Hvad vælger du?

Her den anden dag var der en person i min nærhed, lad os kalde denne person for Y, der irriterede mig GRÆNSELØST. Det sker sjældent, men når det sker, så bliver jeg virkelig irriteret. Altså jeg kan sagtens opføre mig ordentligt og være sød osv. – så godt er jeg dog opdraget, men jeg bliver virkelig hidsig-irritabel sådan indeni.

Nogle vil mene, at det er temmelig usundt, at få det sådan – at leve så meget med sine følelser.

Jeg vil til dels give dem ret. Hvis det æder en op indefra – så ja – så lær at styre din vrede. Eller hvis du står og skriger og råber af folk så snart følelserne tager over, så ja – kontrollér da dine følelser lidt mere.

Tilbage til situationen – jeg fortæller en anden person, lad os kalde denne for X, at den her person bare irriterer mig helt vildt. X siger så, at det er noget jeg VÆLGER at lade mig irritere af. Det giver jeg X fuldkommen ret i.

Jeg vælger helt selv mine følelser.

På sin vis. Man har jo sine lig i lasten og oplevelser på godt og ondt, som får en til at reagere på bestemte måder, når man møder lignende situationer senere i livet. Og det er ikke altid man er HELT herre over, hvordan man reagerer.

Som jeg har skrevet før, så jeg har jeg gået til en del terapi – mødt forskellige mennesker fra den alternative verden, som jo går MEGET op i, at man skal hvile i sig selv – og være rolig og ikke lade sig påvirke af noget og glide af på alt. …hmm det har ikke altid huet mig at høre på alt det her.

Da jeg var yngre, følte jeg virkelig ikke, jeg kunne styre noget som helst. Min mad var ude af kontrol, mine parforhold, mine venskaber, min familie – alting var bare noget jeg følte var uden for mine hænder. Det betød jo, at jeg var dødulykkelig rigtig tit og ikke kunne forene mig med tanken om, at jeg nogensinde skulle blive rolig.

Jeg var så vred på min far, når han gang på gang fortalte mig, at jeg ikke skulle bekymre mig om fortid og fremtid men være tilstede i nuet. Eller når han sagde ”Du føler det, du tænker”.. aaaarrrghhh! Ti stille!

Da jeg så blev ældre kunne jeg jo se, hvad han mente.

Så jeg valgte senere i mit liv ikke at have en spiseforstyrrelse, jeg valgte at gå fra et voldeligt forhold, jeg valgte at se løsninger fremfor problemer, jeg valgte de dårlige venskaber fra osv. osv. Jeg valgte helt vildt meget lige pludselig. Skide godt!

Selvfølgelig er man jo ikke herre over alt, hvad der sker i ens liv (nogle alternative behandlere mener dog dette, men det er jeg altså ikke helt enig i) – men man kan fanme vælge meget.

Som Ole Henriksen! Han VÆLGER at være glad – og smile hele tiden. Nogle kan finde det irriterende – andre sødt og sjovt! Jeg tyer til det sidste J

MEN – kæmpe MEN! Jeg vælger også at være MIG! Passionerede mig! Med gråd, følelser og til tider op og nedture som livet bringer mig! Jeg hidser mig vildt op over uretfærdighed! Helt vildt! Og jeg græder helt vildt, hvis uskyldige børn eller dyr bliver behandlet dårligt eller hvis nogen dør.

Jeg lader mig OGSÅ irritere af Y! Men jeg slipper det også hurtigt igen! Jeg VÆLGER at slippe det igen!

Helt selv vælger jeg det.

Y kan irritere mig, og så går Y ud af lokalet og så er jeg ikke irriteret mere, eller også foretager jeg mig noget andet og så er det væk.

Jeg orker ikke at bruge mit liv på at tænke hvor lamme folk er (efter min mening) i flere timer, for jeg kan for det meste SELV VÆLGE, hvor længe jeg skal være i personens nærhed. Og hvis jeg er tvunget til at være sammen med Y mere end jeg lige orker, så kan jeg VÆLGE at fokusere på noget andet end lige Y.

Det er ikke fordi jeg ikke kan gå og skumle over noget. Men jeg kan rigtig godt lide at bruge mit liv på noget positivt.

Folk der ikke er som mig, kan hurtigt tage det meget bogstaveligt, hvis de fx kører bil med mig, og jeg sidder og RÅBER af en eller anden klaphat, at han skal køre ordentligt –det skal lige siges, at jeg råber inde i bilen, uden at klaphatten kan høre det – og jeg laver aldrig håndtegn el lignende, så klaphatten kommer jo egentlig aldrig til at forstå, hvor belastende jeg synes han er.

MEN den person der sidder INDE i bilen med mig, som måske ikke kender mig – eller tager tingene for meget ind, kan blive meget påvirket af mit umiddelbare raserianfald. Det er meget beklageligt at ens passion – om det er raseri, gråd eller jubel kan komme til at fylde ”for meget” for andre mennesker, som måske har svært ved at kapere det.

Men fakta er, at jeg er bare mig. Jeg vælger at være passioneret – i glæde, juble, gråd og vrede.

Og jeg er bange for, hvis jeg nogensinde endte som en person som ikke lod mig irritere, eller som ikke jublede højt over små ting (som fx at der er en p- plads nede foran mit vindue, når jeg kommer hjem med varer), så ville jeg blive Average Angie – og det ville da være en skam.

Jeg har ofte hørt fra andre, at jeg er ”for meget” – for meget hvad? Hvem er ”normal”? Hvem sætter ”normalen”?

Min ”normal” er jo som jeg er. Jeg synes, det er ”unormalt” ikke at snakke om tingene, at feje tingene væk under gulvtæppet, at købe sine børn, at være pissesur hele tiden, at fokusere på sygdomme og negativitet, at gå og skumle og bære nag hele tiden, at være ligeglad med sin kæreste, at snerre hele tiden osv osv. Det synes JEG er unormalt og ”for meget” – så ja sådan er vi så forskellige.

Jeg dømmer ingen – jeg VÆLGER at møde folk, præcis hvor de er – og så tager vi den derfra.

Så hvad vælger du?
Vælger du at være så glad som overhoved muligt? Vælger du at fokusere på positive frem for det negative? Vælger du LIVET?

Vi har alle et valg. Og jeg vælger at være mig! Også selvom det koster nogle ekstra rynker, irritation og heldigvis masser af latter og glæde