Tilgivelse

Jeg har altid hadet det ord. Tilgivelse betød (i min verden) at man accepterede det en anden person havde gjort mod en og kunne tage personen ind i ens liv igen. Jeg har altid ment, når man er eller gør onde ting mod andre mennesker – især børn og dyr og ældre mennesker, så skal man straffes HÅRDT! Og hvis man bliver tilgivet, så bliver man jo ikke straffet – tænkte jeg.

I mange mange mange år var jeg vred. Jeg var vred og rasende og gal! Så gal at min vrede sad inde i min mave som en kæmpe stor mørk rund sten og fyldte. Stenen blev mindre, når jeg var i godt humør, men såsnart der skete noget uretfærdigt mod mig, så voksede stenen og min vrede var ENORM!

Mine øjne kan blive HELT sorte af vrede og raseri, når jeg bliver RIGTIG gal. Jeg havde engang en eks-kæreste, som havde været mig utro. Jeg blev sindssyg gal, og han sagde bagefter, at han slet ikke kunne ”kende mig”, fordi mine øjne skiftede farve, da jeg blev rasende og tog ham i det(utroskab). Ja ja måske er jeg en drage – hvem ved?

Som fortalt i flere af mine blogs, så var min mor meget syg (i hovedet – for at sige det mildt). Jeg kan og vil ikke komme ind på de værste deltaljer her. Ikke fordi JEG er flov over min historie (mere), men fordi det kan bruges imod mit barn på et tidspunkt, hvor HUN ikke er klar til at få de detaljer.

Men jeg kan løfte sløret en smule. Jeg er blevet lukket inde i et mindre skab i flere timer, fordi min ”opførsel” ikke var på sin plads gennem hele min opvækst. Min mor gemte sig derhjemme i lejligheden, (selvom hun sagde, at hun var på arbejde, når jeg kom hjem fra skole), for så at forskrække mig med en kniv i hånden en time eller mere efter jeg var kommet hjem og troede, jeg var alene. Hun har drukket og taget stoffer i et væk (det er rigeligt svigt i sig selv). Hun har været ved at dø (troede jeg i hvert fald) flere gange i mine arme, fordi hun har taget for mange stoffer. Hun har kaldt mig de grimmeste ting (du er ikke klog nok, du er grim, du er for tynd, du er uintelligent, du har en grim krop, du har grimme hænder, grimme øjne bla bla bla) og spillet psykiske spil med min lille barnehjerne, så jeg til sidst ikke vidste, hvad der var op og ned eller rigtigt og forkert. Jeg har fået slag på min dengang lille tynde krop på steder, som skulle kunne dækkes med tøj (hvis jeg siger bælter og bøjler osv, så ved I hvor vi er henne af). Det psykiske misbrug af et barn er sindssygt uhyggeligt, fordi det ikke kan ses, men kun mærkes og sidder som ar på sjælen resten af ens liv, hvis man ikke får bugt med det på et tidspunkt i sit voksne liv.

Der er meget mere end det. Nogle af mine eks-kærester og nogle af mine veninder kender lidt flere detaljer – og som skrevet før er jeg blevet bedt om at forlade selvhjælpsgrupper, fordi min historie var for ”hård” ift. de andres historier. Jeg sys ikke, den er for ”hård” – det er jo mit liv for faen! Og jeg er ikke specielt hård. Jo med nogle ting, men jeg er blød som smør indeni og kærlig og sød på mange områder.

Men fakta er, at jeg IKKE havde lyst til at TILGIVE min mor for, hvad hun havde udsat mig for. Jeg var vred. Jeg var vred på min far, for ikke at have grebet ind, jeg var vred på min moster og onkel for ikke at gøre mere – tage mig væk fra hende osv. Jeg var vred på lærerne i skolen, for ikke at gennemskue hvor fucked up det var hjemme hos mig. Jeg var bare pisse sur! Mildest talt! Jeg sys, de var idioter. Alle sammen. Jeg havde spiseforstyrrelser til op over begge ører. Jeg flygtede! Væk! Væk fra alle de mennesker der havde svigtet og væk fra den smerte, der var i det SVIGT og den vrede. Shit jeg var gal!

