Din logik er ikke min logik

Snapchat-713761205406997020… ikke nødvendigvis i hvert fald.

Med fare for at gentage mig selv fra tidligere blogs, så er jeg nødt til at skrive dette.

Min logik er fx sådan her:

Hvis du er bange for noget – face it.

Jeg har her på det seneste givet slip på nogle ting i mit liv – som ik har været super nemt, og jeg har vidst, at hvis jeg hørte et bestemt musik nummer, tog et bestemt sted hen, så ville det MINDE mig om de her ting, jeg har skulle slippe. Det ville derfor være ”farligt”, fordi jeg følelsesmæssigt kan blive mindet om, at det var svært – og jeg ville højst sandsynlig blive ked af det. De fleste ville sige ”hvorfor så gøre det” – altså hvorfor så spille det musik nummer? Hvorfor ”lide” hvis man kan lade være.

Jo det skal jeg sige jer. Fordi jeg VED (fordi jeg kender mig selv så godt) at jeg ville blive lisså ked af det, hvis jeg gemte det væk NU og om et år lige pludselig tilfældigvis hørte fx det musiknummer eller var det sted, hvor jeg blev mindet om det her, der var ”hårdt” eller ”svært”! SÅ hvis jeg ”facer” det nu – så har jeg MAGTEN over hvordan jeg vil tackle det senere, for så har jeg SELV facet det og mærket at JA for helvede, jeg blev sq ked af det – eller sur eller vred eller frustreret, men døde jeg af det? Nix! Heller ik denne gang. Hurrah for det !

Min logik er også sådan her:

Snak om tingene – uden skyld tak!

Jeg kan godt lide at snakke om tingene, det kommer vist ikke bag på nogen! Jeg kan også godt lide logik og forklaringer. Så hvis nogen er idiot overfor mig, vil jeg gerne vide grunden! Også selvom det kan betyde, at jeg får at vide, det er MIG der er galt på den. Jeg vil gerne forstå, hvorfor folk opfører sig, som de gør. At det så har betydet i rigtig mange sammenhænge, at jeg har tilgivet folk for deres stupiditet (og givet dem lidt for lang snor), fordi jeg har vidst, hvad deres baggrund er for deres handlemønstre – den må jeg jo tage på mig! Men det er ikke FARLIGT at tale om tingene! Bare man ikke starter alle sætninger med ”du gør mig ked af det når…” altså hele tiden vender sin ”snakken” til at det er den andens skyld, at du har de her følelser omkring noget. Forstå dig selv. Hvorfor bliver du sammen med et menneske, der gør dig så ked af det? Det er jo ikke hendes/hans ansvar at gøre dig glad – du havde et liv INDEN det her menneske kom ind i dit liv og du får så sandelig også et liv efter. Så hvis du flere gange har prøvet at italesætte noget overfor den her kæreste eller ven/veninde som vækker negative følelser i dig, og det ikke bliver hørt – så kom videre. Der er 1000 andre mennesker derude som helt sikkert kan gøre dig glad. Det er ikke DEN ANDENS skyld, at du vælger at bruge så meget krudt på at være ked af hans/hendes opførsel. Den person, der opfører sig dumt overfor dig, må jo have sine grunde – og det behøver du ikke være en del af.

Et andet led omkring det her med at snakke om tingene – der er min logik sådan her:

Jeg har et barn. Hun er 8.5 år nu. Jeg har altid talt meget med hende. Jeg vil gerne forklare hende ting – som det menneske hun er, men med respekt for at hun er et BARN! Da hun var lille, sagde jeg, at hendes mormor var død. Hvorfor sagde jeg det? Det var fordi JEG var så bange for, at hun ville tro, at man ”bare” kunne løbe hjemmefra (som jeg havde gjort) hvis man havde lidt problemer med sin mor(Jeg har ikke bare haft LIDT problemer med min mor, men min datter ved ik engang halvdelen af, hvad der er foregået i min barndom endnu, så hvordan skulle jeg forklare det med at løbe hjemmefra – eller ikke tale med sin mor). Tænk hvis HUN så ville løbe hjemmefra mig…  Da min datter en dag for et lille års tid siden begyndte at græde over et eller andet med død, og hun sagde ”Mor jeg er så bange for at du dør fra mig, ligesom din mor døde fra dig” – så træf jeg valget at fortælle hende, at jeg havde løjet. Og ikke mindst HVORFOR jeg havde løjet. Jeg græd, mens jeg sagde det. Fordi jeg blev så berørt af at fortælle hende, at jeg jo var bange for, at hun ville løbe hjemmefra (fra mig). Og JA JEG GRÆD overfor min datter. Jeg er slet ikke bange for at græde overfor mit barn. Det har jeg lært for mange år siden, da en klog børnepsykolog jeg dengang havde kontakt med, sagde til mig, at jeg blot skulle forsikre mit barn om, at det er ok at græde, at jeg græder fordi jeg er ked af det lige nu, men at jeg bliver glad igen om lidt. Og seføli kramme hende også, så hun ikke føler skyld eller ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv. Min datter var så glad for, at hendes mormor IKKE var død, og at hun kunne godt forstå, hvorfor jeg havde løjet overfor hende omkring det. Sidenhen har vi talt om mange ting omkring min barndom. Ikke det hele. Og som jeg altid siger til hende, når hun spørger om noget, som jeg er sikker på, hun ikke er stor nok til at vide endnu ”Det mener jeg du er for lille til at vide lige nu, men når du bliver ældre vil jeg gerne fortælle dig det.” Så sent som i denne uge sagde hun til mig ”Jeg er jo så glad for, at din mor har været sådan overfor dig, for så ved du jo lige præcis hvordan man ikke skal være overfor sit barn, og det gør dig til den bedste mor i verden” ! Det er jo ren kærlighed.

Mange tabuer, mange depressioner, mange sindslidelser og mange problemer ville gå væk, hvis vi alle turde stå lidt mere ved vores følelser, åbne lidt op for posen, være lidt mindre berøringsangste, tale pænere til hinanden og kramme hinanden noget mere.

Mennesker er ikke farlige. Følelser er ikke farlige. Det er hvordan vi HÅNDTERER vores medmennesker og vores egne følelser, der kan blive farlige i sidste ende.

Hav respekt for at vi alle har forskellig logik – og omgiv dig med mennesker, hvor din logik giver mening – i sidste ende gør det dig mindre frustreret og ked af det i hvert fald.

Tak fordi du læste med.