Når et skilsmissebarn får et skilsmissebarn

igor 2Jeg er skilsmissebarn – og har et skilsmissebarn. Gør det mig så til en bedre skilsmisseforælder eller en dårligere?

Det er svært at sige. Jeg har jo mærket på egen krop, hvordan det er at stå mellem mor og far. Mærke at det var ”forkert” at elske min far, fordi min mor ikke kunne lide ham. Mærke den underlige stemning. Ikke forstå hvorfor de ikke kunne sammen, ikke kunne forstå, når de så godt kunne sammen – i en time eller to. Jeg har aldrig boet sammen med min far – jo vist nok, da jeg var helt spæd, men han har altså ikke opdraget mig eller været en del af min hverdag.

Jeg følte dengang, at han svigtede mig – fordi det var ham, der ikke var der. Min mor svigtede mig også, fordi hun var så syg, som hun var. Vi behøver ikke dvæle i alt mit barndomslort med incest og vold og stoffer og druk og alt det pjat. Hvis du har læst nogle af mine tidligere blogs, så ved du godt, at det har været fucked up det hele. Og det er som det er.

Fakta er, at jeg skal håndtere sammen med min eks, at være skilsmisseforælder, og prøve at forhindre, at mit barn står i samme situation, som jeg gjorde.

Problemet er bare, at når man er ekser, så er der en grund til at man ikke er sammen.

Hvis man er to forholdsvise ”stærke” personligheder, så går det lidt vildt for sig på den følelsesmæssige front nogle gange. Det kan jo både være godt og skidt, men når der er et barn imellem, så er det ikke så smart, når den ene mener ”at samarbejde” og den anden opfatter det som ”modarbejde”.

Jeg tror ALLE skilsmisseforældre mener, at det er synd for deres børn, at de gerne vil gøre det BEDSTE for deres børn, at præcis DE (den ene part) gør ALT det rigtige, og at det er den ANDEN der gør det forkerte.

Nogle gange kan man jo tage sig selv i at tænke; I guder, hvorfor i alverden fik jeg dog et barn sammen med denne person, som er SÅ langt fra hvem jeg er – men det er der jo en grund til, bare kig på dit barn, så har du grunden!

Min mor og far har gjort mig til den jeg er i dag! Jeg elsker dem begge to, for at have godylt svigtet mig på en masse planer i min barndom, fordi det har gjort mig til den stærke (og svage og følsomme og skøre og sjove) person jeg er i dag.

Min far har virkelig forsøgt at gøre HANS for at råde bod. Han er som han er, og nogle gange tager jeg mig selv i at tænke ”Jamen jeg kender ham jo slet ikke” – nææh måske ikke som den far man har vokset op sammen med.

Men igen, nogle børn som er vokset op med deres far kender ham heller ikke, fordi han måske var så afstumpet at de aldrig talte sammen, eller han var ude at rejse hele tiden osv.

Så det er ikke et kriterie at man kender sine forældre, bare fordi man har boet sammen med dem. Og desværre erfarer jeg med tiden, HVOR mange forældre der holder ret meget af deres faktiske liv HEMMELIGT for deres børn. For at opdrage dem i en eller anden tro om, at mor og far SLET ik er sådan og sådan, fordi mor og far så tror, at deres unge INGEN fejl begår, fordi de leger, at DE ingen fejl har. Det skaber desværre kun børn, der er røvbange for at begå fejl og MEGA bange for at komme hjem til deres ”perfekte” forældre og fortælle om deres ”fejl”.

Min eks og jeg har ikke haft det nemt siden bruddet, da vores datter var helt lille. Det ved alle vist, som kender os. Det har gået godt i perioder og så gået mindre godt i andre perioder. Vi er helt sikkert enige om at det er den ”anden” der har flest fejl. Og vi er begge enige om, at det er synd for vores datter. Så langt så godt. Det ændrer bare ikke på, at når jeg synes noget er blåt og min eks synes det er sort, så når vi bare ikke skide langt. Og hvad gør man så?

Man husker, at forsøge at holde barnet så meget som muligt udenfor det hele. Og så er det også en god idé, synes jeg, at huske på, at jeg engang var VILDT forelsket i den her mand. Det var dengang, men det var altså nogle følelser, der var så stærke at vi valgte at få et barn sammen trods alt. Når jeg tænker på det, så husker jeg på de GODE ting, der er ved min eks. Og mit barn oplever jo for det meste KUN de gode ting ved min eks – forstå mig ret. Hun er jo IKKE i er forhold med ham, på lige vilkår som en voksen er. Hun er kød og blod og elsket af ham som hans øjesten.

