Hvornår har man en spiseforstyrrelse?

Jeg ved det egentlig ikke. Ikke mere. Jeg vidste det engang – men ikke længere. Ikke sådan rigtigt.

Jeg lever i dag i en verden, hvor folk sulter sig selv for at stå på en scene med streger i ballerne og spændte muskler helt indsmurt i nutellalignede tanner.

Jeg ser på ingen måde ned på folk der stiller op til denne her sport. Det kan jeg ikke. For jeg kender alt for mange søde mennesker der har valgt at gå ind i den verden og gøre den til deres livsstil. Jeg følger også en masse bodybuildere og deres råd om træning på nettet og facebook, så det ville være dobbeltmoralsk at sætte sig ned og lave surmund over denne sport.

Men jeg mener, at en del af dem der vælger at stille op i denne sport er inde i en form for narcissistisk ”forstyrrelse” om man vil. Jeg har svært ved at se, hvor grænsen går efterhånden.

Hvornår er du FOR ”obsessed” omkring din krop, udseende og mad og hvornår er det ”ok” fordi det er til konkurrenceplan?

Da jeg så programmet på DR3 i går – Min krop til skræk og advarsel – blev jeg igen mindet om, hvor sygt det er at være så besat af sin krop. De to piger der var med i udsendelsen talte meget om at være ”perfekte” – de stiler efter perfektionisme. Den ene via en konkurrence om at ”se ud” – altså vise sin krop frem for andre og få anerkendelse derigennem. Den anden via anorexi og nok mere sin ”indre” dæmon som mener at perfekt er lig med møgtynd.

Hvorfor er det, at man ender der. Den ene pige(konkurrencepigen) talte med en terapeut, tror jeg det var, (eller var det hendes mor? Det fangede jeg altså ikke lige) som sagde, at hun skulle finde sin ”egen perfektionisme” og ikke via andre eller sammenligning med disse. Her er jeg bare langt fra enig. En pige som har været ”derude” og set ”sit perfekte jeg” på en scene er slet ikke i stand til at finde sin ”egen” perfektionisme”! Slet ikke ift. hendes krop!

Perfekt findes ikke! Det gør det bare ikke, når vi taler om mennesker! Ingen er perfekte. Hverken i udseende eller i opførsel! Vi har alle fejl! Også dem i de kulørte blade og OGSÅ Dr. Phil! Alle har deres mangler. Og det vil de altid have! Så hvis man stiler efter det perfekte vil man for altid fejle og altid stræbe efter mere. Uanset om det er fordi man stræber efter anerkendelsen fra andre eller om det er ens egen Perfektionisme Dæmon der skriger.

Da jeg så reklamer for udsendelsen blev jeg først glad for at se, at de tog det med at ”stille op” op som emne. Men jeg må ærligt erkende, at det røg lidt til jorden, når man så hørte, at pigen med en nyerhvervet spiseforstyrrelse ikke fortrød noget OG heller ikke stillede sig mere til rådighed (i udsendelsen i hvert fald) som en hjælper til de atleter der ”crasher” bagefter.  Derimod hjalp hun dem med at posere – og derved reelt holde dem fast i den rolle ”at stille op”.

Jeg kender ikke pigen. Og jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad andre vælger at foretage sig. At all! Men når man ER i en spiseforstyrrelse har jeg en overbevisning om, at man får svært ved at hjælpe andre ud af selvsamme. Jeg har først kunne hjælpe folk nu, som lider af det jeg ER kommet ud af.

Jeg lever i den træningsverden jeg HELE tiden har levet i. Både da jeg havde anoreksi bulimi og overspisning  – og nu som ”rask”. Helt rask bliver man aldrig siger de kloge. Men jeg vil vove at påstå, at jeg er så rask som man kan være. Og jeg har dælendulme været ude på et overdrev! Da jeg sad i en gruppe med spiseforstyrrede(bulimi) dengang sad de og måbede, da jeg fortalte om mine mængder af mad jeg kunne indtage på en dag – det siger lidt om, hvor sygt det var. Shit! Og da jeg sultede mig selv – og faldt om gang på gang – lille mig…. Det har jo været leg med døden flere gange.

