Næste skridt …. ?

06-12-2016Fuck altså! Lige pludselig opdagede jeg, at jeg sad og var pisse negativ!

”Det kan jeg ikke” – var min sætning inde i hovedet, hver gang jeg tænkte på et eller andet. Det kan jeg ik, det kan jeg ik, det kan jeg heller ik. What da fuck? Hvor faen blev hende den positive glade person lige af? Hende der vidste, at der ikke var begrænsninger men kun muligheder? Hvorfor kom min mors stemme lige ind i mit hoved igen? ”Vi har ingen penge og det er DIN SKYLD” – så ti dog stille!

Det er egentlig ikke fordi jeg har været deprimeret, jeg har bare ikke været superglad og overskudsagtig på særlig mange fronter. Jeg har haft psykopat ondt i min krop (og har det stadig) pga. kulden – og har ikke fået trænet, har taget på (flere kilo på kroppen betyder at der er ”mere at slæbe rundt på” for min stakkels krop som ikke kan en skid i forvejen), der har været nogle ændringer ift. mit liv generelt og nogle problemer med diverse ting, som tærer helt sygt på en, når der ikke er umiddelbar udsigt til, at det stopper indenfor den næste måned. Voksenmobning har fået en helt ny betydning i mit liv. Og er sq lisså latterligt, som børnemobning. På en eller anden måde er det faktisk værre. For voksne burde sq have en smule realitetssans og vide at der er 2 eller 100 sider af samme sag.

Men ærligt så har jeg altid haft udfordringer i mit liv, værre end ovenstående og har alligevel formået at holde mig positiv i en eller anden form.

Dagens 3 Gode gør meget – både aften og morgen – ens børn, familie, venner, arbejde etc gør jo også en del, så man kan holde sig oven vande.

Men alligevel, så kom der en stemme snigende. Skyld, skam, det er dig dig dig DU ER! – den kom bare ind igen. Jeg tillod den at komme ind igen. Fordi jeg har slækket på at stå imod. Det er noget jeg skal resten af mit liv. Huske mig selv på at jeg IKKE er som min mor sagde jeg var.

Jeg er opvokset med hjernevask.

Når vi tænker over det, så er vi alle hjernevasket af vores forældres/families holdninger og meninger til livet og andre mennesker, politik, mad etc. Vi kan enten kopiere eller sortere i det vi er opdraget med. Jeg har været nødt til at sortere mange mange ting fra ift. min opvækst, fordi jeg har oplevet det jeg har.

Intet barn skulle opleve de ting, jeg har været udsat for, og det gør også, at jeg i dag kan være en meget bedre udgave af en ”mor” end jeg måske ellers ville være, hvis jeg ”bare” var blevet hjernevasket med de sædvanlige ”parcelhus” normer og værdier og ”se hvordan de andre er” bla bla bla. Ingen ved det. Jeg ved i hvert fald, hvad jeg IKKE skal gøre. Og mit barn er helt sikkert et specielt barn, fordi jeg er en anderledes mor.

Uagtet min rolle som mor overfor mit barn, så har min mor – og min far – stadig en betydelig rolle i mit liv, min ageren og ikke mindst I MIT TANKEMØNSTER!

