Hvornår er man rask?

Der skete noget den anden dag… jeg lod tallet komme ind under huden på mig. Jeg har i flere blogs og en del dagbogsskriverier til mig selv, været rigtig stolt af mig selv, og hvor langt jeg er kommet. Jeg har et afslappet forhold til min krop og min mad, og jeg spiser hvad jeg vil, når jeg vil.

Jeg er klar over at min træning kunne give mig langt flere synlige muskulære resultater, hvis jeg spiste efter bogen. Men med så mange år med spiseforstyrrelser og kropshad, så har jeg valgt at spise, hvad jeg vil og stadig træne som jeg gør – blot fordi jeg elsker min træning så højt kan jeg tillade mig at gå til den med usunde ting, når jeg har lyst (så meget træner jeg så heller ikke, og derfor er jeg heller ikke åleslank eller superfit – jeg er nok mere FOXYFIT)

Min træning er mit nummer et. Det kommer forud for en del andet, fordi det giver mig et fri-pas i mit hoved og i min krop og i min hverdag. Jeg har altid brugt min træning som afstresning og ikke følt det var noget der stressede mig – uagtet hvilke spiseforstyrrelser jeg har haft. Det har været min flugt og min redning fra mange ting, og kan til tider bruges til det i dag også.

Jeg er ligeglad med, hvor meget jeg løfter. Det tal har sjovt nok aldrig betydet noget for mig. Jeg har mærket efter hvad min krop kunne klare. Lige præcis her har jeg mærket efter, når vi taler om vægttræning. Så godt jeg kunne! Andre ting har jeg overhoved ikke kunne mærke. Sult eller mæthed eller hvornår folk var for meget. Jeg har overrulet alt andet, hvad der hed ”mærk efter” i mit liv. Men i min træning har jeg lyttet. Måske fordi jeg har tænkt, at hvis jeg fik en skade, så kunne jeg jo ikke træne i x antal uger. Det har nok hjulpet lidt på motivationen for at passe på mine lange lemmer.

Men at passe på mig selv med en masse andre ting er noget, jeg har skulle lære i mit voksenliv. Jeg har blandt andet lært mig selv, at det der med at måle og veje mig ikke var skide sundt for mig, fordi jeg blev alt for ked af det, hvis det rigtige tal ikke stod på printet på fedtprocentsmålingen.

Med tiden blev jeg så ”rask”, at jeg kunne stille mig op på den skide maskine uden at føle noget som helst. Min vægt var nogenlunde stabil med 1 – 2 kgs forskel og min fedtprocent var det samme, og jeg var altså ligeglad. Sådan har jeg haft det i flere år!!! Jeg har ikke haft tilbagefald af udryddertrang (alt skal støvsuges i slikskålen, chipseposen osv) eller haft selvhad eller lyst til at ”skære fedtet” af eller talt grimt til mig selv i spejlet. Ikke på noget tidspunkt. Uanset om min kæreste eller far eller veninder eller arbejde eller livet har været mig imod.

Jeg har flere gange måtte teste min fedtprocentsmåler, som jeg bruger i min arbejde til klienter. Det har været helt fint. Jeg har set, at min vægt stiger 4-5kg op til menstruation og her stiger min fedtprocent også med hele 1-2% og mit ”indre fedt” går fra 1 til 2 (1 er det laveste man kan få). Nu har jeg for sjov testet det ad flere omgange -og den er sikker hver gang. Jeg får så lidt vanddrivende for alt den væske, jeg tager på op til menstruation, fordi det er så voldsomt, som det er.

Den anden dag skulle jeg så måle min kæreste på måleren. Og jeg skulle lige se om den virkede ordentligt, fordi den stod på et andet gulv end den plejede, og så skal man lige tjekke om alt er som det skal være. Og så sagde det bare BAM! Da jeg så, at vægten den dag var på 77kg og ikke på 75kg, at fedtprocenten var på 19,1 og ikke på 17,2 og at mit indre fedt var på 2 og ikke på 1.

Jeg kunne mærke et sus i kroppen, trykken for ørerne- og jeg fik det virkelig skidt indeni. Virkelig! Og det var til trods for, at jeg jo så lige præcis NU skal til at have menstruation, så tallene gav jo god mening.

Mit sus i kroppen og trykken for ørerne og utilpasheden i kroppen forsvandt efter ca 4 minutter. Jeg målte min kæreste, og så lagde jeg måleren væk igen.

Jeg ku mærke min ”frygt for tal” sad derinde.. langt langt derinde. Og så tænkte jeg:

Angela for faen, du er jo rask. Du er rask. Du er ikke bange for maden mere, du er ikke bange for, at du ikke kan styre dig med maden mere, du kunne aldrig finde på at kaste mad op (jeg kaster tit vand op til træning, når jeg træner ben- men det er altså noget andet) og du er altså heller ikke bange for en maskine med tal! Du er allerhøjest bange for TANKERNE omkring de tal.

Jeg måtte bruge hele dagen på at tænke over, hvornår man er rask. Og jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle gøre for ligesom at komme det her til livs.

Midt om natten, mens min søde kæreste sov, gik jeg ind i stuen og så målte jeg mig igen på den skide maskine. Tallene var næsten de samme som før -måske lidt højere med aftensmad og søndagsslik i maven, men jeg var ligeglad. Det var skønt. Jeg havde magten. JEG HAVDE MAGTEN over mine tanker og følelser (eller mangel på samme) over nogle tal! Yes mand. Tilliden til mig selv var genvundet. Jeg var lettet og glad.

Jeg er sikker på, at vores skeletter i skabet altid vil være der. Og hvis man er ”ovre dem” eller rask om man vil, så er man stærk nok til at tillade, at de nogle gange kigger ud og forskrækker en. Så lukker man nemlig bare lige skabsdøren igen og siger ”Hej hej tak for besøget, men du er altså ikke velkommen her mere”.

Det er bare så vigtigt, at DU tager styringen over dine egne tanker.

Hvis du tænker, at ”jeg kan ikke styre det” (fx med maden) så kan jeg love dig for, at du ikke kan styre det! Hvis du gør et forsøg på at styre det, og så falder i alligevel. Så er du godt på vej.

Jeg kan godt stå ved, at jeg er rask. Og maskinen står lige her ved siden af mig og glor på mig, og jeg er ligeglad. Det er mig der har magten over min hjerne, tanker, følelser, krop og mit liv!

Og du har magten over DIT LIV!

TAK FORDI DU LÆSTE MED.