Livet er kun til låns

På søndag fylder jeg 35 år. Ikke at det er specielt skelsættende, men det var det så alligevel!

Jeg har igen erfaret at mennesker i ens liv KUN er til låns. At alt kan blive taget fra en – eller at man selv kan være med at ødelægge ens egen lykke. Ens drømme kan blive smidt ud i skraldespanden på et enkelt minut. En enkelt episode kan ændre ens liv for altid.

Da jeg var med i et biluheld vidste jeg ikke mit liv skulle ændre sig. At jeg skulle have nerveskader, ondt i nakken konstant og hele tiden, smerter i lænden og være på ekstremt stærke smertestillende for at få en hverdag til at fungere. – den havde jeg ikke set komme!

Jeg vidste ikke, at min træning fra den dag af IGEN ville blive min redning, men også blive temmelig meget anderledes, fordi der pludselig er så mange hensyn der skal tages pga. smerter og skader.

Da jeg satte mig op på cyklen for 9 år siden og ville cykle hjem fra arbejde efter en lang dag, vidste jeg heller ikke, at mit liv ville ændre sig. Jeg blev braget ned af en cyklist som kørte overfor rødt og fik smadret mit ene knæ fuldkommen, da jeg i styrtet ramte en af de der jernplader, der ligger på vejen ved vejarbejde. Hjørnet af sådan en flænsede mit knæ op, så man kunne se lige ind til alle herlighederne.

Fra den dag af var det slut med mine squats, min famøse dødløft og tung bentræning. – den havde jeg heller ikke set komme.

Når man møder en mand(kvinde for mændenes vedkommende) i sit liv – tror man til tider, at det er ham man skal være sammen med for altid. I nogle af mine forhold har jeg været ret sikker på, at det her IKKE var 4 life, men omstændighederne har gjort, at jeg blev alligevel. Tryghed, vaskemaskine, hygge-filmaftner, en sød svigerfamilie eller hans søde venner – eller at han måske var sjov eller lign. Der kan være mange grunde til, at man bliver sammen med en kæreste, selvom man godt ved, at det altså ikke er forever!

Man drømmer og man ønsker – nogle gange ved man, at det bare er drømme – andre gange så håber man virkelig ind i hjertet at drømmene går i opfyldelse.

Men det kræver altså bare, at man virkelig arbejder på de drømme. Sammen! Selvfølgelig! Men også inde i en selv. Når ens ego dukker op, som står i vejen for de her drømme, så skal man virkelig hanke op i sig selv og spørge ”Hvor meget gør jeg LIGE nu for det her samarbejde og de her drømme? Nu når jeg står og brokker mig over, at han ikke er hjemme til aftensmad” – men hvor ofte når man at hanke op i sig selv?

Hvor ofte kører man ikke bare videre på sin uretfærdighedspilot, om hvad JEG gør og hvor god JEG er – og hvor LIDT den anden gør? Den har vi vist prøvet alle sammen – i alle forhold. Om det gør sig gældende som ven, veninde eller i et parforhold.

Man ønsker måske, at man ALTID skal være sammen eller altid skal være venner osv. Men folk i ens liv er KUN TIL LÅNS! Omstændighederne omkring os kan gøre at alt kan vendes op og ned på et splitsekund. Man kan derfor sidde og ærgre sig, når man har mistet, om hvorfor man ikke bare lige kunne have gjort sådan og sådan – eller hvorfor man ikke havde taget afsted lidt før, så man ikke var blevet ramt af den her bil, eller droppet smøgerne noget før, så man ikke var ved at dø af lungekræft, eller hvorfor man ikke bare havde spist sundere, så man ikke var blevet så tyk!

Jeg er fortaler for, at man tager 100% ansvar for sin egen lykke! Nogle gange kan det bare være pissesvært, fordi ens ego-pilot står og skriger en ind i hovedet, at det her er også bare uretfærdigt.

Ja livet er sq uretfærdigt. Hvorfor blev jeg ramt af bilen el cyklisten, hvorfor var min mor psykisk syg, hvorfor skred min far fra mig, da jeg var lille, hvorfor gik det ikke med mit barns far og jeg, hvorfor blev jeg ikke født ind i en rig familie? Bla bla bla. Man kan altid fokusere på det negative og føle sig SNYDT! Men livet er hvad du gør det til! Intet mindre!

Jeg har nu igen tiltrukket min frygt for at blive forladt (til grin – ja jeg har skrevet om det før – det emne) – og den er gået i opfyldelse. Fordi jeg IGEN i min underbevidsthed fokuserede mere på min frygt end på de drømme jeg egentlig hellere ville have gik i opfyldelse.

Men min uretfærdighedsego-pilot gjorde, at jeg lod frygten (det gamle lort) tage over MERE end drømmene. Så mit arbejde på drømmene med den kæreste jeg havde, de stod svagere end min frygt. Selvom jeg ikke ville erkende at det var sådan, så var det altså sådan.

Derfor tiltrak jeg også det at blive forladt! Ikke bevidst! Bestemt ikke. Det var jo ikke det, jeg ØNSKEDE mig i mit bevidste sind, men min underbevidsthed tog over meget mere end den skulle. Så det jeg ”sendte ud” 60% af tiden var frygten for at blive forladt og måske 40% af tiden var det, at vi skulle blive sammen og have en fremtid sammen.

Det er faktisk ganske forfærdeligt, fordi jeg jo allerhelst ville have det var 100% på det positive.

Men jeg er endnu ikke blevet dygtig nok til at kode mig selv til at være ovre i ”Angela 35 år” og ikke ”Angela 5 år” der bliver forladt af sin far. For det er det der sker indeni med frygten. Ikke en skid andet.

Jeg har igen erfaret at mennesker er til låns!

Intet varer for evigt – heller ikke livet. Og hvor er det dog sørgeligt at gå og bruge tid på PETITESSER ! Og alligevel gør vi det.

Vi mærker for alvor livet, når en af vores nærmeste forlader os, vælger os fra eller bliver meget syge eller dør!

Så er det som om vi får et klask med livets karklud – og vågner op! Lige indtil hverdagen tager over igen, så glemmer vi igen at være taknemmelige over de mennesker vi har omkring os – og så starter vi forfra med små ligegyldige diskussioner om vores ego-uretfærdighedsfølelse.

Jeg føler endnu engang, at jeg skal LÆRE noget at denne oplevelse, denne karklud jeg nu har fået i hovedet.

Jeg troede ikke, jeg ville blive mere end 30 år, da jeg var yngre. Jeg var helt sikker på, at jeg ville dø inden! Den tanke har altid siddet i mit hoved.

Jeg synes livet var SÅ hårdt, da jeg var yngre med en meget psykisk syg mor, spiseforstyrrelser (den ene efter den anden), cutting (det startede ret tidligt i mit liv – og det havde slet ikke et navn dengang), kærester der var utro, veninder der backstappede mig – ingen voksne at læne sig op af.

Så hvorfor leve mere end 30 år? Der måtte være nogen der kunne befri mig fra dette levende helvede som jeg følte livet var! Sådan havde jeg det virkelig.

Og nu sidder jeg her i dag – og fylder 35 år på søndag! 5 år ”over tid” – og har den skønneste unge i verden og de dejligste venner og veninder og familie omkring mig.
Dem er jeg taknemmelige for ! – og det skal jeg også huske, når jeg IKKE har livets våde karklud lige i hovedet, som den er nu efter at være blevet forladt og føle sig tom indeni osv.

Livet er kun til låns! Få det bedste ud af det, mens du er her!

Hav en fantastisk solskinsdag!