Jeg gider aldrig lege med dig igen!

Min datter kom grædende ned fra naboens datter, som havde udtalt de her hårdslående ord. Min datter troede på dem. Hun troede, at hendes veninde ALDRIG ville lege med hende igen. De legede igen en time efter.

Jeg tænkte tilbage til min egen barndom – og præcis samme tilfælde som jeg havde stået i, når min bedste veninde sagde sådan til mig. Jeg troede også på det. Hver gang hun sagde det, så troede jeg at NU var det rigtigt.

Som voksen har der stadig siddet den her ”altid eller aldrig” ting i mig. Frygten for at miste noget, miste et venskab, en veninde, frygten for at blive til grin. Alle de ting jeg har lovet mig selv gang på gang – jeg vil ALDRIG spise chokolade mere, jeg vil ALDRIG kaste op mere, jeg vil ALDRIG have en kæreste, der taler grimt til mig – jeg skal aldrig bla bla bla.

Da jeg var barn var det ofte det bedste, hvis jeg sad og talte med min veninde om, at vi ALTID ville være veninder. Det blev ikke sådan. Vi er ikke bedste veninder i dag. Livet går jo videre.

Men det er lidt det man også gør med fx ens kæreste. Vi skal altid være sammen, derfor bliver man gift og får børn. Og man bliver så ked af det og skuffet, hvis det så ikke går. Om det er barndommens – for altid – eller aldrig der sidder i os – og at det er derfor vi bliver fx gift ved jeg ikke. Men voksne bliver ofte ligeså kede af det, når de bliver slået op med eller ignoreret eller svigtet, som børn gør. Vi er nede på et stadie af barnlighed, når vi fx bliver skilt og siger alt muligt grimt om hinanden. Det er jo lige før  VI VOKSNE opfører værre end når ungerne i 5. klasse står og lede ved hinanden og mobber.

De braste drømme.

Vi skal altid være veninder, vi skal altid være sammen – og når vi så ikke lever op til det ”promise” sammen så braser det HELE, så kan vi lisså godt være lede og dumme. Meget barnligt, men desværre menneskeligt ad pommern til.

Nogle får et hardcore filter, hvor følelserne ikke får lov til at få frit spil og de skøjter hurtigt videre i livet uden at se sig tilbage, tænke efter, mærke efter, sørge, men om det er sundt eller ej kan jeg ikke gøre mig klog på.

Når vi ser på ordene aldrig/altid er vi lidt ovre i ”alt eller intet”.

Jeg sidder og arbejder med ”alt eller intet”- mennesker hver dag. Jeg har selv været sådan. Og på nogle punkter er jeg det stadigvæk.

Der er jo ikke noget galt i at have sine principper! Det er jo et fint princip at sige ”Jeg vil aldrig slå mine børn” eller ”Jeg vil aldrig røve en bank” – for mig og mange andre er det logisk, at det vil man ikke gøre. For nogle er det ikke særlig logisk – og derfor slår de deres børn eller røver banker.

Men nu taler jeg om de mere hverdags agtige ting.

Vi mennesker ELSKER garantier! Hvis vi kunne få en krystalkugle og se hvordan dagen ville blive, så ville det være fedt – så var man forberedt. Eller hvis man vidste, når man vælger den her mand/kvinde så er vi sikre på at få sunde børn og et godt parforhold til vi dør. Eller hvis jeg spiser sundt resten af mit liv, så får jeg aldrig kræft.

MEN DER ER INGEN GARANTIER! Ingen!

Du kan købe et køleskab med garanti på i 2 år, men forhandleren kan gå nedenom og hjem i morgen – eller der kan udbryde krig, så dit køleskab bliver bombet væk (ved godt vi er ude i ekstremer) – farvel 2 års garanti.

Derfor er det også forholdsvis ”barnligt” at gå og bilde sig selv og andre ind, at vi aldrig vil lege mere, eller spise chokolade mere eller – i parforhold, når man slår op i ren afmagt. Det er temmelig barnligt.

Eller når man tager noget fra den anden, som man havde lovet. Fx en rejse man skal på. Det har jeg oplevet flere gange i forhold – så blev det taget fra mig. Så sagde en kæreste fx ”Så skal vi ik ud at rejse alligevel” hvis vi var uvenner over noget, eller jeg ikke havde ”opført” mig som jeg skulle. Noget for noget-straf/trusler.

Det er afmagt, barnligt og ikke særligt voksent.

Jeg er blevet SÅ ked af det hver gang – enten prøvet at overtale dem til, at vi alligevel skulle ud og rejse eller alligevel skulle komme sammen (hvis de slog op), for nu havde vi jo aftalt, at vi skulle det her – det havde de jo lovet (garantier) og vi var jo kærester (vi skulle altid blive sammen-ish).

Jeg havde så svært ved at acceptere, at de tog noget fra mig, de havde lovet.

Og jeg kæmpede med næb og klør (læs: solgte min sjæl) bare for at få en garanti for noget, de havde lovet. Fx at komme ud at rejse alligevel – eller blive i forholdet. SELVOM jeg måske selv tænkte ”Ja jeg gider fanme da heller ikke ud og rejse med dig” eller ”Årh du er en klaphat. Slå du bare op, det er DIG der mister noget” – men det druknede i min jagt på garantien.

