Jo større udenpå, jo mindre indeni – eller? 

Den anden dag overhørte jeg to unge gutter stå og kommentere et billede af en 70 årig gammel mand i et magasin. Manden på billedet var mere muskuløs end de to unge fyre tilsammen og var tydelig en bruger af steroider. Jeg er hverken for eller imod steroider, og det er heller ikke det emne som sådan, at denne blog skal handle om.
Drengene sagde ”Shit hvor holder han sig i god form! Og så er han over 70 år!!”- De var tydeligt imponerede. Jeg var ikke. Og jeg bliver det heller ikke.

Det er nogenlunde det samme som at sige at Pamela Anderson holder ”sig godt”, når man ved at kvinden får sat hår på(hovedet), får fyldt diverse rynker med botox og restylane, har fået foretaget flere fedtsugninger, fået fjernet de to nederste ribben for at se tyndere ud OG har personlig træner på mindst fire gange om ugen.

Ingen kritik af hverken botox (jeg bruger det selv!) eller forskønnelse af nogen art, for hvorfor være en grim udgave af sig selv? Men alt med måde – og forskønnelse er pludselig eksploderet til, at vi alle skal ligne He-MAN eller Barbie med abs – OGSÅ selvom vi er oppe i årene. Jeg kan nu med mine år på bagen godt synes det kan forekomme en smule … hmm ynkeligt er et for hårdt ord at bruge, men måske desperat, hvis man som 70 årig har behov for anerkendelse af sit ydre og ikke sit indre. Og hvis man står og flexer i et blad som 70 årig må man vel have behov for en anerkendelse af sit ydre?

Ligesom jeg kan synes det er lidt ”desperat” (jeg ved ikke hvilket ord, jeg ellers skal bruge) når kvinder i deres bedste alder (omkring de 40+) skal have tøj på, som da de var 23 for at få anerkendelse på deres YDRE. Eller mænd i samme aldersgruppe(40+) skal have en helt stram t-shirt på, så man virkelig kan se hvor store muskler han har. Arj …stop nu.

Da jeg hørte de unge drenge stå og kommentere på ham her gutten, kom jeg til at tænke på Tony! Ikke Tony the Tiger fra Frosties, men Anthony Gavin som jeg har kendt i snart 10 år. Tony har aldrig brugt steroider. Han træner ikke for at vise sig frem. Han træner, fordi han ELSKER at træne og ikke fordi ANDRE skal fortælle ham, at han gør det godt. Eller at han ser godt ud! Han har altid elsket at træne. Og jeg har altid respekteret ham! Han er 68 år gammel i dag. Og han træner ligeså hårdt som de unge gutter. Han elsker livet – og han elsker sin træning. Helt for sig selv. Når jeg møder Tony nede til træning, så smiler jeg- og jeg tænker HAM HER – ham respekterer jeg, og HAN holder sig godt, selvom han ikke står med sixpack og blodårer der er ved sprænges under huden på ham.

Jeg læser tit blogs om, at folk skal ”i sommerform”. Eller skal være ”strandklar”. Alt dette siger ”Se mig, jeg har trænet, er jeg ikke flot”.

Og jeg har ærligt ALDRIG forstået det. Jeg har på INTET tidspunkt i mit liv trænet for at se godt ud ”for andre”. Jeg har på intet tidspunkt fået et kick ud af at andre siger, at jeg er flot eller pæn. Bevares alle bliver glad for søde og rosende ord. Men jeg har altid gået op i, hvad JEG synes om mit udseende. Altid!

Jeg har derimod været meget mere interesseret i hvad andre synes om MIG – altså min person! Det er vigtigt for mig, at jeg bliver forstået, som den jeg er INDENI. Ikke at alle nødvendigvis skal kunne lide mig, for det er umuligt, men at jeg ved, at folk ved hvem JEG er og hvad JEG står for – uagtet om jeg er trænet eller utrænet. For det ydre kan man altid lave om på, men ens personlighed er jo ”dig” – og det som man (i min verden) bør bedømmes på – og ikke ens udseende.

Folk tror sjældent på mig, når jeg siger, at det ikke betyder noget, hvad andre folk mener om mit udseende, men det er 100% ærligt.

Ellers havde jeg aldrig klippet mig helt karseklippet og gået med hvid mascara og 20 cm buffalo og trompetbukser og pelsBH da jeg var 16 – eller fået tusser op og ned og af ryggen og armen osv. osv. Jeg har altid været ”min egen” mht udseende. Min egen kritiske herre.

