Ordene der larmer!

 

Jeg vil rigtig gerne overdøve de ord og sætninger, som larmer inde i mit hoved. Som jeg i mit voksne liv har tilladt skulle overgå mig og mine ører. Som jeg har lyttet til, grædt over og måske taget ind.

Når man får at vide, at man skal ”Holde sig væk” eller ”Jeg gider ikke glo på dig” – så burde man som voksent menneske (over 18 år) sige ”Du skal slet ikke snakke sådan der til mig, mester – jeg holder mig rigtig langt væk, for altid agtigt” – og så gå ! Fjerne sig fra et menneske, der taler sådan der til en.

Hvorfor gør man ikke det? Hvorfor finder man sig i det? Uanset om man er 25 år eller måske endda 30 år? Ja jeg har nogle klienter, der er over 45 år som bliver talt sådan til af deres nærmeste (det være sig søster, mand, kone etc.).

For mig har det været kærester, der har talt sådan til mig. Som jeg har tilladt at tale sådan til mig. Kun i ”vores” påhør – hans og mit! Aldrig offentligt. Jeg har nogle gange sagt ”Du skal ikke tale sådan der til mig” men eftersom, at den her kæreste FØR havde fået lov at tale sådan til mig, så var det jo ligesom at fise i et glas vand.

For det meste blev jeg endnu mere opsat på, at det her menneske SKULLE VILLE mig! (vild sætning). Men når jeg blev afvist, så gjorde jeg ALT for, at få ham her (kæresterne gennem mit liv) til at kunne lide mig, så han IKKE skulle sige de der skrækkelige ord. ”Gider ikke glo på dig” – ”Kan du ikke bare lade mig være”. Jeg ville hellere have en lussing. Ordene gjorde så ondt.

Ordene som jeg også fik at vide da jeg barn, afvisningen af mig som menneske.

Hvad gør man så? Som menneske? Man vil ud og bekræftes i, at man er god nok –  at min eksistens var god. Man prøver fx at blive god i skolen, så man kan få ros. Nogle prøver at blive en del af noget sejt/råt(måske rocker, eller gangster eller et andet sejt fænomen). Nogle andre bliver meget religiøse (også en del af noget).

Jeg tog billeder af mig selv. Selfies. Det hed det slet ikke dengang. Jeg fik et kamera af min mor, da jeg var 9 år (et der kunne lidt mere end bare at sige klik uden blitz). Det var brugt. Jeg tog billeder af mig selv, når jeg smilede, når jeg græd, når jeg så sej ud, af mit værelse, af mine Beverly Hills Plakater, af mine bamser og Barbiedukker. Jeg fik dem fremkaldt og lavede collager og hængte dem op – mange ! billeder af MIG! Jeg sys ikke, der var noget galt i det.

Da internettet så kom og man kunne oprette sin egen nemme hjemmeside (ud fra en simpel skabelon) så oprettede jeg da en! For mig! Mine tanker (blogs) om livet og billeder af mig (mig-mig-mig). Jeg fik også taget en masse billeder AF MIG som hang i mit hjem (flyttede tidligt hjemmefra, og det var derfor MIT EGET hjem) Vi snakker PLAKATER – af mig! Folk synes det var lidt underligt, at jeg hele tiden skulle eksponere mig selv på den måde, men det var jo bare ”Angie” – Jeg tror, de nok tænkte, at jeg var lidt skør i forvejen.

For mig var det vigtigt at blive anerkendt. Mest af mig selv. Og jeg anerkendte mig selv, når jeg var pæn på et billede eller skrev nogle ting jeg synes var kloge eller kunne tage et følsomt emne op og lave det til debat. Jeg kunne godt lide mig. Men ordene fra min barndom om, at jeg ikke var god nok – ikke pæn nok – ikke klog nok – og at jeg ikke var et ønsket barn – bla bla bla bla – sad fast. Så SELVOM jeg anerkendte mig selv – og havde en skide god teori om, at jeg selv synes, jeg var et godt menneske, der fortjente det bedste, så sad de der skide ord og larmede i baggrunden. De var programmeret ind i min underbevidsthed fra jeg helt lille – og gennem mange år af min tidlige opvækst.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne tiltrække mænd (=kærlighed) som var ”rene”, som hvilede i sig selv, som ville mig alt godt? Det havde jeg da ikke lært som barn! Jeg havde lært, at man ikke var ønsket og at man skulle fjerne sig (gå ind på sit værelse, gid du boede på børnehjem, gid du ikke var født) når man var irriterende. Man fik ikke kram og knus bagefter. Man blev ladt alene. Så når jeg er irriterende (det er alle sq) så vil jeg kun tiltrække mænd (= kærlighed) som agerer på HELT samme måde, som jeg kender til fra min opvækst. Vel og mærke hvis jeg bliver ved med at tillade ord og handlinger som er de samme som dengang! Jeg kan ikke være herre over hvad ANDRE gør, men jeg kan være herre over hvad ANDRE GØR VED MIG! – stor forskel!

