Du skal gøre, hvad de voksne siger!

blog angelaADVARSEL! Du skal IKKE læse denne blog, hvis du ikke er parat til at få en insider viden omkring, hvad incest kan indebære og hvad det kan gøre ved mennesker – og hvor syge nogle forældre og voksne kan være.

Denne blog er IKKE for sarte sjæle og er KUN SKREVET for at jer derude med incest inde på livet, skal finde en ro og en ”okay-hed” i de følelser og tanker I måske også går og har følt/føler og har tænkt/tænker!

Bloggen er IKKE SKREVET fordi jeg ”skal af med noget” eller finde en eller anden forløsning. Det er sket for længst. Hvis du har spørgsmål til bloggen – denne eller nogle af de andre jeg har skrevet, så skriv til mig på angelasilverfoxdk@gmail.com

——

”Hvorfor tror du pludselig, at du er blevet misbrugt som barn” – ordene kom fra en psykolog jeg havde været i kontakt med, dengang jeg løb hjemmefra. Jeg havde dengang ikke fortalt hende om overgrebene, men jeg var nu flere år efter parat til at snakke med nogen om det – og jeg tænkte at denne psykolog, jeg tidligere havde været i kontakt med, og som dengang hjalp mig MEGET, kunne anbefale mig en med ekspertise på området.

Og så sagde hun det her! Hvorfor jeg pludselig TROEDE, at jeg var blevet misbrugt. Jeg var ved at tabe telefonen ud af hånden. Min hals snørede sig sammen. Jeg fik kvalme. Der skete det, som jeg altid havde frygtet ville ske – at man ikke troede på det her. Jeg afbrød hurtigt samtalen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Efterfølgende var jeg til adskillige psykologer, hvor jeg  sporadisk sagde, hvad der var sket. Jeg affejede det og sagde ”det der skete dengang” eller ”dengang min mor brændte mig med cigaretter nede ved – ja du ved – ” og lignende. Deltaljerne gik jeg ikke ind i som sådan. Kun lidt. Jeg kunne til tider høre på nogle af de her psykologer, at de gerne ville i dybden med detaljerne – men hvorfor ? Fordi det var spændende?

Jeg gik i nogle ”offer-for-incest”grupper private og offentlige tilbud, men blev bedt om at forlade grupperne, når jeg fortalte min historie – fordi den var for barsk ift de andres. Fordi de andre så ikke følte, at deres ”historie” var noget, og derfor følte de pludselig ikke, at de skulle have hjælp, selvom de var dybt traumatiserede.

Det fattede jeg ikke. Jeg har den opfattelse, at vi alle sammen har problemer i større eller mindre grad – og at vi ALLE skal tage den enkeltes problem LIGE seriøst! Så hvis du synes det er slemt, at du ikke har fået en diamantring af din mand til 80.000kr – så er det vigtigt for dig og et problem, jeg skal tage lisså seriøst, som Sigurds problem, som fx ville være, at han ikke vidste, hvordan han skulle skaffe sit næste måltid mad eller sit næste fix. Er du med? Alle er ”lige” for mig – og alle skal tages lige seriøst!

Men sådan var det altså!  Jeg fik talt ud om alle detaljer omkring min incest med en kæreste, jeg havde i mine unge tyvere, og han omfavnede mig som det menneske jeg var og lyttede til ALT hvad jeg sagde, uden at dømme mig. Han er i dag en vigtig brik i mit liv!

Min incest – ja jeg kalder den for ”min incest”, for den er en del af mig. En del jeg ikke er flov over. En del jeg føler en afklarethed omkring, som de færreste kan forholde sig til. Den blev begået af 2 mennesker. Min mor og vores genbo, en mand. Den startede meget meget tidligt- nok fra jeg var 2 år, måske tidligere. Først af min mor alene og med tiden så deltog denne genbo i hærdigt, når min mor ringede efter ham. Der var trusler med knive, og der var bælter som blev taget i brug og afrevne lagener, som blev puttet i munden på mig eller jeg blev bundet fast med. Der var afføring og tis og cigaretter(tændte) som blev brugt også. Der var penetrering, og der var tvungen udførelse fra min side på ”dem”. Billederne du får på nethinden er helt sikkert rigelige –  uden jeg behøver lave flere maleriske beskrivelser.
Jeg fik altid lussinger eller hårde slag i baghovedet, når jeg græd over de her ting. Men jeg græd.