Så jeg fik nogle gange min garanti tilbage efter at have lovet alt muligt og solgt min sjæl. Og så var jeg lettet. Indtil næste gang det skete.

Jeg har faktisk levet mit liv meget sådan der.

Garantier – altid – aldrig – også selvom jeg ikke selv kunne leve op til dem. Når jeg sagde ”jeg kaster aldrig op mere” – og så kastede op, så blev jeg så gal på mig selv. Jeg havde brudt min egen garanti – og så var det hele lige meget.

Eller når jeg lovede mig selv ”Du spiser kun EN frikadelle ude hos moster og onkel” og så åd 10 frikadeller og købte 2 poser chips med hjem og 4 marsbarer og åd dem…. Så var det også bare lige meget..

Jeg tænkte ikke (aldrig) ”Nu har spist 10 frikadeller, så er det sådan – og du køber selvfølgelig ikke chips og marsbarer med hjem”.

Det var alt eller intet.

Når jeg i dag sidder med mennesker, som ALDRIG spiser ris og pasta – og så de får nedtur på over, at de alligevel spiste ris eller pasta til den her sammenkomst de var til OG så spiste de så også lige alt muligt andet, fordi det så ”var lige meget det hele”, så kan jeg sagtens genkende mønsteret.

MEN da der ingen garantier er i livet, hvorfor så ikke tænke ”Ja nu spiste jeg ris i dag. Det plejer jeg ikke, men det smagte fint og nu tager jeg et æble” i stedet for ”Nu har jeg også spist ris og det får jeg vildt ondt i maven af, så nu kan jeg også ligeså godt spise de der tarteletter der står der og brød med smør og chokolade til kaffen”. (måske var det faktisk tarteletterne der gav dig ondt i maven, hvem ved?)

De aftaler der er sværest at overholde, er oftest de aftaler man laver med sig selv.

De aftaler man laver med andre, er dem man er mest sårbar overfor, fordi de andre kan svigte aftalen.

En aftale om at have et parforhold er jo en aftale mellem to parter, hvor den ene kan svigte ved at være fx utro eller slå op.

Så hvis du nu starter med dig selv. Start med at overhold aftalerne med dig selv, så DU ikke sårer DIG (du kan godt se hvad jeg mener ik?). Lav realistiske aftaler med dig selv – uden de ”hårde” garantier, som ingen kan leve op til.

Vær ikke bange for at fejle – for at sige JA jeg havde aftalt med mig selv i dag, at jeg ville holde mig fra chokolade, men nu spiste jeg 2 stykker og så er det det. I stedet for ”Og nu er det lige meget- nu æder jeg hele pakken!”

Jeg sidder og arbejder med spiseforstyrrede, som er så bange for at give slip på spiseforstyrrelsen MEN mest af alt, når de er på vej ud af den, så er de bange for ”den kommer igen”.

De vil gerne have jeg skal love dem, at den ikke kommer igen. Men hvis man er bange for, at den kommer igen, så er der en overhængende fare for at frygten kan fylde så meget, at spiseforstyrrelsen KOMMER igen.

Jeg er ikke bange for at få anorexi, bulimi eller overspisning igen. Overhoved ikke. De kan bare komme – jeg ved jo godt, hvad jeg skal gøre, hvis de popper op.

Der er ingen garantier for, at jeg får kræft i morgen eller bliver ramt af en bil og dør – og hvorfor skal jeg gå og spilde tiden på, at være bange for at det sker?

Det er jo spild af tid.

Alligevel gør mine lig i lasten, at jeg bange for nogle andre ting. Fx at blive svigtet. Fx at blive bagtalt, når jeg ikke føler jeg har gjort noget galt eller miste en ven eller en veninde. Jeg har jo prøvet de her ting før – flere gange – og jeg kan ikke styre andre, andres følelser, andres tanker eller andres handlinger. Derfor har jeg haft spisningen, kropshadet og barberbladet til at tackle min smerte indeni. Nu er jeg nødt til at forholde mig til det HELE – og kontrollere det så godt som jeg kan INDENI.

Jeg KAN og jeg VIL styre mine handlinger, tanker og følelser. Det er et stort arbejde at arbejde med sig selv hver dag og være sig selv nærmest – uden at blive påvirket af alle mulige parametre ude fra.

Det farligste ved at være ”sin egen garanti” kan være, at man lige pludselig ikke har behov for andre mennesker. At man ikke er klar til eller tør at åbne sig for andre mennesker, som vil hjælpe en eller elske en eller være der for en, fordi man er så meget ovre i sig selv, at man ikke har brug for andre i sit liv. ”Jeg kan sagtens klare mig selv” – agtigt.

Den sti er jeg også gået ned af nogle gange.

Men fakta er, at vi har brug for hinanden. Vi har brug for venner, veninder, familie, børn, kæledyr og en kæreste.

