+7

”+7” sagde lægen

”+7???” tænkte jeg ”Hvad faen snakker ham om? Er vi i gang med en eller anden matematikleg, jeg ikke har fattet? Jeg er vildt dårlig til 7 tabellen altså!” – Da jeg gik i de mindre klasser, og man skulle lave den der tabel leg, hvor man skulle sige BUM, når tallet kom, sagde jeg altid BUM, når man IKKE skulle sige BUM!

Lægen så undrende på mig.

”Hørte du hvad jeg sagde? +7 ja faktisk 7,3 er det”

”7,3 hvad?” spurgte jeg?

”Ja 7,3 KILO selvfølgelig! – og du er ikke gravid” (Nej hvordan skulle jeg blive det, når jeg er praktiserende nonne pt?! – det var jeg godt klar over).

”Dine urenheder og din opspilede mave og din vægtforøgelse skyldes altså dit skift af smertestillende præparater. Jeg regner rent faktisk med, at du tager mere på henover efteråret, men du har da i det mindste mindre ondt, har du ikke?”

”Nææh egentlig ikke”, tænkte jeg ”men de her præparater er billigere, og lidt mindre lysfølsomhed er der da og en lille smule mindre hovedpine.”  – det er altså svært. Smerterne er der jo hele tiden.

Lægen spurgte ”Altså du virker slet ikke påvirket af det her. Er det ikke noget, du er ked af?”

Jeg svarede ham, at jeg jo ikke kunne være ked af noget, der ikke var noget at gøre noget ved lige nu. Og det mener jeg jo også. Jeg skiftede til noget billigere medicin for ca 3 mdr siden. Jeg vidste godt, at jeg havde taget på- det kan jeg jo se og mærke på tøjet, men eftersom jeg var klar over, at min kost er uforandret, så havde min logiske sans sat ind. Dog havde jeg været generet af den meget voldsomt opspilede mave, som aldrig var flad mere – det har den ellers været siden jeg blev rask fra mine spiseforstyrrelser – lige afbrudt af en graviditet selvfølgelig. Mine markeringer på maven har været helt forsvundet de sidste 3 måneder – og det har undret mig. Først var jeg til nogle undersøgelser omkring noget PCOS – og det var ikke det. Så nu fandt vi endelig ud af, hvad det var. Og om jeg har været ked af at min mave pludselig ligner en reklame for Red Barnet (dog knap så brun) – nej jeg har bare undret mig. Især fordi den jo blev HELT trimmet, da jeg stoppede med at æde wheyprotein og den slags produkter.

Uren hud er der ingen der kan lide. Jeg hader bumser. Det slår mig tilbage til 6.-7. klasse hvor jeg led voldsomt af spiseforstyrrelser (de har godt nok fulgt mig i MANGE år. Helt fra jeg var ca 5år til jeg var 22år) og spiste 2 store poser chips hver fredag nede på biblioteket alene, mens jeg læste tegneserier i ungdomsafdelingen væk fra alt og alle. Væk fra mobningen, væk fra min mor og væk fra den ensomhed som plagede mig meget i det meste af min barndom og dermed også skole tid. Chipsne blev slugt – og gav mig de SYGE bumser om mandagen- Den var sikker hver gang. Søndag aften gjorde det mega ondt et sted i hovedet, og så SMÅKAGE var der lige 2-3 stykker mandag – som ikke var til at skjule i mit dengang MEGET blege ansigt.

”Jeg synes, vi skal holde lidt øje med dig og din vægt. Det går jo ikke, hvis du tager meget på – du træner jo flittigt, men jeg kan jo tydeligt se på dig, at du slet ikke er så trimmet mere”.

Hahaha – jeg kunne ikke lade være med at grine. Fedt at en læge på +50 (tror jeg) siger det.

”Hvorfor går det ikke, hvis jeg tager mere på?” spurgte jeg.

”Jamen bliver du så ikke ked af det?” spurgte han.

”Nej ! altså har du slet ikke hvad der står om mig i min journal – eller står det der ikke? Jeg er rask fra alle de der selvværdsplagerier og har været det i MANGE år. Jeg har altså ikke noget problem med min vægt eller min krop – heller ikke hvis jeg tager mere på – nu ved jeg jo hvad det er – og lige nu har jeg altså ikke råd til at købe noget vildt dyrt medicin for de skide smerter. Det er kun den der urene hud jeg synes er belastende, men den kan du jo ikke gøre mere ved?”

”Det er da godt at høre. Det er jeg meget glad for” sagde Hr.Læge

Og nej han kunne ikke gøre noget ved min hud, for de piller jeg så skulle tage for den urene hud, kan ikke arbejde sammen med mine stærke smertestillende. Bla bla bla. Jeg glæder mig til jeg forhåbentlig en dag kan smide alt det lort. (altså de smertestillende).

