Er du glad?

Spørgsmålet kom fra en sød pige jeg kender. Hun er i tyverne – og jeg havde netop stået og småbrokket mig over kærestens (i min verden) halvåndede opførsel.

Hun er selv lige blevet single – og når man er single, har man en eller anden evne til at glemme, hvordan kæresteforhold er. Nemlig ”give and take” – og man føler altid, at man selv giver en del mere end den anden part, når man er i forhold. HAHAHA ret morsomt faktisk.

Mit svar var ”Ja jeg er glad”.

Når man er over 30 år finder man ud af, at man skal være glad allround og ikke kan opnå lykken i alle små ting i livet HELE TIDEN. Nogle gange kører arbejdet godt, og andre gange er det parforholdet, der kører godt og andre gange igen er det børnene der bare gør, hvad man siger, og nogle gange er det det hele der går op i en højere enhed eller det hele der vælter på samme tid. Livet er en stor udfordring – for alle.

”Man skal ikke lade sig nøjes” hører jeg ofte folk sige til hinanden. Hmm! Nej det er seføli rigtigt, at man ikke skal sidde med en følelse af at være blevet snydt. Men hvis man kratter lidt i ALLEs parforhold, madvaner, mærkelige lyster, så er der altid noget, som man ikke selv vil synes er acceptabelt eller ok.

Det jeg kan leve med i mit liv, er ikke sikkert at en anden kan leve med, og omvendt.

Derfor skal man passe på med at ”dømme” andres forhold, kroppe, tendenser eller hobby´er. Og forsøge forstå hinandens forskellighed og grænser.

Hvis man hele tiden jagter lykken, bliver man aldrig lykkelig.

Hvis man hele tiden føler sig snydt, bliver man aldrig tilfreds.

Vi er nødt til at se lidt mere overordnet på, hvad det er vi ønsker i vores hverdag.

Jeg kan se det på den verden, jeg befinder mig meget i. Folk stræber efter ”deres livs form” – og når de så opnår ”deres livs form” – hvad så? Så er det pludselig ikke godt nok. Så kan de forbedre sig der og der og der. Og det er fint at stræbe efter at gøre tingene endnu bedre, men man kommer hele tiden til at halte bagefter.

Om det så gælder ens krop, vægttab, kæreste, forældre, børn. Hvis man aldrig stopper op og tænker ”Jo jeg er egentlig rigtig godt tilfreds sådan allround med mit liv” – så ender man for det meste med en følelse af at være halvutilfreds og utilstrækkelig.

Jeg forsøger virkelig at lære min datter at være glad for det vi laver LIGE NU! – ikke hvad der skal ske i weekenden eller i morgen eller om 2 år.

Folk spørger altid børn ”Glæder du dig ikke til at blive storebror” fx – ungen svarer ”jo” – men aner ikke hvad det indebærer, fordi han har aldrig været storebror før. Eller ”Glæder du dig ikke til at starte i skole” – ”øhm jo”.. ungen ved på det her tidspunkt slet ikke hvad lektier er, eller om barnet er ordblind eller har indlæringsvanskeligheder, eller får en dårlig klasse. Nu fokuserer jeg på det negative I know! Men jeg kunne høre på min egen datter, at hun efter sidste dag i børnehaven sagde ”Jeg har helt glemt at være glad for at gå i børnehave til sidst, fordi jeg glædede mig til at starte i skolen. Det er jeg lidt ked af nu, for nu skal jeg aldrig tilbage”.

Lige præcis!! De fleste af de voksne, der har omgivet min datter de sidste par måneder har spurgt og spurgt ”Glæder du dig ikke til at komme i skole?” Så det er klart at børnehaven og den sidste tid der, ikke har haft særlig meget at sige hos hende.

Så prøv at være glad for det du laver LIGE NU! Og hvis du synes, det er træls at træne styrketræning, så prøv noget andet. Hvis du er kørt træt i din træner, så prøv en anden træner. Hvis du er kørt sur i dit træningscenter, så prøv et andet træningscenter for en tid. Hvis du er kørt sur i parforholdet, så tag en weekend væk med veninderne og vennerne – og se om ham/hende derhjemme ikke er meget dejlig alligevel, når du vender hjem. Hvis du er træt af arbejdet, så søg nye udfordringer eller snak med dine venner om deres arbejde – og de vil helt sikkert kunne sige (næsten) ligeså mange dårlige ting om deres arbejde – og så sidder man tilbage og tænker ”Arh det går nok – så slemt er det ikke alligevel”.

Husk på at ”Nissen flytter med” og hvis du har tendens til hele tiden at tro, at andre har det bedre og sjovere og en sødere mand/kone, bedre job, bedre selvværd end du har, så bliver din tilgang til det næste job, forhold osv det samme – der går måske bare nogle måneder, før du kommer ind i samme trummerum.

Alt bliver hverdag. Og det er kun dig, der er herre over, om du vil nyde det du har eller hele tiden stile efter at få noget ”bedre”. Stop op og se på dig selv, din hverdag, de mennesker du er omgivet af – og gør noget, hvis du er FOR utilfreds.

Er du glad – allround ? Det er jeg! Og jeg fortæller alt for sjældent de folk, der virkelig gør en forskel for mig, hvor meget jeg holder af dem.

Vi har kun det her ene liv, bestræb dig på at leve det med så mange smil på læben som muligt. Ingen er perfekte. Og ingen føler sig perfekte. Heller ikke de tynde og smarte!

Tak fordi du læste med.

Silverfox