Jeg har aldrig hørt på, hvad andre mente om mit udseende, hverken når det var negativt eller positivt (andet end blevet glad for det sidste). Måske fordi jeg havde en mor, da jeg var barn, der KONSTANT skulle fortælle mig, HVOR grim jeg var – og HVOR tynd jeg var og kunne kommentere negativt på hvert et lille hårstrå på mit hoved, hvis det passede hende. Jeg er nok blevet immun og endte med at indse, at jeg er den der skal synes, at jeg er flot. Så skidt med hvad andre tænker og mener omkring det. Og det er jeg kommet langt med den dag i dag.

For i den træningsverden jeg lever i handler alt om det ydre.
Bedømmelse af muskler og udseende. Sjældent spørger folk ”Hvordan har du det” i min branche, fordi de ægte egentlig vil høre svaret. De snakker ofte(st) om dem selv, deres mad, deres fedt, deres diæt, deres træning – deres op og nedture vedr. træningen, deres muskler, deres upcoming konkurrence, deres mad igen – altså det ydre og følelserne omkring det YDRE. Så de indre følelser bliver pludselig til noget, der kun beror på det YDRE, og ikke hvordan de er som mennesker.

Og her snakker jeg ikke om mine klienter, men dem som træner ”alene” om man vil. Mine klienter SKAL jo netop snakke om dem selv, så de er et helt andet kapitel. Jeg taler mere om træningsverdenen som et overordnet billede.

Så fyre som Tony er en nål i høstakken. Han er kun til træning for sin egen skyld – ikke for andres begejstring eller mangel på samme, og han spørger altid ”how are u Angie” og spørger for at høre svaret – og ikke for at høre sig selv tale 2 sekunder efter.

Jeg elsker min træningsverden. Misforstå mig endelig ikke. Jeg vil også meget gerne høre om folks træning, mad, konkurrencer og følelser omkring de ting. Ellers var jeg jo blevet noget andet end Personlig Træner. Det er bare vigtigt der også er andet – MEGET andet end det i deres liv.

Jeg startede som 13 årig med at være fascineret af de der ”steroidemuskler” som var på forsiden af et magasin på Lyngby Station. Jeg er til stadighed fascineret over, hvad træning, den rette kost (og måske lidt kemikalier) kan gøre ved folks kroppe. Men bagsiden af medajlen har altid stået soleklart for mig. Jeg HAR haft en spiseforstyrrelse, jeg HAR været så optaget af mig selv og mit fedt (da jeg var syg med bulimi/anorexi/overspisning) – jeg HAR været i den der narcissistiske osteklokke, da jeg var ung. Osteklokken er altså ikke særlige flatterende jo ældre man bliver. Det bliver for ”søgt” og desperat.

Jeg elsker mit træningscenter. Og jeg elsker min træning. Det stopper aldrig. For jeg har altid trænet KUN for mig – kun for min EGEN anerkendelse og den sindssyge velvære jeg får under min træning.

Jeg ved godt at mange måske bliver vrede over en blog som denne, for ”hvorfor er det ikke ok at gøre noget ud af sig selv” og ”hvorfor må man ikke gå op i sit udseende” eller ”hvorfor er der noget galt i at blive glad for ros for sit udseende”. Jamen det er der heller ikke noget galt i. Overhoved ikke.

Man må gerne gå op i sit udseende – det gør jeg selv. Men det handler jo om, hvad du får dit kick af – og hvis det hele tiden handler om ANDRES anerkendelse AF DIT YDRE – så er man ret lost, når man kommer op i årerne MEDMINDRE man resten af livet vil blive ved med at tage steroider (for at bevare massen). Eller blive ved med at få 1000 skønhedsoperationer, så man ikke kan se om man smiler eller er sur, fordi ansigtsudtrykket er det samme, uanset hvilket humør man er i.

Jeg mener bare, at træning og det at gå op i sit udseende og sundhed og alt det skal gøres med måde. Jeg synes, vi er på vej et sted hen, hvor man skal være perfekt hele tiden på det YDRE ellers får man nedtur på. Der vil jo ALTID være nogle der er smukkere og pænere og har større muskler end præcis dig..

Når man har indset det og hviler i sig selv, og begynder at rose sig selv for de ting man ELLERS er god til og ikke kun synes man ser godt ud (er god nok), når der pump i biceps eller J-Lo røven strutter, så er vi nået et godt stykke hen ad vejen.

Der er kun EN dig. Og du er den bedste udgave af dig selv! Husk det!

Her er to billeder af Tony 68år fra dejlige Target – gården hvor vi træner udendørs.

Tony (still going strong!) – du har min fulde respekt og vil altid have det. Tak fordi du findes – og fordi jeg kender dig!