For lad os nu tage det straight up. Min far var der ikke for mig, da jeg var lille efter han tabte i retten. Han så mig en gang om måneden fra jeg var 2 år til jeg var 10 år hjemme hos min farmor og farfar, fordi min mor var bange for at min far ville kidnappe mig, hvis det vi ikke var hjemme hos farmor og farfar. Da jeg var 10 så jeg min far én gang til min konfirmation og så til jeg løb hjemmefra. Min mor er og var dybt afhængig af diverse euforiserende stoffer og alkohol og VIRKELIG underlig, manipulerende og forstyrret i sit hoved og har gjort ting som jeg allerede har skrevet en blog om, som har fået kritik af en anden verden (og nej jeg har ikke slettet den af den grund!). Min mor holdt ”taler” for mig da jeg var barn. Taler ! jeg mener det! Timelange taler. Om hvor meget der var ”min skyld” – og det var sq ikke så lidt. Blandt andet at vi ikke havde nogen penge. DILEMMA EMMA! Ingen penge. Vi har ingen penge! Det er din skyld! Du vil ikke have jeg har det godt. Bla bla bla Jeg har sorteret SÅ ufattelig meget fra – det har taget ÅR – men jeg har virkelig sorteret så mange ting fra af det hun har sagt. Så det er meget meget få ting jeg tror på stadigvæk. Som min hjerne stadigvæk er påvirket af. Hun sagde jeg var grim og for tynd og for høj og for uintelligent, at jeg aldrig ville få nogle venner eller en kæreste, at jeg ikke var noget værd og alt sådan noget. Med tiden har jeg fundet venskaber og kærester som har bekræftet disse ting. Så jeg stadig har holdt fast i den negative tro. Det har jeg arbejdet mig ud af med tiden, fået troet på at JEG er en succes med det jeg foretager mig. At jeg fortjener en kæreste som behandler mig ordentligt, fordi jeg behandler ham ordentligt. At jeg fortjener venner og veninder som er søde ved mig og ikke fucker et venskab op, at jeg ikke er grim eller for et eller andet åndssvagt. Jeg anerkender og erkender mine fejl – nogle gange har jeg lyst til at ændre på dem andre gange ikke.

Men den ting jeg IKKE har sorteret væk er det med de skide penge. Jeg har ikke sat mig selv fri. Jeg er tynget af min mors overbevisning, til trods for jeg intet har med hende at gøre… det er jo skørt.

Det og så det der med at sige farvel. Jeg er ofte (indeni) bange for at det er sidste gang jeg ser nogle, når jeg siger farvel. Jeg lever ikke med den der ”Nåh ja men vi ses jo senere” – Næææh det ved du overhoved ikke helt ægte om vi gør! Fordi min far jo ikke kom tilbage og reddede mig fra min mor. Fordi min mormor døde ”fra mig” – fordi min farmor ”døde fra mig” – fordi folk bare kan dø, eller vælge en fra, eller man selv kan vælge folk fra. På en måde er det en sund tilgang at have til folk, man er glad for. For så værdsætter man dem. Helt ind i hjertet. Det kan også være en kende belastande, da der ligger en form for ”angst” i det også.

Det med pengene har jeg sq døjet med altid. Lånt penge ulovligt da jeg var under 18 år, lånt penge til min spiseforstyrrelse, lånt penge af nogle ”farlige” typer etc. Lånt og lånt og lånt, for at sige ”FUCK DIG MOR, JEG SKAL FANME IKKE SIGE ”JEG HAR IKKE NOGEN PENGE” ….”
Men jeg havde jo ik nogen penge, det var jo andres. Det var på ”lånt tid” – og de skulle betales tilbage på et tidspunkt. Jeg var oppe og runde de 800.000 kr i gæld på et tidspunkt. Og nej jeg havde hverken bil, båd eller lejlighed. Kun et par patter der var blevet fixet 2 gange pga kapseldannelse og en masse mad jeg havde kastet op igen – og så nogle rejser. Fedt.

Den bekymring forældre skaber i børn, når de hele tiden fortæller dem om de ”voksnes” problemer, som fx ”vi har ikke nogen penge” – det er simpelthen så mega belastende som noget kan være. Børnene kan ALLIGEVEL ikke gøre noget ved det, så hvorfor skal de så vide at ”vi har ikke nogen penge”? Man kan i stedet sige ”vi skal betale husleje og have mad og til fødselsdag hos Sigurd på lørdag, så det skal pengene gå til i denne uge, derfor kan du ikke lige få den Barbie nu”. Så oplyser man dem stadig om virkeligheden og at der er penge, men at prioriteringen ligger anderledes. Fordi det har JEG som mor bestemt overfor mit barn i min rolle som den voksne.

Ord – er bare ord – men ord hjernevasker os og gør os til de voksne vi er i dag. Det gælder både den måde du taler til dit barn på, din kæreste, din mor, din far.

Tænk før du taler, ord er ikke bare ord, slet ikke de ord du gentager igen og igen overfor dig selv eller dine nærmeste.

Mit næste skridt er at min mors sætning ”Vi har ingen penge” skal jeg havde aflivet nu- snart 21 år efter jeg løb hjemmefra. – og jeg tror har fundet ud af hvordan. Mere om det, hvis det lykkes.

Tak fordi du læste med.