Utaknemmelige Skarnsunge Blog 1 á 3

farmor poolNormalt når jeg skriver en blog tager det ca 40 minutter for mig – sådan i gennemsnit. Jeg retter dem sjældent igennem, fordi jeg skriver frit fra leveren og fyrer den af med de tanker, der vælter ind i mit lille hoved og dermed ud i fingrene og ud til jer. Den her blog har taget mig flere dage at skrive – fordi jeg denne gang er gået et skridt videre. Jeg kommer (måske) til at såre nogen, skubbe nogen væk fra mig ved at skrive denne blog.

Bloggen er blevet så lang at jeg har delt den i 3 blogs – som altså hænger sammen. Ellers ville du nok aldrig komme igennem det hele

Del 1 ud af 3– Utaknemmelige Skarnsunge

Ordene dukker op – de dukker op, hver gang jeg kan mærke, at jeg ikke er tilfreds. At jeg vil have mere end jeg har fået.

Ordene har flere gange hindret mig i at hige efter mere, fordi det ”havde jeg ikke fortjent”.
Egentlig er det ordene ”Utaknemmelige lorteunge” der dukker op, men det er  fordi min kære hjerne har lavet ordene om til ”mine” ord. For min mor bandede jo ikke, men det gør jeg! Så min mor sagde altså Utaknemmelige Skarnsunge.

Da jeg var barn blev jeg forkælet! Sindssygt forkælet- Af min far og min farmor & farfar. Nogle gange af min mormor (tidligere alkoholiker) og min mormors søster. Jeg fik ALT, hvad jeg ville have hos min farmor. Det var en SINDSSYG vild kontrast at komme til, når man voksede op hos sin mor i en lille bitte 2 værelses lejlighed, hvor der knap var råd til madpakken til næste dag, fordi hun brugte alle pengene på sprut og stoffer.

Når jeg kom til min farmor og farfar – sammen med min far en gang om måneden fra jeg var omkring 2 år til jeg var 10 år så blev jeg spoiled. I ordets ægte mening!

Der blev fx fyldt et helt køleskab med de milkshakes jeg elskede. Jeg måtte spise alt det slik jeg ville. Jeg fik Barbiedukker (de dyre af dem) Barbiehus osv. Min farmor og farfar  havde en kæmpe swimmingpool og et mega stort hus i den dyre ende af landet. Derudover havde de en hundekennel sammen med min faster og hendes mand. De havde boksen!

Jeg ELSKEDE at være deroppe! Jeg følte mig HJEMME med penge, dyre biler, lækre dyner, lækkert tøj osv.

Jeg følte mig skamfuld, forkert og kikset i en 2 værelses lejlighed med min misbrugermor.

Min mor anklagede mig for at være materialistisk og i stedet for at glæde sig på mine vegne, så HADEDE hun min farmor.

Hun var ikke sen til at tale grimt om min elskede farmor og selvfølgelig også om min far. Min farfar var en stenmand. Han arbejdede – og kunne alt! Bygge alt, skrive alt, han kunne bare alt. Men han talte ikke med mig. Han kiggede skævt hvis jeg spildte mad – det var det. Jeg var lidt bange for ham og min farmor var virkelig hans ”kone” – hun sørgede for alt. Ja total gammeldags. Jeg var ligeglad med at min farfar ikke snakkede med mig. Jeg havde jo min farmor. Min far ligner meget min farfar på nogle punkter. Jeg er den dag i dag glad for at jeg har oplevet min farfar, så jeg kan se hvorfor min far er så stiv i betrækket med mange ting og fx knap kan give mig en ordentligkrammer når han ser mig. Det bliver sådan et ”trekantskram” som jeg kalder det. Sådan et kram hvor man står og stritter med numserne i hver sin retning og er ved at nikke hinanden en skalle – fordi det er ”farligt” at kramme ordentligt.

Som du kan læse her, så var det 2 vidt forskellige verdner.

