Hvor meget vil du egentlig det her?

 

Min psykolog sad og gloede småsurt på mig. Jeg havde gået hos ham meget længe, og jeg synes det var et mærkeligt spørgsmål! Hvor meget vil jeg det her? Altså have det godt eller hvad? Jeg var irriteret. Seføli ville jeg ha det godt. Ha det godt med mig selv, min krop og min mad. Altså hvad fanden troede han selv? Nu gik jeg her og betalte for tiden hos ham.

”Du spilder din tid ved  at gå her, når du ikke selv vil have det godt” sagde han. Jeg blev gal! RASENDE! Hvad bildte han sig ind? Idiot!

Jeg begyndte at græde. Mest af frustration. Jeg sagde, at jeg ikke følte, at han gav mig nogle værktøjer. At vi bare sad og snakkede – og at han jo ikke forstod, hvordan det var at have en spiseforstyrrelse. Overhoved faktisk. Han var vel meget tilfreds med den halvtykke mave han sad der med. – altså siden han ikke trænede og sådan. Kan ikke huske hvad han svarede til mit angreb.

Jeg gik fra min psykologtime – og var sur og frustreret. På vejen hjem købte jeg en masse (nok 10) marsbarer og 500gr slik og 1 pakke kogepose-ris og 1 pose pebernødder. Så gik jeg hjem og lavede 3 poser kogeris og åd alle mine marsbarer og slik og ris og 1 kg pebernødder og kastede op. Jeg tænkte ikke imens jeg spiste, eller før eller efter. Jeg gjorde det bare. Jeg var gal. På hele verden, på min psykolog og på mig selv.

Jeg følte ikke, at de her psykologer rykkede så meget. De var da gode nok at tale med, men de gjorde jo ikke noget for mig med min spiseforstyrrelse – og jeg hadede at græde, når jeg ikke kunne få et kram eller blive trøstet.

Jeg følte mig alene. Jeg kunne ringe til en veninde eller en kammerat og snakke, men om hvad? Hvad skulle de sige? De forstod jo ikke, hvorfor man åd alt det her mad for at kaste det op. Det var jo egentlig også spild af penge.

Jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg egentlig skulle gøre uden en spiseforstyrrelse. Overspisning, opkast, og anoreksi havde jo været en del af mig i så mange år. Det ene afløste det andet, for så at vende tilbage. Hvad skulle jeg gøre uden mine slankepiller, mine afføringspiller. Hvem var jeg egentlig uden et selvhad og et madhad? Hvem ville jeg være, hvis jeg ikke var mig – hende med problemerne. Jeg vidste det ikke. Det gjorde mig bange. Ville jeg egentlig ikke have det godt? Havde ham psyko-spaden ret? Var det egentlig lettere at være den her jeg var nu?

Ja! Det var det faktisk! Jeg kendte til det her med at have et problem med mad. Være bange for maden. Være bange for mig selv. Hvad roser man sig selv for, hvis man ikke kan rose sig selv for fx at sulte sig? Er jeg egentlig god til noget?

Det var en hård dag. Jeg ringede til pizzamanden og bestilte to små lasagner og 1 pizza og 2 bakker fritter. De kom med det, inden der var gået en halv time – og igen havde jeg et spiseuheld – som jeg ynder at kalde dem. Spise kaste op – spise mere – kaste op. Det var sq ret ulækkert. Men det var også forløsende. Jeg kendte til det her. Jeg gad ikke forholde mig til, hvem jeg var uden det her.

Skulle jeg nogensinde stoppe med at gå til psykolog? Det var jo også blevet en fast bestanddel af mit liv. Puha. Der var mange ting, jeg egentlig ikke ville forholde mig til den dag.

Når jeg i dag sidder og snakker med folk med en spiseforstyrrelse, spørger jeg dem ofte, hvor meget de egentlig vil det her.. og hvor meget de egentlig selv synes de gør for at slippe af med den her spiseforstyrrelse. Meget lig min gamle psykolog (en i rækken).

Mange af mine klienter tror ikke på, at de kan komme ud af en spiseforstyrrelse. Men hånden på hjertet! ALLE kan komme ud af en spiseforstyrrelse. Spørgsmålet er, om man VIL ud af den! For hvad ligger der efter en spiseforstyrrelse er slut?

En spiseforstyrrelse og et kropshad og et madhad bliver pludselig ens ”ven”. En rigtig skodven, men en ven. Man kender den. Man kender IKKE til at have et afslappet forhold til mad, eller at bruge tiden på at gøre sig bedre eller klogere inden for et område der interesserer en.

Jeg har sagt farvel til mine spiseforstyrrelser mange gange. MANGE gange. Jeg har skrevet breve til dem – afskedsbreve, hvor jeg har grædt og været ked af skulle miste det eneste JEG kendte til – som var MIN hemmelighed. Det har været lige hårdt alle gange.

Men i dag sidder jeg og tænker, hvor synd det var for lille Angela (jeg har aldrig været lille, men altså I ved hvad jeg mener). Fordi jeg var så bange for at miste en dårlig ven. Jeg var bange for, hvad der kom i stedet, hvem jeg var, hvem der ville mig ligeså meget som min spiseforstyrrelse ville, for den svigtede mig aldrig.

Det er sårbart at sige farvel til en så stor del af ens liv og verden. Og det er meget sværere, end man tror. Men jeg ved – for jeg sidder her i dag og er rask og glad og ikke længere bange! – at ALLE kan komme ud af det, hvis de virkelig vil.

Hvis du har en i din omgangskreds, som lider af en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at forstå, at det er et ambivalent hadefuldt venskab man har med sig selv. Den kan ikke ”fornuftes” ihjel. For alle ved godt, at det er forkert at spise for meget, for lidt eller kaste op. Der ligger så meget mere bag.

En spiseforstyrret har brug for redskaber til at komme videre. Og snak(kognitiv terapi som jeg kender det) er i min verden ikke nok. Jeg skabte og opfandt mine egne redskaber til at komme ud af mit kropshad, selvhad og madhad/spiseforstyrrelser.

Redskaber som jeg i dag giver videre til de klienter jeg har, som lider af det samme som jeg har lidt af. Men uanset hvor mange redskaber man får i hænderne, så handler det i sidste ende, om man er klar til at sige farvel til sin dumme ”bedste” ven, som aldrig svigter.

Jeg kan dog love alle, at livet uden spiseforstyrrelser, slankepiller, afføringspiller, frygt for mad, tomhed i maven, mavepiner, selvhad, kropshad og psykologtimer ER SÅ MEGET FEDERE! Glæd dig til du bliver rask! Det er hele kampen værd!

Tak fordi du læste med – og rigtig god dag til alle.