Hvem begrænser dig?

fuck the restDe fleste af os er opdragede med begrænsende meninger. Vi tager dem lykkeligt med igennem vores opvækst og de bliver en så integreret del af vores tankemønster, at de ender med at blive en sandhed for os.

Når andre bekræfter os i vores begrænsende meninger, så bliver vi endnu mere overbevist om, at det selvfølgelig er rigtigt, det vi tænker, fordi der også er ANDRE der tænker sådan.

Sætningen som fx ”Det kan man da ikke bare” er en overordnet begrænsende mening, der hindrer de fleste af os i vores udvikling.

Jeg har skrevet om det her ord før ”Hvorfor” – det er et ord vi bliver opdraget til at stoppe med bruge, fordi vi har lært at ”det spørger man ikke om”. Vi bliver skygger af os selv, vi bliver små kopier af hinandens begrænsende meninger og kigger med en blanding af beundring og foragt på dem der skiller sig udenfor normen. Dem kan vi snakke om og have en mening om, men folk skal helst ikke have en mening om os, for det er for farligt. Så skal man til at forklare og forsvare ens handlinger og gøremål.

Jeg har selv siddet i saksen. ”Det kan man da ikke” Alt indeni mig skreg efter noget andet – hvilket kom til udtryk i små oprør og opgør med samfundet (arbejdspladsen, venner, veninder, kærester, forældre, familie osv.) . For inderst inde er jeg en ”hvorfor”-pige og en person som elsker at være mig – i udvikling. Konstant i udvikling.

Man kan ikke ”regne med mig” – jeg var kødspiser i 100 år – nu er jeg veganer – måske spiser jeg kød i morgen igen – ingen ved det! Der skulle være en god grund til, at jeg pludselig skulle til at spise kød – og hvis jeg blev spurgt ”Hvorfor” ville jeg have en god forklaring på, hvorfor jeg nu havde valgt om igen agtigt. Jeg elsker jo ”hvorfor”. Fordi jeg aldrig føler, jeg skal FORSVARE, men at jeg blot skal FORKLARE mine meninger, handlinger og gøremål. Der bliver lige taget brodden af negativitet, når vi udskifter 2 bogstaver i ordet forsvare….. tænk over det, næste gang du føler dig frontet. At du blot skal forklare – og ikke forsvare.

Jeg er skræmmende og farlig for rigtig mange mennesker, som ELSKER tryghed og vaner som de kan læne sig op ad. De ting man kan ”regne med” hos mig er, at jeg ikke er en stikker, jeg er ikke utro, jeg er loyal, jeg holder på folks hemmeligheder som var det det pureste guld – og jeg vil være der 100% for de mennesker jeg elsker – det kan man regne med.

Men resten – ja der tilskriver jeg mig den holdning, at for at kunne udvikle mig og blive et bedre menneske skal jeg have lov til at ændre mig i takt min alder, erfaringer og oplevelser. Hvis vi ikke udviklede os – så ville vi jo alle sammen gå med ble og skrige og græde højt, når vi var sultne og få pat hos vores mor. DERFOR mener jeg oprigtigt, at vi alle KAN og MÅ udvikle os HELE tiden for at få et federe liv.

Mine begrænsende meninger er der stadig masser af, men oprydningsarbejdede startede for mit vedkommende for mange år siden – der er ikke så meget tilbage, men jeg mangler stadig lidt.

En af de vildeste begrænsende meninger jeg til dags dato har været udsat for i ”systemet” er den her:

”Du bliver aldrig rask fra en spiseforstyrrelse – når du først har haft den så slipper den dig ikke” – sætningen kom fra FLERE af de utallige steder jeg gik, dengang jeg havde en af de 3 spiseforstyrrelse, jeg har lidt af. Hvad er det for en begrænsende mening at udtale sig om til et menneske der sidder og er dybt fucked up midt i sin spiseforstyrrelse? Hvorfor i alverden skulle man ikke kunne blive rask fra en eller flere spiseforstyrrelser? ”Jamen det siger statistikken” – okay ?! og engang var jorden også flad, såvidt jeg erindrer, ik? Det handler om at bryde med videnskaben, statistikkerne og de begrænsende meninger – i hvert fald i min verden. Og JEG er rask fra ALLE mine 3 spiseforstyrrelser – trods statistik og meninger og holdninger fra læger og psykologer.. men nej det var hverken psykologer eller læger som havde disse meninger, som fik mig ud af det. Måske fordi de ikke oprigtigt troede på jeg kunne blive ægte rask? Det handler ofte om hvem du omgiver dig med. Hvis du omgiver dig med mennesker som BEKRÆFTER DIG i begrænsende meninger – hvad tror du så der sker? Ikke en skid!