Jeg sagde ofte til min farmor, at jeg hellere ville bo hos dem – og hedde Rikke Hansen, fordi jeg synes mit navn var dumt og grimt. Min mor elskede mit navn og synes det var så flot, men der blev (selvfølgelig) også lavet noget lort ud af det. Min mor har døbt mig Angela som jo betyder engel, fordi hun mente, at jeg lignede en engel, da jeg kom ud (blev født- du ved, hvad jeg mener)! MEN jeg var jo ikke en engel – det er de færreste børn – så jeg skulle SÅ tit høre for, at jeg ikke levede op til mit navn, og at jeg hellere skulle have heddet noget fuldkommen ligegyldigt og kedeligt, fordi det var, hvad jeg var! Jeg var jo materialistisk ligesom min farmor – og det kunne da ikke være meget mere kedeligt og ikke-spirituelt at være sådan! Nåh nåh.

Jeg var kun oppe hos min farmor og farfar i 2 dage 1 gang om måneden. Det var det. Hvorfor ordningen var blevet sådan var fordi min mor var bange for at min far ville stjæle mig, eller et eller andet, hvis samværet ikke var under ”opsyn” – derfor måtte jeg kun se min far oppe hos min farmor og farfar.

Det er klart, når man kommer fra så ringe kår som det jeg levede under hos min mor, så bliver du fanme hooked på den ”søde” livsstil.

Jeg blærede mig til alle jeg kendte om min farmor og farfar og deres swimmingpool (se billede) og deres hus og alle deres dejlige hunde i kennelen. Nogle af mine ”venner” i børnehave og skole troede selvfølgelig ikke på mig. For de så jo aldrig min far, farmor eller farfar. De så kun min skøre mor! Og mig i mit grimme tøj fra genbrugsbutikken.

Så jeg måtte bede om billeder fra min farmor, så jeg havde bevis. Jeg har stadig få af dem, men slet ikke nok.

Når jeg fik ting af min farmor og far og farfar, så blev min mor RASENDE! Hun blev så gal. Hun mente der var sort aura og dårlig energi i de ting, og at de kun var blevet givet til mig for at genere hende (SHIT!). Så hun kunne finde på at give det væk til genbrug ! – eller brænde  det! – eller smide det ud! – til tider solgte hun det også i Den Blå Avis. Både tøj, Barbie ting osv. Det var så vildt!  Jeg måtte IKKE græde, når det var hun gjorde de ting. Det gjorde jeg så alligevel, hvilket jo så kostede på den fysiske del. Jeg var ulykkelig hver gang. Det ”søde” liv var jo repræsenteret i de ting, og så blev det taget fra mig. Det var ikke alle ting hun gjorde det med – jeg fik lov til at beholde 19 af Barbiedukkerne – og noget gejl til dem også. Men hvad jeg ikke har set komme til genbrugsbutikken AF MINE TING fra min farmor – det er ikke småting. Ikke underligt jeg ofte er total nærig med at låne MINE ting ud i dag som voksen.

Min mor brokkede sig altid over hun ingen penge havde. Hun sad oppe på kommunen og græd (jeg skulle også fake-græde nogle gange for at hjælpe hende – det var faktisk det eneste sted jeg gerne måtte græde for hende) og beklagede sig. Hun brugte jo en del penge på alle mulige yogakurser og åndelig pladder halløj som jeg blev slæbt med til fra jeg var ganske lille. Vi formåede også at rejse 1 til 2 gange om året. Så ja – der var jo nogle penge! Hun havde jo også et massivt forbrug af alkohol, stoffer og hash som pengene selvfølgelig også gik til. Dem tjente hun dog ofte ved at gå i seng med mænd – hjemme i vores stue, mens jeg sad og skulle vente inde på værelset og være stille. Hvis vægge kunne snakke, så havde den lejlighed nogle vilde historier at fortælle!

