Maven som blev væk

At have en spiseforstyrrelse er ikke noget man altid er klar over, at man har.

Jeg har haft de tre gængse anorexi, bulimi og overspisning (demensbulimi) uden helt at være bevidst om at ”nu er jeg syg! – jeg har en spiseforstyrrelse, der er rigtig dårlig for min krop”.

I denne omgang vil jeg fortælle om den første, nemlig Anorexi!

Anorexi giver en en helt særlig lykkefølelse af kontrol. Man føler, man kan klare hele verdenen, når man endnu en dag kun har spist et æble og drukket en liter mælk og ens mave er helt udhulet.

Når folk siger til en ”hvor er du tynd” – måske endda med en smule foragt i stemmen, føler man en form for stolthed og tænker ”ja er det ikke flot”, men man siger bare ”nej det er jeg da ikke” eller noget i den stil.

Da jeg var tyndest, vejede jeg 43 kilo – jeg var (og er) 186,6 cm høj, så jeg var skind og ben.

Jeg trænede mellem 2-4 timer om dagen, og jeg følte på de ”gode” dage, jeg var på toppen af verden.

Min vægt lå og vekslede mellem 43-53 kilo hele tiden. Jeg havde ofte en decideret angst, når jeg om morgenen stillede mig op på vægten for at se det ”frygtelige tal”, hvis det ikke var det tal, jeg havde sat mig for at være det ”rigtige”.

Når jeg nåede mit mål i løbet af en dag – det kunne fx være at træne 4 timer (1 times spinning morgen og en times styrketræning – så i skole – og så træning igen om aftenen, styrke og cardio) og kun indtage 1 æble, 1 liter mælk og min proteinshake – så var dagen god. Og jeg var stolt af mig selv.

Jeg kunne nemlig ikke mærke min mave! Det var den bedste følelse! Jeg følte ikke sult, den larmede ikke.. den VAR DER IKKE! Det var som om min overkrop bestod af brystparti (dengang var der ik meget bryst på mig) og to arme, en hals og et hoved – og så var der benene dernede et sted. Maven var væk!

Folk som aldrig har haft anorexi, forstår ikke den rus det er at nå til punktet, hvor man ikke er sulten, selvom man intet indtager. Følelsen af sejr, når maven er så udhulet, at ribbene stikker mere frem end maven (som er væk!) og hoftebenene stikker ud som to spyd, og man har et KÆMPE mellemrum mellem inderlårene (thigh gap).

Problemet er bare, at rusen kun er der, når der er ”succes”. Man har mange flere nedture, og man slår sig selv oveni hovedet, hvis man ikke pressede sig selv nok til spinning, træning eller spiste mere end det ”planlagte” eller at vægten ikke stod rigtigt ift. ”dagens tal”… Ja det minder nærmest om Lotto.. du har minimale chancer for at ”vinde” – det er en lang kamp med dig selv og den KÆMPE hammer, der hviler over dit hoved hele tiden.

Man slår sig selv i hovedet, bebrejder sig selv, står og siger til sig selv i spejlet ”du er så fed og klam” og hiver i det ikke-eksisterende fedt og har lyst til at skære det af! Ens selvhad er ubeskriveligt! Og INGEN kan sige noget på de dårlige dage, der kan ændre ved den følelse af HAD til sin krop og ”fedtet”. Det er virkelig forfærdeligt for de omkringværende mennesker, som gerne vil hjælpe en. De kan jo se, hvor ”syg” man er.

Jeg var med i et modelbureau på det tidspunkt, hvor jeg var meget anorexisyg. Det skal lige siges, at jeg overhoved ikke følte mig syg. Jeg læste enormt mange bøger om spiseforstyrrelser. Men jeg synes slet ikke selv, jeg havde anorexi, for jeg var slet ikke så tynd, som dem i de bøger, jeg læste… (øh jo det var jeg så, men det kunne jeg slet ikke se!).. nåh men en dag skulle de bruge en str 34. De ringede efter mig og mine stikkende hofteben(!!). Jeg kom ind på bureauet og ejeren (en kvinde) sagde ”du er nødt til at tabe dig lidt mere, dine hofter er for brede til det her show!” Der vejede jeg 47,3kg (ja den dag glemmer jeg aldrig) og var som sagt 186,6cm høj! Jeg gik grædende derfra og vendte aldrig tilbage. Tal lige om en syg verden!

At have anorexi er en skrækkelig sygdom, og det er en af de sværeste at slippe af med, for du kan hverken operere eller medicinere dig ud af den. Jeg var desværre nødt til at ”afløse” min anorexi med en anden spiseforstyrrelse – nemlig bulimi. Det beskriver jeg en anden gang.

Når jeg ser tilbage på, hvor syg jeg har været, kan jeg kun takke de højere magter for, at det ikke endte værre end det gjorde. Og jeg er mere end taknemmelig for, at jeg i dag er et sted, hvor jeg spiser præcis hvad jeg vil, når jeg vil – og jeg nyder ligeså mange usunde ting, jeg har lyst til.

Min træning – ja jeg har altid elsket min træning! Altid! Spiseforstyrrelser eller ej.

Den blev efterhånden bare en sund, sjov og god vane, i stedet for noget jeg skældte mig selv udover jeg ikke havde gjort godt nok – som det jo var ”dengang”.

Idag står jeg aldrig og skælder min krop ud foran et spejl, og jeg fortæller aldrig mig selv, at jeg for tyk eller grim eller klam. Tværtimod elsker jeg, at jeg har en krop, der kan gå og stå og bevæge sig. Især efter mine biluheld, hvor jeg virkelig kan mærke, hvor meget sådanne ting sætter en tilbage, både i ens hverdag og træning! Og det skal lige siges, at jeg idag vejer omkring de 75kg – og er gladere for min krop end jeg nogensinde har været.

Vær glad for den du er, du kan alligevel aldrig blive en anden!

Du har den krop, du er blevet tildelt af storken (eller hvem det nu er) og det er DIT ansvar –ene og alene – at elske den og være god ved den med sund træning, mad der er godt for dig – og engang imellem nyde det usunde – uden at blive sur på dig selv bagefter.

Man behøver slet ikke have haft anorexi for at hade sin krop, ligeså meget som jeg hadede min dengang. Det er min branche et levende bevis på, når vi hører smukke dejlige mennesker stå og ”hate” sig selv og deres krop. Tænk over det. Elsk dig selv, fordi du er DIG!

Tak fordi du læste med!