Jeg er opdraget med begrænsende meninger. Det var endda MIN SKYLD at min mor levede et begrænset liv. For hvis hun ikke havde fået mig, så havde hun kunne det og det og det. Så jeg har af alle – og gør det stadigvæk – måtte gøre op med sætningerne inde i hovedet. Så meget at jeg nogle gange har svært ved at sige noget højt til andre, fordi jeg ærlig talt ikke magter at høre på ”at det kan man da ikke” – eller ”nåh hvordan vil du så klare den”.

Vi lever i et samfund, hvor folk ofte har en holdning til at ”Det kommer sikkert ikke til at gå”  eller ”Bare vent og se, det der holder ikke om et år” – om det er forhold, virksomhedsopstart, huskøb eller at få et barn eller lignende. Det er så sjældent at folk siger (og mener det ægte) ”Hvor er jeg glad på dine vegne – det er for fuckin fedt det der”.
Hvorfor? Er det fordi man er misundelig på, at det ikke kører for en selv? Eller fordi man ikke under den anden det? Eller fordi man er så hjernevasket med negativitet og begrænsende meninger? Eller fordi man IKKE SELV TØR sprænge normen?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at min historie er, at jeg har begrænset mig selv, fordi jeg ikke har TURDE tro på, at der tilfaldt mig det bedste. Jeg har overlevet ”til næste dag” – og det kan være en force i rigtig mange situationer, men fanme også en begrænsning fordi du så ikke tør drømme og lægge planer. For drømme er til at skyde ned, lægge planer er til for at blive forpurret, når du lever et liv, hvor du ”overlever” til næste dag. Så man skal være klar til at TURDE drømme, TURDE satse følelser, TURDE satse sit hoved og liv på de her ting, man oprigtig gerne vil. Og man skal tro på det! Helt ind til marv og ben. Der er ikke nogen anden der kan få mine drømme og tanker til at ske. Det kan KUN jeg.

Det har været en lang læringsproces for mig – at turde have mål, drømme og visioner. Når man har haft en barndom, hvor man har været glad for at have overlevet natten, ikke fundet sin mor livløs, ikke blevet sendt på børnehjem etc. (nej det er ikke en klagesang – det er bare en forklaring for hvorfor jeg har været, hvor jeg har været), så har man på ingen måde turde drømme om havudsigt, Mercer og et liv med ro på og at være omgivet med folk som vil en – oprigtigt.

Men det tør jeg nu. Det kan godt være at Merceren ikke holder der endnu. Det kan godt være at lejligheden i Spanien eller Thailand ikke er en realitet endnu, men det bliver den.

Jeg har prøvet i rigtig mange år at tilpasse mig – enten som kæreste, medarbejder, veninde, ven – borger i samfundet – som en af pigerne, som en af drengene og som alt muligt. For hvordan og hvem skal du være, når du intet clue hjemmefra har om hvordan man egentlig gebærder sig? Så er man – som en psykolog så sandt engang sagde til mig – nødt til at designe sig selv. Og jeg vil desuden have lov til at have den mening – at man OGSÅ skal designe sig selv SELVOM man har nogle gode og sunde fornuftige forældre til at opdrage en – for de kan have lisså mange begrænsende meninger som min syge mor havde – bare på et andet plan.

Når du ved hvem du er – og er klar på at udvikle dig hver dag – tage livet som en uddannelse i at være den bedste udgave af præcis dig, så tror jeg ikke du kan få et ret meget federe liv.

Tak fordi du læste med <3