”Jeg kan godt forstå, du har det svært med julen”

face…. Hm…. Hvorfor er det at det så svært at formidle sit budskab nogle gange? Er det fordi folk godt kan lide at projicere deres egne følelser over på andre? Eller fordi det er svært at forstå hvad jeg siger? Selvom jeg faktisk siger det på dansk….Er det fordi at man SKAL føle noget, som er det normen føler?

Jeg ved det faktisk ikke.

Når jeg siger eller skriver, at jeg er ligeglad med julen. Jeg hverken hader den eller elsker den. Den er der bare… så er det som om, at folk ikke helt tror på det. Jeg får at vide, det må være pga min opvækst, at jeg så har et dårligt forhold til julen og derfor flygter. Eller at jeg er blevet følelseskold omkring det pga min barndom. Eller det er fordi jeg ikke har en familie som vil mig. Eller alt muligt. Det er som om det ikke er ”OK” at være ligeglad med julen uden at den SKAL tillægges nogle følelser, som andre mener, at jeg har. Jeg har det ikke ”svært” med julen. Ikke mere. Jeg har det heller ikke ”dårligt” med julen. Julen er menneskabt og ikke af mig… den er der bare.

Men hvorfor er jeg ”ligeglad” med julen?

Jeg har i MANGE år tillagt julen en masse ting. Da jeg var barn tillagde jeg den en masse, fordi min MOR tillagde den en masse. Hun var død ulykkelig og snakkede hele tiden om det var så forfærdeligt, at hun ikke havde en mand – og hvor dum min far var, og hvor lidt hun kunne sammen med sin familie (hun følte sig klogere og højt hævet over andre mennesker, også hendes egen familie), og hvor ENSOM hun følte sig sammen med mig. Så det at min mor gjorde julen til noget sørgeligt og sad og græd og drak sig stiv og røg sig skæv gjorde jo at den ”højtid” blev temmelig kikset for mig. Når vi var sammen med hendes familie til jul – så var det forbundet med sjove oplevelser med min jævnaldrene fætter, men også en KÆMPE frygt for, hvornår min mor blev fuld og sagde upassende ting i familiens skød, som betød at de alle sammen blev uvenner. Eller nærmere at min mor blev uvenner med de andre i familien. For ja, hvad gør børn – de er jo nødt til at følge med deres forældre/forælder, selvom guderne skal vide, at jeg 100 gange har ønsket, at hun IKKE var min mor, når vi stod i de her situationer.

Nytår var det samme. Der sad vi fanme tit alene – så det blev også noget værre lort. MEN NORMEN SIGER IKKE, at nytår er lisså familiepræget og ”tvungent” hyggeligt, som jul er. Derfor er folk også ligeglade, når jeg siger at NYTÅR er ligegyldigt for mig. Vigtig pointe!

For normen siger, at familien skal samles til jul, men ikke til nytår. Så hvis normen sagde, at det var til nytår familien blev samlet og ikke til jul, så havde det været nytår der havde været ”underligt” at være ligeglad med – er du med?

Da jeg så løb hjemmefra – så var jeg bange for, hvor jeg så skulle holde jul. Blev jeg inviteret til der, hvor jeg plejede at holde med min mor? Hvordan var julen så? Hvordan skulle jeg agere som barn af hende den skøre(min mor), når den ”skøre” ikke var med? Skulle jeg være ”voksen” eller var jeg stadig ”barn” i den familie? Skulle jeg til at holde jul med min far? Skulle jeg holde jul med mine venner? Skulle jeg overhoved holde jul? Troede jeg egentlig på Gud og Jesus? Hvorfor holder vi overhoved jul? Skulle jeg give gaver til de voksne?

Der tårnede sig spørgsmål op inde i mit hoved. Jeg ville gerne gøre alle tilfredse (som julen desværre rigtig ofte ender med at være for de fleste. NU SKAL VI HYGGE OS! – SKAL! – og hvis vi ikke hygger os, så har det været en fadæse!) – og jeg endte med at gøre ingen tilfredse, slet ikke mig selv. Jeg var nervøs og ked af det og ville slet ikke være nogen steder. Ville allerhelst i byen (jeg elsker altså at gå i byen og har altid gjort det! Det er altså lidt vildt!). Jeg havde en jul sammen med en kæreste, da jeg var ret ung, og nogle venner og det var herre sjovt. Vi troede, der var åbent på et pizzaria eller noget, men det var der ikke, så vi endte vist med at spise noget brød af en art og skred i byen senere.

Total befriende – og hvorfor jeg ikke blev ved med den tradition, det ved jeg sq ikke. For det er nok den eneste jul, hvor jeg SLET intet press følte.

Jeg hader tvangsgaver. Jeg forstår ikke – og jeg kommer aldrig til at forstå – det der gaveveksling. ”Hvor meget køber vi for?” – og ”Hvad ønsker du dig?” – arj stop nu! Så kan jeg jo lisså godt selv gå ud og købe det. Jeg er fan af, at man i stedet for får gaver og giver gaver, når man falder over noget sådan all year round. Når jeg ser noget i en butik til mit barn, så køber jeg det og giver hende det – samme dag, eller når hun kommer hjem fra sin far- uanset hvad det koster. Sådan er jeg bare. Jeg giver, når jeg har lyst og der er råd – og når der ikke er, så er det sådan.

