Torsdagstanker – hvad dømmer du på?

I dag slog det mig, at jeg egentlig ikke dømmer folk på, hvad de arbejder med, hvilken uddannelse de har eller hvilket socialt lag de kommer fra.

Om det er fordi jeg voksede op i det lidt halvsnobbede Lyngby, hvor de fleste af mine klasse”kammerater” ikke manglede noget, og at jeg som den eneste boede alene med min mor, som var arbejdsløs, alkoholiker, virkelig skizofren og hmm skal vi kalde det hash/coke/heroinbruger – har gjort mig til en der ikke dømmer folk på deres udseende, tøj og sociale lag eller uddannelse og job – det ved jeg ikke. Men det har da nok hjulpet på det. At jeg altid blev dømt som hende med den underlige mor, har nok gjort at jeg slet ikke har følt mig i stand til at dømme andre, selvom jeg hverken synes, at jeg var mere eller mindre end de andre!

Træningsverden har tiltalt mig siden jeg var meget ung, for der er vi alle ens. Vi har alle sammen træningstøj på. Og dem der er gode til at træne og passer godt på deres krop er de ”sejeste” i min verden. Ikke dem der løfter mest, tager flest steroider eller flest slankepiller – eller vinder en fitnesskonkurrence.. nej nej. Dem der er GODE TIL AT TRÆNE OG PASSE PÅ DERES KROP. I min verden passer man ikke på sin krop, når man sulter den, løfter så tungt at led og lemmer går i stykker eller fylder den med doping. Men det er en helt anden snak.

I træningsverdenen faldt jeg fint ind, da jeg var ung – også selvom jeg ikke var hverken rig eller havde en flatterende uddannelse (lidt svært når man går i folkeskole).

Når folk forlader træningscenteret total skruet op i stram nederdel og skjorte eller for mændenes vedkommende et velfriseret jakkesæt, tænker jeg STADIG ikke over, om de er ”mere eller mindre” end jeg er. De kom jo for at træne, ligesom mig. Så der er vi alligevel lige.

Nææh jeg ser mere op til folk sociale intellekt, og hvordan de gebærder sig over for fx deres kærester, venner eller børn eller dyr. Og her dømmer jeg helt sikkert hårdt. Sociale skills er i min verden det allervigtigste!

I mange år synes jeg det var fedt, at sige at jeg arbejdede i forsikringsbranchen.

Jeg var jo ikke lige den typiske forsikringspige, og jeg kunne mærke folks anerkendelse, når jeg sagde hvad jeg arbejdede med. Til at starte med blev jeg tit dømt ud fra, at jeg havde fået lavet bryster, tog meget sol (dengang), trænede meget (som nu), og havde extensions (hvilket ikke var så normalt dengang- det er det nu). Jeg blev også kigget lidt efter i sømmene, fordi jeg var lidt mere outgoing (underligt ord, I know, men ved ikke hvad jeg ellers skal skrive).. så ja jeg skulle lige ses an. Men når jeg sagde, at jeg arbejdede i forsikringsbranchen og kunne slynge et par kloge ting ud om det (selvom jeg nu ikke var særlig klog på det område, så kan det hurtigt LYDE klogt på andre som måske ikke kender til den verden), så blev der straks kigget på mig på en helt anden måde.

Det tog mig mange år at forstå, at det egentlig var RET LANGT UDE at jeg ligesom skulle sige det, førend folk kunne acceptere mig hurtigt. Og det blev hurtigt noget jeg sagde som det første, så jeg slap for de der underlige ”hvem er du egentlig” blikke.

Jeg var ikke stolt af at være mig – Angela – jeg var stolt af at kunne sige, hvad jeg arbejdede med, selvom det ærlig talt ikke var noget jeg BRÆNDTE FOR sådan helt ind til benet. Jeg brændte for de fede opgaver, men ikke for de helt almindelige opgaver, som man jo OGSÅ skal lave.

Det var i mange år sådan lidt skørt at rende rundt og være lidt anderledes i en anerkendt verden som kontormiljøet er. Men jeg er god til at tilpasse mig, og jeg tror ikke, jeg havde særlig mange haters, da jeg egentlig ikke bryder mig om at være uvenner med nogen eller have dårlig stemning. Derudover kan jeg ikke lade være med at engagere mig i det jeg laver, så jeg der var nogle opgaver jeg gik op i med liv og sjæl!

Da jeg så fandt ud af, at jeg ikke længere kunne arbejde med stillesiddende kontorarbejde pga. mine biluheld, jamen så kunne jeg ikke længere have min forsikringslabel på. Jeg havde egentlig sluppet den nogle år tilbage – den der med at ”sige mit jobtitel først” når jeg mødte nye mennesker, men stadigvæk var det jo en god icebreaker, hvis folk havde nogle fordomme om mig. Den forsvandt så fuldkommen, da jeg ikke længere skulle være kontorarbejdende Angela.

