Rescue´ers – Blog 2 á 3

CooltjBlog 2 ud af 3  – Jeg vil anbefale dig at læse bloggen ”Utaknemmelige skarnsunge” før du læser denne blog, da dette er den 2. ud af i alt 3 blogs. Den ligger på dette link: http://angelasilverfox.dk/2015/12/09/utaknemmelige-skarnsunge-blog-1-a-3/

Rescue´ers

Min mor har talt mine ører af fra jeg var helt lille. Hun havde ingen at snakke med, fordi hun var så skør. Så jeg blev offer for hendes ævl og bævl, når hun fik en skizo-blødning og skulle fortælle mig, at hun var Jesus eller det var hende der var inde i Dalai Lama – Jesus Christ Superstar et mareridt.

Jeg har ofte siddet og tænkt på alt muligt andet – fx hvilken Barbiedukke jeg skulle lege med om lidt osv. og så når hun har set mit fjerne blik, så skulle jeg høres i det hun lige havde sagt! PIS! Det kunne jeg sq da ikke huske. Straffen var så, at jeg blev slået. Og så skulle vi starte forfra – shiiit! Jeg har godt nok spildt mange timer på alt det ævl.

Derfor er jeg fan af, at man snakker om tingene, MEN at det man siger er relevant – og at man ”rykker noget i folk” når man taler sammen. At det ikke bare er bla bla bla vejret er godt. Det er seføli nødvendigt at KUNNE smalltalke men FUCK det er røvkedeligt altså! Jeg har brugt så uendeligt mange timer på at sidde og høre på min mors ævl om hvem hun troede hun var, og hvad jeg var, og hvad jeg ikke var, og hvad min far var, og hvorfor jeg var så grim og bla bla bla. Ligegyldigt lort som INGEN kan bruge til noget. Så hvorfor skal jeg i mit voksne liv have noget som helst med mennesker at gøre som ikke siger mig noget – som ikke rykker noget i mit eller omvendt? Som ikke gør en forskel for mig? Jeg gider det ikke.

Og så kommer jeg til min familie.

Min kære familie.

Hvor var I da jeg var barn? Hvor var I da jeg fik tæv af min mor? Hvor var I, når jeg som 5 årig ikke ville leve mere? Hvor var I? Vidste I ikke at min mor var skingrende vanvittig? Hvorfor tog du mig ikke med, far? Hvorfor rejste du rundt til alle mulige lande på ferier – uden at tage mig med? Hvorfor løb du gang på gang ud af døren fra min mors lejlighed, mens jeg stod i døren og bare ville med dig?

Hvorfor indberettede du ikke min mor, farmor? Du vidste jo godt der var noget galt.

Hvorfor gjorde du ikke noget, mormor? Du havde lange telefonsamtaler med din datter (min mor) hvor min mor sagde alle mulige mærkelige ting til dig – som at hun var Jesus og alle de ting. Og du vidste at jeg sad lige ved siden af. Du vidste også godt at jeg fik tæsk. Du kom hjem engang og besøgte os, hvor min mor havde ramt forkert. Hun slog nemlig altid i mit baghoved så håret kunne skjule blå mærker eller på ryggen eller min numse, så jeg kunne dække det med tøj. Men denne gang havde hun ramt mig, så mit øje var hævet og rødt og blåt med kradsemærker henover øjet og i panden. Du spurgte, hvad der var sket og min mor fyrede en løgn af med, at jeg var så kluntet at jeg var faldet. Jeg kunne se, du vidste det var løgn og jeg fik den dag en masse mønter af dig som snoldepenge – uden min mor så det. For du vidste også godt, at min mor ofte tog de penge fra mig, som jeg havde fået i gave af andre.

Hvor var I moster 1 og 2 – I vidste godt jeres søster var skør! Hvad tænkte I?

Jeg ved godt, at min mor kunne være sindssyg at skændes med – og at I var lidt bange for hende, når hun blev rasende. Min mor og jeg blev engang smidt ud fra en af mine ældre fætres konfirmation – på FYN! Hvor jeg skulle gå med min grædende (og fulde) mor, fordi hun kom nærmest op at slås med nogle af de andre gæster. Jeg har siddet hjemme alene med min mor til jul og nytår af flere omgange. Og I vidste det godt! I gjorde IKKE EN FUCKIN SKID!

Jeg har i mange år sagt, at jeg var glad for, at jeg selv løb hjemmefra. At jeg selv tog skridtet (med stor hjælp fra min daværende psykolog og studievejleder). Fordi jeg så havde truffet valget selv og ingen havde taget mig fra min mor.

