Udryddertrangen..!

Hvis du har læst mine foregående blogs om mine to diagnosticerede spiseforstyrrelser, har du måske set frem til dette indlæg om overspisning.

Er overspisning en diagnose og en spiseforstyrrelse? Og hvornår overspiser man?

Jeg har altid bedt mine kunder om at udfylde et skema, inden de skal ind og snakke eller træne med mig. Jeg spørger blandt andet, om de har eller har haft en spiseforstyrrelse. Jeg får ofte svaret ”nej”, selvom at det er kunder, der vejer mere end hvad godt er. De mener ikke, de har en spiseforstyrrelse, fordi ”de jo bare spiser for meget” – og de bryder sig måske ikke om at få plastret ordet spiseforstyrrelse i panden. Hvilket jo er forståeligt nok – på sin vis. Det kan både være godt og skidt, at have i baghovedet at overspisning er en form for spiseforstyrrelse, for hvis man erkender, at det her er en forstyrrelse inde i hovedet, så kan man også gøre kendte vaner til fortid. I stedet for at bilde sig selv ind at ”jeg bare lige spiser lidt for meget”..

Da min overspisning startede, havde jeg jo haft bulimi inden, så min mave var vant til at blive proppet til bristepunktet. Ventilen dengang var bare at kaste op. Nu var der ingen ventil. Jeg forsøgte mig med afføringsdråber, som jeg lærte at kende i min anorexitid og havde også et godt forbrug af slankepiller her og der, men det hjalp altså ikke på de enorme mængder af mad, jeg kunne indtage. Det var som om, jeg slet ikke kunne stoppe. Selvom at maden sad HELT oppe i halsen, og opkasttrangen meldte sig, så kastede jeg ikke op ”jeg havde jo ikke bulimi mere” tænkte jeg.

Når man har overspisning, så har man en eller anden form for udryddertrang. Det er som om, når en pose bliver åbnet, så skal den tømmes! Helst hurtigt.. og hvis der er flere poser, dåser whatever, så kan de ”ligeså godt” blive spist med det samme.

Jeg kunne sidde i sofaen og minutiøst gennemgå køleskab, fryser og køkkenskabe inde i hovedet og så styre direkte ud og tage det der var, som kunne spises hurtigt. Jeg har formået at spise halvfrosne ting (som egentlig skulle være tøet op inden spisning) fordi jeg var så ”sulten”.

Nogle vil sige, at overspisning forekommer, fordi man keder sig. Jeg er ikke helt enig. Tit er spiseforstyrrelser (og ja det vil jeg tillade mig at kalde overspisning for en stund) meget mere en flugt fra noget i ens liv, end det er ”kedsomhed”.

Det er flugten fra stress, et arbejde man keder sig i eller ikke bryder sig om længere, flugten fra kærestesorg, jalousi, svigt, dårligt ægteskab og alle mulige andre negative ting. For når man spiser, så ”hygger” man sig…. men det bliver rimelig manisk, når man spiser HELE pakken med knækbrød eller ALLE de 12 nybagte boller, man lige har taget ud af ovnen. Sætningen ”arj jeg tager lige en mere” har runget og sunget i mit hoved en MILLION gange.. eller ”arj jeg kan ligeså godt spise resten altså, nu hvor jeg er i gang”.

Havregryn med sukker, müsli i ubeskrivelige mængder, flere poser pebernødder, brød med smør, gifler, wienerbasser osv. er blevet slugt. Når jeg var til noget forskellige steder (arbejde, familiesammenkomster osv.) så var jeg helt sikkert altid den, der spiste mest. Som om at det var sidste gang, at jeg fik serveret lagkage eller slik eller wienerbrød. Egentlig er det lidt pinligt, at man er så ”hungrende”, men samtidig bliver folk også glade, når de kan se, at det de har lavet, bagt, medbragt bliver ”spist op” af hende Angela – for hun spiser jo altid godt, og man kan jo ikke se det på hende..

Øh jo! Det kunne man så godt!  Jeg var jo nødt til at træne ekstra, da jeg led af overspisning, fordi ellers var det gået helt galt! Og mine slankepiller og afføringsdråber (som ikke var dråber overhoved, for jeg sprøjtede halvdelen af flasken ned i et glas, så jeg var sikker på ”der skete noget”) har helt sikkert også hjulpet til, at jeg ikke eksploderede i overvægt.

