At leve i 2 verdener

2 face

Jeg lever i 2 verdener – faktisk mener jeg, at jeg lever i mange forskellige verdener.

Men lad os tage de 2 helt klokkeklare og forskellige verdener.

Der er ”den raske verden” – min verden udadtil, der hvor jeg er glad og har make up på og smiler og deltager i de ting jeg kan og er ovenpå. Den verden, hvor folk forventer en del af mig, fordi det VIRKER til jeg kan ret så meget – det kan jeg også 😉  Den verden hvor jeg ELSKER at folk læner sig op ad mig og stoler på mig. Jeg ELSKER den verden!

Så er der den ”syge verden” – lad os måske hellere kalde den ”smerteverden” – det er den, hvor jeg har ondt. Den hvor jeg græder af frustration pga smerter. Den hvor jeg ikke føler mig forstået af ”systemet”, den hvor jeg føler mig set lidt skævt til, den hvor jeg ikke har makeup på og ligner lort. Den hvor min krop føles som om den hellere vil være et andet sted, end her på jorden. Og det er sq helt seriøst.

Hvordan kan JEG håndtere de 2 verdner til ug+ med kryds og slange? For det kan jeg!

Det kan fordi jeg for det første er VIRKELIG god til at sige fra. Det har jeg lært.

Jeg er VIRKELIG god til at være ego-lego, hokus pokus Foxy i fokus!

Jeg siger bare ”Nej” eller ”Det kan jeg ikke” – seføli med RIGTIG mange undskyldninger ind over, men det er stadig et nej. Jeg har forstået at prioritere og kende min krop og de mønstre der efterhånden tegner sig, når man lever med en usynlig sygdom som jeg gør efter 3 trafikuheld.

Har du prøvet at have sygt ondt i tanden, ryggen, hovedet, øret? Ja det har du sikkert. Kan nogen se det på dig (andet end du ser lidt fucked ud, måske fordi du har røde øjne og ikke fået sovet)? Nej ikke umiddelbart vel? Godt ! Sådan har jeg det HVER dag! Sådan rigtig psyko ondt et eller flere steder i min krop. Jeg dæmper det med medicin, men det er ikke altid nok. De dage siger jeg fra.  De dage burer jeg mig inde,  i min helt vildt fantastiske lejlighed, som jeg ELSKER at være i, hvilket er et en fordel, når man måske skal være derinde i flere dage uden at komme udenfor en dør.

De fleste ved ikke, at det er det, jeg gør. Hvorfor skulle de vide det? Har jeg brug for ynk? Ikke en skid. Jeg har bare brug for at være ALENE, komme derhen hvor jeg igen kan gå ud i den ”raske verden” – tilsyneladende rask, med make up på og smil og overskud, kram og glæde og forståelse for andres problemer eller liv.

Men der er også en anden helt særlig grund til, at jeg er PISSE god til at leve i de her 2 verdener. Der er en grund til, at jeg ALDRIG har taget mit arbejde med hjem – uanset hvor presserende problemstillinger jeg har siddet med. Bevares, jeg har selvfølgelig snakket om arbejdet derhjemme, især hvis chefen har været virkelig uretfærdig overfor mig agtigt. Men jeg har ikke taget ting med hjem, sådan BEKYMRET mig om dem. Jeg er også pisse god til at se ting fra begge (eller flere) vinkler i problemstillinger som parforhold, venskaber osv. fordi jeg tager følelserne ud af det. Jeg tager en ”hat” på i en hver sammenhæng. Og så tager jeg den af, når jeg går ud af den sammenhæng og en ny hat på, når jeg går ind i den næste.

Hvis du har læst mine andre blogs, så har du regnet den ud.

Når man har levet hele sin barndom i 2 verdener, så bliver man satme god til det. Det er noget, jeg har levet med og gjort altid. Hvorfor? Fordi det gør børn. De fleste gør. De beskytter deres forældre. Uanset hvor meget jeg hadede min mor, så blev jeg ked af det, når de grinede af hende nede i byen eller på skolen. Jeg blev flov. Jeg ønskede hende død og så alligevel ikke, for hvad så med mig? Hvad skulle der så blive af mig? Min mor har det med at tage 100hatte på på en gang (skizo 4real). Forskellen mellem hende og jeg er, at hun ikke er klar over, hvad faen hun foretager sig. Den slår bare klik, og så er hun pludselig Jesus – eller en der uddriver onde ånder – eller Lektor på universitetet. Hun har det godt nok vildt! Men jeg har ikke ondt af hende, ikke længere. For jeg har, efter jeg har været hjemme forbi og tilgive hende og sætte hende  fri (det er der skrevet om i en tidligere blog) set, at hun har det fint i hendes boble af ”fuckedupness”. Hun er slet ikke klar over hvor crazy hun er. For hun er skisme skør.