Men når man tænker over, at jeg i 15 -næsten 16 år- levede under SÅ sindssygt fucked up lorte forhold, så KUNNE det måske have været meget fedt at NOGEN havde gjort noget. Bare et eller andet. Bare spurgt ind til, hvad der skete derhjemme. Men nej! Jeg var selvfølgelig god til at skjule det, lukke det ned, hvis det blev åbnet bare lidt for. Jeg beskyttede min mor 100% – en kritik af hende var en kritik af mig. Og eftersom jeg blev rigeligt kritiseret hjemmefra, så behøvede jeg ikke mere kritik!  Ellers tak.

Jeg kan bare ikke forstå – på nogen måde, hvorfor der ikke blev gjort mere.

Da jeg så løb hjemmefra, da ”nogle andre” end min familie hjalp mig – havde jeg ikke set min far og farmor og farfar siden jeg var 10 år gammel. Min mor havde fået igennem via statsforvaltningen, at jeg ikke skulle have kontakt til de mennesker.

Jeg sad og storløj inde i statsforvaltningen da jeg var 10 år og sagde, at jeg ikke ville se min far mere. Jeg var blevet truet af min mor for fuld skrald til at sige det der. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg huske hun var bange den dag. Hun var PISSE bange for jeg afslørede hele lortet, så hun fik taget sit barn fra sig. Men det gjorde jeg ikke! Jeg holdte min kæft. Og fra den dag måtte jeg ikke se min far, farmor og farfar. Min mor havde nogle uger forinden tæsket min far inde i min farfars bil med biblen og flået mig ud af bilen, og sagde til mig, at jeg ALDRIG SKULLE SE DEM IGEN. Jeg stortudede og kastede op da jeg kom hjem. Jeg var SÅ ulykkelig. Og alligevel sad jeg og løj foran de her fremmede mennesker statsforvaltningen – og beskyttede min mor.

Jeg fik i de år (fra jeg var 10 år til jeg løb hjemmefra) en lillebror (via min far), min far blev gift og min farfar døde. Min farmor fandt en anden mand.  Som du kan regne ud, var jeg hverken med til min fars bryllup, min farfars begravelse eller kender min lillebror – sådan andet end hej. Jeg betragter ham ikke som lillebror i den forstand, som andre nok ville gøre.

Igen – jeg er nu glad for, at jeg har lært det her med at holde kæft. Det er en force jeg i dag bruger i mit arbejde. Jeg er PISSE god til at holde på hemmeligheder! Det er ret så vigtigt, når man har et job som jeg har.

Da jeg var løbet hjemmefra genoptog jeg kontakten til min farmor, som jo havde fundet en ny mand og var flyttet i hus med ham.

Han var flink ham her manden, men absolut langt fra min farfar. Min farfar var snobbet og en ordentlig mand som havde styr på pisset og gik velklædt. Min farmors nye mand var ”samler” som fra dem der i tv-programmerne. Fandt han rusten skrue på gaden blev den samlet op og gemt. Han havde 2 huse. Et til at bo i – og et til rod. Det var sygt det der.  Og der var møbler og ting overalt. Jeg kunne slet ikke kende min farmor ”i det der” – den pæne søde dame? Men hun havde det ”godt”. Hun har sikkert ikke kunne være alene tænker jeg – hun havde jo været sammen med min farfar siden hun var 17 eller lign. så tabet af ham har sikkert været som at miste 2 ben. Fair nok. Hendes valg.

Jeg ville helt sikkert have ønsket at min farmor og farfar begge havde levet, da jeg løb hjemmefra, fordi jeg følte min farmor lå under for hendes nye mand og hans luner. Hun var jo stadig min elskede farmor, men når han var i nærheden fyldte han det hele og snakkede HELE TIDEN! Jeg besøgte dem dog ofte. Det var en lang togtur. Men jeg gjorde det gerne. Min farmor betød alt for mig.
Min farmor gav mig tit penge, mobiltelefon, betalte mine telefonregninger, lånte mig penge osv. Hendes nye mand var ikke sen til at bruge alle hendes penge, som farfar havde efterladt og min farmors nye mand kunne SLET ikke klare, når jeg fik noget. Han undede mig ikke noget. Han synes, jeg var meget flink men han synes også jeg var pænt underlig. Jeg kom jo også helt karseklippet med kunstige hvide øjenvipper, helt solbrun, tynd og i MEGA høje buffalo sko (Billedet siger det meget godt!)  – ja jeg var sær at se på, men jeg var jo stadig sød! Og min farmor ”så” slet ikke de der buffalo sko osv. Hun købte stadig ”uldent undertøj” til mig, som om jeg var 7 år altså. Da jeg sagde hun skulle stoppe med det, blev hun vildt ked af det, men for helvede – jeg brugte det jo ikke. Hende har jeg ofte turde være ærlig overfor med sådan nogle ting.

