”Det er posten”

20180402_193632

Jeg lukkede ham ind og tænkte ”Hvad faen har jeg nu bestilt på Wish som først kommer 2 måneder efter”. Postmanden kom op ad trappen og rakte mig en stor kasse. Det var ikke fra Wish! Jeg så med det samme at det var min mors skrift. Jeg frøs! Hvor har hun min adresse fra?

Kassen lugtede af kælder. Jeg blev underlig indeni. Min kæreste var hjemme, og ja han kender godt historien. Hvis det stod til ham, smed vi bare lortet ud med det samme. Men jeg ville se, hvad der var i kassen. Hvad sendte den freak-o mig?

I kassen lå der alt muligt blandet. Der lå en rød kuffert jeg havde som barn og nede i den lå der nogle ”lege-ting”, en lille dukke, en bamse, noget træ-legetøj. Nogle af de her ”legeting” blev fast brugt i incest ritualerne, da jeg var barn. Jeg har stået og vasket og skrubbet tingene af for blandt andet min egen afføring fra jeg har været 4år og opefter – jeg behøver vist ikke gå mere i detaljer end det.

Der lå min konfirmationsbog med diverse telegrammer i. Der lå, selvfølgelig, 2 bibler – en ”hel” en med en masse af hendes egne selvskrevne noter og det ny testamente, indbundet af en eller anden grund. No wonder jeg til tider kan have et temmelig anstrengt forhold til Gud og kirken.
Der lå noget skiundertøj, helt nyt, men det lugtede af kælder og et nyt halstørklæde med et tilbudsskilt på.

Og så lå der 2 af de her gamle papir konvolutter til billeder, som man jo printede ”i gamle dage” med en masse billeder af mig som barn. På stort set alle billederne er der skrevet en tekst bagpå. Noget om Jesus og at “ingen kan tage noget fra hende som Gud har givet hende”. Alt muligt underligt. Der er også klippet i nogle af billederne. Det gjorde hun også, da jeg var barn. Klippede folk ud hun ikke ville have på billederne mere, fordi de enten havde ”dårlig energi” eller fordi hun var blevet uvenner med dem. Min mor blev tit uvenner med folk. Det gør folk med psykiske lidelser. Det er jo ikke dem, der er noget galt med!

Der lå 3 nøgenbilleder af mig som barn også. Jeg er mellem 3 og 5 år på de billeder. På præcis de billeder står der ekstra meget bagpå, noget er rettet med gammeldags retteblæk eller overtegnet. Men der står hver gang noget med Jesus og Gud. De billeder er, måske hvis man så det udefra med nogle 70er briller og ikke med et syn som jeg ”incest og voldsoffer af en psykisk syg mor” måske ”uskyldige”. Jeg synes, de er perverse og klamme. Jeg ved jo at præcis de billeder er starten på nogle andre billeder som indeholder (hvis de stadig findes – min mor har det med at brænde ting, hvis det passer hende, tøj, billeder, møbler whatever) noget meget værre og klammere end bare et ”nøgent barn”.

Det der slog mig på de her billeder er, at man med tiden kan se, at min gnist i øjnene forsvinder. Jeg smiler på stort set alle billederne – billederne er helt frem til jeg er 13-14 år – men jeg er fuldkommen død i øjnene og helt hvid i hovedet på de sidste mange billeder op til jeg løb hjemmefra.

Langsomt men sikkert er jeg blevet mærket af min mors virkelig syge sind og de ting der skete. Jeg blev et menneske, som bare allerhelst ville forsvinde og gå i et med væggen. Helt hvid, helt grim, helt tynd og helt kikset. Jeg ville ikke have opmærksomhed. Opmærksomhed var altid noget som involverede noget dårligt. Både i skolen og derhjemme. Bevares, jeg var god i skolen og det var fint at få ros for en god præstation, men ellers vankede der også derhjemme.

Jeg havde glemt, at jeg helt sikkert var et glad barn, da jeg var lille. Det ser sådan ud på billederne. Til trods for alle de syge og rigtig slemme ting der skete med mig. Jeg kunne kun huske mig selv som den udviskede og kiksede type, som jeg helt sikkert også var lige indtil jeg løb hjemmefra og satte mig selv fri …..og gennem årerne har fundet ud af HVEM jeg gerne vil være.

Det har til tider været svært. Jeg har altid vidst, hvem jeg ikke ville være, for det var min mor og ham der som hjalp hende med de klamme ting jo ret gode eksempler på. Det er faktisk et ok godt udgangspunkt at have.. hvem man IKKE vil være. Men hvem vil man så være? Det har taget mange år og mange slag og jeg har prøvet mig selv af med alle mulige mennesker for at se, om jeg passede sammen med de typer – eller måske de her typer..

For en del år siden fandt jeg ud af, at jeg allerbedst kan lide at være sammen med mig selv. At jeg ikke skal tilpasse nogen. At jeg ikke skal passe ind nogle steder. Men at jeg bare skal kunne lide at være sammen med mig selv! Det er mig selv jeg skal leve med resten af mit liv.

Til info kørte min kæreste og jeg hele skidtet på lossepladsen samme dag. Undtagen billederne. Dem har jeg beholdt. For at mindes hvem jeg var, og hvem jeg er i dag.

Tak fordi du læste med.

Hvis du ikke kender til mine tidligere blogs eller baggrund giver følgende blog dig måske et meget godt indtryk (tryk på linket)

http://angelasilverfox.dk/andet/hej-mor.html