Når det bliver ulogisk…

 

Umiddelbartimg1444725023588 virker jeg som en type, der kan klare det meste, som er hård i filten og egentlig generelt ikke tager mig af, hvad andre mener. Det er der en overvejende sandhed i.

Jeg er ligeglad, hvad andre mener om mit udseende, om mit tøjvalg, om min måde at opdrage mit barn på og min tilgang til behandling eller træning af klienter. Jeg er åben for ris og ros på området omkring klienter, da man som behandler, træner og coach ALTID kan forbedre sig, men jeg er sikker i min tilgang til måden jeg gør tingene på.

Der hvor jeg pludselig kan blive blød og blive ramt er, når tingene bliver ulogiske for mig. Når der opstår en form for uretfærdighed eller noget jeg ikke har mulighed for at komme i forkøbet eller ændre på. Hvis folk som jeg har haft noget med at gøre pludselig ikke vil tale med mig, eller ikke vil forklare mig, hvorfor de ikke vil tale med mig.

Jeg havde engang en kæreste som KONSTANT sagde ”Hvis du ikke engang SELV kan regne ud, hvad det er jeg er sur over, så gider jeg ikke engang forklare det”. Kald mig bare superstupid, men jeg anede ikke, hvad det var, han var så sur over hele tiden, for jeg mente ikke jeg decideret gjorde noget forkert. Men det gjorde jeg tydeligvis i hans verden. Det endte med vi havde de her ”tåge” diskussioner, fordi jeg reelt ikke vidste, hvad vi diskuterede andet end ”min opførsel” – som jeg jo ikke lige vidste, hvad indebar af dårlige ting.

Jeg undskyldte gentagende gange for min ”opførsel”, selvom jeg ikke anede, hvad det var. Ikke underligt at det forhold ikke kunne holde, for jeg endte jo med at gå på glaskår hele tiden, fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg trådte forkert – og til tider røg jeg også i den der barnlige fælde ”Så-er-det-også-ligemeget-fælden”. Den der ”Hvis han alligevel synes jeg gør alting galt, så gør jeg bare, hvad der passer mig” – meget barnligt, men desværre en fælde mange af os ryger i, når vi føler os magtesløse. Både i forhold til andre, men også ift. os selv. I mit job hører jeg den ofte, når mine klienter har levet sundt i en uge, og så falder de i med kage og slik og så går de helt amok ”for så er det også bare ligemeget”.

Jeg er fan af kommunikation. Det er jeg virkelig. Jeg elsker at forventningsafstemme. Hvis man er skuffet, ked af, sur på en person over noget, så er jeg fan af at man siger ”Det og det gør mig ked, sur skuffet”. Jeg vil altid hellere have at vide, HVAD jeg har gjort galt end at gå rundt i uvished og såre folk. Jeg kan sagtens selv synes, det er MEGA svært at gøre det overfor mine venner eller veninder eller familie, men jeg gør det. Også selvom det koster tårer, sure miner, afstand osv. Selvfølgelig alt med måde, men jeg kan slet ikke se, hvorfor vi IKKE skal fortælle andre, hvad de gør ved os godt som skidt. Ros er nemlig MINDST ligeså vigtigt i et venskab eller et forhold til mennesker generelt.

Så når jeg bliver ignoreret, eller får at vide at ”det må jeg selv kunne tænke mig til”, så bliver jeg påvirket i sådan en grad, at jeg har svært ved at håndtere det. Fordi det er ULOGISK for mig ikke at få en forklaring. Jeg kan jo på INGEN måde vide, hvad jeg gør ved andre mennesker. Vi er heldigvis alle vidt forskellige, og hvis jeg bare gør som JEG mener er forholdsvis (ingen er perfekte) rigtigt, så kan jeg ikke gøre det bedre- MEDMINDRE Karla eller Åge siger til mig, at det skal jeg ikke gøre, hvis jeg altså vil være venner med dem.

Mit udgangspunkt vil altid være, at jeg gør det bedste jeg kan i den givne situation (ud fra hvor jeg er i mit liv osv.) – og hvis det ikke er nok eller ”godt nok” for Karla eller Åge, så må de sige det og så må vi se på om vi overhoved skal være venner eller hvordan vores fremtidige kommunikation/dialog/forhold skal være.