I dag er min jobtitel selvstændig Personlig Træner – og jeg møder slet ikke det samme anerkendende blik, når de ord bliver slynget ud. Tværtimod så er folk sådan lidt ”Nåh kan du leve af det?” – ”Er der ikke mange om budet?” – ”Pas nu på du ikke bliver træt af det” ”Gider du virkelig træne folk” ”Er du ikke klogere end at stå og hjælpe folk med det” – ja det er nogle af de ting jeg bliver mødt med. Men det preller af. Fuldkommen! Jeg vil gerne forKLARE folk, hvorfor jeg er så glad for det jeg laver, som jeg er, men jeg føler ikke jeg skal forSVARE mig- hvilket jo er det allervigtigste.

Jeg er glad for, at jeg er mig. Og jeg arbejder med noget, hvor jeg er i mit es. Jeg er ikke til stramme skjorter(de findes alligevel ikke i min lange weirdo størrelse), høje hæle hver dag, anstrengte stramme smil, være sammen med folk, der er mere tørre end en gammel bambuspind (no offense gamle kolleger, mange af jer er slet ikke sådan, men I ved godt, hvad jeg mener), møder om ting, som jeg sys vi kunne have ordnet ved at gøre sådan og sådan, eller få at vide at jeg er ”for engageret” i mit arbejde. Nej tak da. Lønnen var god, mange kolleger var søde og sjove. Men det jeg får i dag kan ikke måles med noget. Uagtet smerter i min nakke og krop hver dag, så giver mit arbejde og mine søde klienter mig en livsglæde som ikke kan måles med noget.

Og ja jeg bliver da stadig ”set an” af nye klienter. Derfor tager jeg også ofte en langærmet bluse på, så tusserne ikke skinner dem lige i hovedet den første gang de møder mig. Når de så finder ud af, at jeg ikke er hverken underlig eller langt fra dem selv, så er tatoveringer, extensions og mit lange legeme jo ligegyldigt, for vi er her jo for at træne. Og er iført samme mere eller mindre flatterende elastiske tøj og kondisko.

Jeg elsker at møde folk, hvor de er. Jeg elsker at spørge folk, hvorfor de gør, som de gør. Jeg er nysgerrig på mennesket – ikke på deres penge, tøj, udseende eller jobtitel.

Når mine klienter skriver til mig, hvad de arbejder med i det skema de får –skal jeg egentlig kun vide dette, fordi jeg ønsker at vide, hvordan deres hverdag ser ud (stillesiddende, kontormiljø m fx meget kage, aftenvagter, hårdt fysisk arbejde osv.) og ikke fordi jeg tænker over, om de tjener x antal kroner om måneden eller ”hvem de er” som mennesker.

Jeg spørger også for det meste om de er glade, når vi mødes for at træne. Heldigvis er mange af dem glade, fordi de så har noget andet i deres liv der er godt, hvis deres job ikke er lykken.  Eller også er det deres job de brænder for og så er det fritidslivet der fylder mindre. Det er jo ligegyldigt, bare de er glade.. for noget!

Det er så vigtigt, at vi ikke dømmer hinanden på vores udseende, muskler, job eller penge på bankbogen. Det er så vigtigt, at vi ser hinanden som mennesker. Ser på hinandens værdier og normer og adfærd. Det er i bund og grund det der tæller, når alt kommer til alt.

For hvad er vi med penge og et godt udseende, hvis vores nærmeste eller vi selv bliver ramt af en alvorlig sygdom, som man ikke kan betale sig fra eller træne sig ud af? Vi er bare mennesker.
Husk at negativitet avler negativet – og hvis vi alle lige ser hinanden an med lidt mere positive øjne og et smil, så kunne det være, at ham den tykke med brillerne og bumsen på næsen faktisk var ret sød. Eller at hende den skeløjede med et heksehår på hagen kunne hjælpe dig med at grave din bil fri fra sne, når den sad fast. Jeg siger det bare.

I et land fyldt med overflade, reality og skønhedsidealer bliver jeg nødt til at slå fast, at vi alle bare er mennesker. Vi er alle lige. Vi bliver født alene og vi dør alene. Og så er det bare om at udfylde tiden derimellem med positive ting, et arbejde der gør dig glad, mennesker der skaber ro og morskab og hygge omkring dig.

Jeg føler mig enormt heldig, fordi jeg har overlevet så mange ting i mit liv, og jeg i dag er, hvor jeg er mentalt og kan give det videre til folk, der har lyst til at få et skub i den rigtige retning.

Jeg håber, at du er lige præcis der i dit liv, hvor du ønsker at være!

Tak fordi du læste med.