Min mors familie – dvs. min mors lillesøster og storesøster – turde jeg ikke rigtig tage kontakt til, da jeg løb hjemmefra. Det var jo min mors familie. Der var en dreng i familien, min ene fætter (jeg har 5 i alt), som betød alt for mig. ALT! Jeg elskede ham SÅ højt -og det gør jeg stadig! Han har en helt særlig plads i mit hjerte- og det vil han have til den dag jeg dør! Han var på det her tidspunkt omkring 6 -7 år. Og han var en af grundende til, at jeg ikke løb hjemmefra før! For min mor truede mig ofte med, at jeg ikke ville se min moster og onkel og mine fætre, hvis jeg ikke gjorde som hun sagde. For så kom jeg på børnehjem! – det var den værste skræk! Så jeg var KNUST ved tanken om, at jeg ikke skulle se ham igen, da jeg endelig tog skridtet og styrtede ud af døren fra min mors psykotiske hjem. For jeg troede på ingen måde på at min mors familie ville vælge mig til. Hvorfor skulle de dog det?

Jeg fik så kontakt til min mors familie, og de fleste af dem valgte – efter min korte version af min fucked up barndom – at vælge min mor helt fra.

Jeg var enormt glad for at de tog denne beslutning. Jeg talte mest med min mors lillesøster om alle de her ting der var sket. Det var hendes ene søn jeg havde den her ”connection” med – min lille fætter på dengang 6-7 år. Min moster havde en mand og de boede i en lejlighed i København. Jeg boede selv alle mulige steder i Lyngby, Nærum, Amager, Bryggen, Nørrebro osv. i de her år efter jeg løb hjemmefra.

Jeg har aldrig talt med resten af min mors familie om ”det hele”. Min mormor var død, da jeg løb hjemmefra. Hun døde da jeg var omkring 11 år Det var et tab for mig. Hun havde sjovt nok også en connection med ham min ene fætter, som jeg også har det med. Men min mormors søster var stadig i live. Hende besøgte jeg og så. MEN da jeg fandt ud af, at hun stadig talte med min mor, så måtte jeg skære hende fra. Jeg KUNNE IKKE magte at have noget med nogen at gøre som havde kontakt med min mor. Jeg var endelig sluppet fra det voldelige og syge helvede. Det gik bare ikke.

I dag ved jeg ikke om min mormors søster er død eller lever. Det er lidt underligt egentlig.

Min mors lillesøster og hendes mand og deres 2 små børn tog mig ”ind”. Min moster(lillesøsteren) sørgede for, at jeg fik holdt fødselsdage, jul. Jeg kom og spiste i deres hjem. Hun har gjort mange ting for mig. Faktisk så mange ting for mig, at jeg begyndte at tage dem for givet som mine ”nye forældre”.

Min far er – som min far er – han er ikke hyggenygge typen eller kramme typen – ikke som jeg kender ham. Så jeg elsker min far for, hvad han er for mig. Men her var der jo en familie. Den familie jeg gerne ville læne mig op af.

Jeg blev ofte inviteret til fødselsdage hos min moster og onkel – og mine mindre fætres fødselsdage osv. MEN JEG DUKKEDE IKKE OP! Jeg var så fuckin spiseforstyrret og ked af det og cutter og vidste ikke hvem fuck jeg selv var. Jeg var bare forvirret, ked af det, gal og vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg gik også rundt med en hemmelighed af rang – som jeg ikke delte med nogen før jeg var omkring 19 år fordi det var så skamfuldt for mig at fortælle. For når jeg sagde det, så blev det til ægte virkelighed. Så var det ikke bare noget min mor, vores genbo(en mand) og jeg havde oplevet. Det var forfærdeligt. Og bare det at have en spiseforstyrrelse er jo også en stor hemmelighed med en masse lamme løgne i. Så jeg aflyste ofte, dukkede ikke op osv. Og på en måde ville jeg jo ønske at min familie var taget ud for at  hente mig, når jeg blev væk eller kom med dumme undskyldninger, men på den anden side ville jeg bare gerne være i fred.

Det endte jo med at jeg blev inviteret mindre.  Af familien. Jeg endte i sådan en bobbel af dårlig samvittighed og samtidig sådan en underlig taknemmeligheds-fake-zone. For indeni synes jeg det var vildt strengt, at de ikke ”ville mig mere” – eller ”kom og reddede mig” – fra mig selv. For de havde ikke været der da jeg var lille og nu trak de sig også lidt. Det var sq da uretfærdigt!

