Kom nu! Du kan da godt spise lidt mere…

Hmm jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til andre menneskers ”push´en” nogle gange. Vi lever i et samfund hvor det er uhøfligt at sige ”Nej tak jeg skal ikke have mere” – eller ”Nej tak det har jeg ikke lige lyst til nu”. Mange bliver småfornærmede.. og måske også kede af det, for nu har de lige stået og lavet det her dejlige mad/kage osv. – og så vil man ikke engang spise det!!

 

Min kære farmor begyndte jeg at se igen efter fem års tvungen pause (fra jeg var 10år til 15år, så jeg hende ikke) da jeg var 15år. Jeg var meget syg af spiseforstyrrelse på det tidspunkt.

Farmor var meget glad for at lave mad til mig, for jeg havde jo ”altid spist så godt”.

Ja tak hele min barndom, hvor hun havde set mig fast en gang om måneden i en weekend ”forkælede” hun mig med alt, hvad hun nu kunne. Slik, milkshake, is, mere slik, røde pølser osv.

Jeg ELSKEDE min farmor. Jeg elskede, at hun var så sød ved mig. Hun så mig kun denne ene gang om måneden og så fik den på alle tangenter. Er der noget galt i det? Næh egentlig ikke. Bortset fra at jeg allerede dengang (som 5-10årig) kastede op, gemte maden og smed den ud, eller fik nedtur på efter et slikorgie. Jeg drak engang 16 milkshakes (de der selvrysteren) på under 2 timer hos farmor og farfar – og gik ud og kastede op i næsten en time(tvang det op) – under påskud af, at jeg gerne lige ville i bad og det tog lidt lang tid. Jeg var 7 år.

 

Min dejlige farmor vidste jo ingenting. Ingen vidste hvad der foregik hjemme hos min mor – eller inde i mig og min lille hjerne. Maden var det eneste jeg kunne styre – eller det eneste jeg forsøgte at styre om man vil!

Da jeg så begyndte at se min farmor igen, da jeg var 15 år fortsatte hun jo med at gøre mig ”glad” med mad. Det varede i 3 år – til jeg var 18. Sætninger som ”Du kan da godt spise et stykke til, det plejer du jo” eller ”Du tager altid så godt fra, det er skønt at se” hørte jeg ofte.

Og hvis jeg spiste mere, så følte min farmor, at jeg ”elskede” hende tilbage. Det var jo hendes (og vores samfunds) måde at give kærlighed på og sprede glæde…. Misforstået glæde i mange tilfælde desværre.

En dag fik jeg nok. Jeg var fyldt 18år på det her tidspunkt – og så sagde jeg:

”Farmor – jeg er vildt syg. Jeg kaster mad op, jeg sulter mig selv, jeg tager slankepiller, vil du ikke nok lade være med at købe alle de her madting til mig. Kan vi ikke bare hygge os uden ALT DET MAD!”

Jeg græd! Det var så svært det her.

Stakkels farmor. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre eller sige. Hun var fra den gamle skole, hvor man ikke taler om tingene men fortier.

Men jeg vil IKKE fortie ting – jeg er ikke sådan! Jeg har holdt på alt alt for mange hemmeligheder fra jeg var meget lille  – og jeg VIL tale om tingene, hvis det er noget der gør ondt indeni mig. (Jeg kan sagtens holde på andres hemmeligheder! skal jeg lige pointere).

Min farmor sad lidt – og så sagde hun ”Jo det kan vi selvfølgelig godt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til Per (hendes mand), men vi to kan godt aftale, at jeg ikke presser dig til at spise mere end hvad du selv har øst op! Og jeg ved godt du kaster op. Det er jo ikke helt lydløst altid”

Flovt! Flovt at hun vidste det – men typisk de ældre ikke at sige noget. Hvis det var mit barnebarn der kastede op, så havde jeg hevet fat i hende for længst. Lige meget. Det var ikke min farmors skyld, at jeg var syg.

