Mit had er mad

Eller det var det! Jeg var desværre nødt til at afløse den ene spiseforstyrrelse med den anden for at komme videre i texten.

Hvis du har læst mit skriv om Anorexi (Maven som blev væk) ved du, at følelsen af at maven var væk var ubeskrivelig rar. Så hvordan kommer man så dertil, at maven skal fyldes til bristepunktet lige pludselig? Og at mad skal indtages i sindssygt store mængder? Ærlig talt ved jeg det ikke. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan det ene overtog det andet. Jeg har prøvet at læse mig frem til diverse eksperters meninger om det, men jeg har ikke helt kunne finde en rød tråd.

Når du har anorexi, hader du ikke mad – det gjorde jeg i hvert fald ikke, for jeg spiste ikke noget! Men da jeg fik bulimi, så startede hadet.. et KÆMPE had til mad. For jeg kunne jo ikke styre det. Jeg tog på INGEN måde ansvar for, at det var MIN hånd, der førte maden ind i munden, og det var selvsamme hånd, der stak to fingre i halsen for at få det op igen!

Folk synes det er helt  vildt ulækkert at kaste op. Men fakta er, når du lige har spist, og så tvinger maden op igen, så smager det altså næsten af det samme, som da du indtog det. No shit! Maven har jo slet ikke fået lov til at fordøje det, så det er jo ikke sådan en omgang mavesyre man får op, som man ellers gør ved fuldesyge eller normal sygdom i maven.

Mine dage var opslugt af, hvornår jeg skulle spise igen, hvor meget, hvor jeg ku kaste op – og ikke mindst hvor jeg skulle skaffe pengene til alt det her mad. For jeg spiste meget .. ikke bare lidt men RIGTIG meget (hvis jeg siger 4 pizzaer, to lasagner (fra pizzamanden), 2 bakker fritter, 12 flødeboller og en pose skumfiduser, fortæller det dig nok lidt om mængden.. og det her var ”et måltid”). Det siger sig selv, når man kommer fra at have spist ingenting i en lang anorexi-tid til at spise ubeskrivelige mængder af mad, så tager man på. Også selvom man kaster op.

Min krop eksploderede i fedt (synes jeg selv). Jeg kunne ikke holde ud at se mig selv i spejlet nogle dage, og jeg undgik spejlene i træningscenteret. Jeg trænede meget mindre, da bulimien overtog anorexien, for jeg havde altså ikke tid til at træne, når jeg skulle hjem og fråde alt det her mad. Der skulle enorm meget planlægning til – også ift. skole og arbejde – og når man skulle besøge nogen. For kunne jeg nå at spise og kaste op på vej hjem til nogen, så kunne jeg ”glæde mig” til at spise noget hos dem og kaste op der. Hvis jeg ikke havde nået at lave en ”sceance” som jeg vil vælge at kalde det, inden jeg skulle noget andet, hvor mad var involveret, gik jeg nærmest i panik!

Jeg købte en masse morgenmad på vej til arbejde, spiste det i toget/bussen, kastede op på stationen og gik ned på arbejdet og spiste morgenmad med de andre. Og kastede op! En dag konfronterede min chef mig med, at der var altså var opkast på toilettet og ved siden af toilettet(FLOVT!!!) og at hun var sikker på, at jeg kastede maden op! Jeg blev sur og nægtede. Indeni tænkte jeg ”det da ikke min skyld at alt det mad hele tiden er der!”

Jeg hadede mad. Jeg hadede alt socialt, hvor der var mad involveret – og hvor er der ikke det i vores samfund. Mit træningscenter var det eneste sted, jeg ikke var bange for maden! Skønt! Her kunne jeg trække vejret, for der var ingen mad! Kun vægte!

Du tænker nok ”hvorfor kommer man så langt ud mht. mad”

Der er jo 1000vis der har haft – eller har det som mig i større eller mindre grad. Jeg kan kun sige, at mit startede rigtig rigtig tidligt. Jeg var tynd som barn, og jeg voksede som ukrudt. Uden at sige for meget har jeg haft en sindssyg langt ude barndom – og maden var det eneste, jeg var herre over. Min mor bad mig spise og spise, fordi ”du er så tynd, Angela”.. og jeg gad bare slet ikke spise hendes ”lortemad” – så jeg smed det ned i servietten, når hun ikke så det og så ud i toilettet, eller havde en legespand med under bordet og smed det derned.. Åh ja jeg havde masser af gode idéer. Jeg spiste til gengæld masser af søde og bløde ting. Kage, franskbrød, slik osv. Så mit forstyrrede forhold til mad kommer helt sikkert af, at jeg det kunne jeg ”styre”..

Så da bulimien overtog fik jeg jo en følelse af kontroltab. Maden styrede mig! Det var helt sygt. Og derfor hadede jeg den! Jeg hader nok generelt alt der ”styrer mig”. Så jeg blev helt hysterisk ked af det over den mad. Jeg blev DYBT afhængig af slankepiller på samme tidspunkt og troede, at DE kunne hjælpe mig. Desværre er det bare sådan, at når maven er vant til at blive spilet ud til bristepunktet, og du har overhørt ALLE mæthedssignaler, så virker slankepillerne knap så godt – til gengæld bliver du afhængig af dem.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved denne ustyrlighed og begyndte for alvor at skære i mig selv. Dengang var der ikke noget der hed at være ”cutter”, så jeg sagde jeg var blevet revet af en kat el lign. Folk kunne dengang ikke forestille sig at man kunne sidde og skære i sig selv med et barberblad. I dag er det desværre et kendt fænomen. Alle tanker og følelser om mad og hadet til maden og hadet til alle dem, der hele tiden bød mig på mad gik lige væk for en tid – det var virkelig rart, og en flugt jeg brugte rigtig længe. Jeg tog INTET ansvar for noget omkring det mad. Det var maden og alle andres skyld!