Jeg levede i de 2 verdener , da jeg var barn, for at beskytte min mor og mig selv. Jeg sørgede for, at jeg lavede mine lektier, og fik gode karakterer, for det første fordi jeg ellers helt 100% ville blive straffet for det af min mor, hvis jeg ikke havde styr på det, men skam også fordi ingen skulle klandre mig eller min mor for at den side ikke var i orden. Når min mor sagde, at jeg skulle sige ting oppe på kommunen så gjorde jeg det. Uden at blinke! Da jeg i statsforvaltningen som 10 årig skulle sidde med diverse ”kloge” mennesker  og fortælle dem ”helt ærligt og i trygge omgivelser” (jeg glemmer aldrig de ord fra de der menneskers mund! Kegler!) om jeg ville blive ved med at se min far eller ej, sagde jeg igen (imod alt indeni mig) det min mor bad om. Hvilket resulterede i, at jeg ikke så min far igen før jeg løb hjemmefra (fra min syge syge mor)- note til alle de mennesker der sender deres børn i statsforvaltningen!!!! Børn siger det, som den mest dominerende forælder beder om! Sådan er det bare! Jeg er ked af at sige det!

….… Jeg kan love dig for, man bliver god til at skelne, skille tingene ad, tage den rette hat på, når det passer ind.

Men er det så at lyve, når man er sådan? Er man falsk? Jeg synes ikke. Jeg gik  meget op i at ”man ikke måtte lyve” i mange mange år, fordi sådan er jeg opdraget (sjovt nok!) – selvom jeg jo løj helt sygt overfor min mor, rigtig tit, for at undgå at få slag, eller skæld ud eller prædiken i flere timer om Gud og rend mig!

Lige indtil den dag, jeg stod og løj overfor en kæreste. Om noget (et eller andet sted) ligegyldigt. Men jeg løj. Jeg indrømmede det 4 min efter, men jeg havde løjet. Det resulterede i at han skred. Det var nok det SUNDESTE klask i ansigtet jeg har fået. Det gik op for mig, at alle lyver, fra tid til anden. Og at det er okay at lyve engang imellem for vi har alle en forklaring til vores løgn. Min rummelighed blev lige 4doblet efter den oplevelse.

Er jeg falsk, når jeg kan skifte fra at være ”rask” udadtil og gå hjem og være rigtig sur og frustreret,  fordi jeg har ondt efter en fest, en komsammen, i biograftur? Var jeg falsk når jeg kunne gå i skole og dække over min mor og hendes syge sind i så mange år? Er det forkert at sidde til diverse psykologer og ”snørre dem”? I min optik var de bare ikke dygtige nok! Jeg har godt nok siddet og tænkt mange gange ”DIG! – med din fine uddannelse, kan ikke engang gennemskue mig – ha! Du er til grin!” – Behøver jeg sige, at jeg er KONGE til at gennemskue mennesker, deres løgne og deres facader? Nej vel? Takes one to know one!

Er jeg falsk når jeg kan komme sammen med en rocker og holde kæft om alt, hvad der foregår i den verden, når panserne stopper mig og fritter mig, og jeg bare sidder og stirrer tomt ud i luften? (Bare rolig det er MANGE år siden, ikke desto mindre, ville jeg gøre det i dag).

Jeg synes ikke! Jeg viser mine følelser overfor dem der står mig nærmest. De gode og de mindre gode. Men jeg har ikke lyst til at vise HELE verden hvor grim og træt og udpint jeg ser ud, når jeg har allermest ondt, jeg har ikke lyst til at snakke om at ”åh hvor har jeg ondt i dag”. Jeg gider ikke. Det er rigeligt at have ondt, hvorfor så snakke om det? Men min verden på instagram og facebook er min ”raske” verden, undtagen når jeg blogger, så får I sq det hele med. Take it or leave it. I min verden er man SVAG hvis man ikke kan holde på hemmeligheder, som man ved er vigtige for andre, man er svag når man konstant og hele tiden skal koncentrere sig om det negative og dvæle ved sygdom, terror, krig, død og ødelæggelse. Ikke at man ikke skal tage tingene seriøst, men vi har kun ET liv! Jeg bruger hver min vågne time på at tænke på de GODE ting jeg har – også når jeg har lyst til at skære diverse kropsdele af fordi mine smerter fucker med mig! Og hvis du nu skal være helt ærlig, har du så ikke selv 2 eller flere verdner du går ud og ind ad, helt bevidst, i dit liv?

Tak fordi du læste med

Kh 2faceFoxy