Det er bare en indkøbspose

netto-pose

Hm.. Jeg elsker at snakke om tingene. Det gør jeg. Om alt! At analysere, løse problemer, komme frem til ting. Men det, jeg virkelig ikke bryder mig om er at snakke om ting – negative ting, som jeg intet kan gøre ved.

Jeg har opdaget en ny side af mig selv. En side som omhandler det her med ikke at tale om tingene – om et bestemt emne! Fordi det dræner mig, fordi ingen kan gøre noget ved det, fordi jeg konstant bliver mødt med ”De må da hjælpe dig” – folks velmenende frustration på mine vegne, men som bare gør mig i endnu dårligere humør.

Når jeg bliver spurgt ”Hvordan går det?” – Hvad skal jeg så svare? Jeg har det jo godt, jeg har min elskede datter, veninder, veninder, mine nærmeste og min far i mit liv. Jeg har et sted at bo – og jeg elsker at bo, hvor jeg gør. Jeg kører i bil hver dag fra sted til sted, så jeg ikke belaster mig selv yderligere – og jeg kan træne – det jeg elsker og vægter allerhøjest i mit liv. Så på den måde har jeg det pisse godt.

Der er også bare et men – et kæmpe MEN, for jeg har virkelig ondt hver dag. Mine nætter er søvnløse, ikke pga. tankemylder eller fordi jeg er bange for at sove eller lign. Nej de er søvnløse, fordi jeg har ondt. Jeg er dybt afhængig af medicin og nogle af de mest simple ting i hverdagen straffer mig enten samme dag eller dagen efter. Når jeg prøver at ”lege normal” (jeg er sq ik normal, men I forstår, hvad jeg mener) og gør ting som man ”bør” kunne, så må jeg enten give op eller tage straffen for det de næste par dage.

Jeg har rendt til 1000vis af behandlere og undersøgelser og er blevet og bliver kastet rundt i systemet, som på INGEN måde samarbejder – det er FULDKOMMEN vanvittigt!  De fleste glor vantro på mig og siger ”at det kan de altså ikke hjælpe mig med” – eller ”det kan de altså ikke gøre noget ved”. Når man ikke SER syg ud, så bliver man heller ikke opfattet som syg. Og det gider jeg faktisk heller ikke. Det eneste problem er bare, at så skal man for(svare)-klare sig konstant og hele tiden. De fleste læger har gået mere op i mine tatoveringer på min krop end at få undersøgt mig. Det er horribelt! Jeg har siddet og udfyldt de samme spørgeskemaer gang på gang på gang – og alligevel kommet ind til en læge, som har spurgt ”Nåh hvad fejler du så” WUAT!?! Har du ik engang læst min journal og de skemaer som var SÅ vigtige at udfylde for 127. gang? Shit mand!

En anden ting jeg hader ved det her er, at gå ”før tid” fra komsammener og arrangementer. Det er simpelthen så kixet. Jeg har bare lyst til at trykke mig på navlen og så forsvinde ligesom ”Lotte der blev usynling” (børne-tv fra jeg var barn) når jeg skal gå ”før tid” fra ting. Jeg orker ikke at gå rundt og sige farvel og så siger folk ”AAAAARRRJ går du nu” – og så skal jeg forklare ”Ja jeg har lidt ondt og … ” KÆFT hvor er det bare røvsygt at gå og udstille sig selv som sådan en svagpisser! Så ofte laver jeg bare Houdini´en – dårlig stil, men ret meget nemmere. Når jeg er på så er jeg på! Jeg er glad og danser og hygger og lige pludselig BUM – så siger kroppen stop og så er det afsted. HJEM! Faktisk er det meget bedre for min krop at stå og danse end at sidde eller stå til komsammener – meeeeen det ville nok se lidt skørt ud, hvis jeg begyndte at danse til et forældremøde ovre i klassen… tænker jeg…

I forgårs var jeg så ude og handle. Der var tilbud på sådan nogle danskvandsting som min datter godt kan lide – jeg skulle også have grøntsager og kød, så det vejede lidt. Det vidste jeg godt. Jeg havde kun EN handle-pose med og købe derfor en indkøbspose ved siden af. Jeg stod og pakkede varerne ved båndet og tænkte: Du kan sagtens det her! Du er blevet stærkere til træning, bare hold fokus.

Min datter, snakkede til mig. Fokus røg. Jeg tog fat i begge handleposer og mit håndled gav sig. Av for satan tænkte jeg. Man skal lige huske på at mit håndled i venstre hånd er fucked og nerverne i højre arm er fucked. Så jeg har ligesom ikke en HEL arm der er rask.