Som hende pigen med anoreksi i går sagde, så var det ren ansvarsfralæggelse, når hun blev indlagt for så ”kunne hun sige til anoreksien, at det ikke var hende der spiste, men at det var under tvang”. Det er jo HELT forkert i min verden at ”behandle” folk på den måde i sygehussektoren og så tro, at de får det bedre. De går jo ikke ”ind” i den syge piges hoved. De gør bare det, de tror de skal!

Jo mere vi fokuserer på sundhed og mad – og det faktum at man efterhånden ikke kan gå ned og træne i et træningscenter uden man skal stille op – jo mere KROPSFORSTYRREDE bliver vi!

Kald det spiseforstyrrede, kropsforstyrrede, spejlforstyrrede. Det er i hvert fald forstyrret og temmelig ensporet og narcissistisk.

Det er ikke fordi, man ikke må se godt ud og gå op i sit udseende, men når tingene bliver en besættelse og så fixerede, at man ikke kan leve et normalt liv med en fødselsdagskage, når man har fødselsdag og kan takke ja til en god middag med vennerne, fordi man skal ”stille op” eller ”være på kur” eller er blevet palæo-ish, så mener jeg, at det er gået for vidt.

Jeg kender jo en del der stiller op.  Jeg kender en del, hvor de er gået ned på det bagefter. Deres mål blev deres fjende, fordi det er urealistisk hårdt at køre sig selv så hårdt og selvcentreret, hvis man skal opretholde et normalt parforhold, socialt liv, være mor/far og være der for de venner man har, som måske har en ”dårlig periode”. Alt det kan jeg nikke genkendende til, da jeg var i en af mine tre spiseforstyrrelser. Overskuddet var der kun til mig – min mad – min træning – mig igen – mit spejlbillede – min selvkritik. Slut.

Så hvornår har man en spiseforstyrrelse? Den kliniske diagnose er jeg ikke længere helt med på. Og jeg tror også vi skal til at se på, hvordan samfundet skal håndtere alle de her mad/kropsfixerede mennesker med tiden – for sådan som det er nu, er vi ikke gearede til det.

Min bog om mine spiseforstyrrelser Mit mad Mit had – må snart sættes i produktion (: For nu som 34 årig kan jeg se at folk i alle aldre er ved at få det som jeg havde det, da jeg var yngre. Og måske kan det hjælpe bare 1% af dem til at komme ud af det her show ved at læse en bog om mig som er UDE af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de børn til de fædre og mødre som går så meget op i deres mad og udseende. De må jo kopiere det i en vis form…. Når de står og ser deres udsultede mor sige at hun stadig er ”for væskefyldt” inden hun skal op på en scene.. Damn – det skurrer i mine ører.

Da jeg var gravid fik jeg via min jordemoder et kursus i ”Spiseforstyrrede gravide”. Her lærte vi at håndtere, at vi havde haft en spiseforstyrrelse – og hvordan vi IKKE bevidst eller ubevidst projicerede det ned over vores kommende børn. Det takker jeg de højere magter for at jeg fik lov at deltage i. Så jeg i hvert fald gør mit til at min datter forhåbentlig aldrig ender der, hvor jeg var.

Jeg er ked af, hvis jeg har stødt nogle jeg holder af ved denne blog. Jeg mener det ikke ondt. Jeg bliver bare så ked af at se, hvor meget selvcentrering og til dels selvhad der går i den sport, som er blevet så boostet de senere år.

Vær god mod dig selv, din krop og dine nærmeste. Tal pænt til dig selv hver dag. HUSK DET!

Mange tak fordi du læste med.