Mor, far & børn – og mad!

I Danmark (sikkert også mange andre steder) samles vi – om maden. Mange familier har den regel, at de fx helst alle sammen skal mødes til aftensmaden, så de lige kan få vendt dagens oplevelser. Når vi skal ”hygge os” er der altid mad, slik, kage – noget at putte i munden.

Men tænker, du som forælder til dit barn, over DIT HUMØR ved fx aftensmads-bordet?

Tænker du over STEMNINGEN ved bordet?

Bliver du sur på dit barn over han eller hun ikke spiser nok eller hurtigt nok?

Et er at ungen sidder og kaster rundt med tingene eller slikker på kødet eller lign. den går altså ikke, men skælder du dit barn ud ved bordet?

Ignorerer du eller sidder du og viser surhed ved bordet?

Så er du godt i gang med at gøre dit barn klar til en spiseforstyrrelse.

”Arj tag det nu lige roligt engang” siger de fleste forældre til mig. Men jeg mener det!

Børn vil så gerne have at ”alle er glade” – når ”alle er glade”, altså når der er super god stemning og der er ro på generelt i tilværelsen, så bliver ungerne tit selv sure, fordi de så giver sig selv ”lov til” at være sure eller kede af det eller vrede. Så det er faktisk sundt, når ungerne sidder og mugger lidt ved aftensmaden, fordi de giver sig selv lov til det.

Men hvis ”alle IKKE er glade”, så ved børnene slet ikke, hvordan de skal forholde sig til deres egen opførsel. De prøver at gøre tingene så korrekte, at de tit kixer. De taber bestikket, vælter glasset osv. fordi der går så meget nervøsitet i dem, over at mor eller far sidder og er ”ikke-glade”.

Hvis I vidste, hvor mange historier jeg har hørt fra folk med et ”problem med mad” (ordet spiseforstyrrelse kan lyde så overdrevet) hvor de fortæller om stemningen ved bordet, da de var børn!

Skrækkeligt! Den der far der sidder og dominerer det hele ved hans blotte tilstedeværelse. Moren der sidder og er ”stille”, mor og far der snerrer og vrisser over kartoflerne. Man har bare lyst til at løbe ind på sit værelse. Maden vokser i munden på en – og man bliver bedt om at ”spise op”.

Eller også skal børnene ”redde” den dårlige stemning mellem mor og far – så den ene forælder spørger ”Nåh hvordan går det så i skolen, Ole?” – så skal Ole sidde der og fortælle om sin SKOLE, fordi at mor og far er ”ikke-glade”! Stop nu!

Ole svarer ”Det går fint”. Den forælder der har spurgt, bliver irriteret for stemningen bliver jo IKKE reddet af sådan et kort svar, så forælderen siger måske ”Du fortæller heller aldrig noget, hvad laver I i dansk for tiden?” . Hvor meget tror du, at Ole gider sidde og berette om sine dansktimer lige nu? Ikke så meget vel!

Da jeg var barn var maden det ENESTE, jeg kunne styre. Jeg kunne ikke styre min mors humør og hendes mærkelige tilgang til mig eller til verdenen, men maden – den kunne jeg styre. Og når jeg så var ude hos andre, hvor stemningen var god – eller fx var hos min elskede farmor, som jo bare elskede mig, så ÅD jeg.. jeg ÅD. Det var som om, når der var kærlighed eller god stemning, skulle jeg ÆDE alt den gode stemning mens jeg kunne, for når jeg kom hjem til min mor, så voksede ALT i munden på mig.

Det er ikke alle, der har det som jeg havde det, men ALLE børn har det ligesom Ole. De har ikke LYST til at komme ind til et ”stemningstrykket” aftensmadsbord eller sidde ved ”kaffe-kagebordet”, når moster Judith kommer, som far slet ikke bryder sig om, så stemningen skal være ”dårlig” igen og mor redder stemningen ved, at Ole skal komme ind som underholdningsobjekt, så det ikke er så kixet, at far sidder og er vrissen overfor Judith.

Jeg håber, I kan se hvad jeg mener.

Jeg håber, I kan forstå at børn skal spise i gode rammer. De skal ikke forbinde mad eller det at samles (om mad) som noget negativt. Jeg vil hellere foreslå, at den forælder der kan overskue barnet den dag spiser alene med barnet, så de kan sidde og have en hyggelig middag. I stedet for at den vrisne forælder også skal deltage. Om det er et brud på ”normalen”? Ja det kan jeg da love dig for det er. Vi har så mange overvægtige mennesker, så mange der ikke ”kan styre maden”, så mange med spiseforstyrrelser og SÅ MANGE forældre, der lukker øjnene for, hvad der foregår i deres lille hjem.

