De følsomme tal

Da jeg gik i folkeskole – og før det, så lærte jeg at TAL var noget man stolede på. Man kunne ikke sådan fucke med matematik og tal. Hvor man derimod kunne analysere sig ud af alle dansktimerne – og næsten altid blive enige om at være uenige – om ikke andet.

Jeg kunne bedst lide dansk! Der kunne jeg sq snakke mig fra det hele. Matematik og jeg blev aldrig venner.

Nogle tal der spillede en stor rolle fra jeg var barn, var tallene hos sundhedsplejersken. Mine tal var altid lidt ”outthere” – for jeg var altid meget høj af min alder og temmelig tynd. Så jeg fik lidt opmærksomhed på mine ”tal”. Jeg var egentlig ok med det, selvom jeg ofte blev drillet meget med min højde.

Tal blev det store issue, jo ældre jeg blev. Tallet på vægten, kcal-tallet på fødevarerne og centimetertallene på kroppen. Pludselig definerede jeg mit humør og min person ud fra nogle skide tal!

Du bliver stemplet i skolen ud fra tal – hvis du får høje karaktertal er du klog. Hvis du får lave karaktertal er du knap så klog. Husk nu TALLENE LYVER IKKE! (lærte vi)

Øhm ! Nåh! Karaktertal gives ofte (undtagen i de fag hvor der er facitlister på det hele) af MENNESKER, som definerer tallet ud fra deres MENING om præstationen fra et andet MENNESKE, som måske selv MENER at denne har gjort et udmærket stykke arbejde. Dvs. at et karaktertal oftest er tilknyttet nogle følelser/subjektive meninger som den karaktergivende person har ift. den der bliver bedømt.  Dermed ikke sagt, at vi ikke skal have en karakterskala, men det er blot for at nævne, at vi ofte bliver stemplet som det ene eller det andet(klog/knap så klog) – ud fra et TAL!

Mit humør er gennem hele min ungdom blevet defineret af tal.

Vægttal

Antal slankepiller

Antal kcal

Antal gange jeg kunne kaste op (da jeg havde bulimi)

Antal ar på armene efter cutting (det hed ik noget dengang jeg gjorde det – fænomenet fandtes ikke rigtig på det tidspunkt, og jeg bildte folk ind at en kat havde revet mig, eller at jeg havde siddet fast i et hegn el. lign.) (helt sikkert)

– jo flere snitsår jo mere lettelse. Jo mindre vægttal jo mere glæde. Jo flere slankepiller jo mere gejst om at jeg nok ”skulle blive tynd en dag”. Jo færre kcal på en dag jo mere kontrol osv.

I dag vejer jeg mig aldrig. Jeg tager min fedtpct en gang om året tror jeg, hvis det kan gøre det. Og sidst jeg tog den var det mere for at se om min fedtprocentmåler virkede. HAHAHA.

Jeg stoler på, hvad jeg ser i spejlet. Jeg stoler på, hvad min følelse indeni siger til mig. Og jeg stoler på, at jeg selv er den bedste vægt. For hvis tøjet strammer, så ved jeg, at jeg enten er på den tid af måneden, eller at jeg skal til at træne lidt hårdere, hvis jeg skal blive ved med at køre i skuffen hver aften til ”hygge”. For jeg nægter at lade et tal bestemme over mit humør! Nej tak! Det har jeg spildt mere end halvdelen af mit liv på.

Jeg kan jo desværre se at en del af mine skønne kvindelige klienter/kunder lide af samme issue, som jeg har lidt af. De STOLER PÅ TALLENE!! De stoler mere på, hvad den DUMME vægt/fedtpctmåler whatever fortæller dem, end hvordan de har det med dem selv, med den forandring de har gang i, hvad spejlet viser og hvad deres nye fantastiske udstråling siger. De kan komme og sige til mig ”Jeg har bare været skide god og jeg får trænet og jeg gør det og det med maden og det kører bare.. men så gik jeg op på vægten imorges og så er der ikke sket en skid”.

Eller de kan komme til mig og få en måling midt i et forløb, hvor de bare synes det KØRER for dem, og så er der stort set ingen af tallene der har rykket sig. Så går de fra at være total ”yes manne” til at være ”det er også ligemeget” agtige.

Jeg holder en dundertale af rang hver eneste gang, fordi jeg så gerne vil have, de holder fast i den gode FØLELSE  de kom med samme dag – og den følelse de havde haft de sidste dage/uger – i stedet for at lade tallet styre, hvordan de NU skal føle.

Det er jo bare et tal. Intet andet end et tal. Hvis du skal tælle noget, så tæl dine sets og reps. Og hvor mange vægtskiver du har på stangen. Tæl tæl tæl! Men lad nu den badevægt være. Lad den fedtprocentmåling være. Og hvis du ikke lader den være, så lad være med at lade den styre OM du har det godt eller ej. For kan to – tre tal virkelig være herre over, hvordan du skal have det i dag eller i morgen?

Folk bliver jo vildt glade hvis den bon´er ud til den ”rigtige” side.

Akkurat ligesom den morgen jeg stod for mange år siden inden jeg gik på vægten og havde besluttet mig for at, hvis vægten i dag sagde 43kg – så ville jeg få en god dag. Den dag besvimede jeg og faldt om. Drænet for mad, væske og med en undervægt der sagde spar to!

Hvis jeg stillede mig op på vægten i dag ville tallet nok sige 75-77kg.

Jeg er 186,6cm høj og det er vist en meget normal vægt. Jeg er hverken tyk eller tynd. Jeg er helt som jeg skal være I MIN VERDEN.

Jeg prøver at lære min datter det samme. At hun selv skal synes, hun er pæn. Hvad andre så mener er deres problem eller glæde om man vil, men hvis følelsen indeni er: at være ”helt ok” – så er vejer og måler man det helt rigtige i ens egen verden.

Gør det du kan lide at gøre. Vær glad for dit liv, for du har kun det her ene – såvidt vi ved. Tilbring tid sammen med folk du holder af – og lad tallene være tal – i deres egen lille mærkelige verden.

Følelser er der aldrig blevet sat tal på – det kan man jo så tænke lidt over!