Jeg fik at vide, at det var MIN SKYLD, de her ting foregik! Jeg fik blandt andet at vide, at jeg selv lagde op til det, at det var min aura der udstrålede det, at jeg havde lagt op til ham her genboen, da han var ovre for at ryge hash med min mor, eller at jeg ingen bryster havde, og at jeg derfor ligeså godt nu kunne lære, hvordan man gjorde, hvis jeg nogensinde fik nogle. Jeg fik at vide, jeg var for tynd og klam og grim og ikke kunne bruges til noget – ikke engang ”det her” – som jo var overgrebene. Fordi jeg ikke udførte ”arbejdet” på dem ordentlig. Jeg blev tvunget til at se på – og deres fingre holdt mine øjne tvungent åbne, hvis jeg maste mine øjne sammen. Mit ”nummer 2” hul er flækket 2 gange ved penetration fra genboens side, da jeg var barn, så nej analsex har sq aldrig været mit foretrukne i mine voksne år.

Lydene – lydene af slik og slag og kys og støn får mig nogle gange kastet tilbage til dengang. Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis hund altid skulle slikke og slikke og slikke på alt – jeg blev SKØR indeni af den lyd! Selvom jeg udmærket godt er klar over at hunden jo bare er en hund altså. Men man skal virkelig arbejde med ALT – resten af sit liv, når man har været udsat for sådanne traumatiserende ting som dem her. Fordi små ting kan tricke en – og ”kaste en tilbage” til dengang.

Uanset hvordan vi vender og drejer alt det her med incest – så ved du godt, som barn, at der er noget galt! Du ved det godt, fordi du får at vide, at du ”ikke må sige det til nogen”, at det er ”vores hemmelighed” eller at du bliver truet med ”hvis du siger det her så…” eller ”du ville jo selv” … eller ”hvad tror du ikke andre tænker om dig, hvis du siger du gør det her sammen med os” osv osv.

Men vi ved godt, den er gal. Vi ved godt, det er forkert. Vi føler skyld. Skyld over at det bliver gjort imod os, skyld over ikke at kunne sige nej. Afmagt. Tiltroen til andre voksne/mennesker forsvinder. Når ens egen mor kan gøre så grumme ting imod en, hvad kan resten af verden så ikke finde på?

Dog er der en rigtig rigtig vigtig pointe i alt det her misery! Noget som de fleste incest-ramte mennesker IKKE tør snakke om, ikke tør indrømme! Og det er:

Vi har alle erogene zoner på kroppen. Også som børn! SÅ når de her voksne nu tager os derhen, hvor vi ikke vil være (rent kropsligt), men hvor det faktisk ”føles rart” på en meget meget forbudt måde, så sker der en kobling i hjernen, som er helt gal! For vi VED, det er forkert det der foregår. Vi føler, det er klamt og ulækkert, og samtidig siger kroppen ”ah det er meget dejligt, bliv ved” som fx når man bliver rørt på de erogene zoner forneden. Eller bliver slikket i ørerne, eller hvor man nu har en zone, som ”antænder” det seksuelle i en.
Det var ENORMT svært for mig at erkende, at det er HER skammen og skylden sidder! Det er her, det hele bliver så fucked up! Det er her det bliver svært at snakke om og give skylden 100% til de voksne, som har GJORT DET HER MOD EN! For hvis/når de voksne har sagt ”du kan jo godt selv lide det” – så har man tænkt ”NEEEEEIIIII JEG KAN EJ” – MEN ens krop har ”sagt” det modsatte nogle gange.  Bestemt ikke altid. Men hvis man har været udsat for overgreb 300 gange som barn og bare 2 af dem har haft en snert af ”erogen zone” så tager man de resterende 298 overgreb på sig som skyld og skam.