Så jeg tager mig selv ud af konteksten og slipper det.

Jeg er nødt til at give slip! For uanset hvad jeg synes han er eller gør eller noget, så har JEG VALGT at præcis denne mand skulle være far til mit barn! Ingen har tvunget mig. Derfor har jeg også valgt at tro på, at han kan være en god far for mit barn, også selvom vi kan være uenige om 50% måske 70% af opdragelsen.

Så når min datter er hos sin far, så slipper jeg det helt! Jeg kan ik sidde og være bange for, at han ikke opdrager hende i min ånd. For vi er ikke sammen! Vi er ikke kærester, vi passede ikke sammen – og mit barn har ret til sin far, uanset hvad vi er enige eller uenige om. JEG HAR VALGT HAM SOM FAR TIL VORES FÆLLES BARN! … husk lige det, hver gang du bliver sur på ”den anden”!

Den værste ting, der sker med skilsmissebørn er, når de kan mærke de kan ”bruge” det her ”misforhold” mellem forældrene til deres vinding/opmærksomhed, whatever.

Jeg har taget min datter i nogle gange lige at smøre lige lovligt tykt på, når hun skulle fortælle noget, hvor hun måske vidste, at jeg misbilligede det en smule – bare for lige at se min reaktion. Heldigvis kender jeg hende så godt, at jeg godt er klar over, hvornår hun gør hvad, så den tager jeg lige i opløbet. Og hun indrømmer det blankt hver gang at ”nårh ja det var vist ik helt sådan alligevel”… og det er helt fint. Jeg bliver ikke sur på hende, for jeg ved jo godt hvad det handler om! Jeg har selv været der!

Men jeg kan ikke lade være med tænke på de skilsmisseforældre, der måske IKKE kender deres børn så godt og/eller i er dybt had/sorg/frustration over deres eks, at de ”hopper” med på det her som børnene fortæller – og at situationen så bliver opildnet til noget den ikke skulle være.

Jeg hørte engang en mor (skilsmissemor) sige noget som hendes barn havde sagt om sin far ”og børn lyver altså ikke” – jeg tænkte bare; WUAT? Børn lyver da på fuld skrue, om alt muligt mærkeligt! De ved jo ikke bedre- og de ved SLET IKKE bedre, hvis deres forældre ikke er gode til at guide dem i det her med sandhed og konsekvensen af en eventuel lille løgn om deres mor/far, for at få opmærksomhed eller en symbioselignende tilstand sammen med den ene forælder i det sekund, de fortæller den lille hvide løgn.

Jeg fortalte OFTE min mor, det hun gerne ville høre om min far. Jeg anede ikke en skid om min far! Jeg så ham 1 gang om måneden oppe hos min farmor og farfar, så jeg kendte ham ikke – men alligevel sagde jeg fx ting som ”Mor jeg kan virkelig godt se, hvad du mener, når du siger min far er sådan og sådan”.. og så blev min mor vildt glad, fordi hun så følte ”vi” havde et bånd ”mod” min far. Jeg fik det godt i 2 sekunder, og så fik jeg det vildt dårligt bagefter. Det var ligesom at pisse i bukserne en vinterdag. Til min far sagde jeg intet om min mor. Jeg var bange for, hvis han sagde noget videre til min mor, at min mor ville slå mig ihjel.. – og det er helt seriøst.

Min barndom har selvfølgelig været ret grel ift. andre skilsmissebørns… og dog. Det psykiske spil mellem 2 voksne der ikke kan enes, er lige hårdt uanset hvem barnet er. Det er altid barnet, der er taberen.

Vær sød at huske, at DU valgte din eks til at være forælder til dit barn/jeres barn.

Jeg siger ikke det er nemt – det er slet ikke nemt, for du ”hænger” på et menneske, du helst så på Lars tyndskids marker, resten af dit liv, hvis du altså ønsker at have et godt forhold til dit barn.

Men prøv! Vi har alle fejl og vi er alle åndssvage når det kommer til følelser, både de euforiske og de knap så flatterende.

Tak fordi du læste med.

 

(Billedet er af Igor Morski – jeg græd første gang jeg så det! Det fortæller alt om hvordan et barn har det som skilsmissebarn).