Har du et barn? Og er du ”skilt”?

Så er det måske en idé at læse med her.

Jeg er selv skilsmissebarn (selvom mine forældre aldrig var gift, så kalder jeg det lige det alligevel for at forenkle tingene).

Min mor – og min far – sagde altid ”DIN mor siger” eller ”DIN far er….” eller ”Nu skal du hjem til DIN far”. Ordene var sagt helt stille og roligt og oftest ikke surt, men det var som om det der DIN rungede højere end noget andet.

Det kan lyde MEGET uskyldigt – og måske har hverken min mor eller min far skænket det en tanke, men da de ikke var særlig gode venner (de var jo skilt-ish) så følte jeg en skyld, hver gang min mor eller far sagde DIN! Det var som om, der var noget forkert ved det – og MIN skyld det hele. ”DIN FAR” – ja min far som du ikke kan lide, mor. Eller ”DIN MOR” – ja som du ikke kan lide, far.

Selvom at min mor og far nogle gange kunne snakke sammen, så frygtede jeg jo nærmest for næste gang, der var dårlig stemning mellem dem. For så var det MIN far (min skyld) eller MIN mor (min skyld) igen – på den dårlige måde.

Da jeg var barn, vidste jeg ikke noget om psykologi. Og selvom jeg begyndte at læse psykologi-bøger, da jeg var 10 år, stod der altså ikke rigtig noget om det her. Jo skyld og børn påtager sig skylden og alt det, men ikke det med DIN far/mor og følelserne omkring det.

Jeg lod mærke til, når jeg var hos mine veninder, som havde forældre der var sammen, så sagde moren eller faren (mest moren, de snakker jo mest) oftest, det må du spørge DIN far om, når det var noget hun ikke kunne/gad tage stilling til ELLER hvis hun var irriteret på ham. Så sagde hun ”Ja din far er også….bla bla bla”…. Det bed jeg mærke i.

Da jeg blev ældre og begyndte til psykolog (en af mange) fortalte jeg om det er issue, jeg havde haft i min barndom om ”DIN” fænomenet. Hun var overbevist om, at det bare var mig, der havde taget for meget ind, fordi min barndom var ovre i det ekstreme omkring skyld og horrible oplevelser, som ingen børn er tjent med.

Jeg købte den ikke.

Jeg spurgte de psykologer, jeg mødte på min vej (ja der var altså nogle stykker) om det er her fænomen, men ingen af dem syntes, det var værd at tage op. Men det følte jeg altså.

Da jeg så stødte på den psykolog, som hjalp mig allermest videre i mit liv, sagde han, at det var FULDKOMMEN RIGTIGT det jeg havde følt og tænkt. Det mest korrekte man kan gøre overfor et barn er, at sige ”du skal hjem til mor” – eller ”spørg mor” eller ”hjemme hos far skal du lige huske at skifte sokker”.

Det kan lyde en anelse ”pattet” at tale sådan, men ved at tale sådan om barnets anden forælder skilt eller ej, så er barnet fri for at tage stilling til hvilket toneleje ordet ”far” eller ”mor” bliver sagt i. Man siger heller ikke DIN JAN, hvis nu man skal snakke om barnets kammerat fx. Så siger man bare ”Sig til Jan, at I skal gå direkte hjem fra skole”.

Så man aflaster altså barnet fra diverse underlige følelser, der kan være involverede i ordet DIN! Barnet derimod må gerne sige MIN mor eller MIN far, for det er jo for det meste positivt, når barnet omtaler noget som hans eller hendes.

Jeg blev glad, da min daværende psykolog sagde de her ting, og han viste mig også et print fra en artikel, skrevet på engelsk, om fænomenet. Tak for det.

Så kommer det morsomme. Min datters far og jeg har altid sagt ”Du skal hjem til far” eller ”Du skal over til mor den dag”. Og ja vi er ”skilt” og ja vi har helt sikkert haft vores uoverensstemmelser – det har man jo som ”skilt”. Vi har aldrig talt om det her, det har bare været naturligt for os begge at sige sådan (for mig har det jo været helt bevidst). De få kærester, som jeg har haft efter min datters far har heldigvis helt automatisk sagt:  ”Hvad har I lavet hos far i weekenden?” når de har talt til min datter. Heller ikke noget vi har talt om (det har jo ikke været nødvendigt i og med det lå naturligt for dem at sige sådan også).

I går sagde min datter så (hun er 7år) ”Det er så rart at dig og far aldrig siger DIN far eller DIN mor til mig, det gør XXXX (en pige fra skolen, hvis forældre er skilt) og de lyder så sure, når de siger det”

Det kom ud af det blå. Jeg har aldrig talt med min datter om det her – og heller ikke med mine veninder, når hun har været i nærheden.

Det synes, jeg var lidt pudsigt. Og MEGET sigende.

Derfor vil jeg egentlig godt give det videre. Om I kan bruge det eller ej, ja det må I selvfølgelig selv om. Men det er måske en tanke værd.

Tak fordi du læste med og rigtig god weekend.