Du kan ikke give, hvad du ikke har..

you-cant-give-what-you-dont-have

Hvor meget mening giver den sætning dig?

Du kan ikke give mig 1000kr, hvis du ikke har 1000kr

Logisk!

De fleste mener dog, at de godt kan elske og give kærlighed ud til andre selvom de ikke elsker sig selv.

Min personlige holdning er:

Hvis du ikke elsker dig selv og det liv du har, så får du svært ved at elske og dele andres glæde 100%.

På en eller anden måde vil du SØGE kærligheden, anerkendelsen, accepten og bekræftelsen i ANDRE, fordi du ikke har den indeni.

Jeg har selv været der.

Jeg har sagt til kærester gennem tiden at jeg elskede dem, mens jeg hadede mig selv, mit liv, min krop og alt muligt andet. Jeg ville SÅ gerne have at de sagde til mig, at de elskede mig. For hvis de sagde det, så var der da nogen der gjorde det.. elskede mig altså.

Når jeg lagde alt min lid til at DE (andre) skulle elske mig, hvad så hvis de lige pludselig IKKE elskede mig? Så stod jeg der og gloede igen.. uelsket. Alene. Nårh – det var da også synd for mig.

Det var det!

Det er også synd for alle de forældre der lægger ALT deres kærlighed over i deres børn og forventer at få det samme retur. Men når ungerne så flytter hjemmefra og ikke bruger alt deres vågne tid på at ringe hej til deres forældre, så bliver forældrene KEDE af det. Hvorfor? Fordi (i min optik) forældrene ikke har forstået at børn er til LÅNS! – og at kærlighed er noget man giver UDEN at forvente at få en skid retur.

Som i aldrig.

Et er at forvente at folk opfører sig ordentligt overfor en. Men igen, det kan man ikke engang forvente, for hvis man forventer det, så risikerer man at blive skuffet over folk.

Hvis jeg elsker mig selv 100%  og elsker det liv jeg har 100% – eller i det mindste er 100% bevidst om at jeg er præcis der hvor jeg er, fordi jeg har prioriteret de ting jeg har i mit liv, så er det tingene begynder at give mening for mig.

Så er det, at jeg kan begynde at handle på de ting, jeg ikke er tilfreds med og fjerne mig fra de mennesker og ting og situationer, som ikke gavner mig.

Jeg kan også være taknemmelig over de ting, som jeg har i mit liv. Og give videre af det, jeg har indeni. Nemlig kærlighed, forståelse, empati og glæde.

Jeg har desværre lært af min mor. Også min far faktisk. At jeg ikke var værd at elske. At jeg var uønsket, at jeg var et dårligt menneske, at jeg så forkert ud og at jeg havde for mange fejl.

Jeg hørte også min mor brokke sig helt vildt over sit liv. Og stille sig fuldkommen uforstående overfor, at hun var der i sit liv, hvor hun var. Hvorfor hun havde et barn. Hvorfor hun ingen mand havde. Hvorfor hun skulle drikke bla bla bla. Samtidig med hun prædikede for mig, at jeg skulle tage ansvar for mit eget liv og mine handlinger..  (jeg var altså et barn). Hun var så modsatrettet så man tror det er løgn! Hun talte ret grimt om sig selv nogle gange – og andre gange roste hun sig selv. Pænt freak-o.

Ikke desto mindre har jeg set BEGGE sider af en ”mor”. Måske har det gjort mig til den jeg er i dag.

Mit selvhad og destruktive sind ændrede sig radikalt, da jeg havde en kæreste, som opførte sig som en kælling. Dem har jeg haft et par stykker af, men altså ham her, han brokkede sig KONSTANT over hvordan han så ud! Jeg blev SINDSSYG af at høre på det pis!!!!

Hvad faen brokker du dig for? Seriøst ! Hvis du føler dig for fed, hvorfor spiser du så McD? Hvis du føler dig hvid, hvorfor tager du ikke sol? Hvis du har nogle lamme venner, hvorfor bliver du så VED med at hjælpe dem? Hvis du føler du altid gør ALT for andre, og aldrig får noget igen, hvorfor gør du det så? Han gav mig SÅ mange spørgsmål inde i mit hoved – og til sidst tænkte jeg bare; Hvad faen laver jeg sammen med sådan en tøs!!!
Hver gang jeg sagde noget pænt til ham, så skulle jeg altid høre på at ”arj det mener du jo ikke” eller ”Det synes jeg ikke” eller et eller andet røvsygt. Så gider man altså ikke sige noget til sidst.

PLUS at man ganske enkelt stopper med at tænde på den person. Så kan han være NOK så lækker, men hvis han (eller hun) hele tiden står og ynker og klynker, så bliver det altså pænt fesent.

Så hvordan tror du, jeg havde det, når den her kæreste sagde til mig; Du er så lækker. Jeg elsker dig, Du er så sød. Bla bla bla..

Jeg tænkte: Hvordan kan du sige at jeg er det, når du ikke engang elsker dig selv. Du synes selv du er fed, grim og hvid, men du roser mig til skyerne. Det giver ingen mening og det virker falsk og patetisk.

Det gjorde det!

Jeg endte med at gå. Med en kæmpe selvindsigt ! og en lovning på (overfor mig selv) aldrig at skælde mig selv ud igen over ting, som jeg kan gøre noget ved – dvs alt!

Jeg kan ikke blive sur på mig selv over jeg træffer nogle stupide valg. Jeg kan KUN tage ved lære af dem. Jeg kan ikke kritisere mine deller eller appelsinhud, for så kan jeg bare lade være med at drikke rødvin og spise chips.

Jeg kan nu med hånden på hjertet sige, at jeg ELSKER mig selv… og det menneske jeg er, på godt og ondt. Jeg kan godt lide mig. Jeg vil gerne blive en endnu bedre mig! men jeg ved at den kærlighed jeg giver ud nu er REN! Jeg forventer ikke noget retur. Og hvis jeg gør og bliver skuffet og ked af at jeg ikke får det tilbage jeg havde troet, så kigger jeg på, hvad det her menneske vækker i mig af sorg eller frustration – og hvorfor jeg har valgt at lade det køre derud, hvor det er?

Var det for at blive anerkendt og accepteret af måske min ”mor” eller ”far”, som jeg lige projicerede over i det her menneske?

Sikkert.

Bekræftelse og anerkendelse skal komme indefra. For den dag ingen bekræfter mig eller anerkender mig har jeg det stadig indeni – og er dermed ikke afhængig af hvad andre synes eller mener om mig. På den måde har jeg sat mig selv fri.

Tak fordi du læste med.