Har du husket at tale (pænt) til dig selv i dag?

Der var en kampagne på et tidspunkt, der hed ”Har du talt med dit barn i dag” – Den gik i store træk ud på, at vi forældre skulle samtale med vores unger noget mere, så det hele ikke gik op i tv, madlavning, iPad og computer.

Jeg vil gerne slå et slag for, at vi også skal huske at tale til os selv – hver dag – og i positive vendinger.

Vi har alle brug for at blive rost. På de fleste arbejdspladser bliver man spurgt i tilfredshedsundersøgelserne, som kommer halvårligt om man får nok ros af sin chef. De kalder det noget lidt andet, såsom anerkendelse osv. men pointen er ”Får du at vide, at det du laver er godt nok – og får du det ofte nok at vide?” Ofte er svaret nej.. vi vil så gerne anerkendes – og vi bliver det så sjældent.

Men det er ikke kun på arbejdet, at mennesket søger anerkendelse. Især ikke i dag, hvor der er facebook, instagram og alle mulige andre (a)sociale medier, hvor vi kan smide ting op, som folk kan ”like” eller ”følge”. Hvis der ikke er så mange likes eller følgere, så er det ikke en ”god post eller profil” man har lavet.

Vi søger bekræftelse som aldrig før, blandt andet gennem vores udseende. Det betyder også, at vi dømmer os selv meget hårdere, fordi vores anerkendelse hele tiden bliver lagt over i andres hænder ved fx facebooklikes eller følgere på instagram.

Vi glemmer helt det der med at ”Hvile i os selv”. Eller fortælle os selv, at ”det her det gør du sq godt du gamle”.

Hvis alle bekræftelses/anerkendelsesmedier gik ned en dag – hvad så?

Hvad ville vi så gøre? Rende ud på gaden og spørge den nærmeste vi mødte ”Ser jeg godt ud i det her shorts”? Næppe – selvom det er det vi gør på de webbaserede medier. Det er egentlig lidt komisk (:

Jeg er stærk fortaler for, at man roser sig selv HVER DAG. Taler pænt OM sin krop til sig selv. At man siger ”JA MAND – fedt at jeg gennemførte den her træning” eller ”JA jeg fik dælme løst den her opgave på arbejdet” i stedet for at sige ”jeg fik KUN løst den her opgave på arbejdet” eller ”jeg fik ikke givet den lisså meget gaz til træning idag som sidst”. Hold FOKUS på de gode ting, du har opnået i dagens løb!

Og når du ser dig selv i spejlet, så find de gode sider frem ved dig selv (vi har alle nogle!!!) – og ros dem UDEN også at fokusere på de mindre heldige områder!

Vær sød ved dig selv – du er den der er tættest på dig selv hele tiden. Det der med at finde anerkendelsen hos en kæreste, eller veninder eller venner eller sociale medier er ok til et vis grænse. MEN alle kan forsvinde fra dig – kæresten, vennerne og veninder og medierne – men DU er der altid for dig! Lige her! Bliv din egen bedste ven og bliv mindre afhængig af andres bekræftelse.

Lav et mantra eller to om dagen og sig højt ud i luften fx ”Jeg er succesrig, værdifuld og en skidegod veninde” eller ”Jeg er succesrig, værdifuld og smaddergod til min arbejde” eller ”jeg er succesrig, værdifuld og slank”.

Du behøver ikke at sætte sedler op rundt i huset med dine sætninger eller stå og glo dig selv ind i øjnene i spejlet, når du siger det. Bare du siger det højt hver dag og finder på andre gode ting at bytte de sidste ord ud med.

Når du taler pænt til dig selv, vil andre også tale pænt til dig. Og hvis de ikke gør, vil du vide, at du fortjener bedre, fordi du er vant til at høre søde og rare ord fra dig selv OM dig selv!

Rigtig god dag. Og tak fordi du læste med.