——

Når man bliver teenager kan man slet ikke være i sig selv. Man føler sig flot,grim, tynd, tyk, pæn, ikke pæn, sej, ikke sej, sexuel og ikke sexuel. Så hvis overgrebene ”først” er startet i den der 10-12 års alder er det temmelig slemt, fordi man selv her opdager (især som pige), at man kan bruge sin seksualitet på mange måder, at man kan bruge lillepige stemmen overfor sin lærer fx og få sin vilje, samtidig med at man måske render rundt med hotpants og make-up. Det giver nogle mixede signaler fra teenagepigen til omverdenen og nogle af ”signalmodtagerne” har virkelig svært ved at styre det, der bliver sendt ud (desværre). Pigen ved godt, at hun sender de her signaler ud (uden rigtig at kunne styre det), og pludselig står hun med sin 10år ældre fætter eller sin onkel eller en på skolen, som er meget ældre eller sin stedfar eller sin egen far og ved slet ikke, hvad hun har gjort, fordi hun jo bare ”var under ombygning” og slet ikke vidste, hvad hun egentlig udsendte. Det er forfærdeligt! For lige præcis dér bliver det ”farligt” for pigen at snakke med andre om hvad der er sket. Fordi hun føler, hun er 100% medskyldig. Og man ”skal jo gøre som de voksne siger” – nej man skal ej!

Incest er tabu-belagt. Folk tør ikke snakke om det, for sex er noget vi som voksne alle sammen ser som en nydelse! Så hvordan skal man så tale om noget, der er dejligt, som noget der er ”farligt” uden at skræmme sit barn til at tro, det ikke er noget man ikke må gøre senere i livet?

Det er en balancegang af rang.

Da jeg løb hjemmefra tog jeg en beslutning! Den hed at min mor og genbo IKKE skulle have lov til at bestemme over min sexualitet! Aldrig! Så den første ”rigtige” fyr jeg gik i seng med, ham ”legede” jeg var min første. Jeg gik sågar ud på toilettet bagefter og snittede et lille sår ”oppe” i mig selv, så jeg blødte lidt. Jeg græd også. Men det var nu ægte nok. Jeg følte mig befriet! Jeg havde nu selv haft sex med en mand, som jeg valgte!

Når man er blevet misbrugt i den grad som jeg er, så har man prøvet en ting eller to. Da jeg så fik kærester efterfølgende vidste jeg knap, hvad jeg tændte på og ikke tændte på. Så jeg prøvede mig frem og har helt sikkert prøvet nogle ting, som jeg måske ikke skulle have prøvet og har måske overskredet mine grænser, men stadigvæk har jeg altid haft mig selv meget godt med i det alligevel. Jeg har også en blufærdighed (ja tro det eller ej – med alle de billeder jeg smider op) som er tildelt til de kærester jeg har haft. Jeg kan sagtens være udfordrende klædt osv., men at gå hele vejen agtigt, det er tildelt til dem JEG ønsker at tildele det til. Jeg tager det med ophøjet ro, hvis folk mener jeg er for udfordrende eller for ”barmfager” eller lign. for jeg ved LIGE PRÆCIS hvor min grænse er – og så vil jeg skide på om det støder andre eller ej, pardon my french! Jeg har haft en kæreste, som troede han skulle bestemme hvilket tøj jeg gik i etc. – der lærte jeg igen at NEJ ingen skal bestemme over min krop, tøj, make-up eller udseende! Tak til min mor og genboen for at lære mig at være så stærk! Jeg ved præcis hvor langt jeg ”vil gå”. Jeg bliver aldrig luder eller stripper. For der ville jeg føle at ”andre” skulle bestemme over min krop igen, og DET gider jeg ikke!