Men det var hårdt at lide af overspisning, for jeg var hele tiden lidt ked af det indeni over det mad. Og jeg følte, at maden havde kontrollen over mig. Jeg tænkte meget over maden hele tiden – og den fyldte en del. På en anden måde end da jeg SKULLE kaste op eller sulte mig. Jeg kan se nu, at jeg flygtede fra mig selv. Jeg stoppede aldrig op og mærkede efter. Jeg mærkede ikke efter mæthed eller sult eller andre følelser. Jeg spiste bare! Og så var jeg ”ked af”, jeg ikke kunne styre min mad, og så kunne jeg ikke rigtig ”mærke” de andre ting i livet, jeg egentlig ægte var ked af. For det røg ligesom lidt i baggrunden! Når du er ”overspiser” så har du også 117 undskyldninger for, hvorfor du gerne må få det her slik, kage, mad osv. Og der er altid meget ”rod lige nu”, så man har ikke lige ”overskud” til at starte med at spise mindre eller sundere.

Eat this! Der vil ALTID være meget rod i en overspisers, bulimikers og anorektikers liv. Sådan er det bare. Livet er en lang lort eller en lang lækker gave du har fået.. bestem selv. Folk dør rundt omkring dig, du vil få sygdomme, dine nærmeste vil svigte dig, du har haft en lortebarndom, din kæreste er dig utro, du har mistet dit ben, du har tabt dit hår – ja jeg kunne blive ved.. alle har deres at slås med! ALLE!!! I større eller mindre grad. Du vil formentlig blive VILDT provokeret af, at jeg skriver, at folk selv kan vælge, hvordan de vil tackle tingene! Men efter en lang lort – har jeg personligt valgt at opleve mit liv som en gave. Jeg har måske kun denne ENE chance til at få det bedste ud af mit liv.

Og med min historie (som er MEGET længere og på sin vis også meget værre, end det du har læst indtil videre) så er jeg levende bevis på, at man kan rigtig meget, hvis man tror på det, er ærlig overfor sig selv og IKKE gemmer sig bag en MASSE ”undskyldninger” eller spiseforstyrrelser.

ALLE har det hårdt – nogle har det meget værre end andre. Men du er nødt til at tage udgangspunkt i HVOR du er i dit liv, og hvordan DU vælger at komme derhen, hvor du mærker efter indeni dig selv.

Hvordan har du det lige nu? Er du ked af det? Hvorfor? Hvis du siger ”fordi jeg er for tyk, tynd, grim osv” så vil jeg bede dig se indad.. og så spørge dig selv igen ”hvorfor er du ked det?” og så svare ud fra, hvordan du har det INDENI!!! Og ikke hvordan dit spejlbillede har det.. for spejlbilledet kan vi altid fixe! Du skal starte indefra!

Da jeg pludselig en dag så på mig selv og tænkte ”Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor æder jeg så meget mad og lader maden tage kontrollen over MIG?! Jeg kan godt selv bestemme, OM jeg vil spise meget og HVORNÅR jeg vil spise meget.”

– og det gjorde jeg så! Jeg lærte at mærke efter sult, mæthed, lysten til at spise, retten til at nyde. Og lade mine kulhydrater være mine venner….og sige NEJ tak til de ting jeg blev budt, også selvom folk står og siger ”årh hold op, det kan du da sagtens tåle” .. så tænker jeg bare ”oh no.. du ved ingenting om hvad mit lille sind kan tåle”og smiler.

Fra den dag af gik det kun en vej – og det var til et bedre spejlbillede og en kropsbevidsthed, der aldrig har været bedre. Jeg har sluttet fred med mit spejlbillede, min mad og min træning. Det jeg vil lave om (som fx rynker i panden) – det får jeg lavet med botox. Eller hvis jeg ønsker en fladere mave, jamen så træner jeg lidt mere mave og spiser de ting, som ikke får maven til at svulme (for jeg kender min krop så godt nu, at jeg præcis ved, hvad der gør hvilke ting ved MIN krop). Og det gør mig ikke til at ”svagt menneske uden selvværd” – nææh jeg vil bare gerne holde mig forholdsvis pæn og kunne smile til mig selv i spejlet – med og uden tøj på!

Du er smuk indeni, når du finder frem til kernen af din ked-af-det-hed -og kommer udover tanken ”Jamen det er bare det hele”.. nej ! Hvad er du ked af? Og hvad kan DU gøre bedre for dig selv? Det må gerne være at få hjælp af andre. Man kan ikke klare hele verdenen alene, men kun DU kan tage vare på din egen lykke.

Tak fordi du læste med.