Når jeg kigger tilbage på min bulimitid bliver jeg for alvor trist. Det var som om det var en stor tåge det hele. Det var så sygt med alt det mad der blev indtaget, tiden og energien der blev brugt på det – og alle de penge jeg lånte og stadig (!!!) betaler af på for at spise og spise og kaste op og kaste op. Jeg fik smadret mine tarme, fik blødende mavesår, fik ødelagt alt emaljen på mine tænder og jeg kunne bare bøje hovedet, så røg maden op til sidst. Jeg behøvede ikke engang bruge fingrene. Jeg har været SÅ langt ude.

Og jeg aner virkelig ikke, om nogen kunne have reddet mig. Men jeg ville ØNSKE. at der var en person tæt på mig, som havde sendt mig hen til en der kunne hjælpe mig, fx som jeg er nu – en som havde prøvet det, men var kommet ud på den anden side.. for psykologer forstår altså ikke altid, hvordan man har det, når de ikke selv har prøvet det.. sorry to say!

Jeg kom ud af bulimien fra den ene dag til den anden. Jeg havde købt en MASSE morgenmad en dag og skulle til at spise det, men så tænkte jeg ”Nej fanme nej, jeg gider ikke det her pjat mere, jeg får også grimme tænder af det”.. og så smed jeg maden ud, da jeg kom til endestationen med toget! Sejr! Den dag glemmer jeg aldrig! Jeg følte mig helt høj og glad.. og jeg tænkte ”nu er jeg færdig med det madpjat der”.

…. Desværre gik der ikke længe for overspisningen tog over. Men det er så en helt anden historie.

Da jeg havde bulimi, hadede jeg min krop, men på en anden måde, end da jeg havde anorexi. Jeg synes, jeg var tyk og fed, men jeg var mere gal på mig selv over, at maden styrede mig. Mit fokus af selvbebrejdelse rykkede sig altså fra kropshad til madhad. Det er jo lidt interessant at tænke på, fordi jeg flyttede ansvaret over på maden og de ”andre” som tilbød mig mad – hvor anorexien var ”min egen skyld” hele vejen igennem. I dag tænker jeg stadig over, hvor mange der mon vidste, hvor syg jeg var, og om de ikke turde gøre noget – eller om jeg virkelig var så god til at holde det skjult?

Det skal siges, at jeg har gået til psykolog(er) imens jeg havde alle mine spiseforstyrrelser, men ingen af dem har gået til mig på en måde, hvor jeg tænkte ”du er her virkelig for mig”. Og det tror, jeg er det VIGTIGSTE, man kan blive mødt med, når man har en spiseforstyrrelse. At man ikke bliver dømt eller set skævt til, men at man kan snakke om, hvor svært man synes det er – og at man bliver ”gået til”. At man bliver udfordret lidt – og at denne her person tør spørge om alle de ting, andre ikke tør spørge om. For JA når man er spiseforstyrret bliver man sur, når der bliver spurgt ind til ting, men man vil jo egentlig rigtig gerne hjælpes og snakke om det. De psykologer jeg var til spurgte ofte ”jamen hvad tror du selv du kan gøre bedre”.. Oh my GOD! Hvis jeg vidste det, tror du så ikke jeg ville have gjort det!?!? Det tænkte jeg tit.. og så blev jeg sur.. og gik frustreret derfra.

Mit bedste råd er virkelig, hvis man har en spiseforstyrret person i sin nærhed, at man udvælger EN person, der er der for det her menneske 100% – det skal ikke være flere.. for så bliver spiseforstyrrelsen accepteret, og det kan også gå hen og blive farligt. For så er det OKAY at kaste op eller sulte sig eller overspise. Det går heller ikke. Nej en person, der kan bære at blive afvist og spørge om de svære ting – og stadig være der, når tingene er sværest og give en krammer. Det gør psykologer aldrig. Og det bliver så distancereret, når man nu har siddet der og tudet og vist sit inderste, og der så bliver sagt ”ja så er tiden gået”. Ja tak så går jeg da bare ud i verden til mit lorteliv igen – hej hej!

Jeg er så glad for, at jeg i dag tager ansvar – helt alene – for det jeg indtager og propper i hovedet. At mad, slik, chips og is er en glæde og noget jeg nyder. Nogle gange dukker der en lille djævel op fra fortiden. Men heldigvis kan jeg bare lige snakke ham til rette, så han putter sig igen. Det er jo det med mønstre – de vil altid være der, da de er en del af din fortid. Det handler om, hvordan du dealer med dem, når de stikker deres grimme fjæs frem.

Der er kun dig til at elske DIG, din krop og dig selv. Der er KUN DIG til at tage ansvar for DIG, og det du vil med din krop og dit liv! – alle de andre i dit liv som elsker dig, det er bare en ekstra gave. Men andres kærlighed kan ikke gøre dig ”hel”- det kan kun du!

Tak fordi du læste med.