Det blev lige pludselig en lettelse at alt ”hygge” hos min dejlige farmor ikke handlede om mad. Og da jeg blev rask – helt rask – ikke styret af mad eller kropsopfattelse – så kunne jeg kramme min farmor og sige tak for den luft hun havde givet mig i det her.

Det nåede jeg heldigvis at sige til hende, inden hun døde af kræft for snart 6 år siden.

Nu sidder jeg og hjælper folk med at spise sundere, eller bedre. Jeg lærer folk at træne bedre eller sjovere.. og jeg hører OFTE, fra de søde klienter jeg har, at det er så svært  at sige Nej tak. Især når de bliver budt på mere end de selv lige havde øst op fra start af. Man behøver ikke at have en spiseforstyrrelse for at føle sig presset eller føle sig ”forkert”, hvis man ikke spiser det de andre spiser – eller spiser lige så meget som man hidtil har gjort.

Når jeg hører mine klienter sige ”Ja vi skal hjem til familien i weekenden og der ved jeg bare det bliver svært, for min mor/far/søster/svigermor forstår ikke et nej tak – og de laver altid så meget mad – og der ER ikke sunde alternativer – og jeg KAN bare ikke sidde med min egen sunde mad”.

Det er sq da træls! Især hvis man ser sin familie tit. Vi er simpelthen blevet en samfund, hvor man ikke er en del af flokken, hvis man ikke spiser det ”samme klamme” som alle de andre.

Vi mennesker er vanedyr. Hvis en person normalt spiser fx kød og brød, så går det slet ikke, hvis den her person pludselig skiller sig ud og siger ”Det vil jeg helst lige holde mig fra”.

Kommentarerne vælter ned over denne her person, som måske har det svært med det valg i forvejen – ”Hvorfor er du nu begyndt på det pjat” Eller ”Hold nu op du kan da godt lige spise det i dag”. STOP NU!

Respekter andre menneskers valg. Ingen spørger jo dig med mars-baren ”Arj hvorfor sidder du og spiser det der usunde noget?”

Ingen!!! Det er helt ok at fylde sig med slik, kager og andre usunde ting, så er man en del af ”flokken”.

Er det fordi det stikker til folks dårlige samvittighed, når en person pludselig gør noget andet (og noget sundere) end normalt? Er det misundelse? Er det en form for mobning? Eller er det bare irriterende at personen stikker ud fra den kasse, som vi nu har tildelt den her person i vores venne/familiehierarki? Altså som hende den tykke, tynde, sunde, usunde, altædende, intetædende.. ja u name it. Kasserne har mange navne (:

Jeg ønsker for alle, at de træffer de madvalg og det madindtag DE ønsker. Uden at være ofre for gruppepres. Eller madpres om man vil.

Min familie har heldigvis vænnet sig til, at jeg er lidt underlig på madfronten. Så da jeg sad med mine sorte linser til juleaften og puttede sovs på dem, så spurgte de bare hvad det var og så ikke mere. Tak for det.

Når jeg inviterer mine veninder over sms´er jeg altid til dem, hvad de vil have…. Og så respekterer jeg hvis de skriver ”Bare Pepsi-max”…. Så får de Pepsi-max og ikke andet.

Lyt til folks ønsker – respekter et nej tak – og spis selv det DU har lyst til! Er du startet på en sundere livsstil, så hold fast i det. Lad være med at lade ”gruppen” (familien/vennerne) presse dig – klap dig selv på skulderen over de sundere valg, du træffer – eller nyd det usunde du putter i hovedet, fordi du har VALGT, at det har du lyst til lige NU.

Prøv næste gang du får gæster at servere gulerødder, agurker, mandler, andre nødder, udskåret frugt og lækker hjemmelavet juice/saft – i stedet for kage og andre ting. Folk spiser det med glæde.. og går derfra uden mavepine! Win win!

Tak fordi du læste med – og rigtig god mandag.