Dvs. jeg har flere gange i den familie jeg har holdt jul hos i mine voksne (min mors familie – uden min mor) prøvet at tvinge igennem, at jeg INGEN gaver gider have eller give. Jeg vil hellere betale til maden fx, for det synes jeg kun er fair. Der er kommet mange løsninger ud af det her, så har vi skulle kun give til EN voksen eller for et beløb osv. Jeg har ingen glæde fundet ved det. Fordi jeg følte det var af pligt og ikke af lyst at jeg skulle lave gaveudveksling. Jeg kommer aldrig til at være fan af den her sætning ”jamen sådan plejer vi at gøre” når jeg spørger om noget. FORKLAR MIG HVORFOR DU SYNES DET ER VIGTIGT, AT VI BLIVER VED MED AT GØRE DET HER (i min verden) TOTAL HOVEDLØSE TRADITIONSBUNDE PIS.

Det sjove er jo også at konstellationen OFTE (slet ikke altid) i en familie er lidt atypisk. Man ses måske ikke så tit, men til jul SKAL man HYGGE SIG sammen med mennesker man sjældent ser og måske ikke har det vilde til fælles med. Der kan være en masse usagte ting gennem tiden – og de kan mærkes blandt de samlede familiemedlemmer – og nogle begynder endda at ævle om det, når de har fået snaps. Gaverne er ”forkerte” fordi man enten bliver skuffet eller der er købt for et mindre beløb end det man selv gav for eller man aftalte. Folks forventninger er vidt forskellige, fordi værterne eller overhovederne af familien har bestemt dagsordenen, fordi det ”plejer” de, men nye mennesker kommer til, børn kommer til, nogle vil gerne gøre det anderledes og ingen tør tage det op, fordi tænk hvis nogle blev sure. SHIIIIIT MAND!

Dermed ikke sagt, at det ikke bliver en rigtig hyggelig jul for de fleste – og det har det bestemt også været for mig rigtig mange gange, men jeg har ikke sådan glædet glædet mig til den og tænkt YES! Jeg har hellere ville hygge mig med nogle af dem fra familien sådan lidt væk fra de andre. Hvis jeg har haft en kæreste, har jeg bare glædet mig til at komme hjem i hans arme igen – trygt og rart – og væk fra alt det der juleræs, som jeg ikke gad, helt ægte.

Så hvorfor SKAL man holde jul, hvis man er ligeglad? Er det for at please de andre i familien? Er det fordi ”sådan gør man”? Er det fordi at ”man nogle gange er nødt til at gøre noget, som man ikke helt ægte har lyst til” ?

Hvorfor?

Jeg har i år taget en beslutning om at holde den 24. december på en måde, som jeg har lyst til og gider. Helt ind i maven! Det handler ikke om, at jeg gerne vil vælge nogen fra. Men om at jeg vil vælge MIG -og det jeg har lyst til til! – og det sårer jo heldigvis ikke nogen.

Jeg har intet forhold til julemænd, nisser, Gud eller Jesus. For første gang nogensinde mærker jeg efter HELT ind maven, hvad jeg føler omkring JUL!- og handler på det. Jeg er helt rolig omkring det. Ligeglad kan lyde koldt og afstandtagende, og det er ikke sådan jeg føler det inden i. Jeg er bare rolig omkring min beslutning. Jeg siger bare nej tak til normen. Det er ikke første gang jeg har gjort det – og nok heller ikke sidste.

Hvis der var et Angela-Land så ville man ikke fejre jul, men derimod ville man holde en KÆMPE sommerfest med fest og farver for børn og voksne hver den 1. i måneden (solen ville nemlig altid skinne!) – og man ville give gaver, når man havde lyst og ikke af pligt – og man ville være glad for hver dag man slog øjnene op og man ville vælge mennesker der gav en positiv energi hver dag. Nisser og julemænd ville være erstattet af lyserøde trolde med bling bling øreringe, som kunne danse. Jeg er til lys, sommer, sol og festlige begivenheder, hvor dem der samles er nogle der REELT ønsker at sidde i samme stue – OGSÅ PÅ EN TIRSDAG AFTEN – og ikke bare fordi det er jul – og det gør ”man”. Og hvor findes Angela-land? Det findes jo sørme INDE i mig, derfor vælger jeg som jeg gør i år.

Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg hellere ville sidde alene den 24. december og læse en bog end jeg vil holde jul. Fordi jeg står op for det, jeg tror på! Og jeg tror på mig selv – og ikke på julemanden eller Jesus (for så gider jeg godt møde ham, så jeg kan få lavet det der vand om til vin!).

Min datter har heldigvis en skøn far  og papmor, som godt kan lide at holde jul på den traditionsagtige måde. Det kan altså ikke blive meget bedre. <3

Tak fordi der er så mange forskellige slags mennesker i det her lille land, som gør hvad de føler for og tror på. Tak fordi at du ikke er som jeg – for det er præcis det, der gør os unikke. Jeg elsker, når folk elsker noget. Så jeg synes, det er fantastisk, når jeg møder mennesker der er passionerede omkring jul og julehygge eller biler eller motorcykler eller strikning. Ganske ligesom jeg er passioneret omkring min træning og at hjælpe andre med at få et mere positivt livssyn.

Tak fordi du læste med.

Og Glædelig December 2015