Samtidig vidste jeg godt, det var forkert at tænke sådan! Jeg skulle jo være taknemmelig for det de trods alt gav mig! De ville jo altid stå der for mig, hvis lokummet brændte. Det er da ikke alle der har sådanne mennesker i deres liv! Så det var da vildt strengt af mig at være så utaknemmelig – og ikke bare være glad for det.

Men ja – det var sådan jeg havde det.

I mange år efter min ”run-away” – fik jeg sendt fødselsdagskort af min mors storesøster med penge eller gavekort. Det blev jeg glad for. Og en lille hilsen. Vi holdt jul sammen, hele min mors familie uden min mor– og det var jeg taknemmelig over. Jeg havde det af helvedes til ved rigtig mange juleaftener  og var ked af det og ville ikke være der, men samtidig ville jeg gerne. INGEN snakkede med mig om det, medmindre jeg decideret knækkede sammen i gråd på et værelse jeg sov på.

Fatter den dag i dag ikke at ”nogle af de voksne” ikke tog fat om det her og talte med mig! For helvede! Den skide berøringsangst!

Jeg havde forventninger til de her mennesker. De skulle fanme være der for mig. Snakke med mig. De havde svigtet mig da jeg var barn ved ikke at gribe ind –  og så skulle de fanme gå all in nu!

Det var den ene side.

Den anden side sagde

”Angela – de har opgivet deres egen søster pga dig! – og de vil altid være der for dig, når du har brug for det, de holder din fødselsdag, de inviterer dig med til jul og hvis du ikke havde noget sted at bo i morgen ville de være der for dig 100% og hjælpe dig. Du kan slet ikke tillade dig at forlange mere”.

Jeg kan godt se det. De er mine rescue´ers, når jeg mangler det. De er det net man spænder rundt om havetrampolinen, så man ikke falder ud over! Det er der RIGTIG mange mennesker, der ikke har i deres liv. Det der safety net.

Derfor er det også hårdt at udstille disse mennesker, som nogle der ikke er der, som nogle der ikke er gode nok. – for det er jo præcis det jeg gør i det her tilfælde!

Måske mister jeg det ”net” ved at skrive denne blog. Dette ”falck-abonnement” som jeg har haft siden jeg selv valgte at løbe hjemmefra – fra et sygt barndomshjem.

Men det sjove er bare, at jeg slet ikke er klar over om de læser mine blogs – de her mennesker, som er min familie. Jeg tror det ikke. Jeg tror heller ikke de følger med i MINE sociale medier. Jeg hører ikke fra dem ”Arj en fed blog du lavede” – eller lignende. Det gør jeg heldigvis fra SÅ mange andre – og det er jeg VIRKELIG taknemmelig over. Så egentlig gør det mig ikke noget at jeg ikke får ros og klapsalver fra min familie. MEN hvis MIN søster havde misbrugt hendes eget barn og jeg var klar over alle de her ting – og den her unge havde klaret sig ret godt igennem skærene trods alt, så havde JEG læst det barns blogs – og spurgt ind til det her barn, meget mere. Men det er jo nok bare mig…. Eller…. !?

Min mors storesøster har lige holdt 70års fødselsdag, hvor jeg ikke var inviteret. Som den eneste i familien. Det er sket før. Det her med at jeg ikke blev inviteret til familieting.

Min far, som jo intet har med min mors familie at gøre, inviterede mig heller ikke med til hans 65års fødselsdag. Om det var fordi jeg ikke skulle se min far i hans mere ”usikre form” (fordi han måske blev fuld) ved jeg ikke. Jeg har jo aldrig set min far fuld eller påvirket. Han er altid decent overfor mig. Måske fordi jeg har set rigeligt med fuldskab og druk og hor via min mor. Måske gider han bare ikke have mig med. Ingen ved det – andet end min far. Og jeg kan sagtens spørge ham, men lige præcis med ham er jeg ikke sikker på at jeg helt ønsker svaret på præcis det. Jeg har følt mig så fatalt svigtet af den mand – og har tilgivet det 100% og elsker ham præcis for den far han er overfor mig i dag – og den morfar han er overfor Fjums. Men jeg ved ikke om jeg har lyst til at høre, at han faktisk måske slet ikke ønskede mig med, fordi jeg ikke er en del af hans liv på den måde. Jeg ser ikke min lillebror heller – vi er kun relateret via blodets bånd på min fars side – og har ingen fælles interesser på nogen måde.