Et meget godt eksempel var, da jeg sad på en ny arbejdsplads engang. Jeg var blevet godt modtaget, og jeg har det med at finde på ”kælenavne” til folk, som jeg godt kan lide – sådan generelt. Hurtigt blev Herman fx (på min nuværende arbejdsplads) til Manse osv. Det er KUN sødt ment, og jeg kan også godt selv lide, når folk kalder mig Foxy eller Angie eller noget andet end mit rigtige fornavn (Angela). Jeg synes hurtigt det kan blive formelt, når folk siger ”Angela” til mig. Da jeg så sad med en meget sur kunde i røret (dengang arbejdede jeg med forsikring) og jeg rodede rundt i systemet (som jo var nyt for mig) og jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre, spurgte jeg min kollega om hjælp. Jeg var i en situation, hvor jeg var usikker på systemet, proceduren og kunden talte hverken engelsk eller dansk, så da jeg henvendte mig til min kollega om sagen –  med det her ”kælenavn” jeg havde givet ham, blev jeg noget forskrækket og ked af det, da det første han sagde var ”JEG HEDDER IKKE XXXXXX” (meget surt og bestemt). Jeg blev helt paf – tog telefonsamtalen med kunden færdig og løb ud på toilettet og græd og græd.

I dag kan jeg tænkte ”Slap dog off, han sagde jo bare fra”, men da jeg sad i situationen, som den ”nye” og ikke kunne finde ud af sagen (min faglighed blev sat på en prøve) og jeg samtidig ikke fik credit for, at jeg var sådan en der gav søde navne til folk, så faldt det hele fra hinanden lige der (plus jeg skulle til at ha mit lort – og det gjorde altså ikke sagen bedre). Jeg kaldte ham fremover KUN hans rigtige navn og stemningen blev ikke dårligere af den grund – og indeni var jeg SUPERglad for, at han havde sagt fra, i stedet for at gå og blive irriteret på mig over det, eller sladre til de andre om det fx

Jeg kan til dags dato blive enormt påvirket af folk, som ikke fortæller mig, hvad jeg gør galt. Som ignorerer og som ikke italesætter. Men samtidig ved jeg godt, at jeg på ingen måde kan forlange at alle skal være ligesom jeg. For mange mennesker er det logisk at lade lorten ligge og gå videre, glemme og lukke øjnene. For mig er det logik for perlehøns at gå ind i lorten, for at gå ud af den igen og vide, at den ikke ligger og lugter i rygsækken – og evt. kan forpeste mit liv på et senere tidspunkt.

Det er jo mit shit, at jeg lader mig påvirke af folk som bagtaler mig uden grund, eller ignorerer mig uden grund – i hvert fald som jeg ser det, da jeg af gode grunde IKKE kan vide, hvad fanden det er jeg gør galt, når de ikke vil tale med mig. Jeg ER bare følsom med de her ting, FORDI jeg synes, det er uretfærdigt, at der ikke er en afsluttende dialog om emnet.

Mange er fan af at lade tingene glide ud i sandet, men så synes de til gengæld det er vildt flovt eller underligt at møde den her ”gamle ven” eller hvad det er i Netto fx lige pludselig. Hvis man nu havde sagt pænt farvel og tak og det var dejligt at kende dig, så er tingene altså noget andet.

Jeg har haft herre mange drengevenner igennem mit liv og mange af dem er faldet fra med tiden – de har fået kone, børn osv. og venskabet er ikke blevet holdt ved lige. De fleste af dem, har jeg skrevet en sød ”tak for venskabet og de ting vi har haft sammen” mail, fordi det har været vigtigt for mig at sige tak for alle de gode ting, vi har haft sammen, men også at jeg godt ved, at vi ikke kommer tilbage dertil igen. De har alle modtaget det positivt og været glad for, jeg har skrevet til dem.

Jeg er sikker på, hvis vi alle sammen turde gå ind i lorten med de mennesker, som gør os kede af det eller sure eller skuffede og kunne få afsluttet de relationer på en pæn og sober måde, så ville verden være et lidt bedre sted at leve.

Tak fordi du læste med. <3