Livet på en løgn

Den anden dag så jeg et opslag, hvor der stod ”My Life is based on a true story”. Jeg delte billedet og smilte ved mig selv. Ja det er based on a true story, men der har godt nok været mange løgne involveret i mit liv.

Der er forskel på løgne. Der er overlevelsesløgne, hvide løgne, cover-up løgne og onde løgne – og alle mulige andre slags løgne.

Når man har levet en barndom som jeg har, så er man nødt til at lyve. Hele tiden faktisk. Hele min barndom rendte jeg rundt og var bange for at blive opdaget HELE tiden. Selv når nogen sagde, at jeg var klog eller god til noget, så tænkte jeg ”Ja ja det er fordi du ikke VED, at jeg faktisk er temmelig dum – sådan ægte”.

Jeg måtte lyve overfor min mor om, hvordan det gik i skolen. For hvis jeg sagde, at det gik dårligt og at jeg blev mobbet, så fik jeg tæv og at vide, det var min egen skyld. Jeg løj over for skolelærerne, hvis de spurgte ind til det mindste derhjemme. Jeg løj om mine blå mærker på ryggen og om mine mærker på ben og nogle gange arme. Jeg løj om min konstante hovedpine og blodsprængninger i øjnene. Jeg løj på skadestuen. Jeg løj over for lægen. Jeg løj over for min farmor, når hun spurgte, hvordan jeg havde det derhjemme. Jeg løj over for dem oppe på kommunen, når min mor ikke havde flere penge til mad, fordi hun havde brugt dem på sprut og stoffer. Jeg løj og løj og løj. Det var frygteligt. Jeg løj om maden, jeg løj om hvad jeg spiste, og hvad jeg ikke spiste. Om jeg havde spist op. Jeg smed min mad ud i skolen. Jeg blev opdaget rigtig mange gange i mine løgne, da jeg var barn – og så fik jeg tæv af min mor. For man må IKKE lyve. Jeg løj, når min mor sad og holdt foredrag om biblen og de store essentielle spørgsmål (jeg har nok været 5-6 år) og sagde at jeg sagtens forstod det hun sad og sagde. Jeg sad kun og tænkte på, hvornår jeg kunne komme ind og lege med Barbie.

Jeg løj ikke så meget, når jeg var sammen med min daværende bedste barndomsveninde Jannie. Der var jeg bare et barn. Hun var et barn – jeg var et barn. Og hun vidste godt min mor ”var lidt underlig” og hun var min veninde alligevel. Det var rart. De øjeblikke husker jeg som noget godt. Vores tykke kanin Kiki nede på klubben, sommeren, de dage hvor vi tog clips og lavede dem om til en lang ”tråd”, puttede dem på tænderne og sagde at vi havde fået ”bøjle”. Skørt. Når man har haft et lorteliv en del af ens liv vil der altid være gode minder indimellem. Det er så vigtigt at huske på. Alt er ikke sort i sort eller hvidt i hvidt.

Da jeg blev ældre løj jeg videre. Når man har en spiseforstyrrelse LYVER man! Hele tiden. Over for sig selv og andre. Man siger, at man ikke kaster op mere eller man fortæller slet ikke, at man gør det. Man siger at man har ”styr på det” og man har ikke styr på en skid. Når folk siger, man ser ”sundere ud nu”, så siger man tak og har lyst til at skrige dem ind i hovedet, at SUND er det samme som TYK! Man hader sig selv, man hader andre der er tyndere og pænere end en selv. Man er misundelig på dem der har anorexi, når man har fået bulimi. Man overbeviser sig selv om, at NU starter jeg på kur i morgen, når man lider af overspisning, men kuren varer kun to dage, for så falder man i igen. Man er i en tåge nogle dage. Tankeløs tåge. Eller også er tankerne kun på mad, andres portioner, ens egen portion, hvordan man kan undgå mad. Man spiser måske ikke andres nærvær, så man ”ser ud som om” man kan styre det, hvorefter man går hjem og spiser alene. Man lyver over for sin diætist og siger, at man ikke forstår der ikke sker noget, for man holder altså virkelig planen…. Man lyver over for sine psykologer eller hjælpere, fordi man ikke kan overskue, at man ikke LYKKES med det her spisning, spiseforstyrrelse, opkast, fedme, vægttab osv.. Der er jo så mange andre der kan, hvorfor kan jeg så ikke.

