Det aktive valg

Alle kan tage et aktivt valg i det samfund vi lever i. Undtagen mht. sygdom eller død.

Men ellers kan vi alle helt selv vælge en masse ting. Det handler nemlig om at prioritere – hele tiden.

Når det gælder mad og træning, så har alle også et aktivt valg.

Hvis du nu har valgt denne her nye livsstil med at påbegynde træning og spise anderledes, har du truffet et valg. Du træffer dermed også et valg, når du IKKE følger de her ting, du nu har sat dig for.

Som Personlig Træner kan jeg høre, at folk jo ”gerne vil” en masse ting, men ”de kan ikke” eller ”får ikke lige gjort det”. Men så er det jo fordi, man vælger at gøre noget andet.

Prioritering er jo op til en selv, og man kan ikke klandre sofaen, familien, børnene, arbejdet eller noget andet for at tingene er, som de er.

Det kunne fx være at man har sat sig i en for dyr bolig, og derfor skal være mere på arbejdet for at tjene ekstra penge til boligen, hvilket så vil sige at man har mindre tid til træning, madlavning, børn, kæreste osv.. og sådanne eksempler kan jeg komme med til evighed. Man har jo dermed valgt/prioriteret at bo dyrt og nedprioriteret andre ting i sit liv.

Det kan lyde provokerende på mange, at jeg har den holdning – og for mig har det været svært i mange år at indse, at det er mit helt eget valg at spise de ting, jeg gjorde eller gør om man vil. Det var nemmere for mig at sige ”jamen jeg har også haft sådan en lam barndom, så det er min mors skyld, at jeg er sådan her” eller ”Jeg KAN ikke styre det mad” osv. Der er masser af ting jeg stadig skal arbejde med, hvor jeg skal lære at tage ansvar og holde den ”hos mig” men jeg er kommet i mål med maden! Som jo har været min største hurtle i så mange år af mit liv, at det er sørgeligt at tænke på nogle gange.

Selvfølgelig udspringer alle handlinger ofte af mønstre, man har lært eller tillært sig gennem livet uanset om det er bevidst eller ubevidst. MEN når man er voksen, hvilket jeg vil sige man er, når man er i 20erne.. så må man begynde at tage ansvar for de handlinger, man foretager sig. Også selvom man føler, at man ikke kan. Man kan i hvert fald PRØVE, så godt man kan! Og ikke give op første og anden gang. Tænk på et barn der skal lære at cykle – hvis ungen giver op efter 1. forsøg, vil man stå som forælder og sige ”kom nu – prøv nu en gang til” uanset hvor meget ungen skriger og hyler..eller også siger man”vi prøver igen i morgen”.. og så tager man den sure unge med ud og prøver igen, lige indtil cyklen kører og alle er glade.

Det skal du også gøre med dig selv. Du må ikke give op! Det koster energi og måske tårer og frustration, som hos barnet der ikke kan cykle. Men det skal nok lykkes!! Der er kun DIG til at hjælpe dig selv ind i bedre vaner! Du har ingen forælder, der står og siger ”Kom nu – ikke give op”.. der er kun dig!

Så når man aktivt vælger at indtage 4 stykker kage til fødselsdagen, så skal man forsøge at sige til sig selv ”Jeg tager helt og holdent ansvar for de her 4 stykker lækre kage jeg lige har indtaget”.. for så står man ved sit aktive valg – og så kan det være (det kan jeg faktisk garantere dig), at du IKKE fortsætter med at spise 7 fødselsdagsboller bagefter….. (for tanken ville normalt være efter 4 stykker kage ”så kan det også være lige meget!” – og der ville du have fortsat med de 7 fødselsdagsboller). Men fordi du tager ansvar for dit indtag af kage, så er du ”klar over” hvad der foregår. Du giver ikke op! Du stopper dig selv og siger ”Det er fint at spise kagen her, men så behøver jeg faktisk ikke bollerne”.

Det er fint at spise kage, slik, god mad osv. Men man skal bare være klar over de konsekvenser det har. Du kan i realiteten ligeså godt smøre kagen direkte på maven og lårene i stedet for at indtage den… for det sætter sig der alligevel (det er knap så lækkert, men det giver et meget godt billede).

Konsekvensen af mit forbrug af slik, oreos, sovs, kage, hvidt brød, paneret kød og andre lækkerier er, at der aldrig kommer til at ”ske noget” med min træning. Jeg kommer ikke til at opnå ”resultater” om man vil med min træning, fordi jeg ”udligner” bare. Jeg elsker at spise, og jeg elsker at træne. Jeg træner ikke, FORDI jeg spiser, som mange gør. Jeg er bare så heldig at elske træning til op over begge ører.. og altid har gjort det af den ene eller den anden grund.

Så når man nu står der og tænker ”Jeg har været nede og træne tre gange hver uge de sidste 6 uger og der sker ikke en skid”.. så tænk lige over, hvad du har indtaget.. eller IKKE indtaget.

Jeg har nemlig også kunder, der glemmer at spise, fordi de har for travlt på arbejdet, og derfor først når at spise om aftenen. Det går jo heller ikke – det er OGSÅ et aktivt valg IKKE at spise.. IKKE at  planlægge sin mad hjemmefra til en travl dag. For det tager ikke mere end et kvarter aftenen før at pakke diverse småsnacks  og madpakke og evt drikke. Det er igen et aktivt valg IKKE at gøre det – eller gøre det.

Hvis du prioriterer dig selv  – så gør det nemmere for dig selv. Tag et aktivt valg, og vær i det.

Hvis du aktivt vælger at lade være med at planlægge og pakke din mad dagen før, så ved du også at maden på arbejdet bliver som den plejer(at man tyr til hurtige og ofte usunde løsninger- eller glemmer at spise) og de resultater du ønsker at få, ja de udebliver!

Hvis man ved, at man skal på kursus i flere dage og derfor ved, at der er kagebord og kaffe og mad over det hele, så kan man aktivt vælge at pakke nogle små snacks hjemmefra, som man hiver op fra tasken, når de andre smovser kage (som de AKTIVT vælger at indtage).

Jeg er ikke fortaler for, at man skal have resultater på vægten eller centimentermålene, men mere at man har det bedre med sig selv og er blevet bevidst om de valg, man aktivt træffer(med fx maden) end inden man startede et trænings- eller vægttabsforløb. At man bliver klar over, at det er ens EGET aktive valg at spise det man gør og træne det man gør (eller ikke gør).

”Jeg får ikke lige gjort det” siger folk tit..

Men hvorfor gør du det ikke?

”Jeg får ikke lige nået det”.. eller ”Det ved jeg ikke”..

Fra i dag af kan du forsøge at prioritere lidt anderledes. Små tiltag i hverdagen er bedre end at lade stå til – medmindre du er fuldt ud tilfreds med, hvor du er i dit liv, og hvordan du har det indeni og udenpå.

Og stop så med at slå dig selv i hovedet med, at du ”ikke får gjort” det og det.. vær bevidst om, at du har VALGT at prioritere noget andet end det ”du egentlig gerne ville”.. Så kan det være, at du i morgen vælger at prioritere anderledes.

Tak fordi du læste med.

Jeg har aktivt valgt at æde en masse oreos i dag. MUMS!