Vi bliver født alene og vi dør alene, men alt det midt i mellem kan fyldes ud med glæde og samhørighed med andre mennesker, hvis vi selv ønsker det.

Jeg sagde en dag til en af mine klienter, at det jo var ret barnligt at have en spiseforstyrrelse. Hun blev lidt stødt og jeg sagde ”Jamen er det særlig voksent at bruge penge på en masse mad og sidde og æde det og have det skidt bagefter og så gå ned og bruge penge på en træner bagefter, for så at gå hjem og fortsætte?” og ”Er det særligt voksen at proklamere, at man ikke KAN styre sin trang til slik og chokolade?” og ”Er det særlig voksent ikke at tage vare på sin krop ved at fylde den med så meget usundt?”

Jeg kunne spørge mig selvom det samme, da jeg led af diverse spiseforstyrrelser:

Er det særlig voksent at bruge penge på mad (lånte penge) og kaste det op?  Nej

Er det særlig voksent at tage afføringspiller og ødelægge sine tarme? Nej

Er det særlig voksent at aflyse aftaler med folk man har kær, for at sidde derhjemme og have spiseuheld eller ondt af sig selv eller skære i sig selv? Nej

Der er ikke ret meget voksent og ansvarsfuldt i at have en spiseforstyrrelse. Det er temmelig barnligt.

Det er temmelig barnligt, at sige ”Jeg KAN ikke” – når det jo faktisk er noget man helt selv bestemmer om man VIL!

Der er nogle helt klare barriere som fx ens barndom eller ægteskab eller andet der kan spille ind – og det er essensen i at have en spiseforstyrrelse, at man ikke tager ansvar for de ting der rører sig omkring en men i stedet handler irrationelt og spiser sig ud af det, kaster op eller sulter sig.

JEG ER HELT MED! Jeg ved fanme godt, hvordan det er at have en spiseforstyrrelse. Jeg var helt overbevist om, når de her spiseforstyrrelser gik væk, så ville alt være godt! Jeg glemte bare lige problemerne rundt omkring mine spiseforstyrrelser. Mit problem med svigt, mit problem med higen efter garantier, mit problem med min afhængighed af folk der sked på mig.

Der er så meget at rydde op i, når man har overlevet en eller flere spiseforstyrrelser, og det kan forekomme uendeligt hårdt med alt det arbejde! – det er faktisk nemmere at beholde sin spiseforstyrrelse og selvskader adfærd – lige i nuet. Meget nemmere. Barnligt meget nemmere.

Jeg sidder stadig i dag og har mine issues med svigt og følelsen af at blive til grin eller ignoreret af dem jeg har mest kær. Jeg vil stadig gerne bekræftes i, at jeg er en god veninde eller en god kæreste. Jeg bryder mig da bestemt ikke om, at få at vide at jeg ikke slår til. MEN jeg flygter ikke fra det. Jeg flygter ikke ind i maden. Eller kropshadet eller træner mig ud af det. Min træning redder mig ikke fra noget mere. Den træning jeg har brugt til smerte, mænd der har været dumme, dårlige venskaber osv. den redder mig ikke længere. Min træning er mit redskab til at blive mere rask i nakke og krop nu – og så elsker jeg det bare. Jeg elsker at træne min krop. Mærke mig selv.

Min træning er kun rigtig god nu, hvis jeg er i godt humør. Så jeg kan fokusere. Og ikke flygte. Der er ikke noget galt i at bruge træningen til flugt. Men jeg gør det ikke mere. Jeg er i det – i nuet.

Jeg er også i fx svigt-scenariet – og jeg mærker, at det gør ondt, når jeg er i det. Jeg aflyser ikke alt, jeg får stadig ordnet mine ting, men inden i er jeg ”i smerten”. Den er der og det er ok – den gør ondt og den kan gøre mig trist, når jeg er i den, når nogen har svigtet mig eller gjort mig ked af det. Jeg ignorerer den ikke, jeg er i den og jeg ved at den går væk igen. Der er nemlig ingen garantier for at den bliver, vel?

Der er ingen garantier, så der vil altid være nogle der kan såre mig, sålænge jeg lukker folk ind. Og det vil jeg blive ved med. Jeg elsker mennesker.

Men jeg elsker mest mig selv. Det er jeg nødt til, JEG ER NØDT til at kunne lide mig selv mest, overholde aftaler med mig selv førend jeg overholder aftaler med andre.

Jeg er mig selv nærmest, for det er mig der skal leve med MIG hele tiden! Jeg mærker efter og flygter ikke.

Jeg har ikke mere alt eller intet eller altid eller aldrig.

Der er for det meste (altid) en undtagelse for alting. Men garantien lige nu er, at jeg er Angela Silverfox Juhlin – der er kun en af mig, og det bliver der ved med at være (indtil videre). Sålænge jeg kan se mig selv i spejlet og sige ”Du er perfekt som du er” og erkende mine fejl (det er altså svært) og sige undskyld til folk jeg sårer (det kan også være svært) – så kan jeg ikke gøre det bedre.

Tak fordi du læste med. Vær den bedste udgave af dig selv – hver dag!