Ego-boblen

egobobæeDa jeg var allermest syg. Da jeg havde allermest kropshad, madhad, selvhad, var cutter og vildt på slankepiller konstant – der var jeg allermest sårbar – og allermest egoistisk.

Jeg følte mig ikke egoistisk. Jeg græd meget. Jeg var ked af det. Jeg følte mig alene. Jeg følte ingen forstod mig. Jeg havde ikke overskud til så meget andet end mig selv, men følte mig hele tiden svigtet. Af andre. Af verden. Af mine forældre. Af mine venner. Men den jeg var svigtet allermest af, det var mig selv.

Jeg aflyste tit aftaler. Jeg blev skide sur over, hvis folk blev sure over jeg aflyste. Kunne de ikke forstå jeg ikke havde overskud? Jeg blev væk fra familieting. Jeg magtede ikke at skulle sidde der og spille glad, og høre på deres ævl. Jeg var jo ikke som dem! Jeg ville heller ikke være som dem. Jeg flygtede, jeg var bare i mit eget selskab, egoboblen. Det eneste jeg kunne var at brokke mig over min krop, være sur på mig selv over min mad (enten fordi jeg kastede op, overspiste eller sultede mig selv). Så kunne jeg gøre de ting, JEG havde lyst til, som fx at gå i byen. Så havde jeg lige overskud til at være ”på” fredag og lørdag. Og så igen tilbage til den der ego-bobbel, når lørdagsbyturen var overstået.

Desværre er jeg langt fra den eneste der har levet sådan. Det sjove er, når man er i den tilstand, så føler mig sig LANGT fra egoistisk. Man har så pisse ondt af sig selv og synes, det er alle de andres skyld, at man er havnet i den situation. Man peger løs. Enten er det ekskæresten, ens forældre, ens bedste veninde eller ven der har svigtet. Det er stort set aldrig ens egen skyld. Hvis man så begynder at pege indad, så ender man i ”det er også bare fordi jeg er så grim, dum, uintelligent… etc” (fyld selv på med negative ord – listen kan være uendelig lang, når man har det skidt). Men se lige på det. DU er KUN ovre i dig selv. Dig dig dig. Du er svigtet, eller DU er tyk eller DU er grim. KUN DIG!

Hvor er verden henne? Hvor er andre mennesker henne, når du har det sådan og du lever dit liv efter de her (undskyld udtrykket) røvsyge overbevisninger?

Ja jeg skal ikke spille hellig. Jeg brugte skisme mange år på at være sådan. Stakkels de kærester jeg havde da jeg var ung. Jeg var fanme ikke nem. Ikke at jeg er det i dag, men jeg er trods alt mere bevidst om denne her ligning:

Når jeg svigter mig selv, så svigter jeg alle andre – og dermed svigter de også mig.

Jeg har set mange veninder og venner køre rundt i den samme suppedas uanset hvad man så end hjalp med eller sagde. Folk ændrer sig først, når de er klar. Man kan give dem et kærligt skub i den rigtige retning og man kan være der i den grad man selv kan overskue. Det kan jo tære meget på ens kræfter at være der for folk som SLET ikke er klar til at blive hjulpet og som lever i den her ego-bobbel fyldt med negativitet enten omkring andre mennesker eller omkring dem selv.

Når man lige pludselig laver myggen (og flyver op over sig selv) og ser på sig selv oppefra, så kan man i en tilstand af madhad, kropshad (fitnessbranchen er ganske skrækkelig kan jeg godt love jer. De flotteste mennesker er oftest allermest utilfredse), brok over ens mand/kone, brok over livet – u name it, ja så kan man lige pludselig godt se, at den position man sætter sig selv i, er fyldt med egoisme. Intet mindre.

Når du kan rumme andre end dig selv, så giver du energi til dig selv og får dermed mere livsglæde. Hvis du bliver ved med hele tiden at rumme dig selv, så kommer du ikke ud af egoboblen.
Du kan starte med dagens 3 gode – hvad er du glad for præcis ved denne dag.

Derefter kan du sige, hvad du er glad for ved dig selv – udseendemæssigt eller ved din personlighed. (jeg har flot hud, er god til at sy osv. )

Derefter- hvem du er glad for, er i dit liv. (kæreste, far, mor, navn på venner/veninder, børn etc.)

Ingen mennesker – uanset hvor sort livet ser ud – er uden noget positivt. Det kan jeg skrive under på efter en FUCKED up barndom og tonsvis af lorteoplevelser. Selv da jeg ønskede at dø som 5 årig (jeg magtede ikke mere modgang, det var virkelig forfærdeligt), så havde jeg stadig noget positivt at tænke på. Hvordan jeg kom i tanke om det, er mig i dag et under, men jeg har åbenbart haft et overlevelsesinstinkt af rang. Jeg kan huske, at jeg tænkte på, det var dejligt at græsset var grønt om sommeren. Lidt vildt at tænke på det, i en verden af lort (det var det dengang). Derfor ved jeg også, hvor vigtigt det er for os voksne at TVINGE os selv ud af vores egobobbel og være taknemmelige og glade for ET ELLER ANDET hver dag.

Kom ud af din bobbel. Du er alene derinde. Herude hos os andre er der masser af fare for at blive såret og ked af det, hvis det er din indstilling. MEN der er LISSÅ mange muligheder for at få varme, smil og kærlighed.

Tak fordi du læste med – og giv dig selv en krammer i dagens anledning 😉