Regnormens rygrad

worm… de fleste jeg har arbejdet sammen med i div. kontormiljøer har gang på gang sagt med halv-øv stemme at ”de har rygrad som en regnorm” når diverse kager, sliktingester og andet er blevet stillet frem til fri afbenyttelse.

Men når jeg så har forslået at vi evt. kunne indføre en sukkerpolitik, som de fx har i min datters børnehave, så er der udråbt vild protest af selvsamme mennesker ”for man kan jo bare sige nej tak”..

What?!

De fleste ”kontordamer” og ”kontormænd” har lidt for meget på sidebenene eller en lille god kuffert aka airbag sidende over bæltet – eller også så FÅR de det af at arbejde på kontor efter x-antal år.

De taler meget om at de BURDE komme i form!

De er med i sundhedsordninger, løbeklubber, tab dig på arbejdet klubber, tag cyklen på arbejdet-konkurrencer osv. De får gratis sundhedstjek på arbejdet – og der er også frugtordning på arbejdet.

Derudover er mange af dem er kede af, at de ikke kan holde en slankekur eller tabe sig. De selvsamme mennesker bager kager og tager med på kontoret eller stemmer for is en hed sommerdag eller har fredagsmorgenmad på arbejdet.

De selvsamme mennesker tilmelder sig weightwatchers og forsøger nupokure, og synes at Henrik Duer fra Ekstrem Fed er den sejeste (det er han også – så den er jeg helt enig i).

Men det er et stort virvar af modstridende handlinger og sætninger.

Jeg kan ikke begribe, at man gerne vil et og gør noget andet. Eller i hvert fald så ikke står ved, at ”JA jeg vil gerne være lidt buttet og spise kage, for det synes jeg bare er fjong!”

Man slår sig selv oveni hovedet med kagehammeren samtidig med man tager en bid af den – og så brokker man sig over, at man har en ”rygrad som en regnorm”, men vil ikke være med til at sætte en stopper for fx basser, kager, wienerbrød osv. ved en sukkerpolitik fx på sit job ”fordi man kan jo bare sige nej”.

Nej det kan man så åbenbart ikke!

Jeg mener, at alle danske arbejdspladser burde tage ansvar og forebygge i stedet for at lappe lidt halvhjertet. Det er jo kun halvhjertet, at man er med i en cykelkonkurrence og laver sundhedstjek på medarbejderne, men tillader ”trustyboxe” på kontorene, OG at ”de enkelte afdelinger godt selv må bestemme om de vil give kage”.

Hvorfor er det så farligt at sige: Vi går 100% ind for sunde medarbejdere – og hvad de så gør i deres fritid EFTER arbejde – det styrer de selv. Dvs. ingen basser, kager (rawfoodkager ku være et alternativ), hvidt brød, kiks, kakaoautomater, sodavand, indkøbt slik til ”hygge” eller fejre ting med kage og is eller have trustyboxe. Alternativt har man en bog (ligesom i børnehaven) med gode forslag til madforslag/sunde brød etc. man kan lave, hvis man gerne vil fejre noget på kontoret.

Jeg er blevet kigget skævt til, hver eneste gang jeg har nævnt det her. Og jeg er blevet hyldet, når jeg har haft oreos, kage, wienerbasser med…….. dog med et ”aaarj Angela, det kan vi jo ik tåle”.. det er blevet spist op alligevel.

Jeg er sikker på, at vi danskere NOK skal få opfyldt vores sukker og slik og kage behov, når vi har fri. Og jeg er sikker på at færre medarbejdere ville gå ”sukkerkolde”, hvis det her blev indført. Jeg er sikker på, at medarbejderne ville holde en slankere linie og ville blive gladere for dem selv.

Og regnormen som boede i min ryg – den har en nu rygrad – jeg skulle bare lige væk fra kontormiljøet, hvor alle de hyggelige ting ikke stod og lokkede hele tiden. Sørgelig men sandt – og jeg VED, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan! Jeg tabte 4 kilo – bare ved at stoppe med at arbejde på kontor! Jeg har intet ændret i mine spisevaner eller min træning. INTET. Det skete bare.

Ja jeg siger det bare. Nu arbejder jeg nemlig ikke længere på kontor, så nu er der ingen der kan se skævt til mig for den her holdning

Hav en skøn dag.