Glædelig MORS DAG

Utroligt hvad mærkedage kan gøre ved mennesker. Andre mennesker har bestemt en mærkedag, som jul, og mors dag og bla bla bla – og disse KAN skabe glæde eller savn og sorg.

Jeg elsker Valentines Day fx – når jeg har en kæreste elsker jeg den endnu højere, men hvis min kæreste IKKE gider gå op i den dag (for min skyld), så sys jeg at Valentines er noget l-o-r-t. For jeg bliver mindet om, at min kæreste sys, den er noget bras, eller at han ikke gider gå op i den for min skyld – agtigt.

Mors dag har altid været en kende ambivalent for mig. Min mor var ”det eneste” jeg havde som barn. Jeg havde et meget symbiotisk sygt forhold til hende, fordi hun var meget psykisk syg – og fik bildt mig ind, at hun var min eneste levetråd til resten af verden. Der kom en masse skyld, afhængighed og ansvarsfølelse indover. Når man har en forælder – mor som far – som ikke altid er i stand til at tage vare på sig selv, så bliver man enorm ansvarsfuld som barn over for denne her forælder.

Mærkedage var generelt noget rigtig skidt hjemme hos os. Fødselsdage der endte i drama, vold og forfærdelige episoder. Juleaftener som var ensomme – eller fyldt med skænderier og diskussioner. Konfirmationer hvor min mor blev for fuld og pinlig. Mærkedage blev altid noget skidt! Uden undtagelse. Jeg kan ikke erindre EN eneste mærkedag som barn, hvor det ikke har været forbundet med noget negativt! Så Mors dag – endnu en mærkedag, hvor JEG skulle hylde den person i verden, som var min eneste livline til omverdenen (troede jeg dengang) men som fyldte mig med så ubeskriveligt meget had hver evig eneste dag.

Det var nu noget ambivalent. Men midt i al kaos så søger mennesker ofte en form for normalitet og stabilitet. Så jeg lavede troligt mors dag gave til min mor. Og gav hende den med en dårlig smag i munden hver gang. For det var ikke med et rent hjerte. Det var en form for pligt og håb om bare lidt normalitet.
Min mor var det, som man i dag vil kalde særlig sensitiv.

Hun har oplevet nogle ting som barn, som har gjort hende til det hun var for mig. Jeg undskylder ikke hendes enormt syge opførsel over for mig, men jeg ved der er en forklaring til, at hun på ingen måde havde mulighed for at gøre det bedre. Fordi hun ikke forholdte sig til realiteterne i sin barndom, men gled henover dem og skød med skarpt på alle andre end dem der egentlig havde forvoldt hende allermest smerte og svigt (hendes far og mor). Hun havde fået mig, og gjorde mig til hendes syndebuk –  det var også nemmere for hende at forholde sig til, fordi jeg jo var barn og forsvarsløs (indtil en vis alder skal det lige siges).

Vrede avler vrede. Sådan er det. Kærlighed avler kærlighed. For at vende vrede til kærlighed og omsorg (for sig selv og andre) kræver det selvindsigt og en ENORM vilje til at ændre det.

Tilbage til den her særlig sensitive mor og hendes datters (mig) mors dag gave. Min mor kunne MÆRKE, at jeg ikke gav den her gave af et ”rent hjerte” (I ved hvad jeg mener). Så min gave blev jeg aldrig modtaget med kyshånd. Og jeg havde da ofte lagt tid og kræfter i (selvom børn laver grimme ting, så har de ofte brugt tid på dem – haha) og gjort mig umage. Men min mor sagde, at jeg havde en dårlig aura og min udstråling ikke var i Guds ånd omkring gaven.

En af gangene brændte hun en lille hjemmelavet tegneserie, jeg havde lavet, og en anden gang klippede hun blomsterne i stykker, som jeg havde været ude og plukke. Jeg kan sagtens komme med flere eksempler, men jeg tænker I forstår pointen.
Jeg har kun sagt til min mor, at jeg elskede hende, når hun ikke kunne vågne fra en rus. Grædende og håbefuld. Ellers sagde jeg det ikke. For jeg mente det ikke. Men til den her MORS dag gave, så skrev jeg altid et lille kort eller seddel om ”Jeg elsker dig mor”. Bare når jeg sidder her og skriver det NU, kan jeg mærke den der dårlige smag i munden, som jeg fik dengang. Jeg mente det jo ikke.

Eller gjorde jeg? Har man en selvskrevet kærlighed over for sine forældre, fordi de jo ER ens forældre eller kan de svigte og gøre så grufulde ting at kærligheden forsvinder?

Da jeg så smuttede hjemmefra som teenager, var der jo STADIG mærkedage – og MORS dag fandtes jo stadig. Jeg blev irriteret, når alle skulle give blomster til deres mor. Følte mig snydt. Hvorfor havde jeg ikke en normal mor, som jeg kunne sende blomster og besøge? Tarveligt. Angies Misery. Jeg har ondt af mig selv, jeg savner, jeg vil ha min moar! I kan godt høre det ik? Jeg kørte det helt op!

Min forestilling, om den mor jeg gerne ville have, var jo bare en drøm. Hun fandtes jo ikke. Og jeg havde endda selv valgt hende fra ved at løbe hjemmefra.

Med tiden lærte jeg at være glad på andres vegne, fordi de var så heldige at have en sød og dejlig mor. Og når jeg har haft en svigermor, som jeg har klinget godt med, så har jeg givet dem mors dags blomster. Det har altid faldet i god jord.

Da jeg så fik min egen lille pige, gik det jo for alvor op for mig, hvor meget jeg savnede en mor. Og hvor meget mor jeg vil være for min datter resten af hendes liv. Hendes far og jeg gik fra hinanden, da vores datter var spæd. Siden da har jeg haft EN kæreste som gav mig mors dag blomster på ”vegne” af Nana. Dengang jeg fik dem, var hun ret så lille, så det var jo min daværendes kæreste betænksomhed, der vakte glæde. Men jeg blev rigtig glad!

Det sjove er, at min datter siden da har været hos sin far på alle mors dag – dage. Og vi har ikke det der forhold, hvor man giver hinanden gaver fra barnet – hvilket jo er helt fint. Det er jo sådan vi kører det. Men i dag går det igen op for mig, hvor meget mærkedage KAN betyde noget skidt eller godt, hvis MAN SELV tillægger det de følelser.

Jeg så i morges på Facebook at mødre bliver hyldet og takket – og jeg blev varm om hjertet og tænkte ”Hvor er det FUCKIN FEDT, at der er så mange mødre derude, der har gjort (og gør) et fantastisk stykke arbejde – og som bliver hyldet af deres børn, fordi der er så meget kærlighed imellem dem”

Jeg havde ikke EN dårlig tanke – ikke en ”jeg føler mig snydt” – ikke en ”arj hvorfor får jeg ikke noget i dag”.

Jeg kan hvert år, hver uge, hver dag mærke hvordan livet haler ind på mig med glæde, lærdom og taknemmelighed for hvad man har – og ikke misery over, hvad man IKKE har!

Tak til min mor for at lære mig betydningen af at være den bedste MOR for MIT barn! Det er ikke sikkert jeg havde lært at blive en så god mor, som jeg nu kan være, hvis jeg ikke havde min mor at ”tage ved lære af”. Lidt hård lesson learned, men livet er hvad du gør det til.

Glædelig mors dag til alle mødre, svigermødre, farmødre og mormødre.