bitter over de ting, der er sket i fortiden, som jeg alligevel IKKE KAN GØRE NOGET ved!

Jeg har valgt at takke og vise forståelse for, at de ting der er sket (og sker) for mig – godt og skidt – kun gør mig til et bedre og mere helt menneske med tiden.

Lyder det frelst? Helt vildt!
Jeg tror stadig ikke på Gud, som nogle mænd har opfundet i en god bog.
Men jeg tror på der er noget større end os ”dumme” mennesker. For det er sq da dumt at føre krig, opfinde usund mad som gør os tykke eller giver bumser, lave gift som drikkelse (alkohol), slå millioner af dyr ihjel for at få en sandwich, stå og hive i noget jern for at få unaturlige store muskler, gå op i mærkevare,  sidde foran en firkant og glo på andre “dumme” mennesker, poste billeder af sin mad, muskler og børn for at andre skal klappe af dig (”like”) som menneske  og jeg kunne blive ved (Ja JEG er  TYDELIGVIS også et ”dumt” menneske – he he). Så jeg er helt sikker på, der findes noget derude, der er klogere end os tosser (hahaha).

Men jeg tror mest af alt på, at jeg tiltrækker de gode, seje og sjove mennesker, når jeg siger tak for (og til) de mennesker, der har gjort mig til den jeg er i dag!

Så husk at takke for det lort, der sker i dit liv, for det gør dig stærkere, HVIS DU SELV TØR VÆLGE AT BLIVE STÆRKERE!

Tak fordi du læste med. Og rigtig god weekend.