Min mor mente i bund og grund, at det var MIN SKYLD hun ingen penge havde. For hvis jeg ikke var blevet født, så havde hun bare haft masser af penge og masser af mænd der ville være kæreste med hende. ”Før du blev født havde jeg ingen problemer med at finde kærester, men efter du kom til verden er det som om de ikke vil have mig mere. Hvorfor vil du ikke lade mig få en mand?” Engang var der en guitarist på Staden til en koncert vi var inde og høre, som var sød ved mig og gav mig en sodavand mens min mor sad og var helt skæv. Hun blev stiktosset over jeg havde flirtet med ham ! Jeg var 10 år…. Det siger ikke så lidt.

Hun mente det var min ”soooorte energi”, der tog alting fra hende – og det var også derfor hun var afhængig af stoffer og sprut og hash. Alt var min skyld. Ja ja. Jeg vidste godt det ikke var min skyld, men jeg undskyldte selvfølgelig og lovede, at jeg nok skulle arbejde på ”min sorte energi” – jeg vidste ikke hvad det betød, men det hjalp da lidt på hendes humør lige når jeg sagde det. Fred i fem minutter var bedre end ingenting.

Når min mor ”rev sig” og vi skulle ud at rejse, eller vi købte et nyt tv eller andre ting som var mere end det sædvanlige mælk, kaffe, brød osv. så skulle vi altid gøre et stort nummer ud af det. Min mor havde det med at være sprudlende glad, når hun var glad. Jeg ELSKEDE, når hun var glad. Det var på lånt tid, men jeg har lært at man skal nyde det gode, NÅR det er der, fordi hun jo kunne skifte på et splitsekund. Det har betydet at jeg er PISSE god til at blive hurtig glad igen, når alt virker umuligt. Det skal min mor have tak for. Hendes syge sind har gjort at min tilgang til præcis det her er blevet en force.

Men NOGLE GANGE glippede min iver omkring det her med at være glad, når hun købte ting til hjemmet eller til mig. Nogle gange valgte jeg desværre at være ”i mit humør” – sådan som jeg lige havde det. NOGLE GANGE var jeg bare sådan ”ok” glad eller ”ikke glad”.

NOGLE GANGE var jeg også ægte pisse uforskammet og utaknemmelig. Nogle gange synes jeg også, at det var for dårligt at jeg kun fik 1 Barbie dukke oppe hos min farmor og ikke BEGGE de 2 jeg havde ønsket mig.

Nogle gange blev jeg skuffet over ”kun” at få 300kr af min mormor i gave i stedet for 500kr.

Nogle gange blev jeg skuffet over at min mormors søster kun gav mig en pose slik og ikke også en 20er som jeg havde fået andre gange.

Nogle gange var jeg bare en lille lorte unge der ville HAVE MERE! Som følte mig SNYDT!

Og når min mor ”opdagede” mit humør ikke var SPRUDLENDE glad eller var ”falskt” glad (Tag ikke fejl, min mor var godt nok helt skudt af men hun kunne læse ALLE mennesker på 200  km afstand. Farlig cocktail skal jeg lige hilse at sige – Sygt sind og så at kunne læse mennesker samtidig. Det bliver noget rod nogle gange), så var helvede løs!

Jeg fik at vide, at jeg var en utaknemmelig skarnsunge. Og at hun slet ikke havde opdraget mig til at være sådan der! Om jeg ikke kunne glæde mig! Og ”Hvis jeg ikke var glad for det der så kunne jeg da bare blive fri” eller ”Du får aldrig noget igen med den opførsel” eller ”Jeg kunne bruge pengene på mig selv i stedet for på sådan en utaknemmelig skarnsunge”.

Jeg skummede næsten over indvendig! Jeg havde lyst til at SKRIGE HENDE ind i hovedet, at hun bare kunne lade være med at tage mine ting og brænde dem og sælge dem! Mine FARMOR/FARFAR/FAR-ting! Som jeg 100x hellere ville have end hendes lortepis! Jeg HADEDE, at skulle stå og takke i hoved og røv, når jeg vidste at jeg kunne få noget hos min farmor, som var meget federe – og som jeg slet ikke skulle takke så meget for!

Jeg var ved at brække mig!