Man flygter. Ind i sig selv, ind i maden, uden om maden, ind i tankerne om maden, væk fra maden, ud i andre misbrug af alkohol, slankepiller, afføringspiller, stoffer. Man ønsker hurtige løsninger nu! Man laver sine egne logiske forklaringer som fx; hvis jeg laver den her dessert, så ved jeg, at der kun er 110kcal i en portion og så feder den ikke ligeså meget, som hvis jeg spiste en is.. Jamen frk overspiser, du skal pt slet ikke HAVE nogen dessert! – eller egne forklaringer som; hvis jeg kaster alt det usunde mad op og kun holder det sunde mad i mig, så er jeg jo et sundt menneske og bliver ikke tyk (blød, slap osv.) – eller hvis jeg KUN spiser 3 måltider på en dag på visse tidspunkter, så har jeg kontrol over min mad og min dag, og så gør min krop, hvad jeg ønsker. Hvis jeg føler sult, og lader være med at reagere på den, så bliver jeg flot.

Logiske forklaringer, små løgne – små ting som ikke holder stik. Ikke hvis man vil væk fra sin spiseforstyrrelse. I alle de år jeg havde spiseforstyrrelser (uanset hvilken en det var) så løj jeg. Da jeg stoppede med at have en spiseforstyrrelse skulle jeg lære at leve et nyt liv uden løgne. Det var overraskende svært.

Jeg havde rendt rundt i så mange år og løjet. Løjet om hvordan jeg havde det, løjet for psykologer, venner, veninder, aflyst aftaler med SÅ mange løgne, at det var helt overdrevet, fordi jeg ikke kunne OVERSKUE det. Når man har en spiseforstyrrelse eller et problem med mad, så fylder det bare så meget. Så meget at det kan tage fokus fra alt andet. Jeg har løjet mig syg fra job, da jeg var yngre og havde spiseforstyrrelse så mange gange. Jeg kunne ikke overskue andre mennesker, at forholde mig til noget eller nogen. Jeg ville bare gerne være ”væk” fra verdenen. Uden at forholde mig til noget. Jeg ville ikke dø – som sådan, jeg ville bare gerne væk!

Mange der har lidt eller lider af en spiseforstyrrelse ville blive kaldt ”særligt sensitive” ud fra den nye ”term” der er kommet omkring folk, som har antennerne ude.

Når spiseforstyrrelsen først har gjort sit indtog, så er du følsom. Følsom over for andres holdninger og meninger, følsom omkring aftaler (kan du overskue det eller ej), følsom over for andres blikke, andres humørsvingninger osv. Du er bare følsom!

Du beskytter dig selv med spiseforstyrrelsen. Enten ved at spise dig til et fedtlag, som fysisk beskytter dig (ja det er sandt!) eller ved at kaste op. Det er meget nemmere at forholde sig til mad (opkast, hvad skal jeg spise næste gang, puha du er dum du har spist det, nu skal det op, hvornår kan jeg nå til det næste toilet) end det er at forholde sig til andre mennesker, deres påvirkning, deres følelser eller deres mulige SVIGT. Eller ved at sulte sig selv (jeg har ikke spist sådan og sådan i dag, hvor jeg god, se min mave den er tynd, knoglen der kunne godt stikke mere ud, dumme krop, hvorfor har du fede inderlår).

Du beskytter dig selv med løgnene også. Når du ikke har en spiseforstyrrelse mere, behøver du ikke lyve mere. Det er SÅ vigtigt, når du er PARAT til at komme af med din spiseforstyrrelse, at du er ærlig – bare overfor en – og helst din psykolog, coach, hjælper osv. Man kommer ikke ud af en spiseforstyrrelse ved at blive ved med at lyve! Så fastholder man bare sig selv i alle løgnene og så ”er det også lige meget”.

Første skridt på vejen til at komme ud af en spiseforstyrrelse er at være ærlig. Vise tillid til at der er en i verden der forstår, at man ikke kan møde op til sin aftale, fordi man har en skodlortedag og ikke vil noget. Man kan ikke være ærlig overfor alle til at starte med, men du er nødt til at finde en du kan være ærlig overfor – hvor du ikke føler du bliver dømt.

Da jeg led af spiseforstyrrelse var det værste i verden IMPULSIVE TING. Og folk skulle SLET IKKE AFLYSE noget med mig, jeg gik helt ned på det. Jeg blev så ked af det og følte mig afvist og ikke god nok.