For nogle uger siden mødte jeg en gammel bekendt. Hun sagde, at jeg da havde lagt mig ”meget ud” – og om jeg ”ventede mig” (HAHAH). Jeg havde også en klient, der havde bemærket min nye ”fedme”(IKKE MIT ORD) – det har jeg skrevet en blog om. Og i dag mødte jeg endnu en person, jeg ikke havde set længe – jeg nævnte selv, at jeg havde taget på (havde talt med lægen dér), fordi jeg kunne se, at han stå og målte og vejede mig med øjnene (og ikke på den der du-ser-sq-da-meget-lækker-ud måde!), og til det sagde han ”Ja jeg skulle også til at spørge om det var meningen eller…”

Jeg sidder hver dag – ikke hver dag MEN HVER DAG og arbejder med mennesker, der har et lavt selvværd på den ene eller den anden måde. De er rigtig meget ovre i, hvad ANDRE tænker om dem. Så meget at det styrer en del af de ting, de foretager sig – eller ikke foretager sig i løbet af en dag. Så meget, at man måske ikke engang har lyst til at handle ind samme sted, fordi ”Hvad tænker Irmadamen nu om mig, når jeg handler stort ind igen” (dem der fx har bulimi). Eller så meget, at de ikke bryder sig om at tage noget bestemt tøj på, selvom de selv synes, det er fedt. Eller tage steder hen, eller møde nye mennesker – ja jeg kunne blive ved. Det er de unge, det er dem på min alder, det er dem der er ældre end mig. Det er folk uden spiseforstyrrelser, og det er dem med. Det er alle slags mennesker. Kvinder som mænd.

Da jeg satte mig selv fri! Helt fri for det her med ”Hvad andre tænker” – der begyndte mit liv! MIT liv! For kan I se i det her tilfælde, ja hvad jeg skulle gøre nu her? Da jeg kunne se at mine markeringer i maven forsvandt – skulle jeg så fare ud og købe en badedragt i stedet for en BIKINI? Da jeg kunne se at urenhederne ikke gik væk af den sædvanlige ”spot” pensel, skulle jeg da være blevet hjemme fra arbejde eller træning eller komsammen? Skulle jeg nu 7,3kg tungere græde? Eller ikke gøre som jeg plejer? Skulle jeg tage mig af,  at folk jeg ikke har ”inde i mit liv” (mine klienter er noget helt andet, de må og SKAL faktisk være så hudløst ærlige overfor mig som overhoved muligt) – og deres kommentarer om mit udseende?

Nej tak.

Jeg var i mine unge år PISSE ligeglad med, hvad andre synes var sejt eller ikke sejt. Jeg blev allerede stirret så underligt på, når jeg gik og støttede min total skæve mor hjem fra Staden til KGS (vigtigt) Lyngby i mine helt unge barndomsår.

Jeg ER blevet gloet på – på den negative måde, så da jeg løb hjemmefra – og blev ”freaket” at se på med intet hår på hovedet osv. tog jeg styringen..  NÆSTEN! For jeg ville jo stadig gerne være en folk TÆNKTE ”godt om” – trods alt, men det handlede mest om min væremåde. Så jeg pleasede dem jeg kendte i hoved og røv, fandt kærester der behandlede mig total skod – og havde veninder der svigtede gang på gang. Jeg fik endda et job i en ”pæn” branche, så folk ikke skulle dømme mig som en eller anden ”blank Personlig Træner” (for dengang var det altså ikke noget pøblen havde respekt for, skal det lige siges! – sjovt som tiderne ændrer sig) Så HELT ligeglad var jeg ikke. Det er jeg idag. Idag er jeg “fri”.

Jeg ved godt, hvordan det er at være fanget i sig selv. At have et selvopfundet fængsel for andres meninger eller andres opførsel ift. en selv. At ens egen ageren hele tiden bliver ud fra hvad ANDRE tænker, synes eller mener. Det er skrækkeligt.

Når du tager styringen for DIT LIV! Og selv mener, du opfører dig på en måde, du kan være bekendt. Er tro mod dig selv. Hviler i dig selv. Takker din krop for at den fungerer, som den gør (jeg takker min krop for de dele der virker, og synes det er synd for de dele der ikke virker), er glad for de mennesker, der giver dig energi i dit liv. Sorterer de mennesker fra, som dræner dig for energi gang på gang. Smiler til andre, under andre det godt, nyder hvert et måltid du får, er god ved børn og dyr – og ELSKER DIG SELV, så får du det SÅ meget federe. – og ikke mindst! – indrømmer når du har lavet fejl, både overfor dig selv, men især over for dem, som du begår fejlen overfor. Vi mennesker har så svært ved at sige ”Undskyld – det er jeg sq ked af, kan vi finde ud af at være venner igen” – agtigt.

Det er SÅ fuckin svært og vi spilder SÅ meget liv med at gå og være sure eller tro at nogen tror eller tænker bla bla bla. Den eneste der kan sætte dig fri for alle de negative tanker, om andre eller om dig selv – er sjovt nok DIG! – fedt ik?

Hvad tænker DU om dig selv?

Lige nu tænker JEG, at det er da surt, at jeg skal tage piller, som gør mit liv lettere pga. nogle trafikulykker, som jeg på ingen måde har været skyld i. Og så tænker jeg også, at det er da rart at lægen var så opmærksom på, om jeg var ked af det over de ændringer. Det var da pænt af ham. Jeg tænker også, at det er sjovt, at jeg på ingen måde tænkte kilo, da han sagde et tal, men straks dykker ned i 7 tabellen fordi den var et fuckin mareridt dengang. Hahaha.

Og så tænker jeg, at jeg er lykkelig over, at være nået her til hvor jeg er i dag. Fri for ”opfundne” tanker som jeg TROR andre tænker om mig. For det er det, det er! OPFUNDNE! Ingen ved, hvad andre tænker om dem, før man spørger dem! Og der er du ikke engang sikker på at få et sandt svar, hvis den du spørger ikke er klar til at give dig et sandt svar om hans/hendes tanker om dig.

Brug din tid på noget fornuftigt – eventuelt dig selv!

Tak fordi du læste med.

Mange hilsner fra Angela +7