Jeg nåede ud til bilen. Fint. Min datter snakkede videre og jeg glemte alt om at have ondt. Vi sang begge med på en youtube vidoe med en eller anden kendis, som jeg ikke kender, men jeg kan sangen i hovedet fordi ungen spiller den 24/7 haha.

Hjemme – op med varerne. Jeg tager begge to, tænkte jeg, det er smartest. Men jeg fortrød og tænkte at det ikke gik.

Så SELVOM jeg tænkte mig om, selvom jeg havde fokus, selvom jeg tog mig alle de her forhåndsregler. Så gik det galt. Jeg bar posen i den højre hånd og vupti, så kunne jeg mærke noget ramme mit ben. Jeg havde ik engang opdaget at posen var røget ud af min hånd. Der lå danskvand, broccoli, blåbær og champignoner ud over hele trappeopgangen. Nej hanken var ikke knækket, der var ikke noget galt med posen. Mine kræfter i armen var bare røget, uden jeg havde bemærket det. Jeg var helt følelsesløs i armen og venstre håndled gjorde ondt. Og så kom jagene! De kommer bare som en issyl, der bliver boret ned i nakken på en og ud gennem armen. Det gør SÅ ondt. SÅ ondt! Nogle gange står eller ligger jeg HELT stille og håber det går væk hvis jeg bare er helt stille. Det er ikke til at beskrive, hvor sygt det er, når det står på. – og det samme sker i mit venstre ben, når det går rigtig for sig.

Jeg måtte jo samle alt det her op igen, forsikre min datter om at jeg var ok, hvilket jeg jo ikke var, men der er ingen grund til at hun bekymrer sig om noget som hun intet kan gøre noget ved. Hun er 8 – hun skal helst kun bekymre sig om hvilken kasket hun skal have på eller hvilken Barbie dukke, der er sjovest at lege med el lign.

Da jeg havde fået samlet det hele op og smidt halvdelen af det ud – det er jo konsekvensen, så tænkte jeg ”Stop nu med at være så vred – det er hvad der sker. Du har smadret jeg ved ikke hvor mange tallerkner og glas og kopper fordi du har tabt dem af samme årsag – og ingen er døde af det endnu- tingene kunne være meget værre. Du kunne have kræft og være ved at dø. Det er bare en indkøbspose”

At jeg så lige måtte tage nogle ekstra smertestillende for at komme igennem resten af aftenen var, hvad det var.

Jeg ved ikke om I kan forstå, jer der ikke fejler noget, jer som ikke kan se på os som fejler noget usynligt, hvor MEGA frustrerende det er, det her. At man ikke kan se at man er syg, at man samtidig er glad for at man ikke kan se at man er syg, at man samtidig bare helst vil være glad for det man kan gøre i hverdagen, men at man samtidig også på en eller anden måde nogle gange ønsker at finde en forståelse for, at man har det fucked up latterligt nogle gange, men uden at man vil ynkes og UDEN at man vil have 100 forskellige løsninger. Det er velment, I know, men efter 3,5 år i løsnings”mode”, så bliver man bare lidt træt.

Jeg gider ikke snakke om det, men jeg gider heller ikke sige, at jeg har det pisse godt allround. Jeg er usynlig syg – og jeg er samtidig pisse lykkelig for hvad jeg har og er. Det er godt nok en fucked up kombination.

Hvis jeg ikke havde min træning, mit frirum til mig og min krop, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag. Når alle velmenende folk spørger ”Er der slet ikke noget du kan gøre?”.. jeg gør hvad jeg kan – mit bedste middel er min træning – og det faktum at jeg har fundet en træningsmetode som Mi40 som SAMTIDIG giver mig muskelforøgelse, det er jo for VILDT! (lidt muskelforøgelse, men altså lidt er bedre end ingenting!)

Det værste ved alle de her skavanker er, at man ikke får sovet, at man ikke kan være social, som man plejer, at man ofte ligner udskidt æblegrød og at ens muskelvækst er til at lukke op og skide i og at fatgain er lig med 100..

…. Men når alt kommer til alt, så har vi kun ET liv – og det handler om at få det allerbedste ud af det, mens vi kan, og med de mennesker og ting der gør os allermest glade. Det er ikke for sjov at jeg laver Dagens 3 Gode hver morgen og hver aften. Det holder mig glad indeni – og taknemmelig for det jeg har i mit liv.

Så nu vil jeg pakke mit træningstøj og smutte op og lave noget genoptræning. Det gør mig glad.

Tak fordi du læste med <3