Men det jeg egentlig gerne ville have var, at den her familie, som bor på Sjælland, min mors lillesøster og hendes mand var mine ”stedforældre” – var dem som ringede til mig og sagde ”Hej” – bare for sige hej. Ikke for at rescue´e noget. Som sendte min datter små gaver ind imellem, strikkede tøj til hende, inviterede hende hjem til en kop kakao, bare hende, fordi hun bare er en dejlig unge. Det har nogle af mine kæresters mødre gjort (sendt min datter gaver osv.) og min datter bliver fanme så glad! Jeg har virkelig haft nogle fantastiske svigermødre af flere omgange! Både overfor mig men også overfor min datter. Det har jeg godt nok været taknemmelig for. Er det for meget at forlange af ens familie at man synes de burde gøre de her ting? Ja måske ! Det er det sq nok. Jeg kan jo ikke forlange at min mors søstre skal overtage min mors barn (altså mig) bare fordi det stak helt af for min mor da hun fik mig – og også før det.

Jeg er bare fan – KÆMPE FUCKIN GIGA FAN – af at man taler om tingene. At man siger ”Angela vi kan sq ikke være dine papforældre” – og jeg ville spørge ”Hvorfor” – og så ville de måske forklare, at de jo selv har 2 børn og har rigeligt i det – eller andre ting. Aner det ikke. Jeg synes det er så vildt, at jeg er i ”familie” med nogle som ligger SÅ langt fra hvem jeg er og hvad jeg står for lige mht. det her!

For min mors lillesøster har ALTID været klar på en snak om mig, når lokummet brændte med kærester og alt muligt andet. Og det ville hun helt sikkert også være nu, HVIS  jeg havde sådanne slags problemer som IKKE omhandler hvorfor der ikke var nogen der gjorde noget, hvorfor jeg ikke bliver inviteret osv.

Det er jeg sikker på. Jeg vil bare gerne have mere (utaknemmelige lorteunge). Og det er måske forkert.

Men det føles rigtigt for mig, at erkende det. Jeg har ikke brug for flere rescue-gerninger. Jeg er så meget i ”good standing” med mig selv at rescue´ers er gode at have, men ikke længere nødvendige. Kærlighed, omsorg og medfølelse er vigtig – hver dag – for mig. At man er der for hinanden også i de gode tider. Er det for meget at forlange? Måske. Falck ringer jo heller ikke en tirsdag for at sige hej, men de er der 100% hvis man skal have hjælp.

Jeg har i år valgt at holde jul uden familien (når jeg skriver familien er det familien på min mors side – min far har jeg holdt jul med 2 gange i mit liv). Jeg har ikke min datter i år. Jeg spiser ikke mælk, kød, æg osv. så det er ikke maden jeg skulle komme for– og jeg sidder med de her tanker om at jeg har lyst til at snakke om alle de her ting med de mennesker – og ikke kommer til det, fordi de ikke er klar (jeg har prøvet at åbne en smule for ballet, men der bliver lukket i som en østers). Julen siger mig ikke noget. Altså jeg hader den ikke, jeg elsker den ikke. Den er der bare og jeg synes lysende julepynt er superflot – men det er ligesom jeg elsker disco-lys og alt muligt andet der lyser. Hahah det har ikke noget med julen at gøre. Så hvorfor skulle jeg sidde med mennesker og snakke om ”ligegyldige” ting en aften, som jeg ikke kan se er vigtig (juleaften) for mig og spise min ”egen” mad og måske skulle DET så være samtale-emnet (det gider jeg godt nogle gange, andre gange ikke). Så vil jeg hellere vente til min datter kommer hjem fra jul med hendes far og papmor og så holde 2.juledag sammen med familien (mine mostre og fætre og deres koner og børn osv)  – og min datter. For når der er børn, så letter stemningen og mine fætre er jeg superglade for – de var jo også børn, da jeg var barn/ung.

Det er ikke faldet i ”god jord”, at jeg har valgt julen fra – det er nærmest faldet i ”ligegyldig jord”. Igen så havde jeg nok grebet knoglen eller spurgt ind til det, hvis det var mig der var den ”voksne”. For selvom jeg er voksen vil jeg ALTID være barn indeni overfor dem der var voksne, da jeg var barn. Jeg har budt op til dans igen omkring en dialog på skrift. Men der er lukket. Ignorering er nemmere end dialog, konfrontation og evt. afsked for nogle mennesker. Jeg er ikke sådan.

Mit liv – mine valg – mine prioriteringer – mine tab – mine sejre

  • Fortsættelse følger.
  • TAK FORDI DU LÆSTE MED