Jeg har haft et selvhad, et kropshad, et had til min mor, et had til vores genbo, et had til min far, et had til min familie, et had til skolelærerne, kommunen, de voksne generelt, psykologerne – et KÆMPE MÆSSIGT HAD! fordi jeg følte mig svigtet og forladt. Alene med følelsen af skyld og skam. Jeg har flygtet ind i spiseforstyrrelser og cutting og slankepillemisbrug. VÆK! Jeg skulle bare væk fra den der følelse og tanke om at MIN MOR har gjort de her ting mod mig! Min egen mor! Og en syg stodder (genboen) oveni hatten.

Der kan være mange forklaringer på, hvorfor mennesker gør som de gør. Undskyldninger og forklaringer. Det vigtigste for mig er, at jeg SLIPPER min vrede – at jeg tilgiver især de 3 mennesker der svigtede allermest – min mor, genboen og min far. Min far fordi han ikke greb ind. Ikke fordi han var med i det! Overhoved! Og det har jeg gjort! Kast kærlighed til dem, der har allermest brug for det, og det har mennesker, som gør sådan nogle ting. Det har taget mig ÅR! Men den er der nu! Det er så fedt. Jeg har sat MIG selv fri for vrede og had.

Alle de gange jeg har ligget på mit soveværelsegulv som barn og lugtet til afføring, tis, brændt hud, sæd, kropsvæsker – nøgen, ydmyget og fløjet op i hjørnet som en lille engel og set mig selv og situationen oppefra. Alle de gange har jeg set ned på mig selv og tænkt ”Angela – græd, bare græd, de skal ikke have lov til at bestemme over dig”. Jeg har flyttet mig fra min egen krop – i ordets bogstaveligste forstand. Og det gjorde jeg i mange år efter ved at have en spiseforstyrrelse, som jeg kunne flygte over i – som jeg kunne hade min krop for.

Det var så meget nemmere. I dag – er jeg i min krop! Om den er tynd eller tyk eller appelsinhudsagtigt eller ej. Jeg ser mig selv som værende et seksuelt menneske i den forstand, at jeg er med hele vejen! Jeg ved at min kæreste kan stole på mig, at jeg ikke ”giver mig selv” til en anden, hvis jeg er sammen med en bestemt fyr. Fordi jeg er så meget i kontakt med præcis den side af mig selv! Det seksuelle. Jeg har alle dage gjort den til min seksualitet og min krop– på den måde jeg ønskede. Som 36 årig ved man godt, hvad man tænder på og hvad man ikke tænder på. Man ved også godt at man kan styre sine lyster og tanker, hvis man virkelig vil. Det er i min verden bull-shit, når nogle siger de ”kommer til at være utro” – stå dog ved det og sig du havde lyst og handlede på det. Failure – ja men ingen ”kommer til”.

Jeg har tilgivet dem som har svigtet – MEN VIGTIGST AF ALT!  så har jeg tilgivet den lille pige, som jo følte en ”rar” følelse i kroppen nogle gange ”når det der skete”.

Jeg kunne fortsætte denne blog mange mange timer endnu – og det kan være jeg laver en opfølgning en anden dag. For der er mange flere facetter i det end blot dette. Jeg synes bare, at jeg vil fortælle til jer der oplever, har oplevet, eller har nogle inde på livet som har været udsat for incest – at I skal tale om det! Det er ikke flovt det her! Det er OKAY ! Du er fuckin OKAY! Det er ikke din skyld! Og du kan godt komme til at elske sex, og dig selv og din krop og mænd (eller kvinder). Du kan godt finde tilliden til andre mennesker og du kan godt komme til at elske et andet menneske med intimitet.

MEN du er nødt til at sætte dig selv fri! Når jeg kan – så kan du også! Det lover jeg dig! Jeg er ikke et incest-OFFER! Jeg er en vinder, som har haft nogle syge voksne omkring mig som barn! Sådan er det!

Tak fordi du læste med.

Billedet er af mig som barn. Det er min mor der har taget det. Jeg kan stadig huske den jakke.