Over hendes ord! Over at hun kunne stå og forlange, at jeg skulle være vildt glad for et armbånd fra genbrugeren, som ja godt nok var flot, men for helvede – jeg havde lige fået en fed bluse for 2 weekender siden som hun havde stået og brændt ude i køkkenvasken, fordi der var sort aura i fra min farmor.

Så når min mor ”kørte en overraskelse op” og det ”bare” var noget som jeg ikke (den dag) synes var det vildeste shit, så var jeg falsk glad eller bare sådan semiglad.

Det var langt fra altid jeg havde det sådan. Langt fra.

For jeg HAR virkelig lært at blive glad for små ting – og store ting. Men den der lille djævel sidder sq stadig i mig til tider.

Jeg har haft nogle kærester som har givet mig nogle ting igennem livet. Og det har ofte været en god ting og en brugbar ting, men jeg ville hellere have haft noget andet. Det har denne her kæreste kunne mærke. Fordi jeg vist er ret nem at læse. Mine øjne lyser ikke op på samme måde, når jeg har fået noget jeg ik gad have.

Det er ofte endt med kæmpe issues og jeg har siddet – præcis som da jeg var lille – og undskyldt for min ”opførsel” fordi det er utaknemmeligt IKKE at være glad for en gave, som en person har givet mig.

Eller er det?

Bare fordi Jørgen har været ude at købe en ting til mig, som HAN mener jeg ville blive glad for – og jeg godt kan se det er en god gave, men det var ikke det, JEG havde håbet på at få (her snakker vi IKKE om beløb på gaven –  det er slet ikke det jeg går op i), er det så strengt at vise MINDRE glæde overfor giveren?

Lever vi i dag i en verden fyldt med fake-ness fordi vi alle sammen render rundt og laver scam hele tiden. Hele tiden virker glade for noget vi ikke er. Sætter masken på. Gør os til mekaniske dukker på arbejdspladser KUN for at tjene op til ferie VÆK fra det job? Jeg ved det ikke.

Jeg er ikke kommet frem til det endnu! Men jeg ved i hvert fald så meget, at jeg lærer mit barn, at man skal sige tak for gaven, MEN AT HUN ALDRIG skal sige til mig, at hun godt gider have den, hvis hun ikke gør. Så vi bytter gaver på livet løs eller giver det til andre børn. Fordi jeg mener at mit barn skal være tro mod sig selv!
For hvem er det vi sårer ved at sige ”Tak for gaven men jeg vil hellere have noget andet” – det er gaveGIVEREN. Så vi siger tak for noget vi egentlig ikke gider have.

Jeg har da tit tænkt på ”Shit altså jeg ville sq da hellere have min yndlingsparfume i stedet for den her mærkevare papfigur som bare står og fylder”

Derfor elsker jeg blomster! YES! De er pisse flotte – og de forsvinder igen! <3 Kan ikke være bedre.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke elsker at få gaver –for det gør jeg. Men kun gaver jeg gider have. Jeg er træt af at være fake-glad og inden i høre den der stemme Utaknemmelige lorte(mit ord) unge” for det er præcis den der har dukket op, hver gang jeg har stået og sagt ”arj tak” for noget og ikke ment det.

Så jeg gør det ikke mere. Jeg gider ikke!

Det sjove ved alt det her utaknemmeligheds-shit er jo, at jeg ikke føler mig snydt ift. andre. Det er lidt skørt faktisk. Men jeg tænker ikke ”Hvorfor er det ikke mig, der har bla bla bla” . Den har jeg ikke haft inde på livet den sætning.

Men jeg har tænkt ”Hvorfor har du ikke mere MED end det der” da jeg var barn – altså overfor dem der skulle give mig gaver – hahaha lorteunge! Så jeg har altid målt mig ift. mig selv og hvad JEG gerne ville have.

Nu kommer vi så ind på de følelsesmæssige issues. ……De følelsesmæssige utaknemmelige følelser, som jeg sjovt nok også har. Jeg er jo fortaler for, at man TALER om tingene. Hele tiden. – Fortsættelse følger

Tak fordi du læste med.