Og nej man kan IKKE være glad altid. Helt rigtigt. Og børn må også godt mærke, at der er dårlig stemning engang imellem, men hvorfor SKAL man så samles den dag om maden og PARTOUT sidde sammen? Det er da en underlig regel. ”Men det plejer vi” – ja det er fint, men ”plejer” kan sagtens dø.

Hvis du er single-parent, så har du et problem. Så er du NØDT TIL at vælge at være glad overfor dine unger den halve time maden varer.

Det allerbedste ville være at sige ”Drenge /eller piger/ jeg er i mega dårligt humør i dag, jeg ved ikke engang hvorfor, det er bare sådan en dum dag lige i dag, og jeg er ked af hvis jeg vrisser lidt, det er ikke jeres skyld”.

Hvor svært er det?

Ikke særlig svært.

Det er ikke en undskyldning på forhånd, så man bare kan snerre løs, men så tager børnene det i hvert fald ikke ind.

Jeg har fx MEGA ondt i min nakke, lænd og krop rigtig tit pga. mine biluheld for snart to år siden, og der er bare nogle dage, hvor mit mentale overskud er på 0 , hvis jeg både har været på arbejde, skal hente barn, handle (slæbe poser som jeg ikke ved, hvad vejer og derfor ikke har ”kontrol” over løftet af posen, det lyder skørt, men det kan tricke ALT!), lave mad (stå med nakken nedad, som er det der tricker det i nakken for fuld skrue), spise, vaske op (igen nakken nedad), smøre madpakke (igen nakken nedad), så skal barnet altså også lige i bad – og jeg kunne faktisk også godt tænke mig at hygge med hende lidt (men hvor er tiden)…. Nogle dage – så kan jeg bare ikke være ”glad”. Og så siger jeg til Nana (min datter) og min kæreste, hvis han er hjemme ”I dag har jeg mega ondt, tilgiv mig hvis jeg virker sur, det er jeg altså ikke”.

Om det hjælper? Det mener jeg, det gør. Min datter skal ikke GÆTTE SIG TIL, hvorfor jeg er sur, vrissen eller er helt hvid i hovedet. Jeg har sagt ”I dag er lidt slem, så vi tager det lige med ro”. Hun tror IKKE, at det har noget med hende at gøre, for det VED hun, at det ikke har.

Men hvis jeg gik og var muggen og sur og trist eller hvilket ord man nu kan smække på, så ville hun tænke ”Åh nej var det fordi mine støvler ikke stod rigtigt ude i gangen” eller ”Var det fordi jeg sagde XXXXXX før?”

Og hun ville helt sikkert søge mig på en helt anden måde, for ikke at træde forkert. Eller også ville hun skabe sig helt vildt, fordi hun kunne mærke der ”var noget” og så laver børn tit en modreaktion.

Jeg ved godt, du ikke kan styre alting. Men du kan VÆLGE, at gøre det bedste for dit barn! De har ikke valgt at komme til verden, det har vi. Og det er vores pligt at gøre det bedste vi kan, for at skabe et helt menneske, som ikke har problemer med MAD.

Jeg laver helt sikkert masser af fejl som mor. Men det her med maden – det fylder så meget i vores liv, for det er der hele tiden – og vi har BRUG for mad. Så prøv at gør det til en fest, en afslappet hyggelig stund, hvor man er ærlig.

Er der noget galt i at sige ”Mor og far er altså lidt uvenner i dag, så far kører lige en tur (eller sætter sig ind og arbejder, eller går med hunden eller tager over til en kammerat eller andet), og så spiser vi sammen i dag os tre (eller hvor mange man nu er) og hygger. Vi skal nok blive gode venner igen, men altså voksne bliver jo også sure på hinanden og så er det lige mig, der hygger med jer i dag.”

Og så TAL om det ved bordet, hvis ungerne gerne vil spørge om noget. De skal slet ikke vide alt, det skal bare ikke være så TABUBELAGT det hele.

Jeg er ikke hippie, men for filan – alt det der usagte og alle de der gætterier. Man bliver SKØR af det som barn (og voksen også egentlig). Børn har ikke ordforrådet til at sætte ord på alle deres følelser altid, og hvis de samtidig skal gætte de voksnes humør og agere ud fra det, hvornår har de så lov til at være børn?

Please tænk over det her, hvis du er mor eller far.

Giv gerne en kommentar, hvad du synes om det her.

Tak fordi du læste med. Det betyder meget for mig, at nogle læser mine blogs.