Jeg selv derimod kunne aflyse her fra til juleaften, fordi jeg ikke kunne være i mig selv den dag aftalen var eller ift. den aftale med de MENNESKER som fx godt kunne lide at kommentere på mig. Ikke i en ond mening, man skal bare stadig forholde sig til andre mennesker og deres udsagn – og når man har en ”svag” dag, så er man ikke i stand til det. Jeg løj mig ud af aftaler – og folk vidste nok godt jeg løj. Enkelte gange er jeg blevet konfronteret med det, og så har jeg løjet videre om, at ”Nej jeg VAR altså syg DEN DAG”. Når man først har indrømmet, at man har løjet, så er man bange for, at folk tror, at man hele tiden lyver. Det er et rigtigt dumt spind at komme ind i. Men desværre uundgåeligt, når man har en spiseforstyrrelse.

Impulsive ting – nej tak! Jeg skulle ikke overraskes. Impulsive ting var jeg blevet budt RIGELIGT af i min barndom med en mor på stoffer, som var så utilregnelig, at man bare ønskede sig til et liv med frikadeller, brun sovs, en far på fabrik og en mor som hjemmegående og et tørrestativ i haven der kunne dreje rundt i vinden- og så ville jeg gerne bare hedde Rikke. Et normalt navn. Ikke det der ANGELA – som folk ikke kunne udtale og som jeg blev mobbet godylt med altid. Jeg var anderledes, min mor var anderledes, min højde var anderledes, mit navn var anderledes. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at ELSKE mit navn, fordi det var anderledes. Og efter mine spiseforstyrrelser kom ud af mit liv, kan jeg godt lide impulsive ting og overraskelser.

Ikke for mange, men nogle der er gode.

Jeg elsker stadig skemaer og kasser. Jeg putter folk i kasser oppe i mit hoved – så jeg har styr på, hvilken kategori de hører til fx nære venner, ikke så nære venner, byvenner, idioter osv. Jeg kan også godt lide at vide sådan nogenlunde, hvad ugen byder på. Jeg har også fået en kæreste nu, som har lært hvordan mit hoved fungerer. Jeg kan SLET ikke klare, hvis han fx først siger, at han skal noget DAGEN før, hvis han har vidst det i en uge. Det er sådan set lige meget, HVAD han skal, jeg vil bare gerne vide det i god tid, for så er det på plads inde i mit skema i hovedet. Nogle mener det er kontrol, men det er virkelig misforstået. Kontrol er når man vil bestemme, hvad den anden skal. Det her er bare ”viden på plads i skemaet”. Og ja det ER fordi jeg er skadet gennem mit liv. – I mit liv har overraskelser, pludselige indskydelser, hurtige aftaler været FARLIGE. Det avlede altså intet godt med sig, når min mor fandt på, at hun skulle på Staden en onsdag aften kl 23.00 og ryge sig skæv og drikke sig meget fuld, og jeg ikke måtte blive hjemme alene (jeg har været 6-7 år), men skulle i skole næste morgen (og selv stå op og sørge for at få madpakke med osv.). Det er et meget lille eksempel, men du kan selv tænke dig til resten. Derfor er det bare rart for mig at vide sådan nogenlunde, hvad der skal ske og hvordan og hvorledes. Det kræver en del at have en kæreste som mig. Det er jeg klar over. Lig i lasten, ar på sjælen osv. det sætter sine spor.

Det kan stadig være svært at være ÆRLIG, fordi jeg indeni stadig kan være 5 år gammel og pissebange for, hvordan modtageren af min ærlighed vil reagere (kommer der tæv, slår man op, går man, vil man ikke være min ven mere) – alt det er jo BARNLIGE gamle tanker, men de ligger altså derinde og tricker, når jeg skal sige noget ærligt, som måske ikke er skide positivt. Frygten for svigt i en form. Men jeg er NØDT til at forholde mig ærligt til mig selv og mine medmennesker – uanset hvor svært det kan være. Man svigter kun sig selv ved at være uærlig omkring sine følelser og tanker.

Derfor er jeg bare så stolt af mig selv, når jeg ser på hvad jeg kommer fra, og hvor jeg er nået til i dag. Skemaer eller ej. Jeg ved at ALLE kan nå her til, men jeg ved også, hvor meget arbejde det kræver.

Bare det at stoppe med at lyve overfor EN person, være hudløst ærlig – måske endda græde….. bare det kan være så svært, at det ikke er til at overskue, når man er i en spiseforstyrrelse. Men prøv. Du har intet at miste….. !

Livet er baseret på en sand historie – især den dag du stopper med at lyve.

Tak fordi du læste med.