Det har taget mig mange år at lære (og jeg fortsætter med at lære) – at jeg skal være helt klar i spyttet omkring, hvad jeg gerne vil.

Alle kan sige ”Jeg vil bare gerne have en mand, der elsker mig” … æhm ja , men hvordan vil du gerne elskes? Elsker du dig selv? Hvis du ikke selv elsker dine små fejl, vandknæ, store ører osv, tyk numse osv. Hvordan faen vil du så forlange at en ANDEN elsker de fejl ved dig?

Alle kan sige ”Jamen jeg vil bare gerne ha et forhold, hvor der er ro på” – Jamen hvordan ro på? Er det hvor man sidder og glor hjemme hver dag og ser tv? Eller er det et forhold, hvor man ikke skændes? (Og hvordan vil DU undgå at skændes, hvis du har set din mor og far skændes og dermed har kopieret en del af deres lort og taget det med videre i dit liv – ubevidst?).

Hvis JEG ikke er klar over, hvad JEG vil have 100% så vil jeg blive ved med at tiltrække det, som jeg 100% KENDER til fra min fortid/bagage.

Det giver RIGTIG god mening for mig – og hvor jeg har været henne i mit liv flere gange, hvor jeg har tænkt: ”Hallåh nu står du her igen, hvorfor er du ikke kommet videre altså!”

Tilbage til min selveksponering. Når jeg så i dag ser alle de sociale medier der er kommet – og som jo startede i mine unge dage med Nightleif.dk og diverse af den slags, så kan jeg se at det er taget til ”the next level” – og jeg kan sidde og tænke ”Hvorfor gør folk det her?” – Jeg vidste jo helt 100%, at jeg gjorde det for at få bekræftelse. ALLE mine billeder jeg lagde op dengang og mine skriv – det handlede om at NOGEN skulle reagere på det. Positivt selvfølgelig!

I den ene lejr havde jeg jo en kæreste (uanset om det var den ene el den anden) som talte grimt til mig, og som jeg LOD tale grimt til mig – og i den anden lejr var der ”verden” som skulle fortælle mig noget pænt, om det jeg skrev eller hvordan jeg så ud på det pågældende billede. Klar kontrast.

Og klart et tab for mig, fordi jeg jo i bund og grund ØNSKEDE (uden at præcisere det!) at den her mand, jeg havde valgt som kæreste skulle opfylde det behov, jeg havde for bekræftelse, så jeg ikke behøvede eksponeringen af mig selv.

Men han (kæresten – jeg har i alt  haft 11 kærester fra jeg var 15 til i dag 35 år) ville ALDRIG nogensinde kunne opfylde det behov for bekræftelse jeg havde, når jeg IKKE havde fundet det i mig selv.

Når jeg IKKE elskede mig selv med hud og hår. Når jeg blev ved med at lade ordene larme ind i mine ører, tro på dem, lytte til dem, tage dem ind – og reagere med gråd på dem og undskyldninger! For jeg elskede ikke mig selv. Det var bare en gentagelse af en barndom – i voksen tilstand. SÅ ingen ren kærlighed til mig, når jeg ikke ved 100% hvad jeg mener ren kærlighed er TIL MIG!

Jeg sidder i dag som mor til mit eget barn og tænker, hvor vildt bliver det her eksponering, når hun bliver større. Er man ”kun” noget, når man kan lægge billeder op af sig selv? Jeg ELSKER jo det her eksponeringsshow! Jeg startede jo med det, inden det var der! Med min egen hjemmeside som ingen så! Men som jeg håbede på blev opdaget af en eller anden filosof, som synes jeg var klog at høre på. Eller en fotograf som synes mine billeder var fede!

Men hvordan skal selveksponeringen bruges? Og hvorfor skal det bruges? Hvorfor bruger folk eksponeringen så meget? Mit behov for bekræftelse af min eksistens er der stadig! Jeg mener, at mennesker har brug for hinanden – har brug for hinandens rosende ord og har brug for at blive anerkendt for de mennesker de er – men OGSÅ med deres fejl og mangler. Og hvor mange af dem ser vi på nettet? – fejlene? Manglerne? Det faktum, at vi sådan set jo bare er ”mennesker”?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved bare, at der ikke er flere ord og sætninger som tidligere skrevet, der skal larme inde i mit hoved

Jeg ved, at jeg er nødt til at være helt klar i mæglet om, hvad JEG ønsker mig – for hvis jeg ikke gør det, så tager min autopilot fra min barndom bare over – og det følelsesscenarie gider jeg ikke gentage endnu engang.

Jeg er nysgerrig på, hvad jeg vil.

For det at sætte præcise ord – helt ned til mindste punktum – på sine ønsker er sværere end du tror. Og når du har knækket koden, så vil du helt sikkert befinde dig et helt andet sted i dit liv, end du gør lige nu.

Jeg er begyndt – er du ?

Og imens jeg præciserer, så jeg vil blive ved med at eksponere mig selv og mit liv i det omfang, jeg godt kan lide – og som jeg startede med i mine collager på mit værelse som 9 årig.

Tak fordi du læste med – på det her selveksponerende bekræftelsesmedie som FB jo er