Jeg sætter en ære i at ”levne”

Nu gjorde jeg det igen. Spiste min lækre frokostsandwich (home-made med alt det rigtige) og smed den sidste bid ud – og følte en lille sejr indeni.

Blev du som barn også bedt om at ”spise op” – ”du skal ikke levne” – ”tænk på de sultne børn i Afrika, de får ikke noget mad”.

Halleluja! En dag sagde jeg til min mor, at vi bare kunne tage min aftensmad og sende ned til Afrika i en konvolut, fordi jeg gad altså ikke spise mere lige nu…..  Det faldt ikke i god jord! Og jeg sagde det ikke engang for at provokere. Jeg sys bare det var mest logisk at gøre det, nu når jeg skulle høre på, at de aldrig fik noget mad – børnene i Afrika.

Efter jeg er blevet rask fra diverse MAD-forstyrrelser, som har været i mit liv, så bestemmer JEG! Det er MIG, der bestemmer om jeg vil levne – eller ej. Det er mig der er herre over, hvad jeg spiser. Og det har det været længe. Nogle gange har jeg ikke orket at høre på folks kommentarer OM min mad, som fx da jeg arbejdede på kontor. Der spiste jeg inde på min plads i stedet for sammen med de andre i frokoststuen. Det var lige 25 minutter, hvor jeg kunne få ro og fred til at spise og samtidig arbejde eller læse nyhederne eller facebook – UDEN jeg skulle høre på ”Nååååh hvad er det du spiser? Må du godt det? Gør man det, når man træner? Hvorfor spiser du hvidt brød, hvis du er træner for nogle, det kan man da ikke!” bla bla bla. LUK!

Nu har jeg et arbejde, hvor jeg ALTID spiser frokost alene (faktisk rart!). Og nogle gange spiser jeg aftensmad sammen med min kæreste, nogle gange ikke – og de dage hvor jeg er mor (vi har en 7/7 ordning) spiser jeg med min datter. Ingen af dem kommenterer jo på, hvad jeg spiser og det gør hverken min familie eller mine venner heller ikke. Skønt manne!

Jeg er i kontakt med mig selv HVER GANG JEG SPISER. Jeg er klar over, at jeg NU sidder og spiser en sandwich, et stykke kød, en portion bønner – what ever. Hver gang jeg putter noget i munden, så er jeg KLAR OVER, AT JEG SPISER NOGET!

Er du bevidst om, AT du spiser, NÅR du spiser?

Jeg siger ikke maden skal tygges 36 gange (selvom det er sundt, det bliver bare lidt vammelt inde i munden altså) – men tænker du over HVER en bid du tager? Nej??? Prøv det!

Prøv EN dag at tænke på, AT du spiser, NÅR du spiser – hver en bid.

Hvis du ikke har set min video om tankeskålen kan du se den her :http://foxyfit.dk/

(scroll lidt ned på siden)

Den har samme princip. Bevidst spisning!

Og når jeg gang på gang levner mad, så føler jeg, at jeg har MAGT! Det er en lidt plat form for magt, men det er fordi jeg simpelthen har skulle kæmpe så mange år med, at ”skulle spise op” – JEG GIDER IKKE HØRE PÅ DET! Min mors stemme sad i mig flere år efter jeg skred hjemmefra (jeg smuttede hjemmefra ”før tid” pga en masse ting) – og jeg kunne bare høre den der stemme, hver gang jeg spiste noget. AAARRRRRGH! Ti stille!

Stemmen er væk nu! Det er kun MIN stemme ”Nu spiser jeg en bid sandwich” som snakker, hver gang jeg tager en bid. Jeg er med. Hele vejen.

Tænk over, hvordan du taler til dit barn eller de børn du omgiver dig med.

”Du har selv hældt op, så skal du også spise op”. Arj nej nej slet ikke. Børn aner ikke, hvor meget ”meget” er, så de tænker bare ”YES mand der er is, jeg tager en kæmpe portion” – og når de så har siddet der og spiste fem skefulde, så kan de altså ikke mere, og så sidder tante Oda der og siger sådan noget fis som ”Du har selv hældt op…..”

Jeg levner for det meste- ubevidst eller bevidst, det sker bare, fordi jeg stopper med at spise, når jeg er mæt. Og min datter levner også. Hun ved nemlig godt, hvornår hun er mæt – og hun har aldrig hørt på at hun ”skal spise op”

Tak fordi du læste med.