Jeg fandt kærester, som levede op til det svigt, jeg jo var blevet programmeret til at føle, og som jeg ikke ville erkende sad derinde. ”Ingen skal ha ondt af mig” –attituden! Nåh nåh hold da op! Men sådan havde jeg det. Folk skulle ikke ynke mig. Og når jeg fortalte, at NEJ jeg taler ikke med min mor, så spurgte folk ”Nåh jamen hvorfor ikke, det er da noget underligt noget, det kan da ikke være så slemt, det hun har gjort, man skal jo tale med sine forældre”.

Bræk! Jeg gad ikke høre på deres lort. De vidste ikke en skid om, hvad der var sket. Og jeg gad satme ikke sidde og fritte min fucked up barndom ud til nogen og udstille mig selv som svag! Glem det.

Når folk sagde ”Tror du ikke du kan tilgive din mor en dag” – så var jeg tæt på at hukke dem ned. Hvad fanden havde de tænkt sig? Skulle jeg acceptere alt det der var sket og hendes syge sind? Næh.

JA i mange år var jeg så gal.

Lige indtil jeg en dag IGEN blev spurgt ”Tror du ikke det er en god idé at tilgive din mor? – Det er jo kun dig selv du straffer ved at gå og ha det sådan der”. Personen der spurgte mig har selv oplevet visse ting og er en mand med ”karakter” – og han sagde det til mig, som om jeg var lidt idiot, fordi jeg ikke gad tilgive hende, netop fordi det jo kun gik udover mig selv. Det virkede åbenbart.

Plooooing! Så fik Angela lige en åbenbaring af rang.

For det er nemlig rigtigt.

Hver gang vi er uvenner med vores kæreste fx Så går mange af os kvinder(og nogle mænd) og SKUMLER for sindssygt og græder og er sure og kede af det måske en hel dag – indtil han ringer igen eller man kommer hjem igen eller noget – og så er kæresten bare i godt humør og glad. Så har man SPILDT en hel dag på at være sur og ked og gal, og ”idioten” har bare rendt rundt og været GLAD! What!?

Præcis det samme her.

Min mor har ikke kunne mærke ”min straf” på hende, når jeg har været vred og gal og ked af det, for hun var der jo ikke! Hun har ikke været der i alle mine teenage-år eller voksne år. Min moster og onkel, mine lærere, min far   og mange andre har heller ikke kunne mærke det. MEN JEG HAR MÆRKET DET! Og brugt ufattelig meget tid på at være gal eller ked af det over mange ting i mit liv, fordi den der vrede OVER DET SVIGT har siddet indeni og ulmet og næret mig.

Arh min far har nok kunne mærke det eftersom det var ham jeg ringede og SKÆLDTE UD, hver gang jeg havde siddet og cuttet eller havde kastet op i hele lejligheden (bulimi) osv.

Jeg har ikke ondt af mig selv, men jeg har ondt af den lille pige, der blev udsat for SÅ MEGET lort, da hun var lille og forsvarsløs – og hun bor altså stadig inde i mig. Så selvom jeg ikke sidder og piver i et hjørne, så synes jeg, det er rigtig synd for lille Angela derinde. Og jeg synes, det er rigtig synd for ”Store Angela” at hun skal døje med svigtet om at være forladt, alene, ensom, svigtet og ked af det indeni, FORDI hun ikke vil sætte sig selv fri og tilgive.

Så jeg har efter lang tid tilgivet min mor, min far og mine familiemedlemmer for at svigte. Jeg har sat mig selv fri.

Det er fanme stort – og mega lækkert. Stenen er væk – det tog dælme også sin tid.

At arbejde med sig selv er et livslangt projekt og det kræver nosser og tid at mærke og ville mærke.

Tak fordi du læste med.

Nu vil jeg gå ud og tilgive min TRX for at straffe min stakkels trætte krop – hehe.